Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor er Mattæus 17:21 udeladt af New World Translation of the Holy Scriptures? — L. F., U.S.A.
Dette skriftsted og nogle andre skriftsteder eller dele af skriftsteder er ikke medtaget i New World Translation fordi de ikke findes i den græske tekst som er udarbejdet af de to forskere B. F. Westcott og F. J. A. Hort fra Cambridge University. Det er deres tekst der fortrinsvis er blevet benyttet af den komité der udarbejdede New World Translation. (1950; revideret 1961)
En nærmere undersøgelse af Mattæus 17:21 vil kaste lys over sagen. Selv om skriftstedet ikke er medtaget i New World Translation findes der en oplysende fodnote til det i 1950-udgaven. Her gives en oversættelse af dette skriftsted som det forekommer i Codex Ephraemi Rescriptus fra det femte århundrede og Cambridge Manuskriptet (Cantabrigiensis) fra det sjette århundrede. Den lyder således: „Den slags farer imidlertid kun ud ved bøn og faste.“ Passagen forekommer i Jesu svar på disciplenes spørgsmål om hvorfor de ikke havde kunnet uddrive en ond ånd i et bestemt tilfælde. Det er værd at mærke sig at flere betydningsfulde manuskripter ikke indeholder disse ord, blandt disse det sinaitiske manuskript og det vatikanske manuskript nr. 1209, begge fra det fjerde århundrede og derfor ældre end de to førnævnte kilder. Vers 21 i Mattæus-evangeliets syttende kapitel mangler altså tilstrækkelig støtte i de gamle tekster.
Det kan i forbigående bemærkes at nogle mener at passagen er indføjet fra Markus 9:29. Dette kapitel hos Markus indeholder en beretning om den samme hændelse og medtager disse ord, som altså ikke findes hos Mattæus.
New World Translation er ikke den eneste oversættelse der udelader Mattæus 17:21 eller som gør opmærksom på dets tvivlsomme ægthed i en forklarende fodnote. Af andre oversættelser som ikke medtager verset kan nævnes American Standard Version, An American Translation, Revised Standard Version og The New English Bible. I den autoriserede danske oversættelse er ordene sat i klammer og en forklarende fodnote tilføjet.
Det har vist sig at bibelafskriverne nu og da har foretaget tilføjelser til den græske tekst og at de har været mere tilbøjelige til at gøre det end til at udelade noget. Ved en omhyggelig tekstforskning er det imidlertid lykkedes at finde de steder hvor afskriverne har udvidet teksten. De enkleste og mest kortfattede manuskripter har således vist sig at være de mest pålidelige.
Man bør dog ikke heraf slutte at De kristne græske Skrifter har lidt væsentligt under overleveringen. Jack Finegan siger i den forbindelse: „Det samlede antal manuskripter til Det nye Testamente er meget imponerende. . . . Ingen anden græsk bog har tilnærmelsesvis et så stort materiale af tekstvidnesbyrd. Det er sandt at der findes talrige tekstmæssige varianter blandt disse nytestamentlige manuskripter, men de fleste af dem har forholdsvis ringe betydning . . . Ja, omhyggelige bibelforskere har anslået at de væsentlige variationer næppe udgør mere end en tusindedel af teksten.“ — Light from the Ancient Past, side 352.
I alle de tilfælde hvor et helt vers som forekommer i King James Version ikke er medtaget i New World Translation, er det i 1961-udgaven markeret ved en tankestreg efter tallet der angiver verset. Oplysninger om hvilke manuskripter der indeholder verset og hvilke ikke, findes i fodnoterne i den store udgave af New World Translation. — Se også Vagttårnet, 15. maj 1962, siderne 236-239.
● På hvilken måde var forbryderne der var pælfæstet ved siden af Jesus Kristus fastgjort til pælen? Var de naglet eller bundet? — R. P., England.
