niende bud det at begære sin næstes hus, og det at begære næstens hustru eller noget andet ens næste har, som det tiende bud. Denne tællemåde baserede han på den ordlyd der findes i Anden Mosebog 20:17: „Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære . . . noget, der hører din næste til.“

Således har vi fire måder at tælle de ti bud på: Talmuldisternes, den romersk-katolske og den lutherske, foruden den i størst omfang accepterede.

I 1971-udgaven af New World Translation, trykt med store typer, vises i en fodnote til Femte Mosebog 5:21 på hvilket grundlag den katolske „kirkefader“ Augustin delte det tiende bud i to. Det var for at få ti bud alligevel, selv om man talte budet mod at tilbede andre guder og mod at gøre billeder og tilbede dem, som ét bud. Den tilsyneladende begrundelse for dette var at der benyttes to forskellige udsagnsord. Det blev forbudt jøderne at begære en næstes hustru, men de fik påbud om ikke at attrå hans hus. Men denne skelnen dukker kun op i Femte Mosebog 5:21; den forekommer ikke i Anden Mosebog 20:17, der indeholder ordene som Jehova Gud selv skrev. Selve den omstændighed at det tiende bud ikke er enslydende i de to beretninger (den ene sætter næstens hus først og særskilt, og den anden sætter næstens hustru først og særskilt) synes bestemt at antyde at der ikke skulle skelnes mellem hvad der ikke måtte begæres.

Der er langt større forskel mellem budet som forbyder tilbedelsen af nogen anden gud og budet om ikke at gøre noget billede og tilbede det, end der er mellem ikke at begære en næstes hus eller hans hustru og ikke at begære hvad ens næste ellers måtte have. Det er en kendsgerning at der er sket stor skade ved at de to første bud er blevet talt som ét. Hvordan? Derved at den forkortede version som almindeligvis findes i romersk-katolske og lutherske katekismer fuldstændig udelader forbudet mod at gøre billeder og tilbede dem.

I den forbindelse er det interessant at bemærke hvad New Catholic Encyclopedia (1967), bind 4, har at sige på side 7: „De kristne som følger traditionen i Anden Mosebog, søger at opretholde de traditionelle ’ti’ ved at dele de to bud — 2 Mos. 20:3 og 2 Mos. 20:4-6 — der betragtes som ét bud ifølge den romersk-katolske kirkes tradition, nemlig 5 Mos. 5:7-10. En sådan deling anses for at repræsentere den mere originale form af dekalogen . . . Denne opfattelse, at 2 Mos. 20:4a oprindelig var et særskilt bud, synes at være en tilfredsstillende løsning, især hvis det fastholdes at det repræsenterer et forbud mod at gøre afbilleder af Jahve, for da ville det være i overensstemmelse med den apodiktiske lovs natur, idet det således beskæftigede sig med et andet spørgsmål end det første bud.“ — Jævnfør Anden Mosebog 32:4, 5; Første Kongebog 12:28.

Det er derfor klart at budene imod at tilbede andre guder og budet imod at tilbede afgudsbilleder må betragtes som to adskilte bud, på trods af hvad talmudister eller romersk-katolske og lutherske teologer måtte sige.

En gammel metode til afsløring af våben

● Elektronisk kontrol af flypassagerer er almindeligt i dag. Formålet er at afsløre eventuelle bevæbnede flypirater. Men kineserne havde allerede en metode til afsløring af våben for cirka treogtyve århundreder siden. I kejserpaladset nær Peking var Måneporten lavet af magnetjernsten som har den egenskab at den tiltrækker jern. Hvorfor brugte man denne sten? Månedsbladet Monthly Letter (der udgives af The Royal Bank of Canada) siger: „Man gjorde det for at hindre at snigmordere kom ind i kejserbyen med våben skjult i klæderne.“