har temmelig vage forestillinger om de centrale trossætninger . . . For eksempel blev en kalifornisk pastor for nylig dybt chokeret over at opdage at der ikke var et eneste voksent medlem af hans menighed der blot nogenlunde kunne klare en prøve bestående af 20 simple bibelske spørgsmål.“

Det samme har man observeret inden

Bibelens såkaldte anakronismer

Et ret almindeligt argument blandt bibelkritikere er at Bibelen ikke kan være Guds inspirerede ord fordi den indeholder anakronismer. Hvad er en anakronisme? Det er „en fejlplacering eller fejl i tidsfølgen; en kronologisk fejl ved hvilken begivenheder anbringes forkert i forhold til hinanden.“ — Webster.

For at illustrere det: Et litterært værk som var skrevet før 1939 ville ikke kalde den krig der begyndte i 1914 „den første verdenskrig“, for indtil da havde der kun været én verdenskrig. Den krig kendte man simpelt hen som „verdenskrigen“. Hvis det derfor hævdes at et værk er skrevet af en der døde før 1939 og det dog indeholder udtrykket „den første verdenskrig“, er det indlysende at en sådan påstand vil blive betvivlet på grund af anakronismen.

Engang i fremtiden kan et eksemplar af et sådant værk imidlertid godt tale om „den første verdenskrig“. Hvis det for eksempel er blevet omskrevet og genoptrykt flere gange kan udtrykket „verdenskrigen“ være blevet ændret til „den første verdenskrig“, enten på grund af uagtsomhed eller med overlæg fordi man ville undgå tvetydighed. At man mange år senere finder denne anakronisme i et eksemplar af værket beviser derfor ikke i sig selv at det originale værk ikke blev skrevet af en der døde før 1939.

Man har fundet meget tidlige manuskripter af De kristne græske Skrifter, og derfor kan vi sige nøjagtig hvilke afskrivningsfejl der har indsneget sig i tidens løb, og hvornår disse fejl er begået. En skønne dag kan det samme måske siges om De hebraiske Skrifter i højere grad end det nu er tilfældet. At dømme efter Dødehavsrullen med Esajas’ bog står det imidlertid klart at Guds hellige ånd har sørget for at der kun opstod ganske få og næsten ubetydelige fejl. Dersom vi er villige til at undersøge Skrifterne og ræsonnere over dem, vil vi gang på gang opdage at det der tilsyneladende var en anakronisme slet ikke er det.

Blandt de første tilsyneladende anakronismer i De hebraiske Skrifter er omtalen af byen Dan i Første Mosebog 14:14, hvor det fortælles at Abram forfulgte visse konger „til Dan“. Men i Dommerbogen 18:29 læser vi at danitterne, efter at de var kommet ind i Kana’ans land, ændrede byen Lajisjs navn til Dan. Eftersom Moses døde før navnet blev ændret, hævdes det at han ikke kan have skrevet Første Mosebog.

Visse bibellærde hævder imidlertid at der var flere byer som hed Dan. De henviser til byen Dan som nævnes i Femte Mosebog 34:1 og til et andet Dan som omtales i Anden Samuelsbog 24:6. Man kan heller ikke se bort fra den mulighed at benævnelsen Dan i Første Mosebog 14:14 skyldes en afskrivningsfejl eller en bevidst ændring der skulle hindre tvetydighed. Men hvordan det nu end hænger sammen, er der intet i skriftstedet der modbeviser at Moses nedskrev Første Mosebog.

Moses’ sejrssang, som står berettet i Anden Mosebog, det 15. kapitel, og som fortæller om sejren over Faraos hærstyrker ved Det røde Hav, påstås også at være en anakronisme. Ifølge den liberalteologisk prægede Interpreter’s Bible kan den umuligt være komponeret af Moses eftersom den fortæller om den virkning israelitternes mirakuløse udfrielse og Faraos hærstyrkers død i Det røde Hav havde på indbyggerne i filisterlandet, Edonis høvdinger og Moabs fyrster, og fordi den nævner Jehovas helligdom. Dette, siger Interpreter’s Bible, er anakronismer og beviser at sangen må være skrevet, ikke alene efter at Israel havde gennemvandret ørkenen og havde mødt disse folk, men også efter at Salomons tempel og dets helligdom var blevet bygget, og at skribenten må have sat sig i Moses’ sted og ladet ham udtale disse ord.

