26. (a) Hvilken betydningsfuld forsikring rummer Jehovas løfter? (b) Hvad bør de der elsker sandhed og retfærdighed nu gøre?

²⁶ Mens Satans vaklende gamle verden med sin falske religion og sine „galne“ nationer stiller op til tilintetgørelse i Harmagedon, tilvejebringer Jehova et inspirerende håb i form af løftet om den nye verden med evig fred der skal følge efter. Kærlig og gavmild vil han vedblivende være den gode Fader for hele sin universelle familie. Hør hvilken betydningsfuld forsikring hans løfter rummer: „Se, jeg gør alting nyt.“ „Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.“ „Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.“ (Åb. 21:1-7) Måtte alle der elsker sandhed og retfærdighed drikke rigeligt af livets vand nu, så de for evigt kan bevare deres plads i den lykkelige familie hvis Fader er den store Gud der „gør vidunderlige ting“. Måtte de ’af hele deres hjerte’ bede til Faderen, ligesom David gjorde: „Du alene er Gud. Lær mig, [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed; vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.“ — Sl. 86:10, 11.

Vær mandig så du kan skuldre dit ansvar

„EN dårlig forfatter skyder skylden på sin pen.“ Dette mundheld peger på den almenmenneskelige fejl at ville unddrage sig et ansvar for noget man kan dadles for. I denne henseende bør vi alle, mand, kvinde eller barn, stræbe efter at „være mandige“. Mens vore venner måske kan hjælpe os gennem en sorg som er uforskyldt, må hver enkelt hvor det drejer sig om et ansvar eller en fejl „bære sin egen byrde“. — 1 Kor. 16:13; Gal. 6:2, 5.

Vore forsøg på at skubbe ansvaret fra os er ofte lige så tåbelige som Arons var ved en bestemt lejlighed; han røbede dermed blot at han havde en uklar og forvirret tankegang. Mens Moses var på bjerget i fyrretyve dage blev folket utålmodigt og genoptog mange af deres afguderiske ægyptiske vaner. De kom således til Aron med deres guldsmykker og bad ham gøre dem et afgudsbillede af guldet. Beretningen fortæller udtrykkeligt at Aron „modtog dem af deres hånd, formede guldet med en mejsel og lavede en støbt tyrekalv deraf“. — 2 Mos. 32:4.

Da Moses vendte tilbage fra bjerget og så hvad der var sket og i retfærdig harme spurgte Aron ud, vedgik Aron da sit ansvar? Nej, det gjorde han ikke. Han prøvede at unddrage sig sin skyld og svarede Moses: „. . . og jeg kastede [guldet som folket gav mig] i ilden, og så kom denne tyrekalv ud deraf!“ Moses skulle tydeligvis tro at den var kommet af sig selv! Det lød aldeles absurd. Ja, ofte er vore forsøg på at retfærdiggøre og undskylde os selv ikke stort bedre end Arons. — 2 Mos. 32:22, 24.

Når vi på denne måde søger at slippe for vort ansvar kan det skyldes en uklar tankegang, men som oftest er grunden nu at finde i en uret hjerteindstilling, der røber sig i stolthed, uærlighed og selviskhed, navnlig når vi prøver at laste andre for fejl vi selv har begået. Med denne handlemåde giver vi i virkeligheden efter for de tilbøjeligheder vi har arvet fra vore første forældre. Adam burde mandigt have taget ansvaret og indrømmet sin ulydighed da han havde spist af den forbudte frugt;