Hvorfor kan man forvente at Gud besvarer bønner?

BØNNEN er uden tvivl fælles for alle religioner. Så godt som alle religiøse mennesker benytter sig af bønnen. Hinduer og afrikanske voodoo-dyrkere, muhamedanere og jøder, katolikker og protestanter, såvel som Jehovas vidner — alle beder de. Som et eksempel på den store interesse man nærer for dette emne kan nævnes at der i biblioteket i et velkendt teologisk seminarium i New York findes 1200 bøger der handler om bøn.

Det er især når mennesker kommer i nød at de tyr til bønnen. Som en religiøs tegnefilmsfigur der optræder søndag morgen i det amerikanske fjernsyn ved en lejlighed udtrykte det: „Jeg blev så bange at jeg endog begyndte at bede!“ Typisk var også den måde hvorpå hustruen til kaptajnen på De forenede Staters atomdrevne undervandsbåd Thresher reagerede da hun hørte at flåden ikke havde haft kontakt med undervandsbåden i otte timer. Hun sagde: „Så må vi hellere begynde at bede.“ Intet under at general Eisenhower engang har sagt: „Der findes ingen ateister i skyttegrave.“

Ja, mennesket vender sig instinktivt, og især når det befinder sig i yderste nød, til en magt der er højere end det selv, til Gud. Men når vi tænker på hvor stor universets Gud er, han der har skabt det uendelige univers med de utallige himmellegemer, kan vi med god grund undre os over hvorfor han skulle interessere sig for os små mennesker der blot er som støvfnug på en lillebitte prik i universet. Deisternes indstilling er da også den at de anerkender Gud som Skaberen, men benægter at han har givet mennesket nogen åbenbaring om sig selv og at han i det hele taget interesserer sig for menneskets skæbne. Ifølge deisternes teori har Gud „én gang for alle trukket verdensuret op for så at overlade det til sig selv og til sin egen udvikling“.

Men Skaberen har ikke ladet mennesket stå uden vejledning. Hvorfor skulle hans højeste jordiske skabning være ringere stillet end dyrene, som han har udstyret med et ufejlbarligt instinkt? Han ville naturligvis også sørge for at mennesket fik en ufejlbarlig rettesnor, og det har han gjort gennem sit ord, Bibelen. Selve den kendsgerning at mennesket ejer sådanne egenskaber som kærlighed, visdom og retfærdighed, taler for at Gud også ejer disse egenskaber, og når det er tilfældet ville han naturligvis ikke skabe mennesket med et spørgende og forstandigt sind uden at tilfredsstille dette sind med de svar der er nødvendige for menneskets lykke og velbefindende. Mennesket behøver ikke at vide hvor langt et lysår er, for at blive lykkeligt, men det har behov for at kende formålet med sin eksistens og vide hvordan det er blevet til og hvad dets skæbne vil blive. Kun en åbenbaring kan give os oplysning herom, og Bibelen er en sådan åbenbaring.

Bibelen giver os flere forskellige grunde til at vi kan forvente at Gud vil besvare vore bønner. Dog bør vi ikke overse at bøn ikke alene indbefatter anmodninger, påkaldelser og begæringer, men også lovprisning og taksigelse.

Gud befaler os at bede

Den væsentligste grund til at vi kan forvente at Gud vil besvare vore bønner er at han selv befaler sit folk at bede til ham, ja hans ord indeholder så mange eksempler på hvordan Guds trofaste tjenere har bedt at Bibelen ligefrem kan kaldes en bønnens bog. Salmistens opfordring lyder for eksempel: „Bed om Jerusalems fred!“ Og Jesus sagde til sine apostle: „Bed, for at I ikke skal falde i fristelse!“ Apostelen Paulus formanede gentagne gange de kristne som han skrev til, til at bede og til at blive ved med at bede: „Vær . . . udholdende i bønnen!“ „Bed uden ophør.“ Og disciplen Jakob, der var Jesu halvbroder, skrev: „Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“ — Sl. 122:6; Matt. 26:41; Rom. 12:12; 1 Tess. 5:17; Jak. 5:16.

