„Dit ord er sandhed“

Ingen billeddyrkelse

I OLDTIDENS Babylonien hvor den trofaste patriark Abraham voksede op, var billeddyrkelse fremherskende. Også i det gamle Ægypten hvor Abrahams efterkommere boede i over to hundrede år, var brugen af billeder meget udbredt. Men da Jehova Gud gav israelitterne sin lov forbød han udtrykkeligt billeddyrkelse, nemlig i det andet af de ti bud.

Vi læser således: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 20:4-6.

Gentagne gange overtrådte israelitterne til deres eget fordærv det andet bud, og Guds advarende ord viste sig således at være sande. Gang på gang advarede Jehovas profeter israelitterne mod billeddyrkelse. (Es. 42:17) Den kobberslange som Moses havde lavet på Guds befaling blev senere genstand for tilbedelse, og derfor lod kong Ezekias den slå i stykker. — 4 Mos. 21:7-9; 2 Kong. 18:4.

Skønt de kristne ikke er underlagt Moseloven er de ikke desto mindre underlagt princippet i det andet bud. Ellers ville apostelen Johannes ikke have sagt: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ Dette gælder ikke kun afguder som man hævder repræsenterer Gud, men et hvilket som helst billede der bliver gjort til genstand for tilbedelse. Vidste De at apostelen Paulus stillede billeddyrkelse på linje med sådanne „kødets gerninger“ som utugt og spiritisme? Og de der øver sådanne ting, advarede han, „skal ikke arve Guds rige“. — 1 Joh. 5:21; Gal. 5:19-21; se New World Translation.

Derfor kunne apostelen Paulus skrive til de kristne i Tessalonika: „I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud.“ Han rådede de kristne i Korint til at „fly afgudsdyrkelsen“, hvilket vil sige hurtigst muligt at komme så langt væk fra den man overhovedet kan. — 1 Tess. 1:9; 1 Kor. 10:14.

Det hævdes ofte at de religiøse billeder der bruges inden for kristenheden, ikke bliver tilbedt. Man siger at disse billeder kun vises relativ ære som en hjælp ved tilbedelsen af Gud. Ét er imidlertid hvad denne påstand teoretisk set går ud på, noget andet hvad der praktiseres. Det er en kendsgerning at utallige gudfrygtige mennesker kører omkring med et helgenbillede eller et lykkedyr i deres bil, idet de håber det vil yde dem en vis beskyttelse og formindske risikoen for ulykker. Det er også en kendsgerning at fromme italienske katolikker under vulkanudbrud har søgt hjælp hos deres helgenstatuer til at standse lavastrømmen, og i ét tilfælde bar man en statue helt hen til kanten af den flydende lava, idet man håbede at den kunne holde lavaen tilbage. Og den dag i dag anbringer katolikker i visse latinamerikanske lande daglig mad og drikke foran deres helgenbilleder.

Hvis man betragter billeder og statuer som hellige i sig selv, yder man i virkeligheden disse afgudsbilleder „hellig tjeneste“. Men Jesus Kristus, Guds søn, gav følgende vejledning: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:10, New World Translation.

De der gør brug af billeder i deres gudsdyrkelse bør stille sig selv følgende spørgsmål: Kan jeg tale med disse billeder? Kan de hjælpe mig når jeg er i nød? Guds inspirerede ord svarer i Salme 115:4-8: „Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, . . . fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“

Selv om man måske ikke tilbeder sådanne billeder direkte, er det i modstrid med Guds ord endog at støtte sig til dem i sin gudsdyrkelse. Hvorfor nu det? Fordi den kristnes tilbedelse er grundlagt på tro, ikke på billeder som man kan se. Apostelen Paulus sagde, henvendt til de kristne: „I tro vandrer vi her, ikke i skuen.“ ’Vi har ikke blikket rettet mod de synlige ting’ — som for eksempel billeder — ’men mod de usynlige.’ Dette er grunden til at Jesus fremhævede at „Gud er ånd og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed“. En ånd er usynlig. Skal den usynlige Gud tilbedes på rette måde, kan man altså ikke gøre brug af billeder. — 2 Kor. 5:7; 4:18; Joh. 4:24.

De første kristne gjorde ikke brug af synlige hjælpemidler som for eksempel hellige billeder eller statuer i deres gudsdyrkelse. Sandt nok findes der i katakomberne symboler i form af en due, en hyrde, og så videre, men først i slutningen af det fjerde århundrede brugtes såkaldte „hellige“ symboler, som for eksempel korset. Samtidig med disse symboler dukkede også mytologiske figurer op, et tydeligt vidnesbyrd om at et frafald var begyndt blandt de såkaldt kristne.

Autoriteter på det religiøse område oplyser at der ’i kristendommens første tid så godt som intet blev skrevet om at vise billeder ære’. Selv i mange år efter at billeder dukkede op, søgte man ikke at retfærdiggøre brugen af dem ved at give en læremæssig begrundelse for deres anvendelse. Netop det at de første kristne ikke benyttede sig af billeder i deres gudsdyrkelse, var grunden til at de hedenske, gudløse romere beskyldte dem for at være ateister. Romerne kunne ikke opfatte en gud medmindre de gjorde brug af billeder. Gradvis vandt billeddyrkelse indpas blandt de såkaldt kristne, der blandede den kristne lære med hedensk filosofi.

I dag har nogle katolske præster som et resultat af Det andet Vatikankoncil beordret alle billeder fjernet fra deres kirkebygninger. Dette skete for eksempel på øen Dominica i Det caraïbiske Hav; arbejderne slyngede simpelt hen en lasso op omkring billederne, som styrtede til jorden med et brag og i en sky af støv. Men i det store og hele forbliver billederne i kirkerne. Selv om sådanne billeder skulle være fjernet fra ens kirke, må enhver som hævder at være kristen og som ønsker at være Gud til behag, spørge sig selv: Har jeg i mit hjem visse genstande som jeg viser ære?

Når det drejer sig om billeddyrkelse er det interessant at bemærke at The New Catholic Encyclopedia fastslår at „gudebilleder ikke nødvendigvis kun omfatter billeder, ikoner, statuer og symboler . . . men også . . . symbolske tilbedelseshandlinger som for eksempel at gøre korsets tegn“. Nærer De nogen religiøs følelse for sådanne ting eller handlinger? I så fald kunne man spørge om det da ikke, i betragtning af det foregående, ville være at tage del i religiøse handlinger som mishager Gud. Alle sådanne ting har beviseligt deres rod i hedenskabet. Det er om den slags apostelen Paulus advarer os med ordene: „Rør ej noget urent.“ — 2 Kor. 6:17.

Alle som ønsker at behage Jehova Gud må tydeligvis adlyde det grundlæggende princip i det andet bud.