Det er muligt at de var bundet til pælen. Om de romerske pælfæstningsmetoder oplyser The Imperial Bible Dictionary (bind I, side 377): „Når man var ankommet til henrettelsesstedet blev forbryderen afklædt til han stod næsten nøgen, og så blev han enten bundet eller naglet til korset, som derefter blev rejst og fastgjort.“ Hvis man havde brugt den jødiske metode over for Kristus og forbryderne; ville de først være blevet dræbt og derefter ville deres lig være blevet anbragt på pælen. (5 Mos. 21:22, 23; Jos. 10:26) Men de blev pælfæstet levende. (Luk. 23:32-46) Altså foregik pælfæstelsen på den måde som romerne anvendte, og efter den blev den dømte enten bundet eller naglet til pælen.
Vi ved at Jesus Kristus blev naglet til pælen. Efter sin død og opstandelse viste han sig flere gange i kødelige legemer der bar mærker efter naglerne. Ved én lejlighed opfordrede han Tomas til at undersøge naglegabene i hans hænder. (Joh. 20:19-29) Mens Bibelen tydeligt fortæller at Jesus blev naglet til sin marterpæl, oplyser den ikke om forbryderne ved siden af ham var naglet eller bundet til deres pæle. Illustrationen på side 141 i bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis (udgivet af Watchtower Bible and Tract Society) tager hensyn både til hvad Bibelen fortæller og til hvad man ved om de romerske pælfæstningsmetoder. Jesus ses her naglet til pælen, mens forbryderne er bundet, det vil sige fastgjort på den simpleste måde.
● Ifølge Tredje Mosebog 25:11, 12 fik israelitterne befaling om at de ikke måtte „så og ikke høste, hvad der gror af sig selv“ i jubelåret, men alligevel kunne de „spise, hvad marken bærer af sig selv“. Hvordan kan disse tilsyneladende modstridende udtalelser bringes til at harmonere? — A. K., U.S.A.
Loven om jubelåret lignede meget loven om det syvende år, sabbatsåret. Jehova lovede at velsigne høsten i det sjette år, så israelitterne kunne have et så stort forråd af føde at de havde nok, helt til de høstede afgrøden efter det de havde sået i det ottende år. (3 Mos. 25:20-22) Når jorden ikke blev tilsået ville der vokse en del korn op dér hvor man havde spildt korn under indhøstningen året før. I sabbatsårene og jubelårene skulle landmændene spise af det de havde oplagret, og ikke høste og indsamle i deres lader hvad der groede dér hvor man havde spildt korn. Det skulle blive stående på marken.
I Loven var der imidlertid truffet en kærlig foranstaltning som tillod de nødlidende i landet at sanke det der blev tilbage på markerne efter at den almindelige høst var ovre. (3 Mos. 19:9, 10; Rut 2:2, 3) Men hvordan skulle de fattige og fremmede der boede i landet klare sig i sabbatsåret og jubelåret? Da kunne de sanke det som voksede op dér hvor man havde spildt korn under indhøstningen året før. (3 Mos. 25:12; 2 Mos. 23:11) Selv om der ikke fandt nogen indhøstning sted i jubelåret sørgede Jehovas lov for både landmanden, der havde et forråd af mad, og for den fattige, som måtte leve af det han fandt på marken.
● Er det rigtigt af en kristen at benytte sig af sociale hjælpeforanstaltninger eller af nødhjælpsforsyninger der sendes til katastroferamte områder? — P. A., El Salvador.
Ja; staten har truffet disse foranstaltninger i den hensigt at de skal benyttes af dem der har brug for hjælp.
Kristne betaler den skat som de verdslige myndigheder kræver. (Rom. 13:1, 6, 7) Derfor kan en kristen som kommer i trang og som juridisk set er kvalificeret til understøttelse med fuld ret og hvis han ønsker det tage imod en sådan hjælp der ydes af midler der er indkommet gennem skatten.
