Israels vidunderlige vej til Gud

KAN De forestille Dem et lille to-værelsers hus på en grund, der er 23 × 45 meter, til en værdi af fjorten millioner kroner? Et så kostbart hus må være et palads, siger De. Og af en så lille bygning at være må det være overtrukket med guld. Ja, det måtte det, og dog er det ikke noget fantasifoster. Jehova Guds pragtfulde, teltlignende palads var netop en sådan bygning, og den eksisterede virkelig. Det var åbenbarings- eller mødeteltet, den vidunderlige vej, ad hvilken Israel nærmede sig den Allerhøjeste i tilbedelse, tabernaklet i ørkenen.

Så pragtfuldt var tabernaklet af udseende, så storladen i indretning og dog så simpelt i sin konstruktion, at det ikke kun kan være opstået i et menneskes hjerne. Alligevel siger en gruppe, inden for den højere bibelkritik: „Tabernaklet, som det beskrives her, har aldrig virkelig eksisteret. Det var et produkt af præsternes fantasi.“ De hævder, at præster efter landflygtigheden i Babylon føjede beretningen om tabernaklets bygning til Skriften for at „illustrere en ny teologisk overbevisning“.a Dette er en benægtelse ikke alene af Moses’ skrifter, men også af Zakarias’, for denne sidste profet omtalte den tid, hvor disse præster levede, som en tid, da den sande tilbedelse blev genoprettet, og ikke en tid, da „en ny teologisk overbevisning“ tog form. — Zak. 8:1-13.

Trods alt, hvad sådanne mennesker mener, siger Guds eget ord, at Moses under inspiration modtog planen over tabernaklet af universets store arkitekt, Jehova Gud selv. (2 Mos. 25:9) Jesus Kristus anerkendte denne udtalelse. Mere end fem århundreder efter landflygtigheden og derfor efter det tidspunkt, da man mener, der er blevet pillet ved beretningen, var Jesus i besiddelse af disse samme skrifter i den form, hvori vi kender dem i dag, og han sagde i sin bøn til Jehova: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Sande kristne kan derfor trygt stole på beskrivelsen af tabernaklet, som den er bevaret til vor tid.

Tabernaklet var så simpelt i sin konstruktion, at beretningen kun melder lidt om, hvordan de enkelte dele skulle sættes sammen. Og netop denne mangel i beskrivelsen har skabt nogen forvirring blandt dem, der har prøvet at rekonstruere det. Nogle har forestillet sig det som et telt med skrånende sider båret oppe af en vandret teltstang, der gik langs tagets ryg eller midte,b men denne opfattelse kræver for mange bygningsmæssige detaljer, der ikke er nævnt, endsige antydet, i den bibelske beretning. Andre faktorer gør også denne opfattelse til en umulighed.

Panelrammer

Det punkt, der er genstand for størst diskussion i beskrivelsen af tabernaklet, er det udtryk, der i de fleste bibeloversættelser gengives med „brædder“. Dette forstås nu som værende „rammer“.c (2 Mos. 26:15, AT; Knox; The Interpreter’s Bible) The New World Translation of the Hebrew Scriptures gengiver udtrykket med „panelrammer“, og fodnoten siger: „„Panelrammer“ snarere end „brædder“, som ville have været massivt tømmer og derfor af en betydelig størrelse og vægt.“ Disse rammer var knap 70 centimeter brede, 23 centimeter tykke og fire og en halv meter høje eller lange, betrukket med rent guld, der yderligere forøgede vægten. Det vil sige, at hver af disse seksogfyrre „brædder“, hvis de var massive, ville veje omkring fem hundrede kilogram.d Og hele bygningen ville således veje godt og vel tyve tons! En alt for tung vægt!

Det er derfor klart, at de ikke var massive, men konstrueret næsten på samme måde som en moderne vinduesramme. Hver ramme havde forneden to tapper, der passede nøjagtigt ind i hullerne på fodstykker af sølv, to fodstykker til hvert panel. Disse fodstykker var flade fliser af rent, massivt sølv og vejede omkring seksogfirs poundse eller niogtredive kilo hver, og de tjente som bygningens fundament. Tre af bygningens vægge bestod af panelrammer, mens hele østvæggen var et fintvævet tæppe, der tjente som forhæng eller dør. — 2 Mos. 26:17-21, 36; 38:27.

På ydersiden af hver panelramme var der ringe, gennem hvilke guldovertrukne stænger blev stukket for at holde rammerne sammen til én væg.f For at simplificere rejsningen blev de ti panelrammer på hver side og de seks på bagsiden øjensynligt først samlet ved hjælp af stængerne forneden og foroven på hvert afsnit. Det ser ud til, at disse stænger mødtes i boligens baghjørner og på en eller anden måde greb ind i hinanden ved de to hjørnepaneler. Dernæst blev de panelrammer, der dannede den forreste halvdel af hver sidevæg, sat på plads og på lignende måde samlet ved hjælp af stængerne foroven og forneden. Dernæst blev en enkelt tværstang i hele væggens længde stukket ind i ringe på hver af de tre sider. Disse stænger samlede hver af sidernes to afsnit og sikrede yderligere hjørnerne.g Hele bygningen var fire og en halv meter bred og høj og lige ved fjorten meter lang i udvendige mål. — 2 Mos. 26:16-18, 22, 26-29.

