Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente Jesus da han sagde: „I farer vild fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de“? (Matt. 22:29, 30) Hvad siger De hebraiske Skrifter om opstandelsen og om at de opstandne ikke tager til ægte eller bortgiftes, siden Jesus sagde at saddukæerne burde have vidst bedre? — A. E., De forenede Stater.

Saddukæerne troede ikke på opstandelsen, hvilket klart fremgår af evangelierne og af beretningen i Apostlenes Gerninger 23:6-10, der handler om den strid der opstod mellem farisæerne og saddukæerne fordi Paulus råbte at han troede på de dødes opstandelse. Da saddukæerne listigt spurgte Jesus hvilken af en kvindes syv afdøde mænd, alle brødre, der skulle få hende i opstandelsen, søgte de at vise at Jesus tog fejl, men han vendte deres våben imod dem selv og viste at det var dem som tog fejl. Jesus kunne have citeret mange steder i skrifterne som bevis for at de døde skulle opstå, for eksempel ordene udtalt af Job (14:13-15), Hoseas (13:14), Daniel (12:13) og andre. Men saddukæerne troede kun at de fem Mosebøger var inspireret, hvorfor Jesus som bevis kun benyttede de ord Jehova havde udtalt til Moses ved den brændende busk. — Matt. 22:31, 32.

Det var virkelig et mesterligt træk fra Jesu side, for saddukæerne pralede af at de kendte de fem Mosebøger ud og ind, og alligevel havde de ikke lagt mærke til den klare hentydning til en opstandelse som Jesus pegede på. De havde ikke fattet meningen i de ord Gud rettede til Moses ved den brændende busk for at tilkendegive at han, Jehova Gud, ikke var dødes, men levendes Gud. Hvis Abraham, Isak og Jakob, der alle tre hvilede i deres grave, skulle leve igen og tilbede deres fædres Gud, måtte de opleve en opstandelse fra de døde. Det lå i Jehova Guds magt at øve det mirakel at oprejse de døde til nyt liv. — 2 Mos. 3:6.

At Gud har magt til at oprejse fra de døde havde Jesus som Guds søn afgivet bevis for allerede inden saddukæerne prøvede at bringe ham i en knibe med deres underfundige spørgsmål. Af disse gode grunde kunne Jesus uden omsvøb fortælle saddukæerne at de slet ikke var så fiffige endda, at de fór vild hvis de forkastede opstandelsen, og at det, når de havde taget fejl i dette spørgsmål, skyldtes at de hverken kendte Moses’ skrifter, og for øvrigt heller ikke de andre profeters, eller Guds mirakuløse magt.

Jesus skar igennem saddukæernes opstandelsesproblem ved at oplyse dem om at de mennesker som oprejses til liv på jorden hverken tager til ægte eller bortgiftes; følgelig ville det overhovedet ikke blive noget spørgsmål hvis hustru kvinden skulle være. Jesus viste saddukæerne at de, skønt de var fortrolige med de overleverede skrifter, især Moseloven, ikke havde virkelig forståelse af dem eller kundskab om deres profetiske natur. Havde saddukæerne været godt inde i skrifterne ville de have vidst at de lærte om opstandelsen. Havde de kendt Guds kraft, ville de have vidst at det stod i Guds magt at løse ethvert problem i forbindelse med opstandelsen.

● På hvilken måde eller i hvilken skikkelse kom Satan for at friste Jesus? Viste han sig som et menneske, eller hørte Jesus blot en røst? Hvordan kan det være at Jesus tillod Satan at føre ham bort fra ørkenen, ind gennem byen og op på helligdommens tinde? Blev Jesus ført derop i sit legeme af kød og blod? — D. A., Sierra Leone.

I Judas 6 læser vi om de engle der „forlod deres bolig“, at Gud har holdt dem „forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag“. Vagttårnet for den 1. januar 1956 viser på side 7 at dette mørke er åndeligt, ikke bogstaveligt, og siger derefter: „At de er forvaret ’med evige lænker’ vil øjensynlig sige, at de ikke længer har lov til at materialisere sig som før Vandfloden. I årtusinder efter Vandfloden, nemlig helt frem til Kristi trofaste apostles tid, ejede Guds trofaste engle, deriblandt Jesus Kristus, stadig denne magt til at materialisere sig og udøve den i overensstemmelse med Guds vilje og for at tjene hans hellige hensigter. De syndige engle fik ikke tilladelse til at udøve denne magt længere, for de ville kun misbruge den.“ I betragtning af dette må vi slutte at Satan Djævelen også var afskåret fra at materialisere sig for at friste Jesus.

Til spørgsmålet om at Jesus tillod Satan at føre ham til helligdommens tinde, må vi svare: Man kan ikke med rimelighed tillægge alt i beretningen om fristelsen i ørkenen en bogstavelig betydning. Der findes simpelt hen intet bjerg hvorfra man kan se „alle verdens riger og deres herlighed“. Fornuftigvis må vi derfor slutte at Satan ikke bogstaveligt, fysisk eller i legemlig skikkelse førte Jesus „til den hellige stad“ og stillede ham „på helligdommens tinde“. Dette var slet ikke nødvendigt for at fristelsen kunne gøre sin virkning. — Matt. 4:3-10.