Der findes imidlertid karaktersvage personer som ikke er sande kristne og som i mange tilfælde uretmæssigt har benyttet sig af en sådan hjælp. Nogle har gjort det ved at skjule deres virkelige økonomiske stilling, andre ved at lade være med at arbejde selv om de godt kunne. I nogle tilfælde har hele familier ved uærlige metoder levet af understøttelse i årevis uden at være berettiget til det. Det kan sande kristne ikke gøre. De må være ærlige, sandfærdige og retskafne. De må bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker. — Ordsp. 3:32; Ap. G. 24:16.
Kristne holder sig det princip for øje som apostelen Paulus fremsatte i Andet Tessalonikerbrev 3:10: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ De ved også at „hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro“ (1 Tim. 5:8) De glemmer heller ikke at det „at skabe sig rigdom ved løgnetunge er jag efter vind i dødens snarer“. (Ordsp. 21:6) Ansvarsbevidste, raske og rørige kristne vil altså arbejde for at skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse når det er muligt, og vil ikke uretmæssigt og uærligt søge socialhjælp eller anden økonomisk understøttelse.
Hvis det blev kendt at en indviet kristen modtog en sådan hjælp uretmæssigt og ulovligt ville vedkommende ikke have „godt lov blandt dem, som er udenfor“, det vil sige uden for den kristne menighed, og for den sags skyld heller ikke indenfor. Det ville være det samme som at søge „skammelig vinding“. Vedkommende ville derfor ikke egne sig til tjener i den kristne menighed. — 1 Tim. 3:1, 7-9.
En sand kristen er villig til at arbejde. Han kan dog miste sit arbejde af en eller anden grund. Hvis der findes en ordning hvorefter vedkommende kan få arbejdsløshedsunderstøttelse, er der bibelsk set intet at indvende imod at han gør det mens han prøver at finde et andet arbejde. Mens han modtager denne hjælp og mens han søger at finde anden beskæftigelse, vil han måske oven i købet være i stand til at bruge mere tid end ellers i vidnegerningen. Men det ville ikke være rigtigt af en kristen at afslå arbejde og på beregning blive ved med at hæve understøttelse blot for at kunne bruge mere tid i forkyndelsen. Hvis det forlanges at den arbejdsløse bruger tid og kræfter på at søge beskæftigelse for at kvalificere sig til understøttelsen, vil det også være urigtigt at tage imod pengene uden at opfylde dette krav. Når det bliver muligt at få et passende arbejde vil den kristne ikke afslå tilbudet og uærligt forsøge at blive ved med at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse eller anden lignende økonomisk hjælp. Han ved at Bibelen ikke godkender uærlighed eller dovenskab. Den anbefaler ærligt og hårdt arbejde. — Ef. 4:28; Præd. 3:22.
Hvis en kristen på grund af forhold som det ikke står i hans magt at ændre, lever af en eller anden form for offentlig understøttelse, bør han gøre fornuftig brug af de midler der skaffes til veje til gavn for ham. Han får dem kun fordi han er i økonomiske vanskeligheder, og de er beregnet på at skulle dække hans fornødenheder, ikke på at skulle tilfredsstille et ønske om unødvendig luksus.
På grund af oversvømmelser, jordskælv eller andre katastrofer sker det at en regering erklærer et bestemt område for katastrofeområde og træffer foranstaltninger til at hjælpe de katastroferamte og forsyne dem med forskellige fornødenheder. Disse mennesker kan have hårdt brug for mad og andre forsyninger, og der kan være kristne iblandt dem. Under sådanne omstændigheder kan en kristen med rette benytte sig af regeringens foranstaltninger. Dog vil den kristne ikke drage uretmæssig fordel af en sådan ordning, idet han erkender at han kun bør modtage hjælp hvis han virkelig er i nød. Trofaste Guds tjenere vil i alle forhold søge at „færdes på rette vis“. — Hebr. 13:18.
Staten kan imidlertid have truffet foranstaltninger som alle har ret til at nyde godt af, hvad enten de trænger til det eller ej. Det kan være en eller anden form for folkepension, lægehjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse eller anden hjælp til dem der er oppe i årene. De der juridisk set har ret til denne hjælp har absolut lov til at benytte sig af den.