Moseloven — et samhørende hele
NOGLE religiøse organisationer hævder, at Moseloven bestod af to dele: de ti bud eller „moralloven“ og „ceremoniloven“. De påstår, at de ti bud, som også kaldes Dekalogen, stadig gælder, hvorimod „ceremoniloven“ blev sat ud af kraft ved Messias’ komme.
Der lægges stor vægt på denne adskillelse, ganske særlig af de sekter, der mener, at den kristne sabbat er ugens syvende dag, og at det er absolut nødvendigt at overholde den bogstaveligt for at opnå frelse. Når man citerer skriftsteder, der viser, at Kristus gjorde ende på Loven, svarer de, at disse skriftsteder kun gælder „ceremoniloven“. Lad os undersøge Bibelens beretning og finde ud af, om der er noget grundlag for en sådan deling af Moseloven.
I sin bjergprædiken antydede Jesus ikke, at der findes en sådan adskillelse. Han henviste til de ti bud ind imellem, at han henviste til andre dele af Moseloven, som for eksempel spørgsmålet om at bringe gaver til alteret, om skilsmisse, om „øje for øje“ og om at elske sin næste som sig selv. Sammenlign Mattæus 5:21, 23, 24, 27, 31, 33, 38, 43, med 2 Mosebog 20:13; 5 Mos. 16:16, 17; 2 Mos. 20:14; 5 Mos. 24:1; 3 Mos. 19:12; 5 Mos. 19:21; 3 Mos. 19:18.
Det var derfor om hele lovforordningen, at Jesus sagde: „Tro ikke, at jeg kom for at ødelægge Loven eller Profeterne. Jeg kom, ikke for at ødelægge, men for at opfylde; for sandelig siger jeg jer, at snarere skulle himmel og jord forsvinde, end det mindste bogstav eller del af et bogstav på nogen måde skal forsvinde fra Loven og alt ikke finde sted.“ (Matt. 5:17, 18, NW) Jesus viste hermed, at Loven bestod af profetiske billeder, som med usvigelig sikkerhed skulle få deres opfyldelse, og når opfyldelsen kom, skulle billederne fjernes.
Israelitterne var for eksempel forpligtede til at holde påske hvert år. Men da Kristus, det virkelige påskelam, blev ofret, bortfaldt kravet om overholdelse af den forbilledlige påske. (2 Mos. 12:14; 1 Kor. 5:7, 8) Ligeledes gik ypperstepræsten een gang om året, på den tiende dag i den syvende måned, ind i templets allerhelligste med forsoningsblodet. Men efter at Kristus Jesus gik ind i det allerhelligste i himmelen med værdien af sit eget blod, havde dyreofrene ikke længere nogen værdi. — 3 Mos. 16:14; Hebr. 9:11-14; 10:1.
Paulus delte ikke Loven
Apostelen Paulus havde meget at sige om Loven, som Gud gav israelitterne ved Moses, men vi søger forgæves efter nogen adskillelse mellem de ti bud og de andre dele af lovforordningen. Da han sagde, at Gud „tilgav os alle vore overtrædelser“ og „udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os, [og] tog det bort ved at nagle det til korset“, hentydede han ikke blot til den såkaldte „ceremonilov“. Hvordan ved vi det? På grund af hans videre udtalelse: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ (Kol. 2:13, 14, 16, 17) At hævde, at disse ord kun hentyder til de årlige sabbater, er at indrømme, at ens sag står så svagt, at den kan sættes til vægs og ikke forsvares med det mindste bevis.
Videre læser vi i Romerne 7:6: „Men nu er vi løst fra Loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under; så vi står i åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste.“ Var det kun „ceremoniloven“? Nej. Paulus indbefatter de ti bud eller „moralloven“, når han her nævner Loven, for i det næste vers citerer han det tiende bud. Han fortsætter: „Hvad skal vi da sige? er Loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde . . . jo ikke vidst af begær, om ikke Loven havde sagt: Du må ikke begære.“ (Rom. 7:7) Ja, den lov, de kristne er løst fra, indbefatter de ti bud.
Læg også mærke til Paulus’ ord i Galaterne 3:24, 25: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ Ved at vise behovet for en frelser pegede de ti bud direkte frem til Messias, ligesom de andre dele af lovforordningen gjorde, som for eksempel det årlige forsoningsoffer. Og da Loven havde ført jøderne til Kristus, havde den tjent sit formål.
