vil kunne leve evigt og aldrig behøve at dø bort fra jorden.f Denne modige resolution var den første af en række på syv resolutioner som blev vedtaget i forbindelse med Jehovas vidners årlige hovedstævner fra 1922 til 1928. Ligesom plager blev disse resolutioner øst ud over den frafaldne kristenhed. Af den første af disse resolutioner, „The Challenge“ (dansk udgave i traktaten „Proklamation“), var der til sidst uddelt 45.000.000 eksemplarer hele jorden over på mange sprog.

(Fortsættes)

Guds navn skal ikke gå i glemme

Hvad er Guds navn? Hvorfor er det vigtigt at ære hans navn nu?

AT Gud har et navn kan ikke betvivles. Han er ikke en navnløs Gud. Hans navn nævnes over 6800 gange i De hebraiske Skrifter, og dog er det forbavsende at se hvor få mennesker der kender det. Langt de fleste kalder Skaberen ved hans titel „Gud“, og de tror at det er hans navn. Corpus Christi Caller siger: „Strengt taget har de kristne intet navn for Skaberen, for ordet ’gud’ . . . betegner bogstaveligt ethvert væsen eller begreb der regnes for overnaturligt, som for eksempel hedenske guder, krigsguden, o.s.v. Imidlertid accepteres navnet Gud almindeligvis blandt kristne som navnet på Guddommen.“

En anden slående kendsgerning er at det guddommelige navn hverken forekommer i de bevarede græske manuskripter til De kristne græske Skrifter eller i mange af de, både gamle og nyere, bibeloversættelser som findes. Dog kan man ikke læse ret meget i Bibelen uden at opdage at Gud har et navn der bør „helliges“, „æres“, „ophøjes“ og „herliggøres“, og at dette navn ikke må misbruges. Men hvorfor hersker der da så megen misforståelse angående Guds navn?

Gud gav sig selv et navn og åbenbarede sin profet Moses den korrekte udtale af det. Da Gud sendte Moses for at udfri Israels børn fra Ægyptens trældom, sagde Moses til Gud: „Når jeg kommer til israeliterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?“ Gud svarede Moses: „Således skal du sige til israeliterne: [Jehova],a Eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til Eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 3:13-15) Vi har derfor Skaberens eget ord for at hans navn er Jehova.

Vi kan også være sikre på at Guds profeter kendte navnet Jehova og forkyndte i dette navn. De var Jehovas vidner, som Esajas siger det i kapitel 43, versene 10-12. I Esajas 42:8 siger Skaberen: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn.“ Kan det siges tydeligere? Men hvorfor er der da så få som kender navnet Jehova?

Dr. Carlyle Adams siger i Sunday Times-Union, Albany, New York: „Fortidens folk — både hebræere og andre — tillagde navne umådelig stor betydning. Ofte havde en fremstående person både et ’primært’ og et ’sekundært’ navn. Man vogtede gerne det primære navn som en hemmelighed, for at røbe det, var det samme som at opgive noget af ens personlige identitet eller endog ens personlige styrke. En stamme holdt høvdingens navn hemmeligt — det nævntes kun når stammen måtte ty til magi over for en fjende.