Spørgsmål fra læserne

● Hvis en ikke-troende forlader sin troende ægtefælle, er der da ikke grundlag for at opløse ægteskabet med bibelsk gyldighed, i betragtning af Første Korinterbrev 7:15, hvor Paulus siger: „. . . en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred“?

Nej, apostelen taler ikke om skilsmisse her. Han forsikrer blot den kristne om at han eller hun ikke behøver at føle at han eller hun har pådraget sig Guds mishag selv om den ikke-troende ægtefælle beslutter at gå sin vej på trods af den troendes ærlige og oprigtige bestræbelser for at blive boende i fred sammen med ægtefællen.

I de foregående vers har Paulus tilskyndet den troende til ikke at forlade sin ikke-troende ægtefælle hvis denne er „indforstået med at bo sammen med“ den troende. Hvorfor? „For den ikke-troende mand er helliget i forbindelse med hustruen, og den ikke-troende hustru er helliget i forbindelse med broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige.“ — 1 Kor. 7:12-14.

I betragtning heraf ville det naturligt nok være et spørgsmål hvordan den troende så var stillet hvis den ikke-troende gik, på trods af den troendes gode bestræbelser. Skulle den kristne i så fald føle at han eller hun havde pådraget sig Guds mishag eller føle at børnene blev uhellige?

Nej, for apostelen siger videre: „Men hvis den ikke-troende tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“ Hvis den troende har gjort alt hvad der ligger inden for rimelighedens grænser for at undgå en separation, behøver han eller hun ikke at føle sig forpligtet til at holde på den ikke-troende for stadig at ’trælle’ for vedkommende. Hvis den ikke-troende var blevet og havde været villig til at bo sammen med den troende i fred, ville den troende være „trælbundet“, det vil sige bundet til at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser. Men apostelen anerkender at den ufrivillige separation gør det umuligt for den troende at gøre dette.

Den kristne opnår da en vis fred til at tjene Jehova, selv om separationen normalt vil kræve en både fysisk og følelsesmæssig tilpasning. Men et forsøg på at gennemtvinge en forsoning vil måske blot gøre det spændte forhold endnu værre. Måske får den ikke-troende en dag lyst til at vende tilbage. Det ville være ønskeligt; så kunne ægtefællerne søge at leve fredeligt sammen, og der ville være håb om at den ikke-troende kom til troen. Dette stemmer med den almindelige vejledning i de forudgående vers, versene 10 og 11, om at man i tilfælde af en separation enten skal „forblive ugift“ eller også „forlige sig“ med sin ægtefælle.

I mellemtiden er der ikke af den grund noget i vejen for at hustruen, selv om hun er den troende part, kan gå rettens vej for at hun selv og børnene kan blive forsørget, hvis hun finder det nødvendigt og tilrådeligt. Bibelen — og i mange tilfælde også landets lov — lægger forsørgerpligten på manden eller faderen.

Jesus sagde ikke at den troende ægtefælle kunne gifte sig igen hvis den ikke-troende flyttede og opnåede skilsmisse, og apostelen Paulus går ikke ud over hvad Jesus sagde ved her at give dét som katolske autoriteter kalder „det paulinske privilegium“. Paulus går stærkt ind for at bevare ægteskabet, ikke for at opløse det. Døden ophæver naturligvis det ægteskabelige bånd, men så længe begge ægtefæller lever, er „utugt“ (græsk: pornei’a) det eneste der giver den trofaste part frihed til at lade sig skille med ret til at gifte sig igen. — Matt. 5:32; 19:9; 1 Kor. 7:39.

I modsætning til hvad nogle bibeloversættere mener, skal Paulus’ næste ord (i vers 16) derfor ikke opfattes som en opfordring til den troende om at betragte separationen som en anledning til at gøre sig fuldstændig fri af den ikke-troende. Apostelen siger her: „For, hustru, hvor ved du om du kan frelse din mand? Eller, mand, hvor ved du om du kan frelse din hustru?“ Disse retoriske spørgsmål skal ikke antyde, som nogle hævder, at den troende løber for stor en risiko ved at søge at bevare ægteskabet for om muligt at hjælpe den ikke-troende til at opnå frelse, og at det ville være klogere af den troende at lade sig skille mens det er muligt, nu da den ikke-troende er flyttet fra hjemmet. Med sin vejledning understreger Paulus tværtimod fordelene ved at blive boende sammen med den ikke-troende.

