Hvis man giver igen med samme mønt, vil det højst sandsynligt fremkalde mere vrede og måske ophidse den anden part så han griber til fysisk vold. Dette kan især ske i vor tid hvor så mange ligger under for dæmonernes indflydelse eller er påvirket af narkotika. I stedet for at gøre stemningen endnu mere ophidset prøver den kristne først med et mildt svar, fordi han ved at „mildt svar stiller vrede“. Hvis det ikke hjælper, følger han formaningen: „Hold derfor inde [gå din vej, NW], før strid bryder løs.“ — Ordsp. 17:14.

Den kristne tager også sine forholdsregler så han ikke bliver offer for forbryderiske voldshandlinger. På farefulde steder udviser han forsigtighed ved ikke at gå alene efter mørkets frembrud når han kan undgå det. Selv når den kristne besøger folk for at tale med dem om Guds hensigter, gør han klogt i at tage en ledsager med på steder hvor forbrydelser florerer. Det betyder ikke at den kristne for enhver pris søger at undgå at lide overlast. Han er i sandhed villig til at udholde forfølgelse, ja endog lide døden, hvis det drejer sig om hans tilbedelse af Gud. Men han vil ikke udsætte sit liv for fare af grunde der ikke angår hans uangribelighed i Guds øjne.

Neutralitet

Den kristne søger ikke at tage parti på den ene eller den anden side i nationale og internationale stridigheder der fører til vold eller blodsudgydelse. Som en Guds træl forbliver han neutral i denne verdens konflikter, og undgår således at pådrage sig den blodskyld der er forbundet med dem. Jesus sagde til sine efterfølgere: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Den kristne tager derfor ikke del i verdens voldelige kampe. Han ved at Gud til sin tid vil gøre ende på alt det onde, og dét uden at uskyldige behøver at lide.

Ved at undgå at blive indblandet i verdslige anliggender handler den kristne i vor tid på nøjagtig samme måde som de kristne i det første århundrede. Læg mærke til hvad Justinus Martyr skrev i det andet århundrede: „Vi som var fyldt med krig og gensidigt myrderi og al slags ondskab har hver især på hele jorden aflagt vore krigsvåben — vi har ombyttet vore sværd med plovjern og vore spyd med vingårdsknive — og vi opdyrker fromhed, retfærdighed, godgørenhed, tro og håb, som vi har fra Faderen selv, gennem ham der blev korsfæstet.“ — The Ante-Nicene Fathers, bind I, side 254.

Selv om mange landes myndigheder ikke forstår de kristnes neutrale holdning, er der andre der gør det.

For eksempel fik indre stridigheder i et afrikansk land politiet og hæren til at opstille vejspærringer. Kontrollen ved disse vejspærringer var meget streng og tog lang tid. Men i så godt som alle tilfælde lod soldaterne og politiet Jehovas vidner slippe igennem så at sige uden visitation, når de kunne identificere sig. Disse myndighedspersoner sagde ofte: „Vi stoler på jer.“ Eller man hørte dem sige: „Lad dem bare slippe igennem; vi kender Jehovas vidner.“ Da nogle af disse kristne skulle rejse til et stævne, fik de på kontrolstedet at vide: „Nogle af jeres venner er allerede rejst til stævnet; fortsæt bare!“ Disse lovens håndhævere der var kendt med Jehovas vidners neutrale standpunkt, behandlede dem med respekt, for de vidste at de ikke var ansvarlige for den uro der herskede i landet.

Men også når myndighederne forfølger de kristne, bevarer hver enkelt sin neutrale holdning. Jehova Gud har i sit ord givet de retningslinjer den kristne må følge. Der er intet der kan få den kristne til at gå på kompromis. Derved undgår han at pådrage sig et ansvar for den vold der præger denne verden, og han undgår ligeledes at blive ramt af den ugunstige dom Gud vil eksekvere over den.

Om meget kort tid vil Gud gøre ende på denne tingenes ordning, der hjemsøges af vold og forbrydelser. Han vil erstatte den med sin nye tingenes ordning hvor „retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) De kristne, der har fastholdt en ret opførsel trods de voldshandlinger de har været omgivet af, vil til den tid høste store velsignelser i form af liv, sundhed, fred og lykke. De vil for evigt kunne glæde sig over livet i en ny verdensorden uden vold. „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:11.

Hvad israelitterne skulle gøre inden solnedgang

Mens solnedgangen blandt israelitterne markerede afslutningen på dagslys-perioden, angav den samtidig ifølge kalenderen begyndelsen til den nye dag, som officielt begyndte ved solnedgang og blev regnet fra aften til aften. (3 Mos. 23:32) Af den grund krævede Moseloven at visse ting skulle gøres inden solnedgang. En klædning som var taget i pant måtte gives tilbage til ejeren „inden solnedgang“. (2 Mos. 22:26, 27) Daglejerne måtte ligeledes have deres løn udbetalt (5 Mos. 24:15), og en der havde været ceremonielt uren måtte bade sig, og kunne efter solnedgang betragtes som ren. (5 Mos. 23:11) At solnedgangen afsluttede én dag og markerede begyndelsen til en ny, får os til bedre at forstå apostelens råd om ikke at lade „solen gå ned over“ vores vrede. — Ef. 4:26.