Spørgsmål fra læserne
● Åbenbaringen 22:13 taler om „alfa og omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden“. I Åbenbaringen 1:17 omtales Jesus Kristus som „den første og den sidste“. Er det derfor ikke også Kristus, der henvises til i Åbenbaringen 22:13? Sammenhængen synes at tyde på det, men Vagttaarnets publikationer siger, at det er Jehova, der er „alfa og omega“. Hvorfor? — J. J., New jersey.
Alfa er det første bogstav i det græske alfabet, og omega er det sidste; det ene danner begyndelsen og det andet afslutningen på det græske alfabet. Vendingerne „alfa og omega“, „den første og den sidste“ og „begyndelsen og enden“ er derfor sideløbende udtryk og betyder det samme. De anvendes om Jehova Gud. Esajas 44:6 lyder: „Så siger Jehova, Israels konge, dets genløser, hærskarers Jehova: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen gud.“ Åbenbaringen 1:8 gengiver denne tanke hos Esajas og tilføjer desuden, at han skal komme: „Jeg er alfa og omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.“
Så selv om verset forud for Åbenbaringen 22:13 taler om „alfa og omega“ som kommende, behøver det ikke nødvendigvis at hentyde til Kristus, hvis andet komme ofte omtales. Åbenbaringen 1:8 viser, at Jehova kommer, og det samme gør Åbenbaringen 22:12. Han kommer repræsenteret ved Kristus Jesus. Åbenbaringen 4:8 taler om Jehova som den, der kommer, og Åbenbaringen 21 viser hans tilstedeværelse hos menneskene: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem. . . . Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.“ (Åb 21 Versene 3, 6, 7) Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne henvisning gælder Jehova Gud, for han er Gud for de salvede lemmer på Kristi legeme, og de er hans åndelige sønner. De er Kristi brødre, ikke hans sønner; teksten taler derfor om Jehova og kalder ham „alfa og omega“. Så når det næste kapitel omtaler alfa og omega, hvorfor skulle udtrykket da pludselig være forandret til at gælde Kristus Jesus i stedet for Jehova Gud? Det er da heller ikke tilfældet.
Nogle mener, at Åbenbaringen 22:13 henviser til Kristus, fordi det af Åb 22 vers 16 fremgår, at det er Jesus, der taler. Men det betyder ikke, at den, der taler i de forudgående vers, også må være Jesus. Det afsluttende anførselstegn i Åb 22 vers 15 viser også, at der finder et skifte sted med hensyn til hvem, der taler. Vi må huske, at den åbenbaring, som Gud gav Jesus Kristus, blev overbragt apostelen Johannes ved en af Kristi engle, og at denne engel somme tider talte for Jehova Gud og somme tider for Kristus Jesus; vi må derfor være på vagt for disse forandringer og finde dem ud fra indholdet og sammenhængen. Det er sandt, at engelen, når han i Åbenbaringen 1:17 taler for Kristus, siger: „Jeg er den første og den sidste.“ Men et blik på sammenhængen viser, at dette „første og sidste“ kun gjaldt inden for et bestemt område, idet det kun står i forbindelse med Kristi Jesu død og opstandelse, som Åb 1 vers 18 også viser. Kristus var den første, der blev oprejst i den første opstandelse, og den sidste, der vil blive oprejst direkte af Jehova Gud. De øvrige, der får del i denne opstandelse, vil blive oprejst af Gud gennem Kristus. (Joh. 6:40; 1 Kor. 6:14) Denne begrænsning af udtrykket fremgår også af fodnoten under „First“ (første) i Åbenbaringen 1:17 i New World Translation, hvor der henvises til, at et gammelt manuskript har „firstborn“ (førstefødte) i stedet for „first“ (første). Kristus var førstegrøden af dem, der var hensovet i døden. (1 Kor. 15:20) I Åbenbaringen 2:8, hvor Jesus atter omtales som „den første og den sidste“, bør man lægge mærke til, at det igen er i forbindelse med hans død og opstandelse. Men når Jehova omtales på denne måde, ligger der naturligvis ikke nogen begrænsning i udtrykkets betydning.
