Et forbilledligt præsteskab viser vej
„Israel er min førstefødte søn; . . . et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 4:22; 19:6.
1. Hvordan omtalte Jehova Israels folk på Moses’ tid, og under hvilke omstændigheder fremsatte han denne udtalelse?
I DET ottende slægtled fra og med Abraham (til og med Arons søn Nadab) var Abrahams sæd vokset til en skare på flere millioner, som imidlertid var i trældom under en hård og streng herre, Ægyptens Farao. De var efterhånden blevet talrigere end landets egen befolkning, og drevet af misundelse og frygt søgte Farao derfor at nedskære deres antal ved at lade dem udføre hårdt trællearbejde. På netop dette kritiske tidspunkt viste Jehovas engel sig for Moses i den brændende tornebusk og sagde til ham: „Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land.“ Engelen pålagde Moses at sige til Farao: „Sådan har Jehova sagt: ’Israel er min søn, min førstefødte. Og jeg siger dig: Send min søn bort, så han kan tjene mig. Men skulle du nægte at sende ham bort, dræber jeg din søn, din førstefødte.’“ — 2 Mos. 1:8-10; 3:7, 8; 4:22, 23, NW.
2. Gav Jehova bevis på at han var israelitternes Gud? Forklar.
2 Farao var virkelig så dumdristig at han nægtede at opfylde Jehovas krav. Han nægtede at frigive Jehovas førstefødte, hans folk Israel, og han måtte bøde for det. Med vældig hånd udfriede Jehova sit folk og slog samtidig Ægypten med voldsomme plager, som uden tvivl lammede landet i mange årtier. Ikke alene led kvæget og afgrøderne stor skade ved en række alvorlige katastrofer, men den førstefødte i alle familier og hos alt kvæget blev også slået ihjel af Jehovas engel, og til sidst blev Ægyptens bedste krigere med deres heste og krigsvogne opslugt af Det røde Hav. Jehova kunne derfor med fuld ret sige: „Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af ægypternes hånd.“ — 1 Sam. 10:18.
3. Hvilken storslået mulighed stillede Gud Israels folk i udsigt?
3 I den tredje måned efter denne storslåede udfrielse lejrede Jehovas førstefødte folk sig foran Sinaj bjerg, og gennem sin profet Moses sagde Jehova dér til det: „I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:4-6) Tænk! Et folk af præster, Jehovas førstefødte! Det vil altså sige at dette folk blot skulle være det første af en hel familie af folkeslag som Jehova engang ville have! Og denne „søn“ skulle blive særligt fremtrædende som et folk af præster der, når tiden var inde, kunne få den forret at repræsentere alle andre nationale grupper over for Jehova. Dette hellige folk skulle i særlig forstand blive arving til Jehovas velsignelser, sådan at alle andre folkeslag gennem det kunne blive velsignet i overensstemmelse med Guds løfte til den trofaste Abraham. — 1 Mos. 22:18.
4. Hvilke foranstaltninger traf Jehova for at samle Israels stammer som en teokratisk nation?
4 Med stor interesse vil vi derfor videre se hvordan Jehova begyndte at tage sig af det folk som det behagede ham at kalde sin førstefødte. Fra kun at være et løst sammenknyttet samfund af stammegrupper skulle det nu blive ét folk under teokratisk styre, et Gudsstyre. Med dette for øje traf Gud en særlig ordning for national tilbedelse. Fra de trofaste patriarker kendte man allerede kravene om ren tilbedelse inden for familiekredsen, og dertil skulle nu føjes noget nyt og særligt, nemlig en helligdom som skulle være midtpunkt for gudsdyrkelsen, et præsteskab, og anordninger for hele folkets samlede rene tilbedelse af den store Befrier, Jehova.
5. Hvorfor kan vi gå ud fra at enkelthederne ved tabernaklets opførelse i ørkenen er af betydning?
5 Det forbillede Moses fulgte da han byggede et transportabelt tempel, en helligdom, var ikke baseret på noget han havde set i Ægypten. Han fik det fra Jehova, for engelen, Guds budbringer, sagde til Moses: „Se til, at du udfører det efter det forbillede, som vises dig på bjerget.“ Enkelthederne i dette forbillede havde derfor ganske givet nær forbindelse med noget meget betydningsfuldt som skulle komme i fremtiden, især da dette telt kun skulle bruges midlertidigt, mens israelitterne vandrede i ørkenen på vej mod det land der var forjættet deres forfader Abraham. — 2 Mos. 25:40.