Men det behøver slet ikke at være tilfældet. I løbet af de fyrre år Moses opholdt sig i Midjan lærte han uden tvivl meget om de omliggende lande og deres folk, om han ikke allerede var blevet bekendt dermed da han blev oplært ved Faraos hof. Desuden er sangen i den hebraiske tekst skrevet i fremtidsform og er altså i virkeligheden en profeti. Dette fremgår tydeligt af New World Translation. Disse hedninger skal eller vil høre, frygt skal eller vil gribe dem, og Jehova vil bringe sit folk til sin helligdom. Den som erkender at Jehova Gud i fortiden lod sine tjenere udtale inspireret profeti, vil ikke have svært ved at acceptere at Moses virkelig skrev denne sang.

Bibelkritikerne har peget på Første Mosebog 36:31 som endnu et tilfælde af grel anakronisme. Dette skriftsted, som er skrevet mere end fire hundrede år før der fandtes konger i Israel, lyder: „Følgende var de konger, der herskede i Edoms land, før israeliterne fik konger.“ En lille smule omtanke vil imidlertid gøre det klart at Moses sagtens kan have udtalt dette selv om der ingen konger var i Israel på den tid. Hvordan det? Jo, Moses var kendt med Jehovas løfte til Abraham: „Konger skal nedstamme fra dig.“ Ydermere forudsagde Moses selv at hans folk ville forlange at få en konge når de var kommet ind i Kana’ans land. Han gav endda instrukser om hvem der måtte og hvem der ikke måtte vælges, og hvad en sådan konge skulle gøre. (1 Mos. 17:6; 5 Mos. 17:14-20) Også her må kritikken forstumme, idet der kan være tale om et simpelt indskud, eftersom en næsten enslydende bibeltekst forekommer i Første Krønikebog 1:43, hvor den samme kongerække nævnes.

Endnu en såkaldt anakronisme findes i Anden Mosebog 16:35: „Og israeliterne spiste manna i fyrretyve år, indtil de kom til beboede egne; de spiste manna, indtil de kom til grænsen af Kana’ans land.“ Ganske rigtigt er det ikke sandsynligt at Moses nedskrev disse ord dengang han skrev den egentlige beretning om at israelitterne fik manna, men hvem kan påstå at han ikke selv tilføjede ordene ved slutningen af de fyrre års vandring i ørkenen da han stod ved grænsen til Kana’ans land, vel vidende at hans folk derefter ikke mere skulle spise manna? Hvad enten han selv eller en anden tilføjede disse ord, kan de ikke anføres som begrundelse for at hele Anden Mosebog ikke blev skrevet af Moses.

Slutningen af Femte Mosebog og Josuabogen er blevet kaldt anakronismer fordi de beretter om deres respektive nedskriveres død. Men det vil være langt mere fornuftigt at mene at disse efterskrifter ved forsynets styrelse blev føjet til som en fuldstændiggørelse af beretningerne, og ingenlunde beviser at selve bøgerne ikke blev skrevet af Moses og Josua. Sådanne svage argumenter viser kun bibelkritikernes manglende saglighed.

Hvis vi læser Bibelen for at finde fejl i den, så vi har en undskyldning for ikke at anerkende den som Guds ord og vor rettesnor, finder vi tilsyneladende hvad vi søger. Men hvis vi med åbent sind spejder efter sandheden finder vi den, og vi vil ikke tage anstød af såkaldte anakronismer. Det væld af beviser der støtter Bibelens autenticitet kan sandelig ikke tilsidesættes på grund af sådanne svage argumenter som de såkaldte anakronismer.