Hvad eksempler på bønner angår, finder vi disse i hele Bibelen, fra dens første til dens sidste bog. Det offer Abel bragte kan siges at have været en bøn udtrykt i handling, og det ledsagedes uden tvivl af en mundtlig påkaldelse. Apostelen Johannes afslutter Åbenbaringens bog med to korte bønner. Og tænk på hvilken bønnens mand David var! De mere end halvfjerds salmer han skrev, er næsten alle sammen bønner eller indeholder bønner i form af lovprisning, taksigelse og påkaldelse.

Bønnen indtog også en fremtrædende plads i Jesu Kristi, Guds søns, liv. Vi læser gentagne gange om at han bad: Dengang han blev døbt, da han bespiste skarerne, lige før han udvalgte de tolv apostle (idet han da tilbragte hele natten i bøn), og når han fra tid til anden søgte bort for at være alene og meditere og bede. Vi lægger især mærke til de bønner han bad den sidste dag han levede som menneske her på jorden: han bad da han indstiftede højtiden til minde om sin død, derefter bad han den bøn der står omtalt i Johannes 17, så tre gange i Getsemane og til sidst to gange på marterpælen.

Så er der apostelen Paulus’ eksempel. Han omtaler bønnen omkring femoghalvfjerds gange i sine breve. Den store betydning han tillagde bønnen fremgår af de ord hvormed han, efter at han havde opfordret de kristne til at iføre sig Guds fulde rustning, formanede dem til at bede: „Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed, . . . Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom.“ Mon ikke kong David, Jesus Kristus og apostelen Paulus forventede at Gud besvarede deres bønner? — Ef. 6:18-20.

For sit navns skyld

Den kendsgerning at Gud befaler os at bede og at hans ord, Bibelen, er fyldt med eksempler der viser hvordan hans tjenere har gjort brug af bønnen, skulle være tilstrækkeligt til at vise at vi kan forvente at Gud besvarer bønner. Men, kunne vi måske spørge, hvorfor? Hvorfor skulle den evige Gud, den Højeste, han der er universets suveræn, besvare sine tjeneres bønner? En betydningsfuld og altovervejende grund er at hans navn er impliceret. Moses bad således gentagne gange til Gud og blev bønhørt fordi han henviste til at Guds navn og omdømme stod på spil: „Hvorfor, [Jehova], skal din vrede blusse op mod dit folk . . .? Hvorfor skal ægypterne kunne sige: I ond hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel . . .?“ „Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: Fordi [Jehova] ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem; lod han dem omkomme i ørkenen.“ — 2 Mos. 32:11, 12; 4 Mos. 14:15, 16.

Jehova bønhørte også Josua da denne efter nederlaget ved Aj bad således: „Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage flugten for sine fjender? Når kana’anæerne og alle landets indbyggere hører det, falder de over os fra alle sider og udsletter vort navn af jorden; hvad vil du da gøre for dit store navns skyld?“ Jehova hørte ligeledes den bøn som Ezekias, den trofaste konge over to-stammeriget Juda, bad da han blev hånet og smædet af assyrerkongen Sankerib: „Frels os nu, [Jehova] vor Gud, af hans hånd, så alle jordens riger kan kende, at du, [Jehova], alene er Gud!“ — Jos. 7:8, 9; 2 Kong. 19:19.

I Salme 79:9 læser vi: „Hjælp os, vor frelses Gud, for dit navns æres skyld.“ Og ifølge Daniel 9:19 bad Daniel således: „Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!“ Der kunne anføres mange andre eksempler, men disse skulle være tilstrækkelige til at vise at vi kan forvente at Jehova Gud besvarer bønner, især når de har at gøre med hans navns ophøjelse.

På grund af sine tjeneres uangribelighed

En anden grund til at Guds tjenere kan forvente at Gud besvarer deres bønner er den kærlighed han nærer til retfærdighed: „Thi retfærdig er [Jehova], han elsker at øve retfærd.“ Derfor læser vi: „[Jehova] er gudløse fjern, men hører retfærdiges bøn.“ De der følger en ret adfærd kan komme til Gud fordi de har bevaret deres uangribelighed ind for Gud. — Sl. 11:7; Ordsp. 15:29.

Job fremførte således en indtrængende og udtryksfuld bøn til Gud (kapitlerne 29-31) ud fra den begrundelse at han havde fulgt en ret færd, og da David bad om Guds velsignelse dengang han indsamlede materialerne til bygningen af templet sagde han: „Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette.“ — 1 Krøn. 29:17.

