Kapitel 1

Nationer i fortiden måtte lære ham at kende

 1. Hvordan har nationerne stillet sig til det største navn i universet, og hvad vil de blive nødt til at erkende vedrørende den der bærer det?

NATIONER i fortiden kunne ikke lide ham, og det kan nationerne i dag heller ikke. De kan heller ikke lide hans navn. De bruger det ikke, og dermed søger de at ignorere hans eksistens, at gøre ham til en ukendt person, at udviske hans navn af folks erindring. Men mærkeligt nok har nationerne ikke været i stand til at fjerne hans navn fra historien. De har ikke kunnet forhindre at navnet er blevet forkyndt vidt og bredt, ja over hele jorden, her i det tyvende århundrede. Det er indlysende at den der bærer dette navn må være større end alle nationer tilsammen. Hans navn er det største i hele universet. Det er det ældste navn der findes. Det er udødeligt! Det bæres af den største i himmelen og på jorden. Det er lige så uforgængeligt som den der bærer det. Nationer i fortiden lærte det at kende. Nationer eller stater i nutiden vil ligeledes lære dette uforlignelige navn at kende. Om kort tid vil de gå til grunde, men navnet vil bestå! Først skal de dog komme til at erkende at den der bærer dette navn, er den Højeste.

 2. Hvad vil det medføre at dette navn hævdes, og for hvem er dette nu af største betydning?

² Det betyder at historien vil gentage sig, men i langt større målestok. Historiske beretninger fra fortiden giver os grund til at tro at navnet vil komme til at indtage sin retmæssige plads blandt alle som bor på jorden. At navnet hævdes som navnet på den Almægtige, den Højeste, den der virkelig lever, vil slå nationerne med ærefrygt. Mod deres vilje må de anerkende den hvis navn uretfærdigt er blevet spottet og forklejnet blandt menneskene. De vil opdage at han er til, at han har talt og at hans ord altid holder stik. Hvad dette indebærer for alle nationer er af største betydning for hvert eneste menneske i vor generation.

 3. Hvorfor er det for den der bærer dette navn som om begivenheder der fandt sted i 1513 f.v.t. blot er indtruffet for en halv uge siden?

³ For os synes enhver begivenhed som fandt sted i året 1513 f.v.t. at være indtruffet for lang tid siden — det er næsten tre tusind fem hundrede år siden! Men for den Evige, den hvis navn skal hævdes, beregnes en sådan periode ikke efter jordens daglige omdrejning om sin akse og dens årlige tur rundt om solen. De tre og et halvt årtusind er i hans øjne ikke mere end tre og en halv dag, en halv uge. Og hvad betyder så kort tid egentlig for ham? I hans øjne er det kun en halv uge siden at han stod ansigt til ansigt med den stærkeste politiske magt i det sekstende århundrede før vor tidsregning. Det var ikke kun en poetisk vending der blev brugt da en inspireret salmist dengang sagde til ham: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt.“a

 4. Hvorfor var han ikke ligeglad med denne første verdensmagt?

⁴ Det gjorde ham ikke noget at denne den første verdensmagt rådede over datidens nyeste militærudrustning i store mængder og kunne beherske hele den dakendte verden. Landets berømmelige visdom og dets høje civilisation var ham ligegyldig. Dets mange guder og gudinder skræmte ham ikke, men viste blot hvor uvidende og vildfaren denne højt civiliserede verdensmagt var i religiøs henseende. Det han tog i betragtning var at denne verdensmagt var kommet i konflikt med ham. Hvordan?

 5. Hvilken trussel var rettet mod uskyldige mennesker der boede som fremmede i et land som tilhørte en anden race?

⁵ Har vi, her i det tyvende århundrede, set sagesløse mennesker blive undertrykt af stærke, militariserede, nationalistiske regeringer? Et sådant spørgsmål leder tanken hen på flere undertrykte racer og folkegrupper. Vi kan derfor udmærket forestille os den tyranniske undertrykkelse der i snesevis af år var blevet øvet mod et uskyldigt folk, mod mennesker der boede i et land som ikke var deres eget. Af de tre hovedgrene som menneskeslægten opdeles i, tilhørte disse fremmede indbyggere den semitiske gren, og landet var hamitisk. Til sidst gik undertrykkerne så vidt at de forsøgte hvad man i dag kalder „folkedrab“, for at udrydde denne slægt af semitter der nu var vokset i antal og var blevet et fremtrædende folk, ja en folkerig nation, men som ikke havde nogen del i styret i dette hamitiske land.

