Hvis folk vælger at være åndeligt døve og blinde, tillader han dem at fremture i deres mangel på tro og deres afvisning af hans budskab, og „gør“ derved folk døve og blinde i åndelig forstand. (Esajas 6:9, 10) Men Jehova har tilladt dem der søger at behage ham, at blive åndeligt hørende og seende. Ved hjælp af sit rige ved Jesus Kristus vil den kærlige Gud, Jehova, desuden befri menneskeheden for bogstavelig blindhed og alle andre skavanker. — Esajas 61:1, 2, NW; 1 Johannes 4:8; Åbenbaringen 21:1-4.

● 4:24-26, NW — Hvis liv var i fare, og hvad skete der?

Da dette afsnit er uklart, anfører vi følgende som en mulig forklaring: Moses’ søn blev truet med døden for ikke at være i harmoni med den dagældende pagt om omskærelse. (1 Mosebog 17:9-14) Efter at have fjernet barnets forhud, lod Zippora dette bevis på at pagten blev holdt, røre den materialiserede engels fødder, og viste dermed at der ikke længere var nogen grund til at hendes søn skulle dø. Hvis det var Jehova hun gennem engelen kaldte „en blodbrudgom“, var det for at udtrykke at hun havde indtaget en hustrulignende stilling i pagten om omskærelse, med Gud som ægtemand.

● 6:3, NW — Vi ved at Abraham, Isak og Jakob brugte navnet Jehova. Hvordan kan man da sige at Gud ikke havde gjort det kendt for dem?

Navnet Jehova betyder bogstaveligt „han lader blive“, hvilket indebærer at han lader tingene ske i overensstemmelse med sin hensigt. Abraham, Isak og Jakob brugte det guddommelige navn og modtog løfter fra Jehova, men de kendte eller oplevede endnu ikke Jehova som den der lod disse løfter gå fuldstændigt i opfyldelse. (1 Mosebog 12:1, 2; 15:7, 13-16; 26:24; 28:10-15) Men Jehovas navn skulle snart få en større betydning for deres efterkommere, israelitterne. De skulle komme til at kende dets fulde betydning når Jehova gennemførte sin hensigt med Israel ved at udfri dem fra undertrykkelsen, for derpå at give dem det forjættede land som en opfyldelse af hans pagt med deres forfædre.

● 7:22 — Hvorfra fik de ægyptiske magere noget vand som endnu ikke var blevet til blod?

De kan have anvendt vand der var blevet trukket op af Nilen før denne plage. Tilsyneladende kunne man dog også hente uberørt vand ved at grave brønde i den fugtige jord ved Nilen. (2 Mosebog 7:24) Måske anvendte magerne vand herfra til deres kunster.

● 12:29 — Blev alle af både hankøn og hunkøn regnet som førstefødte?

De førstefødte indbefattede kun dem af hankøn. Dette fremgår tydeligt af den omstændighed at da der senere blev foretaget en udveksling, sådan at levitterne blev overgivet til Jehova, blev kun de der var af mandkøn talt med. (4 Mosebog 3:40-51) Farao var selv førstefødt, men blev ikke dræbt fordi han selv havde en familie og fordi det ikke var overhovedet, men den førstefødte søn af familien, der døde den påskenat. — 2 Mosebog 12:12.

Udfriet af Jehova

● 15:8 — Betyder dét at Det røde Havs vande „stivnede“ at de frøs til is?

Det hebraiske ord der her oversættes „stivnede“ betyder at trække sig sammen eller blive tættere. I Job 10:10 anvendes udtrykket om dét at lade ost skørne. Det betyder altså ikke nødvendigvis at vandmurene blev stivfrosne. Da der ikke var noget synligt der holdt vandene tilbage, så det ud som om de var stivnede eller fortættede så de kunne holde sig oprejst. Hvis den storm der omtales tidligere, havde været tilstrækkelig kold til at fryse vandene, ville den stærke kulde uden tvivl have været omtalt. — 2 Mosebog 14:21.

Organiseret som et teokrati

● 20:5 — Betyder dette at også trofaste ville blive straffet?

Nej, for enhver enkeltperson vil, efter at være nået til skelsår og alder, blive bedømt på grundlag af sin egen adfærd og indstilling. (Jævnfør Ezekiel 18:20.) Men da Israels nation senere vendte sig til afgudsdyrkelse, kom den til at lide under de ulykkelige følger af det i flere slægtled derefter. De trofaste blev ikke personligt straffet for nationens synd, skønt de ganske vist mærkede noget til virkningerne af den. Det var vanskeligt for dem der bevarede deres uangribelighed at kæmpe imod det almindelige forfald i samfundet i trosspørgsmål, men ved at gøre det nød de Jehovas kærlige godhed.