I vers 16 opsummerer han altså sin vejledning til dem der trækker i ulige åg idet han viser at hvis den ikke-troende er villig til at blive hos den troende, kan det bevirke at han eller hun selv kommer til troen og opnår frelse. I sandhed en vægtig grund til ikke at gå fra hinanden! Dette er i harmoni med såvel ånden som bogstaven i resten af De kristne græske Skrifter, blandt andet Peters ord til kristne hustruer om at deres ikke-troende ægtemænd måske „kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd“. — 1 Pet. 3:1-6.

At det er sådan apostelens vejledning skal opfattes, har vi et levende bevis på i Guds velsignelse af de mange tilfælde blandt Jehovas kristne vidner hvor den troende er blevet boende sammen med sin ikke-troende ægtefælle. Endog i tilfælde hvor den troende har været separeret i nogen tid fra sin ikke-troende ægtefælle, er det sket at den ikke-troende er kommet til troen så de nu sammen vandrer på livets vej.

● Hvordan skal det forstås når der i Første Mosebog 9:5 siges at Gud ville ’kræve hævn’ af ethvert dyr som dræbte et menneske?

Udtalelsen betyder at et dyr som dræbte et menneske, selv skulle dræbes. Hvis det tog et menneskes liv, skulle det selv lade livet.

Efter Vandfloden gav Jehova Gud for første gang menneskene lov til at dræbe dyr for at bruge dem til føde, dog med den begrænsning at de ikke måtte spise blodet. (1 Mos. 9:3, 4) Derefter påpegede Gud at menneskenes liv havde større værdi end dyrenes liv, idet mennesket var blevet skabt i Guds billede. Han sagde:

„Men for eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ — 1 Mos. 9:5, 6.

Mens man altså havde lov til at dræbe dyr og spise dem, måtte man ikke dræbe mennesker. Hvis nogen myrdede et andet menneske, altså tog et menneskes liv uden at være bemyndiget dertil og således pådrog sig blodskyld, måtte den skyldige bøde med sit eget liv. Samme princip skulle endog gælde dyr der dræbte et menneske. Et dyr ville naturligvis ikke vide at det overtrådte Guds lov ved at dræbe et menneske, men bestemmelsen om at selv et umælende dyr ikke ustraffet kunne tage et menneskes liv, ville i høj grad tjene til at indskærpe mennesker hvor dyrebart menneskelivet var.

Jehovas lov til Israel kom til at indeholde en bestemmelse angående dyr der dræbte et menneske. Ifølge Anden Mosebog 21:28-32 skulle en okse der stangede en mand eller kvinde ihjel, dræbes ved stening. Der er udbredt enighed om at denne lov ikke kun gjaldt for okser; i et landbrugssamfund kunne man umiddelbart forstå eksemplet med en okse, og det belyste hvad der skulle ske med ethvert dyr som dræbte et menneske. Hvis det tog et menneskes liv, måtte det bøde med sit eget liv.

Dette har været konsekvensen i mange samfund, som jo alle nedstammer fra Noa. For eksempel oplyser værket The International Wildlife Encyclopedia: „Når først en tiger er begyndt at dræbe mennesker eller kvæg, hvad grunden så end er, vil alle løfte hånd imod den. Hele landsbyer vil rykke ud og ikke unde sig ro før den er dræbt, selv i områder hvor tigeren er fredet.“

Nogle vil måske betragte dette som en blot og bar beskyttelsesforanstaltning. Erklæringen i Første Mosebog 9:5, 6 skulle imidlertid kraftigt indskærpe os at menneskets liv er dyrebart. Det kan ikke tages ustraffet. Vi skulle derfor søge at holde os fri for blodskyld, samtidig med at vi bruger vort dyrebare liv til ære for livets giver, Jehova Gud. — Apg. 20:28, 27; Sl. 36:8, 10.