Når rammerne således blev stillet op ved siden af hinanden, dannede de en række dobbelte paneler på bygningens tre sider.h De opretstående stolper i hver ramme dannede sammen med de opretstående stolper i de tilstødende rammer søjler af guld, der var 23 centimeter på hver led. Mellem disse guldsøjler sås keruberne, hver indfattet i en smuk ramme af purt guld, et stumt og dog talende vidnesbyrd om, at her var stedet, hvor Jehova boede i Israel. Keruberne var kunstfærdigt indvirket i det fintspundne lærredstæppe, som nu tiltrækker sig vor opmærksomhed.

Tæpperne

Dette tæppe var i to dele, hver bestående af fem lige store stykker, der var syet sammen, så de udgjorde en teltdug, der var lidt over ni meter lang og tretten meter bred. Det ene af disse tæpper dækkede lidt over ni meter af den forreste del af træskelettet, mens det andet dækkede de bageste fire og en halv meter samt bagvæggen. Eftersom tæpperne kun var tretten meter brede, nåede de ikke helt ned til jorden på boligens sider, og kanterne kom således ikke i berøring med den fugtige jord. Hvor kanterne, af disse to store teltduge mødtes, var de fæstet sammen med guldkroge i løkker af blåt garn. Da teltdugen bestod af to dele, var den meget lettere at håndtere både ved rejsningen og ved nedtagningen af tabernaklet, når israelitterne var på march. Keruberne var arrangeret i et sådant mønster, at hver kerub, når tæpperne lå på plads over rammeskelettet, stod i en vinduesagtig åbning i væggen og så at sige kiggede ind i rummet.i — 2 Mos. 26:1-6.

For at beskytte dette fine lærredstæppe mod at blive ødelagt af sol og regn blev der fremstillet tre tæpper, der skulle ligge over det. Det ene, som var af gedehår, var uden tvivl tætvævet, med et blankt skær, og tjente som stødpude for de andre tæpper af væderskind og sælskind. Interessant er det, at kun dimensionerne for det ene af de tre yderste tæpper, det af gedehår, opgives; det hang på hver side 45 cm længere ned end lærredstæppet. Men til trods herfor rørte gedehårstæppet som lærredstæppet heller ikke jorden.j

De to yderste tæpper var dog uden tvivl lavet således, at de nåede jorden, og alle tæpperne må have været holdt sikkert på plads ved hjælp af teltpælek og reb, idet disse måske oven i købet var syet fast i sømmene på de stykker, hvoraf de forskellige teltduge bestod. For alle de tre yderste tæpper gjaldt det, at den forreste halvdel af tæpperne bestod af et ekstra stykke. Denne halvdel af teltdugen var lavet af seks stykker til forskel fra lærredstæppet, hvis forreste halvdel bestod af fem stykker. Dette sjette stykke var lagt dobbelt og hang ud over tabernaklets forside som en baldakin. — 2 Mos. 26:7-14.

De to rum

Tabernaklet blev delt i to rum af et tæppe, der var lavet af et lignende materiale som lærredsteltdugen. Det var også indvirket med keruber af blåt garn, purpurfarvet uld og et karmoisinrødt materiale. Dette tæppe blev ophængt på fire prægtige guldsøjler under krogene i lærredsdugen. Boligens forreste rum ville således være godt og vel ni meter langt, og det andet rum en fuldkommen kubus, fire og en halv meter på hver led. Inde i dette rum stod det kostbareste stykke inventar i hele paladset. — 2 Mos. 26:31-33.

Udenfor på tabernaklets forside var der som indgang det tidligere omtalte forhæng. Dette var ophængt på fem pragtfulde guldsøjler, der hvilede på fodstykker af kobber. (2 Mos. 26:37) Et andet forhæng, der lignede forhænget i boligen og for dens indgang, tjente som dør ind til forgården, hvori paladset lå. Denne indgang var ni meter bred.l Alle søjler og dertil hørende fodstykker til forgården var af strålende kobber. — 2 Mos. 27:9-18.

Hvor må dette storslåede tempel i ørkenen have været et ærefrygtindgydende syn for de tilbedende israelitter! Og hvor må vi, som har modtaget den inspirerede beretning, være taknemmelige for at vide, at beskrivelsen af dette tempel er blevet trofast bevaret, for at vi kan lære deraf! Hvad enten vi kan se det i rekonstruktionen eller ej, ved vi, at det ikke kun var fantasi, for hvis det var tilfældet, ville vort håb være forgæves. Dette fremgår tydeligt af apostelen Paulus’ ord dér, hvor han beskriver tabernaklet som en realitet og derefter siger: „Selve dette telt er et billede, der gælder den fastsatte tid, som nu er her, og i overensstemmelse hermed frembæres der både gaver og ofre. . . . Men da Kristus kom som ypperstepræst . . . gik han, nej, ikke med blodet af bukke og ungtyre, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og opnåede en evig forløsning for os.“ — Hebr. 9:9-12, NW.

Den højere bibelkritik, som mangler dette udsyn, kan spotte beretningen og trække fra i den, men sande kristne tror som Jesus, at Guds ord er sandhed.

[Fodnoter]