 6. Af hvilken art var det vanskelige spørgsmål? Hvordan kan vi sige det?

⁶ Tilsyneladende var det et racespørgsmål der var opstået, for denne store gruppe fremmede indbyggere som tilhørte en anden race kunne godt udgøre en militær trussel mod denne stærke verdensmagt. Men undersøger vi situationen nøjere kan vi se at der var et spørgsmål som havde endnu større betydning end racespørgsmålet. Det var et religiøst spørgsmål. Af de historiske beretninger fremgår det at religionen dengang indtog en fremtrædende plads i folks liv, ja selv i herskernes liv, noget som ingen af vor tids irreligiøse, videnskabeligt uddannede mennesker kan benægte. Det fremmede folk der boede i det kendte hamitiske land, havde en religion som var helt anderledes. Det var grunden til at kernen i dette folk nægtede at tage del i tilbedelsen af landets mange guder. Ved at udrydde dette folk af semitisk herkomst ville man også få udryddet deres religion. Det var det præsterne for landets guder var mest interesseret i.

 7. Hvilke spørgsmål rejste de hamitiske undertrykkere vedrørende de fremmede indbyggeres Gud, og hvad krævede disse spørgsmål?

⁷ I lighed med den indstilling som flere hundrede millioner indere har her i det tyvende århundrede, syntes disse fortidige tilbedere af de mange hamitiske guder at det var mærkeligt at dette fremmede folk i deres midte kun tilbad én Gud, der blev anset for alene at være Skaberen af himmelen og jorden. For disse tilbedere af mange guder og gudinder at se, kunne dette fremmede folks ene Gud ikke være en sand, levende og almægtig Gud. Hvorfor havde han ellers tilladt at hans tilbedere var blevet undertrykt som trælle i over hundrede år? Hvorfor lod han undertrykkerne gå i gang med deres nationalistiske forehavende som gik ud på at udrydde hans tilbedere og hans religion fuldstændig? Hvorfor havde han endnu ikke udfriet sine tjenere fra trældommen under deres polyteistiske undertrykkere? Det var spørgsmål der med rette kunne stilles. Hvis han virkelig var den Gud som disse undertrykte mennesker regnede ham for at være, burde han besvare disse spørgsmål. Han burde give sig til kende for denne hamitiske nation! Ved at gøre dette kunne han samtidig give sig til kende for alle andre nationer!

 8. Var det på sin plads at denne Gud også gav sig til kende for sine egne undertrykte tilbedere? Begrund svaret.

⁸ Burde han i og for sig ikke også give sig til kende for sine egne tilbedere? Selv for mange af dem kan han have været en ret ukendt Gud.b Havde de, under de ulykkelige forhold de oplevede dér i det sekstende århundrede før vor tidsregning brug for at vide at han var til, at han havde et navn der adskilte sig fra navnene på alle deres undertrykkeres guder og gudinder at han var deres Gud og betragtede dem som sit folk? Ja! Han havde ikke været en ukendt Gud for deres forfædre i forgangne århundreder. De havde endog kendt hans personlige navn, men på grund af det han gjorde til gavn for dem havde de især lært ham at kende som „Gud den Almægtige“. Hvorfor skulle de undertrykte da ikke tilbede denne Gud som deres forfædre tilbad?

 9. Hvorfor holdt denne Gud øje med tiden for deres mishandling, og hvad var tiden nu inde til at han ville gøre med hensyn til sit navn?