● 23:20-23 — Hvem var den engel der er omtalt her, og på hvilken måde var Jehovas navn „i ham“?

Andre engle end den førmenneskelige Jesus Kristus blev brugt til at videregive Guds lov til Moses. (Johannes 1:1-3, 14; Hebræerne 2:2, 3) Men det er rimeligt at antage at den engel om hvem Jehova sagde: „Mit navn er i ham,“ var Jesus i sin førmenneskelige skikkelse. Han blev brugt til at lede israelitterne på vejen til det forjættede land. (1 Korinter 10:1-4) Jesus, hvis navn betyder „Jehovas frelse“, er den der først og fremmest hævder og forsvarer sin Faders navn.

● 32:25 — Hvorfor blev Aron ikke straffet for at have lavet guldkalven?

Aron lavede guldkalven på folkets forlangende, ikke fordi han gik helhjertet ind for afgudsdyrkelsen. Øjensynlig tog han senere, sammen med de øvrige levitter, standpunkt for Jehova mod dem der modarbejdede Moses ved denne lejlighed. Omkring 3000 (sandsynligvis hovedmænd i frafaldet) blev slået ihjel, men at endnu flere var skyldige fremgår af at Moses, efter at de 3000 var borte, mindede hele folket om at det havde syndet groft. Der var altså flere end Aron der blev genstand for barmhjertighed fra Jehova ved denne lejlighed. — 2 Mosebog 32:1-6, 26-35.

● 34:26 — Hvad lå der i budet om ikke at koge et kid i dets moders mælk?

Det at koge et kid eller en ung ged i dets moders mælk skal efter sigende have indgået i hedenske regnritualer, og israelitterne har måske fået denne lov for at de kunne undgå sådanne skikke. Det ser imidlertid ud til at dette bud, i lighed med flere andre, understreger den omstændighed at der i alle forhold er hensyn at tage til hvad der er passende og tilbørligt. Jehova har frembragt modermælken for at moderen kan give sit afkom næring, men at bruge mælken i forbindelse med det døde kid ville være modsat den tiltænkte hensigt. Denne lov synes også at have tjent som en lære til Guds pagtsfolk om at de ikke måtte handle hjerteløst, men skulle være medfølende.

Bogens betydning for de trofaste

Anden Mosebog er en bevægende beretning om trællekår, udfrielse ved guddommelig indgriben og organisering af et teokratisk samfund. Men hvad kan vidner for Jehova i dette 20. århundrede lære af bogen?

Jehova opretholder sit folk. Det gjorde han ved at bistå og velsigne israelitterne da de var undertrykte trælle. (2 Mosebog 1:7, 14) På lignende måde opretholder Jehova sine nutidige vidner, selv når de kommer ud for voldsom forfølgelse.

Jehova er den uforlignelige Udfrier. Ja, dette blev tydeligt for enhver ved Det røde Hav! På samme måde kan hans vidner i dag have tillid til at de som gruppe betragtet vil overleve den kommende „store trængsel“ under denne store Udfriers almægtige hånd. — Mattæus 24:20-22; Åbenbaringen 7:9, 14.

Jehova er den teokratiske organisations Gud. Når israelitterne adlød hans love, kunne de tilbede ham på en velordnet måde, med tryghed og glæde, til ære for hans navn. Tilsvarende har Jehova organiseret sine vidner i dag som et velordnet, trygt og lykkeligt broderskab. Til fremme af vor personlige tryghed og lykke må vi derfor trofast tjene Gud som en del af dette teokratiske samfund der herliggør hans hellige navn. — Salme 100:1-5; 1 Peter 2:17.

„Et meget nært kendskab“

Den kendte arkæolog sir George Rawlinson skriver angående Anden Mosebogs skribent at denne „røber et meget nært kendskab til oldtidens Ægypten“. Han fortsætter: „Ægypternes indstilling til fremmede — at de holdt sig på afstand af dem og dog tillod dem ophold i deres land, at de nærede en særlig modvilje mod hyrder, at de mistænkte de fremmede fra Palæstina for at være spioner — landets indre styre, dets bosætningsmønster, kongens magt, præsternes indflydelse, de store byggeforetagender, brugen af udlændinge som arbejdskraft, brugen af teglsten . . . og af tegl med strå, . . . fogederne, skikken med at balsamere de døde, . . . den voldsomme dødeklage, . . . brugen af heste og vogne i kamp, . . . — dette er blot nogle få af de mange punkter der røber at den der har skrevet Pentateuken [de fem Mosebøger] må have haft et intimt kendskab til ægyptisk sæd og skik“. — The Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records, s. 290, 291.