6. Beskriv tabernaklets opbygning og inventar.
6 Forhænget som var anbragt mellem pillerne rundt om tabernaklets forgård, adskilte helligdommen fra israelitternes lejr som lå rundt om den. Selve tabernaklet var delt i to rum, og det ene af dem havde nøjagtig samme længde, højde og bredde. Det var det inderste rum, det allerhelligste. Det var skilt fra det forreste rum ved et forhæng af smukt kunstvævet stof. Bag dette forhæng fandtes kun ét stykke inventar, pagtens ark, hvis låg af massivt guld kunstfærdigt var formet som en tronstol der overskyggedes af to keruber med udbredte vinger. I arken fandtes tavlerne med de ti ord som var skrevet med Guds finger, og senere også en guldkrukke med manna fra himmelen, samt den mandeltræsstav som beviste at Gud havde udvalgt Arons hus til at være Israels præsteskab. I det forreste rum var der et bord til skuebrød, en guldlysestage, og et røgelsealter. Foran tabernaklet stod det store vandbassin af kobber, og mellem det og indgangen til forgården stod det store brændofferalter. Uanset om folket lå i lejr eller var på vandring blev denne helligdom udelukkende betjent af et særligt udvalgt og helliget præsteskab. — Anden Mosebog, kapitlerne 25, 26, 27.
Et præsteskab som repræsenterer hele folket
7. I hvilke henseender nød Levi stamme en særlig velsignelse og ære fra Jehova?
7 Jehova lod sin mellemmand Moses oprette et præsteskab som skulle repræsentere hele folket. Aron og hans mandlige efterkommere blev udvalgt til at udgøre en særlig præstefamilie, hvorfra der også skulle komme en stadig række af ypperstepræster. Hidtil, under den patriarkalske ordning, havde hver enkelt førstefødt søn skullet tjene som præst for sin familie når han blev familieoverhoved. Men nu indførte Jehova den ordning at Levi stamme skulle træde i stedet for alle Israels førstefødte, og den skulle organiseres som en menighed eller stamme af førstefødte under ledelse af Arons familie. (4 Mos. 3:41) Stammens forfader Levi havde sammen med Simeon optrådt voldsomt, formasteligt og hævngerrigt, og det måtte de begge lide for. Men da Moses opfordrede frivillige til at tjene som skarprettere over for deres genstridige og afguderiske landsmænd, meldte Levi stamme sig straks. Se nu hvor storslået Jehova velsignede den! Denne stamme fik den forret at føre an i tilbedelsen under Arons ledelse, ligesom de trofaste førstefødte sønner eller arvinger havde ledet gudsdyrkelsen under den patriarkalske ordning. — 1 Mos. 49:5-7; 2 Mos. 32:25-29; 4 Mos. 3:5-51.
8. Hvoraf sås det at Arons embede var af stor betydning i den ordning Gud traf for Israels folk?
8 Aron blev af Jehova udvalgt til at være ypperstepræst og til at have hovedansvaret for den rette gudsdyrkelse hos et folk som skulle stræbe efter at gøre sig fortjent til betegnelsen „et helligt folk“. Læg mærke til hvordan dette ansvar tydeligt blev understreget af visse enkeltheder ved ypperstepræstens klædedragt: „Aron skal således stedse bære Israels sønners navne på retskendelsens brystskjold på sit hjerte, når han går ind i helligdommen, for at bringe dem i minde for [Jehovas] åsyn. Og i retskendelsens brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så at Aron bærer dem på sit hjerte, når han går ind for [Jehovas] åsyn, og Aron skal stedse bære israelitternes retskendelse på sit hjerte for [Jehovas] åsyn. Aron skal bære [den særlige guldplade som er fastgjort til hovedbeklædningen] på sin pande, for at han kan tage de synder på sig, som klæber ved de hellige gaver, israelitterne frembærer, ved alle de hellige gaver, de bringer; og Aron skal stedse have den på sin pande for at vinde dem [Jehovas] velbehag.“ (2 Mos. 28:29, 30, 38) Vi ser at der lægges stor vægt på at israelitternes gudsdyrkelse var befriet for enhver besmittelse, for at Jehova ikke skulle ramme dem med brændende straffedom, som de på grund af deres syndige tilstand ellers havde gjort sig fortjent til.