⁹ Han havde givet deres forfædre vidunderlige løfter, løfter som ikke alene havde interesse og betydning for disse efterkommere, men løfter som var af største interesse og betydning for hele menneskeheden. Han havde forudsagt den mishandling de ville blive udsat for i dette hamitiske land. Kunne han så undgå at være klar over mishandlingen nu da de oplevede den? Nej på ingen måde! I virkeligheden lagde han nøje mærke til tiden for denne mishandling, for han havde forudbestemt og forudsagt hvornår den skulle og ville ophøre.c De havde optegnelser som viste hvor længe deres forfædre havde levet og hvor mange generationer det drejede sig om. Hvis de havde rådført sig med disse optegnelser og havde foretaget korrekte udregninger, ville de have vidst at tiden for deres udfrielse nu var kommet. Tiden var inde til at deres Gud ville give sig til kende for dem som deres Udfrier og ville krone sit navn med uvisnelig ære. Tiden var inde til at han med gerninger ville vise at han ikke fremsætter nogen beediget erklæring som er umulig for ham at opfylde. Han var stadig den almægtige Gud, selv om der var gået hundreder af år. Nu da hans tid var inde kunne man vente at han ville give sit navn en plads over alle andre navne i verdenshistorien.

HVORDAN VILLE HAN GØRE DET?

10. Hvilke spørgsmål stillede de tilbedere der troede på ham, og med hvilken slags handlinger måtte han svare for at vise at han var Gud?

¹⁰ For dem der stadig troede på Guds ubrydelige løfter var spørgsmålet: Hvordan vil han gøre det? Hvordan vil han vise, at han ikke er en mytisk gud? Hvordan vil han gøre det klart for enhver at han er til? Hvordan vil han udvirke at hans navn bliver respekteret, ja frygtet, af alle nationer på jorden? Han ville ikke gøre det ved almindelige midler som kunne forklares af vor tids videnskabsmænd. Nej, han ville benytte midler som selv det tyvende århundredes videnskabsmænd ikke ville være i stand til at forklare trods alle deres laboratorieforsøg, midler så utrolige at de tvivlende ville sige at de hørte hjemme i myternes og legendernes verden. Men hvis han ikke skulle ty til en sådan demonstration af sin overlegne magt og videnskabelige indsigt, hvordan kunne han da, også over for den nuværende generation, bevise at han alene var den almægtige Gud? Som Gud skulle han være i stand til at gøre noget som små mennesker ikke kan gøre, uanset hvilken tid de lever på. Hvordan kunne han ellers være Gud? Ja, man måtte forvente at han ville gøre noget som alle de falske guders trolddomsudøvende præster aldrig kunne have gjort. Han var nødt til at skille sig ud fra de andre ved at gøre noget som var uforklarligt, ved at gøre mirakler!

11. Hvordan kunne man vide hvem der var ophav til disse mirakler, og hvilket hensyn ville dette Ophav tage til menneskene på jorden?

¹¹ Men hvordan ville disse magtfulde mirakuløse gerninger blive sat i forbindelse med denne eneste levende og sande Gud sådan at der ikke rådede nogen som helst tvivl om at han var deres sande Ophav — især i betragtning af at han jo var usynlig og ikke blev repræsenteret af noget synligt, materielt billede som menneskene kunne se og røre? Jo, han ville simpelt hen gøre det ved at lade miraklerne bekendtgøre på forhånd og lade dem udføre i sit navn, og dertil ville han bruge et talerør eller en profet, et levende menneske som han udsendte til at tale og handle i sit navn. Det var ikke nødvendigt for denne usynlige, almægtige Gud at vise sig personligt for de kødelige menneskeskabninger, hvis synsevne og legemlige beskaffenhed var alt for skrøbelig til at de kunne udholde et direkte møde med den himmelske Skaber af solen og milliarderne af stjernesystemer og kilder til kosmiske stråler. I opfyldelse af det hans jordiske talsmænd forudsagde i hans navn, kunne han udføre de omtalte mirakler ved fjernstyring; det ville være det sikreste for de svage menneskeskabninger, for det var begrænset hvor meget de kunne tåle uden at blive tilintetgjort. Ved en sådan fremgangsmåde ville han tage hensyn til de svage og ubetydelige menneskeskabninger på vor lille jord!

