Hvis vi ønsker at undfly denne gamle verdens tilintetgørelse og komme til at leve på den rensede nye jord, hvor retfærdighed skal bo, må vi nu give agt på Guds profetiske befaling, der findes i Zefanias 2:3: „Søg HERREN [Jehova]; alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“

Alle I ærlige mennesker, der er retsindigt indstillet over for Gud, vær derfor fortrøstningsfulde, for Bibelens profetier viser, at den nye jord ikke alene er en realitet, men at den står lige for døren. Gud kan ikke lyve, og han er for retfærdig og kærlig til at vække håb hos os, blot for at skuffe os ved ikke at opfylde sine løfter, sådan som politikerne gør. Han siger: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Es. 46:11.

Er Jehova et primitivt begreb?

IFØLGE en af Amerikas mest fremtrædende teologer, Harry Emerson Fosdick, åbenbarer Bibelen en gradvis udvikling af menneskets gudsbegreb. Han skrev i bladet New Outlook for maj 1953 og havde blandt andet følgende at sige om dette emne:

„Det største problem i den kristne apologetik er . . . at nå frem til et gudsbegreb, som vil kræve mindst mulig argumentation, fordi det er forståeligt, fornuftigt og dækker menneskenes behov og derfor selv godtgør sin berettigelse. Problemet er ikke nyt. Det er gammelt, for det skriver sig fra det primitive menneske, mennesket, der lige havde lært at tænke. I lyset af hvad vi nu ved, kan spørgsmålet siges altid at have været: Hvordan skal vi forestille os Gud?

Bibelen er i sig selv en god illustration. Hvilken modsætning er der ikke mellem forestillingerne om Gud i dens primitive begyndelse og i dens slutning! Fra den tidlige tids krigsråb „Jahve er en stridsmand, Jahve er hans navn“, til Jesu saligprisning: „Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn“ — hvilken uddybning af begrebet den guddommelige natur! Hvilken udvidelse af menneskets opfattelse af Gud!

De, der skrev Bibelen, vandrede ad en opadstigende vej med stadig videre udsyn, og da enhver Gud i dette univers er uendelig, kan denne proces aldrig stoppe. Den angår os på en afgørende måde i dag.“

Fosdick vil altså have os til at tro, at mennesket af sig selv gradvis avancerede fra at opfatte Jahve eller Jehova som en krigsgud til at opfatte ham som en Gud, der velsigner dem, som stifter fred, og at Bibelen slet ikke er en guddommelig åbenbaring til menneskene, men blot et vidnesbyrd om menneskets stræben efter at danne sig et fuldgyldigt gudsbegreb. (2 Mos. 15:3; Matt. 5:9) Hvilken form for apologetik dette er, er ikke let at sige, men kristen er den i hvert fald ikke, for Kristus har aldrig lært noget sådant. Han sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Joh. 17:17.

En ydmyg og ærlig undersøgelse af Bibelen vil afsløre, at Fosdicks udtalelser ikke er i samklang med Jehovas ord. Bibelen viser, at selv om Jehovas krav til sine skabninger forandres i overensstemmelse med hans hensigter og den tid, de lever i, så er hans fire hovedegenskaber altid de samme, nemlig retfærdighed, magt, visdom og kærlighed. Læser vi ikke i Bibelens første bog om, hvordan Abraham appellerede til Guds retfærdighed? „Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ Og lagde kristendommens grundlægger og hans apostle ikke eftertryk på, at Jehova er en retfærdig Gud? — 1 Mos. 18:25; Luk. 18:7; Rom. 9:14.

Og åbenbarede ikke engelen, der kom til Abraham, at Jehova er den almægtige, da han sagde: „Skulle noget være umuligt for Herren?“ Kristus Jesus viste, at hans gudsbegreb var det samme, for han sagde: „For Gud er alle ting mulige.“ (1 Mos. 18:14; Matt. 19:26) Der var altså i to tusinde år ikke sket nogen forandring i gudsbegrebet, hvad angår Guds retfærdighed og magt.

Er ikke også skabelsesberetningen i 1 Mosebog et vidnesbyrd om Jehovas visdom, og sagde ikke Moses gang på gang, at Gud er kilden til visdom, og at han giver sine tjenere visdom? (1 Mosebog, kapitlerne 1 og 2; 2 Mos. 28:3; 36:1, 2) Og bevidnede Kristus Jesus og hans første efterfølgere ikke det samme? — Luk. 11:49; Rom. 11:33; Jak. 1:5.

Og til slut, vi finder ingen forskel mellem Moses’ og Kristi Jesu Gud hvad dette angår, at Jehova er en kærlighedens, barmhjertighedens og fredens Gud. Læg mærke til hvordan Jehova åbenbarede sig, da Moses bad om at måtte se hans herlighed: „HERREN [Jehova], HERREN [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.“ — 2 Mos. 34:6, 7.

Men nogen vil måske sige: Hvad med resten af citatet, som lyder: „Men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!“ Disse ord kan synes at være i modstrid med den første del af skriftstedet, men lidt omtanke vil gøre det hele klart. Er det ikke sandt, at når et folk eller en nation som Israel fornægtede tilbedelsen af Jehova og vendte sig til hedenske religioner, tillod Jehova, at de blev ført i fangenskab, og at det ikke blot var dem selv, men også deres efterkommere helt til tredje eller fjerde generation, der led under det? Er det ikke simpelthen en uundgåelig lov, der ligger i sagens natur, at forældre ved deres handlemåde bringer enten godt eller ondt over deres børn? Det kommer ind under regelen om, at „hvad et menneske sår, det skal han også høste“.

Kristus Jesus lærte nøjagtig det samme som Moses i denne henseende, hvilket de liberalistiske præster foretrækker at overse. Læg mærke til, hvordan han advarede sin tids religiøse ledere om, hvad der ventede dem: „Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. Og I gør kun jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til helvede [gehenna, NW]? Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I