har temmelig vage forestillinger om de centrale trossætninger . . . For eksempel blev en kalifornisk pastor for nylig dybt chokeret over at opdage at der ikke var et eneste voksent medlem af hans menighed der blot nogenlunde kunne klare en prøve bestående af 20 simple bibelske spørgsmål.“

Det samme har man observeret inden

og at skribenten må have sat sig i Moses’ sted og ladet ham udtale disse ord.

Men det behøver slet ikke at være tilfældet. I løbet af de fyrre år Moses opholdt sig i Midjan lærte han uden tvivl meget om de omliggende lande og deres folk, om han ikke allerede var blevet bekendt dermed da han blev oplært ved Faraos hof. Desuden er sangen i den hebraiske tekst skrevet i fremtidsform og er altså i virkeligheden en profeti. Dette fremgår tydeligt af New World Translation. Disse hedninger skal eller vil høre, frygt skal eller vil gribe dem, og Jehova vil bringe sit folk til sin helligdom. Den som erkender at Jehova Gud i fortiden lod sine tjenere udtale inspireret profeti, vil ikke have svært ved at acceptere at Moses virkelig skrev denne sang.

Bibelkritikerne har peget på Første Mosebog 36:31 som endnu et tilfælde af grel anakronisme. Dette skriftsted, som er skrevet mere end fire hundrede år før der fandtes konger i Israel, lyder: „Følgende var de konger, der herskede i Edoms land, før israeliterne fik konger.“ En lille smule omtanke vil imidlertid gøre det klart at Moses sagtens kan have udtalt dette selv om der ingen konger var i Israel på den tid. Hvordan det? Jo, Moses var kendt med Jehovas løfte til Abraham: „Konger skal nedstamme fra dig.“ Ydermere forudsagde Moses selv at hans folk ville forlange at få en konge når de var kommet ind i Kana’ans land. Han gav endda instrukser om hvem der måtte og hvem der ikke måtte vælges, og hvad en sådan konge skulle gøre. (1 Mos. 17:6; 5 Mos. 17:14-20) Også her må kritikken forstumme, idet der kan være tale om et simpelt indskud, eftersom en næsten enslydende bibeltekst forekommer i Første Krønikebog 1:43, hvor den samme kongerække nævnes.

Endnu en såkaldt anakronisme findes i Anden Mosebog 16:35: „Og israeliterne spiste manna i fyrretyve år, indtil de kom til beboede egne; de spiste manna, indtil de kom til grænsen af Kana’ans land.“ Ganske rigtigt er det ikke sandsynligt at Moses nedskrev disse ord dengang han skrev den egentlige beretning om at israelitterne fik manna, men hvem kan påstå at han ikke selv tilføjede ordene ved slutningen af de fyrre års vandring i ørkenen da han stod ved grænsen til Kana’ans land, vel vidende at hans folk derefter ikke mere skulle spise manna? Hvad enten han selv eller en anden tilføjede disse ord, kan de ikke anføres som begrundelse for at hele Anden Mosebog ikke blev skrevet af Moses.

Slutningen af Femte Mosebog og Josuabogen er blevet kaldt anakronismer fordi de beretter om deres respektive nedskriveres død. Men det vil være langt mere fornuftigt at mene at disse efterskrifter ved forsynets styrelse blev føjet til som en fuldstændiggørelse af beretningerne, og ingenlunde beviser at selve bøgerne ikke blev skrevet af Moses og Josua. Sådanne svage argumenter viser kun bibelkritikernes manglende saglighed.

Hvis vi læser Bibelen for at finde fejl i den, så vi har en undskyldning for ikke at anerkende den som Guds ord og vor rettesnor, finder vi tilsyneladende hvad vi søger. Men hvis vi med åbent sind spejder efter sandheden finder vi den, og vi vil ikke tage anstød af såkaldte anakronismer. Det væld af beviser der støtter Bibelens autenticitet kan sandelig ikke tilsidesættes på grund af sådanne svage argumenter som de såkaldte anakronismer.