12. Hvem benyttede denne sande Gud til at tale og handle i sit navn, og hvordan blev denne person navngivet?

¹² Afguderne i det hamitiske land der er tale om, havde deres trolddomsudøvende præster og andre til at tale og handle for sig, deriblandt de ansete mænd Jannes og Jambres.d Men hvem var den historiske skikkelse som den sande Gud sendte til at tale og handle i sit personlige navn? Det var ikke en der var fremmed for landet. Nej, firs år tidligere var han blevet født i dette hamitiske land som lå nede mod syd. Nu var han en gammel mand, sikkert for gammel til at nogen ville genkende ham som en mand der var flygtet fra landet fyrre år tidligere, en mand de dengang kunne have følt sig berettiget til at slå ihjel som manddraber. Selv da han lige var født havde de haft i sinde at dræbe ham ved at lade ham kaste ud i deres hellige flod, der blev tilbedt af dem som en gud. Mens han lå i en håndlavet papyruskiste der flød på vandet nær ved bredden, blev han imidlertid reddet af den daværende herskers datter, som havde fået medlidenhed med ham. Hun følte sig tilskyndet til at adoptere dette smukke drengebarn, og hun gav ham det rammende navn „trukket op“ eller „frelst op af vandet“, det vil sige Moshehʹ eller, som vi udtaler det i dag, Moses. Dette var et nederlag for flodguden, der ikke fik lov til at opsluge ham.e

13. Hvordan blev Moses opdraget, og hvad fik ham til at flygte fra landet?

¹³ Åbenbart uden at være klar over at hun blev ledet til det, overlod herskerdatteren spædbarnet til dets moder, Jokebed, for at hun skulle amme den lille dreng og opdrage ham indtil han var gammel nok til at bo i herskerens palads. Ædelmodigt handlede hun stik imod sin faders grusomme folkedrabspolitik over for de fremmede der boede som trælle i hendes land. Den lille dreng som var i livsfare undgik således at blive slået ihjel af sit folks undertrykkere, og han blev ikke oplært til at dyrke landets mange falske guder, men sin fader Amrams Gud.f Denne dreng, der tydeligt nok var udpeget til en betydningsfuld rolle i historien, bevarede som voksen en stærk tilknytning til sit folk og sin religion, selv om han tilbragte de fleste af sine første fyrre år ved kongens hof og blev oplært i landets verdslige visdom. I harme over den grusomme behandling hans landsmænd blev udsat for som trælle, forsøgte han at iværksætte en frihedsbevægelse. Det endte med blodsudgydelse, og han måtte flygte for sit liv.g

14. Hvilke spørgsmål ville hans undertrykte landsmænd efter al sandsynlighed stille ham når han vendte tilbage for at blive deres leder?

¹⁴ Hvem eller hvad kunne nu få ham til at forlade landflygtigheden i den høje alder af firs år, og atter vende tilbage til det land hvis indbyggere undertrykte hans folk og havde efterstræbt hans liv? Var han ikke allerede én gang kommet til kort som befrier? Jo! Men nu var det hans Gud der ville optræde som Befrier af dem der tilbad Ham trods deres langvarige mishandling. Moses var nu så godt som ukendt af sit eget folk, men hans ældre søster Mirjam og hans broder Aron levede stadig nede i trældommens land. Det ville i stort omfang være nødvendigt for ham at vise dem hvem han var. „Hvorfor kommer du tilbage? Hvem har sendt dig?“ ville de spørge. At han kom og præsenterede sig som deres befrier i sit eget navn ville ikke gøre noget indtryk på dem, lige så lidt som det havde gjort noget indtryk på dem første gang. Kun hvis han kom i deres Guds navn og påpegede at denne Gud var Befrieren, ville de være tilbøjelige til at acceptere ham som deres synlige leder. Men hvad var navnet på denne Gud der havde sendt ham? Hvordan kunne han bevise at denne Gud havde sendt ham for at føre dem ud i frihed? Havde denne Gud forandret sit navn?