Vi finder heller ikke nogen støtte for tanken om en deling af Moseloven i Paulus’ ord til galaterne (4:21-31), hvor han taler til de jødiske kristne, der stadig ønskede at være under Loven. Han stiller Sinajs bjerg i Arabien op som modsætning til det Jerusalem, som er ovenfra, og viser, hvordan det ene forbilledligt blev fremstillet ved Hagar og det andet ved den frie kvinde Sara. Hele lovforordningen og ikke bare den såkaldte „ceremonilov“ blev givet ved Sinajs bjerg, og hvis de kristne er løst fra Hagar-Sinaj-forordningen, er de også løst fra de ti bud. Derefter lægger Paulus indtrængende de kristne på sinde, at de skal stå fast for friheden, for det var til frihed, Kristus havde frigjort dem. (Gal. 5:1) Men hvordan kan det siges, at de kristne er frie, hvis de stadig er bundet af de ti bud? Hverken Moseloven eller forsøget på at holde den kan bringe retfærdighed; det kan kun Kristi blod. (Rom. 3:19, 20; 1 Joh. 1:7) Kristne er „ikke under lov, men under nåde“. — Rom. 6:14.
Et andet sted, hvor Paulus taler om Moselovens ophør, siger han: „Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod. Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter til eet og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet. Ved sit kød afskaffede han nemlig Loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to til et nyt menneske og stifte fred og bringe begge parter, forenede i eet legeme, forligelse med Gud ved korset, da han ved dette dræbte fjendskabet.“ (Ef. 2:13-16) Det var hele lovforordningen og ikke blot den såkaldte „ceremonilov“, der adskilte jøderne fra de andre folkeslag, og det var hele forordningen, „Loven med dens bud og forskrifter“, som tjente som en mur eller skranke, og som blev fjernet af Kristus.
Vi finder heller ikke noget grundlag for at dele Moseloven i Paulus’ ord i 2 Korinter 3, hvor han viser, at lovforordningen blev erstattet af noget bedre, nemlig en ny pagt. Hele lovforordningen er indbefattet i „stentavlerne“ og „bogstaven“, som fordømte til død, og som blev erstattet af den lov, der er indskrevet på hjerter ved ånden, og som levendegør. „Og når dødens tjeneste, indristet med bogstaver i sten, fremtrådte i herlighed . . . hvor meget større herlighed skulle der da ikke være over åndens tjeneste! . . . Thi når der var herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være herlighed over det, der bliver.“ (2 Kor. 3:7-11) Vi ser, at hele lovforordningen blev indført med herlighed, og det var de ti bud eller den såkaldte „morallov“, der blev indskrevet „med bogstaver i sten“. Hele Loven førte til død for jøderne og blev fjernet til fordel for noget bedre.
Sabbaten er også ophævet
Nogen vil imidlertid hævde, at Gud befalede, at sabbaten skulle overholdes som en „evig gyldig pagt . . . til alle tider.“ (2 Mos. 31:16, 17) Ganske vist er ordet „evig“ brugt her, men læg mærke til, at det hebraiske grundord, olám, ikke betyder i al evighed, men hentyder til en ubestemt, uvis og ukendt tidsperiode. Det samme ord bruges i forbindelse med andre dele af lovforordningen, som for eksempel det aronitiske præstedømme, og apostelen Paulus viser, at det forsvandt. Læg i den forbindelse mærke til, at Paulus fastslår, at når præstedømmet forandres, sker der også en omskiftelse af lovene. — 2 Mos. 40:15; 3 Mos. 6:11, 15; Hebræerne 7.
Fordi Jesus og hans apostle var født under Loven, holdt de alle dens forordninger, indtil den blev naglet til marterpælen. Men efter den tid var de ikke længere forpligtet til det, og de kristne blev lidt efter lidt klar over denne sag. (Ap. G. 10) At Paulus forkyndte på sabbaten efter den tid, viser ikke, at han følte sig forpligtet til at holde sabbat, ligeså lidt som han godkendte tilbedelsen af Mars, fordi han prædikede på Areopagus eller Marshøjen. Paulus forkyndte altid, når tid og sted var gunstige. Eftersom sabbaten var jødernes hviledag, på hvilken de plejede at samle sig på torve og i synagoger, brugte Paulus den til at forkynde det gode budskab for dem. På samme måde er det nu praktisk at holde offentlige foredrag inden for kristenheden på søndage. Paulus selv gav ingen befaling angående helligholdelsen af sabbaten, og han erklærede, at han ikke havde undladt at forkynde hele Guds frelsesplan. Tværtimod viste han, at sabbaten var forbilledlig. — Ap. G. 20:27; Hebræerne 3 og 4.