Det forbilledlige præsteskab indsættes
9. Hvad gjorde Moses da han indsatte det forbilledlige præsteskab?
9 I kapitel niogtyve i Anden Mosebog finder vi vejledningen om hvordan det aronitiske præsteskab skulle indsættes, og kapitel otte i Tredje Mosebog fortæller hvordan Jehovas anordninger i denne henseende blev fulgt. Hele Israel blev kaldt sammen ved indgangen til forgården for at overvære ceremonien. Moses tvættede først Aron og hans fire sønner og iførte derpå Aron den særlige præsteklædning. Derpå tog han noget af salveolien og stænkede den på teltet og dets inventar og redskaber. Til sidst udgød han noget af olien over Arons hoved. Så iførte han Arons sønner deres præsteklædninger. Bagefter blev en ung tyr og to væddere bragt som ofre; i hvert tilfælde lagde Aron og hans sønner først hænderne på offerdyrets hoved. Dermed tilkendegav de at disse dyr trådte i stedet for dem selv, og den særlige måde dyrene blev brugt på, var derfor et tegn på at mændene blev renset for synd og fordømmelse i Guds øjne, så de kunne fremtræde som et helligt og rent præsteskab der var værdigt til at blive brugt i Jehovas tjeneste.
10. Forklar (a) hvordan de forskellige dele af syndoffertyren blev anvendt, (b) hvad man gjorde ved den første vædder, og (c) hvad der skete med indsættelsesvædderen.
10 Den unge tyr blev slagtet, og dens blod blev stænket på brændofferalteret og udgydt rundt om dets fod som en særlig helligelse af dette hellige „bord“ på hvilket fremtidige ofre til Jehova ville blive fortæret af ild. Fedtet på tyrens indvolde samt dens nyrer og dens leverlap blev derpå bragt som røgoffer på alteret, mens de øvrige dele af dens kød blev brændt uden for lejren sammen med dens hud og dens skarn. Derpå blev den første vædder slagtet og dens blod ligeledes stænket på alteret, hvorefter hele dyret blev bragt som røgoffer på alteret. Den anden vædder blev behandlet anderledes. Moses tog noget af dens blod og smurte det på Arons og hans fire sønners højre øreflip, højre tommeltå og højre tommelfinger. Dyrets fedt og dets højre kølle blev derpå lagt på disse fem mænds hænder, og de svang det frem og tilbage for Jehovas åsyn. Så tog Moses det igen og bragte det som røgoffer på alteret som et indsættelsesoffer. Det bedste af dyret, brystet, blev svunget frem og tilbage for Jehovas åsyn af Moses selv, og derefter spist af Moses som hans del af dette særlige offer.
11. Hvad lod Moses videre ske under indsættelsesceremonien?
11 Moses tog derpå noget af salveolien som var blandet med blodet fra brændofferalteret og stænkede det på Aron og hans sønner og deres klædninger. Han pålagde dem så at koge de tiloversblevne dele af indsættelsesvædderen og spise det som noget helligt ved indgangen til åbenbaringsteltet. Der skulle de gøre tjeneste dag og nat i syv døgn, og holde den obligatoriske vagt for Jehova. Hver dag de følgende seks dage skulle der ofres en tyr som syndoffer. Det skulle således tage syv dage at fylde dette forbilledlige præsteskabs hænder med kraft og godkendelse så det kunne træde frem for Jehova på Israels nations vegne.
12. Beskriv hvordan levitterne blev udtaget som hjælpere der skulle bistå det aronitiske præsteskab.
12 Nu da der var indsat et præsteskab kunne man gå ud fra at det talrige folks medlemmer ville komme til tabernaklet med deres egne og deres stammers ofre, og der var derfor behov for en stor skare behørigt bemyndigede hjælpere som kunne bistå præsteskabet. Moses fik pålagt at afhjælpe dette behov ved en højtidelig ceremoni som findes beskrevet i kapitel otte i Fjerde Mosebog. Alle brugbare mænd af Levi stamme blev ført frem, og folket, øjensynlig repræsenteret ved øversterne, lagde hænderne på de levitiske mænds hoveder. Levitterne blev derpå bevæget frem og tilbage for Jehovas åsyn som et svingningsoffer fra Israels børn. Så blev to unge tyre ført frem, og levitterne lagde deres hænder på dem, hvorefter tyrene blev slagtet, den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer. Betydningen af at levitterne blev fremstillet på denne måde og godkendt af Jehova, fremgår af engelens ord til Moses: „Jeg tog levitterne i stedet for alt det førstefødte hos israelitterne og skænkede levitterne som gave til Aron og hans sønner af israelitternes midte til at udføre israelitternes arbejde ved åbenbaringsteltet og skaffe israelitterne soning, for at ingen plage skal ramme israelitterne, om de selv nærmer sig helligdommen.“ — 4 Mos. 8:18, 19.