15. Hvor og på hvilken måde pålagde Gud Moses at vende tilbage til de undertrykkende slavefogeders land?

¹⁵ Den Gud der sendte Moses tilbage, vidste at Moses’ tvivlende landsmænd undrede sig over at deres forfædres Gud så længe havde tilladt den ondskab de var udsat for, og han vidste at de ville spørge Moses om dette. Ved en mirakuløs manifestation der fandt sted, ikke i et eller andet mytisk land, men ved foden af Horebs bjerg i Sinaj ørken på den arabiske halvø, pålagde Gud mundtligt Moses at vende tilbage til de undertrykkende slavefogeders land. Hvad skulle han sige når han først trådte frem for sit eget folk? Gennem en usynlig engel i en tornebusk hvori der brændte en mirakuløs ild, fortalte Gud ham hvad han skulle sige. Ifølge The New English Bible, der er udgivet 3482 år senere (i 1970 e.v.t.) i et land mange kilometer vest for den sinaitiske halvø, skulle Moses sige følgende når han forklarede sin opgave:

16. Hvad skulle Moses sige til sit folk når han forklarede hvorfor han var vendt tilbage?

¹⁶ „Du skal fortælle israelitterne dette, at det er JEHOVA, deres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, der har sendt dig til dem. Dette er mit navn for evigt; dette er min titel i hver generation. Gå hen og kald Israels ældste sammen og fortæl dem at JEHOVA, deres forfædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for dig og har sagt: ’Jeg har i sandhed set til jer; jeg har mærket mig alt hvad der er gjort mod jer i Ægypten, og jeg er besluttet på at bringe jer ud af jeres elendighed i Ægypten, til kana’anæernes, hetitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning.’ De vil høre på dig, og derpå skal du og Israels ældste gå til Ægyptens konge.“ — 2 Mosebog 3:15-18

17. Hvordan reagerede Farao på kravet om israelitternes frigivelse, og hvad var Gud derfor nødt til at gøre?

¹⁷ Modigt adlød Moses denne sine forfædres Gud, Jehova. Ved hjælp af mirakuløse tegn som Jehova havde pålagt ham at gøre beviste han at han virkelig var sendt af Jehova, udfrielsens Gud, for at føre folket ud i frihed. Udfrielsen kunne være foregået uden ulempe for ægypterne, hvis de på Jehovas forlangende havde villet holde op med at undertrykke israelitterne og frit lade dem drage til deres forjættede land der flød med mælk og honning. Men hvad var der at gøre når Ægyptens Farao hånligt afviste det krav der blev rejst over for ham i den levende og sande Guds navn og udfordrende svarede: „Hvem er [Jehova],h at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse?“ For yderligere at understrege sin trods mod Jehova og vise at han ikke regnede ham for noget som helst, tilføjede Ægyptens afgudsdyrkende Farao: „Jeg kender ikke noget til [Jehova], og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ Og da Farao, der befalede over datidens bedste militærstyrke, holdt fast ved sin beslutning, hvad andet var der da at gøre end at lade ham lære Jehova at kende, at tvinge ham til at indse at den Gud der krævede sit folk fri var Jehova? Farao bad selv om det!

18. Hvilken erklæring af Guds hensigt blev den situation som opstod dengang i Faraos land årsag til, og hvad gør nationerne i dag vel i at overveje med hensyn til sig selv?

¹⁸ Indtager nogle af de styrende her i det tyvende århundrede samme holdning som denne Farao i år 1514/1513 f.v.t.? (2 Mosebog 5:1, 2) Den situation som opstod i Faraos land dér tilbage i tiden, fremkaldte for første gang den guddommelige erklæring til de politiske nationer på Bibelens tid om at det var Guds hensigt at de skulle lære ham at kende. Nationerne i vor moderne verden må imidlertid forstå at denne gamle erklæring af Guds hensigt også vedrører dem. De gør vel i at overveje alvorligt om de er forudskildret ved faraonernes land, da Jehova sagde til Moses: „Når jeg udrækker min hånd mod Ægypten og fører israelitterne ud derfra, skal ægypterne kende, at jeg er [Jehova].“ — 2 Mosebog 7:1-5.

19. Hvad var den første af ti plager som tvang Farao til at indse at Gud er Jehova?

¹⁹ Og til Ægyptens ulydige Farao skulle Moses sige: „Deraf skal du kende, at jeg er [Jehova]: Se, jeg slår vandet i Nilen med staven, som jeg holder i min hånd, og det skal forvandles til blod.“ Det skete. Dette viste sig at være den første af ti plager som lærte de stædige og ubøjelige ægyptere — på en måde der var katastrofal for dem — at den sande Gud er Jehova. — 2 Mosebog 7:17-25.

