Hvad siger Bibelen?

Var Guds lov „øje for øje“ urimelig?

I SIN lov til fortidens Israel sagde Gud: „Når et ondsindet vidne optræder mod nogen og beskylder ham for lovbrud, . . . [skal dommerne] undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder . . . Når da de andre hører det, vil de gribes af frygt og ikke mere øve en sådan udåd i din midte. Du må ikke vise skånsel: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!“ — 5 Mos. 19:16-21.

Hvem vil sige at denne lov (som kaldes lex talionis, „loven om gengældelse“ eller hævn) var urimelig? Hvilken form for had eller ondsindethed ville få en mand til at optræde som et falsk vidne? Det ville være fuldt ud berettiget at han blev idømt en straf der svarede til den han havde prøvet at bringe over sin næste, og det ville på en stærk måde afskrække andre fra at aflægge falsk vidnesbyrd over for de ældste ved landets domstole.

Det nævnte bud omtales tre gange i den lov der blev givet til fortidens israelitter. I Tredje Mosebog 24:17-20 står der: „Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden. . . . Når nogen tilføjer sin næste legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet, brud for brud, øje for øje, tand for tand; samme skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.“

Her indtager lovovertræderen den samme holdning — det er forsætligt han begår et mord, eller lemlæster eller sårer et medmenneske. Hvorfor kan vi sige „forsætligt“? Fordi en uforsætlig manddraber (en der dræbte en anden ved et uheld) kunne få tilgivelse. Der blev oprettet „tilflugtsbyer“ hvor den der ved et uheld havde slået et andet menneske ihjel, kunne søge tilflugt. — 4 Mos. 35:11-15, 25.

Tredje gang udtrykket anvendes er i Anden Mosebog 21:22-25, hvor der står: „Når mænd kommer i slagsmål og støder til en frugtsommelig kvinde . . . [og] der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme.“

Her blev livets hellighed igen understreget. To liv, eller måske flere, var involveret — kvinden og hendes barn eller børn. Manden som ikke var hendes ægtemand slog hende voldsomt eller ramte hende. Der blev vist stor ligegyldighed med liv, og manden ramte måske kvinden fordi han havde et ondskabsfuldt ønske om at skade hendes ægtemand. Hvis kvinden eller hendes afkom, eller begge, døde eller blev alvorligt såret, blev manden idømt den foreskrevne straf. Men selv i sådanne tilfælde, ligesom i andre, blev omstændighederne taget i betragtning, graden af forsætlighed og så videre, før dommerne anvendte straffen „øje for øje“. — Jævnfør Anden Mosebog 21:28-30.

Selv om budet „øje for øje“ er en del af Lovpagten, er det på ingen måde et udtryk for den fremherskende ånd i Loven. For de første og vigtigste bud, som hele Loven hvilede på, var budene om kærlighed — til Gud og til næsten. (Matt. 22:37-40) Er det rimeligt at tro at Gud er mindre kærlig end han befalede sit folk at være? Loven om „øje for øje“ blev brugt i nogle få tilfælde, det er sandt. Men hvis vi siger at Gud var hård når han befalede at loven skulle bringes i anvendelse, så kan vi sige at enhver lov der kræver at en forbrydelse skal straffes, er hård.

Hvis vi virkelig ønsker at lære Guds indstilling at kende, kan vi se på hvordan han handlede med Israel. Den ene gang efter den anden foragtede israelitterne hans lov, bragte skam over ham og talte imod ham; men når de kom i vanskeligheder kaldte de på ham, og han udfriede dem. I det nordlige riges, Samarias, sidste dage blev forholdene så slette at profeten Hoseas beskrev dem med disse ord: „Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ (Hos. 4:2) Alligevel udslettede Gud dem ikke på det tidspunkt og forlod dem ikke; han sendte sin profet for at advare dem og give dem mulighed for at ændre handlemåde.

Men det største eksempel på Jehova Guds kærlighed henleder apostelen Paulus vores opmærksomhed på, når han siger til de kristne: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os . . . For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv.“ — Rom. 5:8-10.

Vi ved at både Jehova Gud og Jesus Kristus viste en uovertruffen form for ufortjent godhed ved at de tilvejebragte en mulighed for at mennesker kan få tilgivelse for meget alvorlige synder. Før apostelen Paulus blev kristen var han indblandet i drab på nogle kristne. Paulus skrev taknemmeligt: „Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog, grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus med mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, til et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ — 1 Tim. 1:15, 16.

De der mener at Gud var uretfærdig når han gav en lov der indbefattede hævn, bør tænke på at Gud var lige så streng ved sig selv da det drejede sig om at frelse menneskeheden. Hvordan det?

Menneskehedens stamfader, Adam, gjorde forsætligt oprør mod Gud. Da han gjorde det, vidste han at han ville få en ugunstig dom af Gud — straffen var døden. (1 Mos. 2:17) Han kunne derfor ikke overføre retfærdigheden til sine endnu ufødte børn; de arvede døden. — Rom. 5:12.

Selv om Gud er almægtig, fulgte han sin egen lov om „liv for liv“ for at hjælpe menneskeheden. Kun ved hjælp af et fuldkomment menneskeliv kunne dommen over menneskene blive opvejet og retfærdigheden håndhævet i Guds universelle regering. Gud udvalgte sin enestefødte søn, som var villig til at give dette offer og at arbejde med den løskøbte menneskehed for at hjælpe alle dem der ønskede det, til at blive lydige. Jesus Kristus kunne blive deres „Evigheds-Fader“. — Es. 9:6.

Guds gode, barmhjertige holdning ses tydeligt ved at han gav sin søn til gavn for menneskeheden og således hævdede sit herredømmes retfærdighed. Bibelen siger: „Retfærd og ret er din trones grundvold.“ (Sl. 89:15) Jehova Guds personlighed og hans handlemåde med menneskeheden er ikke hård, men kærlig og barmhjertig, og alligevel retfærdig. Loven om „øje for øje“ kan som følge heraf anses for at være en retfærdig lov der kun blev taget i anvendelse når det var absolut nødvendigt at håndhæve retfærdigheden, og straffen blev kun eksekveret når overtræderen fuldt ud fortjente den.