Forskrifter for de forbilledlige præster
13. Hvilke forskrifter gjaldt for det aronitiske præsteskab?
13 Præsterne og levitterne skulle bevare deres legemlige renhed, de skulle stå for folkets ofringer, varetage alle pligter i helligdommen og overvåge at folket nøje holdt Guds lov. Præster som gjorde tjeneste måtte ikke have legemsfejl eller skavanker af nogen art. De måtte ikke indgå ægteskab med en fremmed eller med en israelitisk pige som ikke stod mål med kravene. De måtte ikke nyde stærke drikke mens de gjorde tjeneste ved tabernaklet. De havde til opgave at blæse i de hellige trompeter, og gav derved folket tegn når det skulle slå lejr eller bryde op, drage i kamp eller fejre en særlig højtid for Jehova. Ingen levit skulle have nogen arvelod når folket nåede Kana’an. I stedet skulle de bosætte sig i otteogfyrre byer som lå på strategiske steder rundt om i de forskellige stammers områder. Derved fulgte man den afgørelse Jehova tidligere havde truffet — at Levi stamme skulle spredes rundt om i Israel — og samtidig sørgede Jehova for at der rundt om i alle landets stammelodder var nogle som kunne føre tilsyn med den sande tilbedelse. — 4 Mos. 10:1-10; 3 Mosebog, kap. 21; 4 Mos. 35:6; 1 Mos. 49:5, 7.
14. (a) Nævn nogle af de ofre som blev bragt til åbenbaringsteltet. (b) Hvad særligt var der ved ofrene på forsoningsdagen?
14 Moses fik instruktioner om de forskellige ofre der kunne bringes til åbenbaringsteltet; nogle ofre var for hele samfundet, andre for en enkelt familie, og atter andre var personlige ofre; der var syndofre for fejltrin man havde begået, skyldofre for skyld som den ofrende måtte have pådraget sig på en eller anden måde, frivillige takofre og ofre som blev bragt når nogen aflagde et højtideligt løfte for Jehova. (Se Tredje Mosebog, kapitlerne 1 til 7.) Så var der hvert år ofrene på forsoningsdagen, den tiende dag i den syvende måned. Ved denne lejlighed skulle hele tabernakelordningen på en særlig måde renses og helliges, og folket så at sige beredes til et nyt år hvor det fortsat kunne nyde Jehovas nærværelse og hans gunst. (Tredje Mosebog, kapitel 16) Det var den eneste dag i året hvor ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste, og han gik derind med blodet af sonofferet. Før han gik derind måtte han forvisse sig om at der ikke opholdt sig nogen underpræster i tabernaklets forreste rum og sørge for at det allerhelligste var blevet fyldt med røgelse.
15. Hvilke vedtægter gav Jehova folket, og hvem ville i høj grad have ansvar for at de blev fulgt?
15 Der blev også givet vedtægter for hele folkets rene tilbedelse, og disse vedtægter skulle håndhæves af præsteskabet under ypperstepræstens ledelse. Det var under dødsstraf forbudt at spise fedt og blod. Fedtet skulle bringes som røgoffer på alteret som en liflig duft for Jehova. Når blodet ikke blev brugt på alteret, skulle man lade det løbe ud på jorden. Alle former for kønslig urenhed skulle undgås, og en overtrædelse på dette område skulle straks sones med et tilsvarende offer eller straffes med døden. Forekom der tilfælde af bagvaskelse eller udbytning, eller vendte nogen sig til spiritisme af den ene eller anden art, skulle sagen undersøges og de skyldige på behørig måde straffes. Der blev truffet særlige foranstaltninger for tilfælde hvor nogen uforsætligt blev besmittet ved at røre ved et lig eller noget andet urent, det være sig en ting eller en person. Jehova understregede således over for israelitterne hvor vigtigt det var at bevare lejren ren, så han uden fare for folket fortsat kunne bo i dets midte. — 3 Mos. 3:17; 4 Mosebog, kap. 19.
16. (a) I hvor stor udstrækning værdsatte folket Guds tabernakelordning? (b) Hvad viser at præsteskabet svigtede?
16 Jehova gav altså israelitterne detaljerede forskrifter for en centralt beliggende helligdom, et præsteskab som repræsenterede hele folket, og passende anordninger og ofre. Men i hvor stor udstrækning værdsatte folket denne kærlige ordning? Hvor nær ville den bringe folket til den rene og hellige Gud? Det aronitiske præsteskab tjente i mange århundreder. Det frembar israelitternes ofre slægtled efter slægtled. Dets medlemmer kom til at tjene i det storslåede tempel som Salomon lod opføre i Jerusalem. Men folket vendte sig gang på gang til afgudsdyrkelse og urene hedenske skikke. Ja selv præsteskabet, som repræsenterede folket for Gud, viste sig troløst! Ikke længe efter den oprindelige indsættelse lod Jehova ild dræbe Arons sønner Nadab og Abihu fordi de i hans helligdom dristede sig til at udføre ceremonier som han ikke havde påbudt. Senere var Elis sønner også et skuffende eksempel. De var grådige og benyttede det hellige præsteembede til at nå deres egne vanhellige og selviske mål. På et endnu senere tidspunkt kunne profeten Mika med rette sige at Israels „Præster lære for Betaling“, og ikke af kærlighed til Jehova og deres landsmænd. — 3 Mos. 10:1, 2; 1 Sam. 2:12-17; Mika 3:11, 1871-oversættelsen.