20. Hvordan gik det Moses’ landsmænd under de to første plager, og hvilken tvivl kan Farao derfor have næret med hensyn til Jehova?

²⁰ Denne første plage, som forvandlede vandet i Nilen og dens kanaler til blod, var ikke direkte rettet mod Moses’ folk, der boede for sig selv i den nordøstlige del af Ægypten, i det område der kaldtes Gosen. Alligevel følte de virkningerne af denne plage der hjemsøgte hele Ægyptens land i syv dage. Men de vidste at Jehova ikke sendte denne plage for at straffe dem, og ved at lide sammen med ægypterne blev de i stand til at føle hvor alvorligt et slag denne plage var mod de undertrykkende ægyptere. Det samme gjaldt den anden plage, hvor hele Ægyptens land blev fyldt med frøer. Heller ikke i dette tilfælde gik Gosens land fri. (2 Mosebog 7:19 til 8:15) Det har måske trøstet Farao lidt at Moses’ eget folk også måtte lide under disse plager, ligesom ægypterne. Muligvis tvivlede han på at Jehova var i stand til at beskytte sit eget folk, israelitterne, mod disse plager som Ægyptens trolddomsudøvende præster tilsyneladende kunne efterligne. Situationen var derfor en udfordring til Jehova. Kunne han klare den?

21. Hvad tvang den tredje plage Ægyptens præster til at indrømme, og hvorfor?

²¹ De to første plager blødgjorde ikke Faraos hjerte tilstrækkeligt. Hver gang Jehova gav efter for hans bønner om at få standset plagerne, forhærdede denne trodsige hersker sig tværtimod. En tredje plage over Ægypten måtte nu til. Den frembragte sværme af myg i hele Ægypten. De trolddomsudøvende præster var ude af stand til at gøre den efter. De kunne ikke tilskrive nogen af deres dæmonguder denne plage. Derfor måtte de sige til Farao: „Det er Guds finger!“ Men de sagde ikke: ’Det er Jehovas finger!’ Undgik de mon med vilje at udtale Guds sande navn? Selv om de ignorerede den sande Guds navn skjulte dette i hvert fald ikke kendsgerningerne, og det reddede heller ikke disse præster. — 2 Mosebog 8:16-19.

BESKYTTELSE VED AT TILBEDE DEN SANDE GUD

22. Hvilket spørgsmål vedrørende den sande Guds evne til at beskytte sine tilbedere opstår nu, og hvordan blev det besvaret af den fjerde plage?

²² Er det muligt at finde beskyttelse ved at tilbede den sande Gud, ja denne Gud med det upopulære navn? Den måde den fjerde plage ramte Ægypten på, besvarede dette spørgsmål med et ja. Lad os læse den historiske beretning, som vi finder i Anden Mosebog 8:20-24:

23. Hvad skulle Moses sige da han bekendtgjorde den fjerde plage, og hvad skete der?

²³ „Derpå sagde [Jehova] til Moses: ’Træd i morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til vandet, og sig til ham: Så siger [Jehova]: Lad mit folk rejse, for at de kan dyrke mig. Men hvis du ikke lader mit folk rejse, se, da sender jeg bremser over dig, dine tjenere, dit folk og dine huse, og ægypternes hus skal blive fulde af bremser, ja endog jorden, de bor på; men med Gosens land, hvor mit folk bor, vil jeg til den tid gøre en undtagelse, så der ingen bremser kommer, for at du kan kende, at jeg, [Jehova], er i landet; og jeg vil sætte skel mellem mit folk og dit folk; i morgen skal dette tegn ske!’ Og [Jehova] gjorde således: vældige bremsesværme trængte ind i Faraos og hans tjeneres huse og i hele Ægypten, og landet hærgedes af bremserne.“

24. På hvilke to måder måtte Farao fra nu af lære at Gud er Jehova, og efter hvilken erfaring lod Farao Jehovas folk drage bort?