Mødet i Jerusalem
Læg i denne forbindelse mærke til det skridt, som blev taget ved det møde, apostlene og de ældre brødre holdt i Jerusalem for at afgøre, hvilke dele af lovforordningen, der stadig skulle overholdes af de hedninger, der blev omvendt til kristendommen. I et indlæg, hvori Peter gik imod forslaget om atter at lægge Lovens åg på de nyomvendtes skuldre, sagde han: „Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære? Vi tror tværtimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de.“ (Ap. G. 15:10, 11) Det uudholdelige åg kan ikke have været begrænset til den såkaldte „ceremonilov“, for de ti bud var en langt større byrde. Læg også mærke til, at frelsen ikke opnås ved at forsøge at holde de ti bud, men ved „Herren Jesu nåde“.
Og hvad pålagde den første kirkes styrende enhed, da den var forsamlet, de nyomvendte kristne at gøre? Skulle de overholde sabbaten? Nej, den skrev: „Da vi har hørt, at nogle af vore, uden påbud fra os, har forvirret jer med deres ord og vakt uro i jeres sjæle, så har vi, efter at være kommet til enighed besluttet . . . ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret.“ (Ap. G. 15:24-29) Eftersom spørgsmålet, der her var rejst, netop gjaldt hvilke dele af Loven, der stadig var gyldige, gik brødrene sandelig her glip af en enestående lejlighed til at fastslå, at det stadig var nødvendigt at holde sabbat — hvis det havde været tilfældet.
De kristne er under en positiv lov
De, der hævder, at de ti bud stadig gælder, og at de andre dele af Loven, som ikke længere kan praktiseres, udgjorde „ceremoniloven“, som ophørte, klynger sig åbenbart så fast til de ti bud, fordi de frygter for, hvad der ville ske, hvis de kristne ikke havde denne vejledning eller regel. De glemmer at tage i betragtning, at Guds love for hans tjenere forandres tid efter anden. Den israelitiske nation fik for eksempel befaling til at bruge kødelige våben og virke som Guds skarpretter, men de kristne får specielt at vide, at deres våben ikke er kødelige. — 1 Sam. 15:2, 3; 2 Kor. 10:4, 5.
Men at de ti bud fjernes behøver ikke at give anledning til frygt eller bekymring. De var i bedste fald en negativ vej til retfærdighed. De kristnes lov er positiv: Elsk Gud med hele dit hjerte, sind, sjæl og styrke og elsk din næste som dig selv. Gør mod andre som du ønsker, de skal gøre mod dig. (Matt. 7:12; 22:37-40) I lignelsen om fårene og bukkene blev bukkene ikke dømt til tilintetgørelse, fordi de brød et af de negative bud, men fordi de undlod at gøre godt mod Kristi brødre. (Matt. 25:45) Den rige unge mand, som ønskede at opnå evigt liv, havde holdt de ti bud, men det var ikke nok. (Matt. 19:16-24) Lignende eksempler til belysning af dette spørgsmål findes i Lukas 10:29-37; 18:9-14.
Hvad var det, Jesus lagde vægt på, da han tog afsked med sine disciple? Sagde han: „Lad være med at lave afguder, hold sabbaten, stjæl ikke, dræb ikke, begå ikke ægteskabsbrud og aflæg ikke falsk vidnesbyrd“? Det ville have været en underlig formaning. I stedet for sagde han noget positivt: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også, I elske hverandre.“ — Joh. 13:33-35.
Det samme er tilfældet med apostelen Johannes. Hvad lægger han vægt på i sit første og betydeligste brev? Overholdelsen af de ti bud? Nej, men derimod at kærligheden har størst betydning. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) Der er derfor ingen grund til frygt, fordi de ti bud er fjernet, når de erstattes af kærlighed.
Vi ser således, at det hverken er bibelsk, logisk eller nødvendigt at dele Moseloven i en „morallov“, de ti bud, og en „ceremonilov“, der angår andre spørgsmål, som for eksempel opførsel og tilbedelse. I stedet for at vise, at der er en adskillelse, behandler både Jesus og hans disciple lovforordningen som et hele, som en skygge, en lære som Jehova naglede til Jesu marterpæl, efter at den havde tjent sit formål. Efter den tid har Guds tjenere været „ikke under lov, men under nåde“. — Rom. 6:14.