Vi må bevare os rene når vi bringer gaver
„Giv [Jehova] hans navns ære, bring gaver og kom til hans forgårde, tilbed [Jehova] i helligt skrud.“ — Sl. 96:8, 9.
1, 2. Hvorfor må Guds folk være rent, og hvordan blev det indskærpet israelitterne?
JEHOVAS hellighed og renhed kræver at hans folk er rent og forbliver rent. (1 Pet. 1:14-16) Dette blev grundigt indskærpet israelitterne ved Moselovens bestemmelser. De skulle holde sig fra de omboende folks umoralske og nedværdigende handlinger og så vidt muligt undgå at røre ved ådsler eller andre ting der ville besmitte dem; de måtte heller ikke spise kød af urene dyr. — 3 Mos. 11:4-8, 10-20, 24, 25; 18:3-24.
2 Når israelitterne var på krigstogter var det pålagt dem at opretholde renheden i deres lejr. Jehova drog med dem, og med den begrundelse påbød Loven: „Derfor skal din lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker væmmelse, og vende sig fra dig.“ (5 Mos. 23:14) Hvis en israelit på nogen måde blev besmittet, skulle han „tvætte sine klæder og være uren til aften“. (3 Mos. 11:40) Det var ikke engang nok at han vaskede sig. Først ved solnedgang, når en ny dag begyndte ifølge den hebraiske måde at regne dagene på, var vedkommende atter ren i Jehovas øjne. I de år da israelitterne vandrede i ørkenen og lejren talte millioner, var det slet ikke så lige en sag at bevare den norm for renhed Gud havde fastsat.
3. Hvilket ansvar havde de aronitiske præster hvad renhed angik?
3 En israelit kunne ikke bringe et antageligt offer medmindre han var ceremonielt ren. (3 Mos. 15:31) Det var præsternes pligt at opretholde den norm Gud havde fastsat for renhed; de skulle selv være rene og desuden hjælpe deres landsmænd til at fremtræde sådan at de ofre de bragte kunne antages af Gud. — Mal. 2:7.
4. Hvordan betragtede Jehova de ofre der bragtes af israelitter som ikke opfyldte kravene?
4 Hvis israelitterne lod hånt om Guds krav om en ren adfærd blev deres ofre ikke alene værdiløse — de blev ligefrem afskyelige i Jehova Guds øjne. Det hedder i Bibelen: „Gudløses offer er [Jehova] en gru, retsindiges bøn har han velbehag i.“ (Ordsp. 15:8) „Den, som slagter okse, er en manddraber, den, som ofrer lam, er en hundemorder, den, som ofrer afgrøde, frembærer svineblod, den, som brænder røgelse, hylder en afgud. . . . de valgte deres egne veje og ynder deres væmmelige guder.“ — Es. 66:3.
5. Hvorfor bør vi interessere os for hvordan Gud betragter os?
5 De retfærdige principper der indgik i Guds lov til Israel er ikke blevet ændret. De gælder til alle tider, i alle situationer og under alle forhold. Derfor vil Jehovas kristne vidner nøgternt vurdere deres egen stilling, set med Guds øjne. Vi kunne alle spørge os selv: ’Stræber jeg efter at bevare mig selv ren i mental, moralsk, fysisk og åndelig henseende? Bidrager jeg personlig til at bevare renheden i den kristne menighed — en renhed der gør at menigheden står som en kontrast til en ond, uren slægt? Viser jeg at jeg holder mig nøje til Jehovas vej ved den måde hvorpå jeg bruger mit hjem og hvad jeg ellers råder over, mit legeme indbefattet? Kan dette siges om hele min livsform?’ Kan vi svare ja på disse spørgsmål, er det et vidnesbyrd om at vi bestræber os for at følge den inspirerede formaning om at vogte os for „enhver besmittelse af kød og ånd“. — 2 Kor. 7:1.