²⁴ Den hårdhjertede Farao måtte således endnu en gang lære at den sande Gud er Jehova, og dét på to måder: Ved selve bremseplagen, der også kunne betegnes som „Guds finger“, og ved at Jehovas folk, israelitterne, på mirakuløs vis blev adskilt fra ægypterne og beskyttet mod bremseplagen. Hvis Farao havde sendt bud til Gosens land ville han have opdaget at det virkelig forholdt sig sådan, ligesom da han gjorde det under den næste plage, som slog alle slags husdyr der tilhørte ægypterne med pest så de døde deraf. Farao undersøgte om Jehova virkelig havde sat skel mellem israelitternes husdyr og ægypternes husdyr. Vi læser: „Farao sendte da bud, og se, ikke et eneste dyr af israelitternes kvæg var dødt.“ (2 Mosebog 9:7) Men ikke engang nu havde den tungnemme Farao lært nok om Jehova. Først efter den tiende og sidste plage, der havde dræbt hans førstefødte søn og alle hans ægyptiske undersåtters førstefødte sønner, gav han så meget efter at han lod Jehovas folk drage bort. Det var hans egen skyld at han ikke kunne lære Jehova at kende uden at det skulle koste ægypterne så bitre erfaringer.

25. Hvordan erklærede Gud derefter over for Moses at han endnu en gang ville forherlige sig på Farao, og hvad ville ægypterne da med sikkerhed kende?

²⁵ Til trods for alt dette var miraklernes Gud ikke færdig med at tvinge Farao og hans undersåtter til at lære ham at kende som Jehova. Nogle dage efter at israelitterne var draget af sted med alle deres førstefødte af mennesker og dyr i behold, slog de lejr på den vestlige bred af Det røde Hav, nær bunden af Suezbugten, „lige over for Ba’al-Zefon [„Nordens eller Vagttårnets Herre“]“. I nærheden af dette geografiske sted havde Jehova i sinde at give sig endnu tydeligere til kende for sine fjender. Det gik nøjagtig som Jehova sagde til Moses: „Farao vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i landet, og at ørkenen har sluttet dem inde; og jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, og ægypterne skal kende, at jeg er [Jehova]!“ — 2 Mosebog 14:1-4.

26. Hvordan havde Jehova nu besluttet sig til at gøre op med ægypterne, og hvad sagde han til Moses at formålet var med dette?

²⁶ Det var altså ikke israelitterne der var fanget i en fælde ved Det røde Hav da den ægyptiske hær styrede løs mod dem; nej, det var ægypterne selv der gik i en fælde som betød deres tilintetgørelse. De skulle endnu have en sidste lektion før de kendte Jehova. Så havde han gjort op med dem. Da Jehova nu fortalte Moses at han ville åbne en vej for israelitterne tværs gennem Det røde Hav, så de kunne gå over til den østlige bred og således blive udfriet, røbede han formålet med dette over for Moses idet han sagde: „Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er [Jehova], når jeg forherliger mig på Farao, hans vogne og ryttere.“ — 2 Mosebog 14:15-18.

27. Under hvilke omstændigheder anerkendte de ægyptiske soldater endelig Gud ved navn? Var det i tide?

²⁷ I skæret fra påskemånen gik de hundredtusinder af israelitter denne nat tværs gennem Det røde Hav på den tørre bund, mens vandet på mirakuløs måde havde delt sig og stod som en mur på begge sider af dem. Henad morgen tillod Jehova den ægyptiske krigsmagt at sætte efter israelitterne ud på den tørre havbund. Da Israels Gud begyndte at genere forfølgernes fremrykning, blev de ægyptiske soldater klar over faren og begyndte at forstå at det var Jehova de kæmpede imod. Til sidst anerkendte de ham ved navn, idet de sagde til hinanden: „Lad os flygte for Israel, thi [Jehova] kæmper for dem imod Ægypten!“ Men det var for sent at flygte, for Jehova lod fælden klappe i om dem. Vi læser:

28. Hvordan reddede Jehova den dag Israel af ægypternes hånd?

²⁸ „Havet vendte tilbage . . . medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og [Jehova] drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. Men israelitterne var gået gennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og [Jehova] frelste på den dag Israel af ægypternes hånd, og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred.“ — 2 Mosebog 14:21-30.

[Fodnoter]