17. Fandtes der gode, trofaste eksempler blandt præsterne?
17 Men i dette præsteskab fandtes der dog også trofaste medlemmer hvis liv stod i skærende kontrast til den adfærd de troløse lagde for dagen. Arons sønnesøn Pinehas lagde en rosværdig nidkærhed for den sande tilbedelse for dagen da han uden tøven dræbte en af de israelitiske øversters sønner og en hedensk høvdingedatter mens de i strid med Guds lov stod i kønsligt forhold til hinanden. Som belønning gav Jehova ham en „fredspagt“, „et evigt præstedømmes pagt“. Jojada, som modigt beskyttede og oplærte den unge kongesøn Joas af Juda og frelste ham fra hans hedenske bedstemoder Ataljas myrderier, er også et godt eksempel. — 4 Mos. 25:1-13; 2 Krøn. 22:11; 23:1-3.
18. Hvorfor gjorde det forbilledlige Guds folk sig ikke fortjent til at blive Jehovas særlige ejendom?
18 Når vi betragter Israels senere historie ser vi at det ikke lykkedes det aronitiske præsteskab som et hele at højne folkets sind og hjerte og bringe det nærmere til Gud. Det afværgede ikke den velfortjente ødelæggelse som ramte templet, byen, præsteskabet og folket, først i 607 f.v.t. og derpå igen i år 70 e.v.t. Eftersom folket ikke nøje adlød sin Frelsers, Jehovas, røst og ikke holdt hans pagt, gjorde det sig ikke fortjent til at blive hans særlige „ejendom“ ud af alle jordens folkeslag. Jehova lod derfor følgende beslutning bekendtgøre gennem sin profet: „Da du har vraget kundskab [om min vilje], vrager jeg dig som præst.“ — Hos. 4:6.
19, 20. (a) Hvilken gavn har vi af at vide hvordan Gud på denne måde tog sig af Israel? (b) I hvilken henseende var Israel lige så dårligt stillet som alle andre nationer? (c) Hvilke svagheder måtte overvindes?
19 Hele denne ordning med en helligdom, et præsteskab og visse anordninger pegede imidlertid frem til at der var behov for en større foranstaltning hvorved mennesker kunne blive befriet for syndens byrde og blive ført ind i et nærmere fællesskab med den ubesmittede Fader i himmelen. Da det kødelige Israel som folk betragtet ikke gjorde sig fortjent til at være Jehovas førstefødte og et kongerige af præster, kan vi nære tillid til at Jehova til sin bestemte tid ville vise hvordan et sådant „helligt folk“ ville blive dannet, til pris for Ham og til velsignelse for alle jordens slægter. Vi bør også lægge mærke til at der i denne nationale tilbedelsesordning blev lagt stor vægt på den ydre renselse, mens der ikke var så mange foranstaltninger for den indre renselse som kunne give folket en god samvittighed over for Gud. Alle folkeslag, israelitterne indbefattet, trællede derfor stadig under en dårlig samvittighed, bevidstheden om at de var urene og nøgne i Guds øjne og ikke havde nogen som var i stand til at frembære et fyldestgørende offer på deres vegne. De aronitiske præster og hele den tjeneste de udførte, var „kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse“; derfor kunne Loven „aldrig ved de samme ofre, som de [præsterne] bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse“. — Hebr. 10:1.
20 Men hvordan og på hvilket grundlag kunne menneskene da nogen sinde gøre sig håb om at nærme sig himmelens Gud, livets kilde, og med ham nyde et fællesskab som en dårlig samvittighed ikke ville kaste sin skygge over? Hvordan kunne man nogen sinde få overvundet den skæbnesvangre svaghed, den menneskelige ufuldkommenhed, som sås hos mellemmanden Moses, hos ypperstepræsten Aron, hos hans underpræster, og hos hele Israels folk? Jehova giver selv det glædebringende svar, og det vil vi behandle i næste nummer af Vagttårnet.
„Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus; ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægyptens land; thi de blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren. Thi dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus, . . . jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ — Hebr. 8:8-10.