Andre forordninger i Loven viser noget om antagelige ofre
6. Hvad stod der om salveolien i Loven?
6 Den bestemmelse Moseloven indeholdt om salveolien fremhæver også betydningen af at opretholde Guds norm for hellighed. Da Moses fik den særlige opskrift som salveolien skulle fremstilles efter, blev der samtidig givet strenge regler for anvendelsen af denne olie. Vi læser: „Dette skal være mig en hellig salveolie fra slægt til slægt. Den må ikke udgydes på noget menneskes legeme, og i denne blanding må I ikke tilberede lignende salve til eget brug, hellig er den, og hellig skal den være eder. Den, der tilbereder lignende salve eller anvender den på en lægmand, skal udryddes af sin slægt.“ (2 Mos. 30:31-33) Der var altså dødsstraf for ikke at respektere salveoliens hellige formål.
7. Hvilken vigtig belæring kan vi uddrage af Guds befaling om salveolien?
7 Heri ligger en vigtig belæring for os. Bibelen giver os forståelsen af at olien repræsenterer Jehovas hellige ånd. (Jævnfør Zakarias 4:2-6.) Den store konge-præst Jesus Kristus blev ikke salvet med salveolie men med hellig ånd. (Matt. 3:16, 17; Luk. 4:18; Hebr. 1:8, 9) Vi ønsker afgjort at vise den største respekt for Guds ånd og at gøre vort yderste for at følge dens ledelse. Det betyder blandt andet at vi må bevare en god samvittighed så vi ikke bedrøver ånden. (Ef. 4:30) Ydermere må vi passe på ikke at give mennesker æren for det den kristne menighed udretter, eftersom det er Jehova Gud der har opbygget menigheden ved sin ånd. (1 Kor. 3:5, 6) Vor urokkelige tro på de inspirerede profetier bekræfter også at vi har den rette indstilling til den ånd der står bag disse profetier. (2 Pet. 1:21) Er vore ord og handlinger udtryk for at vi venter „nye himle og en ny jord“ og at vi ønsker at så mange andre som overhovedet muligt skal høre om dette storslåede håb? — 2 Pet. 3:13, 14.
8. Hvad foreskrev Loven angående røgelsen?
8 Som det var tilfældet med salveolien, foreskrev Guds lov til Israel særlige forholdsregler angående røgelsen. Efter at have omtalt hvilke ingredienser der skulle i røgelsen og hvordan den skulle tilberedes, siger Bibelen: „Det skal være eder højhelligt. Den røgelse, du tilbereder i denne blanding, må I ikke tilberede til eget brug. Hellig skal den være dig for [Jehova]. Den, der tilbereder lignende røgelse for at nyde dens duft, skal udryddes af sin slægt.“ (2 Mos. 30:34-38) Det var således strengt forbudt at anvende den hellige røgelse til et verdsligt formål. Hvad kan vi lære af det?
9. (a) Hvad lærer vi af Salme 141:2 og Åbenbaringen 5:8 om røgelsens billedlige betydning? (b) Hvordan kan vi vise at vi værdsætter bønnens forret?
9 Røgelsen var et billede på Guds trofaste tjeneres antagelige bønner. Denne sandhed udtrykkes i Salme 141:2: „Som røgoffer [røgelse, NW] gælde for dig min bøn, mine løftede hænder som aftenoffer!“ I Åbenbaringen (5:8) læser vi også om „røgelse, som er ensbetydende med de helliges bønner“. Det er altså meget vigtigt at vi værdsætter bønnens forret! Vi kan vise vor værdsættelse ved at bede regelmæssigt og ved at sørge for at vore anmodninger er i overensstemmelse med Guds vilje. (1 Joh. 3:21, 22; 5:14, 15) Selviske bønner fremsat med et uret motiv kunne sidestilles med misbrug af røgelse, og vor himmelske Fader ville ikke lytte til dem med velvilje. — Jak. 4:3.