I samme stil er Nehemias’ bøn: „Kom mig det i hu, min Gud, og udslet ikke de kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds hus til gavn for tjenesten der!“ Den bibelskribent der affattede brevet til hebræerne — det var uden tvivl apostelen Paulus — viste ligeledes hvilken forbindelse der er mellem at bede om noget bestemt og at have en ret opførsel: „Bed for os; thi vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.“ Det er i virkeligheden det samme princip der ligger bag den mønsterbøn Jesus lærte sine disciple: „Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.“ Ja, på grund af Jehovas kærlighed til retfærdighed kan alle der elsker Guds retfærdighed og som søger at leve i overensstemmelse med den, forvente at Gud besvarer deres bønner. — Neh. 13:14; Hebr. 13:18; Matt. 6:12.

Bøn på grundlag af nedarvet synd

En af de mest betydningsfulde ting som ufuldkomne mennesker kan bede om i deres bønner, er at Gud vil tilgive dem deres synder. Som apostelen Johannes udtrykte det: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Joh. 1:9.

Når det gælder bøn om at Gud vil vise os barmhjertighed og tilgive os vor skyld kan vi henvise til vor nedarvede synd og ufuldkommenhed. David bad således Jehova tilgive ham hans synd imod Urias: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ Kong Salomon var inde på det samme i den bøn han bad da Jehovas tempel blev indviet: „Når de synder imod dig — thi der er intet menneske, som ikke synder — og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, . . . og de så går i sig selv . . . og omvender sig og råber til dig . . . så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig.“ — Sl. 51:7; 1 Kong. 8:46-50.

Jehova har i virkeligheden selv givet udtryk for at han tager menneskets ufuldkommenhed i betragtning: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!“ Guds tjenere har derfor god grund til at forvente at Gud vil besvare deres bønner når de beder om barmhjertighed og tilgivelse på grundlag af den skrøbelighed som de har arvet fra Adam. — 1 Mos. 8:21; Rom. 5:12.

Jehovas miskundhed

Endelig kan Guds tjenere altid påkalde Jehova og forvente at han besvarer deres bønner fordi han er rig på miskundhed [kærlig godhed] og barmhjertighed. Da Jehova for eksempel var parat til at udslette israelitterne fordi de havde gjort oprør bad Moses, idet han ikke blot henviste til at Guds navn var impliceret men også til Guds miskundhed: „Derfor, [Jehova], lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som du forjættede, da du sagde: [Jehova] er langmodig og rig på miskundhed, han forlader misgerning og overtrædelse, . . . Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store miskundhed!“ (4 Mos. 14:17-19) Ja, dengang Moses havde bedt om at måtte se Jehovas herlighed havde Jehova sagt til ham at han var en Gud der var rig på barmhjertighed og miskundhed, og derfor kunne Moses nu med rette minde Jehova herom. Kong David havde også dette i tanke da han bad til Jehova (Sl. 51:3), og det samme gjaldt profeten Daniel da han på sit folks vegne bad: „Bøj dit øre, min Gud, og hør, . . . thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed.“ — Dan. 9:18.

Det står således klart at den Gud som Bibelen åbenbarer for os, ikke er en Gud der ikke interesserer sig for sine skabninger, sådan som deisterne vil have os til at tro. Nej, Jehova er interesseret i sine skabninger, og det af gode grunde. Han opfordrer dem derfor til, ja befaler dem at bede til ham, at lovprise, takke og påkalde ham. Han besvarer deres bønner for sit navns skyld, fordi hans tjenere følger en ret færd, og han lader dem bede på grundlag af deres ufuldkommenhed og nedarvede synd, og fordi hans herlighed kommer til udtryk i hans miskundhed.

I Bibelen tiltales Gud som „du, som hører bønner“. Dette betyder imidlertid ikke at han lytter til og besvarer alle bønner, for som det fremgår af ovennævnte drøftelse må man bede til den eneste sande Gud og man må bede på den rette måde samt om de rette ting dersom ens bøn skal blive hørt af ham. De der opfylder disse betingelser vil selv erfare at han i sandhed „hører bønner“ i den forstand at han lytter til dem og besvarer dem. Lykkelige er de der beder således! — Sl. 65:2.