Vi må derfor være forstandige. Når vi ser et udtryk, der adskillige gange bruges om Jehova Gud i dets ubegrænsede betydning, og så støder på det, hvor det ikke lige er tilkendegivet, at det er om Jehova, det bruges, må vi ikke være for hastige til at anvende det på Kristus Jesus; og særlig ikke, når vi bemærker, at det også findes andetsteds, hvor det ikke er brugt i ubegrænset forstand, men i en bestemt, begrænset betydning. Treenighedslærens tilhængere prøver at hænge sig i dette udtryk for at vise, at det bruges i flæng om enten Gud eller Kristus, og på denne måde bevise, at Gud og Kristus er den samme. Men både logik og fornuft såvel som mange andre skriftsteder i Bibelen taler imod dette.
● Er det rigtigt af forlovede par at have kønslig omgang? — M. A., Norge.
I Skandinavien og andre steder er det muligvis skik og brug at hengive sig til kønslig omgang, især under lange forlovelser, der somme tider strækker sig over en årrække, og det med almindelig godkendelse. Men det, at det nyder almindelig godkendelse, gør det ikke rigtigt. Formålet med denne kønslige omgang kunne ikke være det formål, som det sande ægteskab har, nemlig at sætte børn i verden, for så ville man se, at disse par fik børn i deres forlovelsestid, særlig når det gælder lange forlovelser, og før den juridiske handling finder sted. Det er derfor klart, at der på en eller anden måde træffes foranstaltninger for at undgå at få børn som følge af en sådan kønslig omgang, og af den grund kan forholdet ikke engang betragtes som et kammeratægteskab. Kammeratægteskab indgås mellem to mennesker uden tanke for at få det ordnet lovformeligt, men de vil alligevel have børn.
Når der indgås en forlovelse, er det underforstået af parret og dets forældre eller formyndere, at deres bryllup en dag vil blive fuldbyrdet. Det er ikke forlovelsen, men det virkelige ægteskab, der giver de to ret til at have kønslig omgang. Hvis man hengiver sig til førægteskabelig kønslig omgang i forlovelsestiden, og manden skulle dø eller af en eller anden grund ikke ægte sin forlovede, er hun ikke længere jomfru og kunne aldrig gives til en anden mand som jomfru, selv om hun aldrig har været gift, hverken lovformeligt eller i et kammeratægteskab. Dette fordømmer i sig selv skikken som uret.
Og er der noget teokratisk ved den? I det forbilledlige teokrati Israel var den trolovede jomfru forpligtet til at bevare sin jomfruelighed, indtil hendes lovede ægtemand førte hende fra hendes forældres hjem til sit eget. Hvis en mand forgreb sig på en jomfru, der ikke var trolovet til ham, var han nødt til at betale hendes fader brudekøbesummen og straks tage hende til ægte uden den sædvanlige trolovelsestid. I et sådant tilfælde kunne han heller ikke skille sig fra hende, så længe han levede, fordi han havde krænket og ydmyget hende. — 2 Mos. 22:16, 17; 5 Mos. 22:28, 29.
Apostelen Paulus skrev angående den kristne menighed, som blev forbilledlig fremstillet ved en trolovet jomfru i Israel: „Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ (2 Kor. 11:2) I harmoni med dette billede bør den trolovede pige være jomfru, når hun bliver lovlig gift, eller hvis hun er enke, bør hun ikke have haft nogen kønslig omgang med sin nye mand i løbet af deres forlovelsestid for det virkelige bryllup.
At have kønslig omgang i forlovelsestiden er det samme som at begå utugt eller have en umoralsk forbindelse. En oplyst kristen, som kæmper for at opnå liv i den nye verden, vil ikke hengive sig til sådanne ting, for det betyder, at han retter sig efter denne verden og dens tænkemåde og ikke efter den retfærdige rene standard, som Jehovas nye verden har. Kristne forældre vil ikke samtykke i eller tillade, at en ung mand, hvad enten han bekender sig til at være en kristen eller af denne gamle verden, har kønslig omgang med deres datter forud for det formelle ægteskab.
Kristne menigheder vil ikke godkende denne skik selv i lande, hvor den er almindelig anerkendt. De vil kræve, at de, som de optager blandt sig, afholder sig fra eller ophører med en sådan fremgangsmåde, hvis de ikke gifter sig straks. Hvis forlovelsesperioden er alt for lang til, at parret kan holde det ud uden samliv, da bør de så snart som muligt fuldbyrde forlovelsen og indgå lovligt ægteskab med dets ærbare rettigheder. „Thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ — 1 Kor. 7:9.