10. Hvem kan repræsentere menigheden i bøn?
10 Eftersom bønnen er et så vigtigt led i den sande gudsdyrkelse, må de mænd der repræsenterer menigheden i bøn være gode eksempler. Apostelen Paulus gav Timoteus denne inspirerede vejledning: „Jeg [ønsker] at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ (1 Tim. 2:8) Sådanne mænd, der kunne sige sig fri for illoyalitet mod Gud og mennesker og som ikke nærede fjendtlige følelser over for nogen, kunne på rette måde lede menigheden i bøn. I respekt for bønnens alvor vil vi bestræbe os for ikke at lade tankerne flakke om når andre beder til Jehova Gud på vore vegne.
11, 12. (a) Hvad lå der ofte i et løfte? (b) Hvor alvorligt var det ifølge Loven ikke at holde et løfte?
11 I tilknytning til ordningen med ofringer havde Loven også en forskrift om løfter. Israelitterne fik denne befaling: „I skal bringe et ildoffer til Jehova, et brændoffer eller et slagtoffer ved aflæggelsen af et særligt løfte.“ (4 Mos. 15:3, NW) Mange løfter blev udtalt i forbindelse med en anmodning om Guds gunst og hjælp. Forudsat at Gud efterkom anmodningen, forpligtede den der gav løftet sig til at gøre noget eller at afholde sig fra at gøre noget han ellers havde ret til.
12 Faktisk var et løfte lige så bindende som en ed. Det var meget alvorligt ikke at holde et løfte, hvilket fremgår af følgende udtalelse i Loven: „Når du aflægger et løfte til [Jehova] din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil [Jehova] din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig skyld. Men hvis du undlader at aflægge løfter, pådrager du dig ingen skyld.“ — 5 Mos. 23:21, 22.
13. Hvordan må den kristnes ord være, i betragtning af Guds lov om løfter?
13 Princippet heri er at vor himmelske Fader forventer at vi er ærlige og retskafne i enhver henseende. Vi bør nære samme ønske som salmisten David, der sagde: „Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, [Jehova], min klippe og min genløser!“ (Sl. 19:15) Hvis vi nærer dette ønske, vil vi følge disciplen Jakobs formaning: „Lad jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej, for at I ikke skal falde under dom.“ (Jak. 5:12) Ja, vort ord bør være lige så pålideligt som et underskrevet dokument. Andre må kunne have tillid til at vi står ved det vi siger. Da Jehova forventer at hans tjenere ’taler sandhed hver med sin næste’, kan den upålidelige eller uærlige ikke forvente at hans offergaver bliver betragtet med velvilje.
14, 15. (a) Hvad foreskrev Loven angående højtider? (b) Har disse højtider deres modstykke i de kristne stævner i dag, og hvad fremgår af Første Korinterbrev 5:7, 8?
14 Der er endnu et område af den kristne virksomhed som vi kan lære noget om ved at læse i Moseloven. Jehova pålagde sit folk Israel at fejre tre årlige højtider. Alle mandlige israelitter skulle være til stede. (5 Mos. 16:16) For mange betød det at de måtte rejse langt og tage ubehagelighederne ved at være borte fra hjemmet. I dag overværer vi måske to eller tre stævner om året, og det kan godt være forbundet med visse ofre. Gør vi den nødvendige indsats og overværer stævnerne fordi vi gerne vil nyde samværet med vore brødre og få del i den rigelige åndelige føde der serveres?
15 Det er naturligvis ikke nok at vi er glade for Guds folks stævner. Hvorfor ikke? Fordi vi ikke, som israelitterne, kan nøjes med at overholde bestemte dage og højtider. (Kol. 2:16, 17) Apostelen Paulus skrev: „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Kor. 5:7, 8) Jesus Kristus, det virkelige påskelam, blev kun ofret én gang. Derfor kan hele vor færd som kristne sammenlignes med de usyrede brøds fest. Er vi villige til at rense alt syndigt ud for at bevare vor personlige renhed og menighedens renhed? Hvis vor tjeneste skal være antagelig for Gud må vi hver dag ubetinget rette os efter hans retfærdige krav.
Jehovas store interesse for os
16. (a) Hvem fremsatte nogle kraftige påmindelser i det femte århundrede før vor tidsregning? (b) Hvordan blev folkene under det persiske verdensrige styret dengang?
16 Eftersom det ikke er for sin egen skyld Jehova opfordrer os til at bringe ofre, men derimod for vor evige velfærds skyld, gør vi klogt i at lægge mærke til hans kærlige vejledning om hvad vi skal gøre for at han kan tage imod vore gaver. I det femte århundrede f.v.t. gav Jehova Gud dem der hævdede at dyrke ham nogle stærke påmindelser, som han lod fremsætte ved profeten Malakias. Det var mens Persien var verdensmagt. Visse områder der engang havde været behersket af små kongedømmer, var nu provinser med statholdere der repræsenterede den persiske hersker. Statholderne skulle fastholde imperiets magt og indsamle skatter; derfor fik de hals- og håndsret over borgerne i deres respektive provinser. I erkendelse af at statholderen havde så stor myndighed, betalte de fleste borgere deres skat og bragte måske også en ekstra gave til statholderen. De havde ikke lyst til at vække hans mishag og sætte livet på spil.
17. Hvordan kom Israel og dets præster på Malakias’ tid til kort med hensyn til at bringe antagelige offergaver til Jehova?
17 Med dette som baggrund forstår vi hvor velvalgte Jehovas ord ved Malakias var. Jehova udfordrede israelitterne. Han lod Malakias fremhæve hvor syndigt det var af folket at bringe blinde, halte og syge dyr som ofre, og ligeledes af præsterne at tage imod disse usle offergaver. Og så siger han: „Bring dem engang til din statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ (Mal. 1:7, 8) Israelitterne behøvede ikke megen fantasi for at forestille sig de ubehagelige følger af at handle sådan over for deres statholder. Hvordan kunne de så gøre sig håb om at vinde anerkendelse hos den store Konge, Jehova? Det var umuligt. Nej, de var bedre tjent med at følge Malakias’ opfordring: „Formild nu Guds ansigt, at han kan være os gunstigt stemt.“ (Mal. 1:9, NW) Kun ved at opfylde Jehovas krav kunne de atter vinde hans godkendelse.
18. Hvordan kunne kristne gøre sig skyldige i en lignende kommen til kort?
18 I dag må vi sikre os at vi drager nytte af de belærende eksempler der omtales i Bibelen. (Rom. 15:4) Vi kan ikke tillade os, ligesom Ananias og Safira, at foregive at vi skænker storslåede gaver, mens vi i virkeligheden handler i selvisk øjemed. (Apg. 5:1-11) Det ville ikke være passende om vi brugte så mange af vore kræfter, evner og midler for vores egen fornøjelse, at der praktisk talt intet var at hjælpe andre med, fysisk eller åndeligt. Det ville være som at sige til Jehova: ’Du kan få det jeg har tilovers.’ Ville det ikke være en hån? Kunne vi forvente at han tog velvilligt imod en sådan symbolsk tjeneste? Det er indlysende at hele vor livsform, vor daglige færden, vor indstilling og vore motiver er forbundet med de ofre vi bringer Jehova! Vi må bevare os rene i alt.
19. Hvad kan hjælpe os til at afgøre om vi giver det bedste?
19 Som det gjaldt israelitterne, gælder det os, at vi må ’give efter den velsignelse, [Jehova] vor Gud giver os’. (5 Mos. 16:17) Lad os taknemmeligt tænke på de velsignelser vor himmelske Fader har skænket os, og ikke glemme nogen af dem. Så kan vi hver især afgøre om vi giver Jehova efter de velsignelser han giver os. Tænk, han ved hvad vi formår, og alligevel siger han ikke hvad vi hver især faktisk burde give ham! Han giver os lov til at udtrykke vor taknemmelighed efter vort hjertes tilskyndelse. Og ønsker vi ikke at give ham hvad han fortjener, vort allerbedste? Mindre end det ville ikke være godt nok. Lad os da give vort bedste til ham der har givet os alt hvad vi ejer!
[Illustrationer på side 16]
Olie (Jehovas ånd)
Røgelse (antagelige bønner)
Brændoffer (fuldstændig hengivenhed)
Usyret brød (en ren færd)