De ti bud — fra Gud, ikke fra mennesker
DE ti bud udgør uden tvivl den bedst kendte del af Bibelen. Jøder, katolikker og protestanter er fortrolige med dem. Den retfærdighed og visdom de åbenbarer, vidner om at de er af overmenneskelig oprindelse. Med al ønskelig tydelighed bidrager de til at bekræfte at Bibelen er Guds åbenbaring.
„De ti bud er kortfattede, omfattende, magtfulde . . . hvilket har sat dem i særklasse blandt al anden lære.“1 „Intet religiøst dokument har nogen sinde øvet større indflydelse på menneskers moral og samfundsliv end . . . Dekalogen.“2 „Budene . . . appellerer i sig selv til os da de jo hidrører fra en overmenneskelig, guddommelig kilde, og intet samvittighedsfuldt eller fornuftigt menneske har til dato kunnet finde en brist ved dem. Absolut lydefri, negative i form, men positive i indhold, rangerer de ubestridt øverst i hele vort moralsystem, og ingen nation, intet folk, kan gennem længere tid overtræde dem og dog bevare lykken.“3 „Hele det engelske og amerikanske lovkompleks kunne reduceres til nogle få ophøjede principper der ligger til grund for det hele, og som blev fremsat af Moses.“ De ti bud er også blevet kaldt „den fineste kortfattede morallov der nogen sinde er formuleret“ og „det ideelle mønster for al lov“.4
Interessant nok findes udtrykket „ti bud“ ikke i Bibelen. Budene omtales som de „ti ord“. (2 Mos. 34:28; 5 Mos. 4:13; 10:4) I Septuaginta-oversættelsen kaldes de déka, der betyder „ti“, og lógoi, der betyder „ord“, og herfra stammer det navn man har givet dem, Dekalogen. At der netop er ti bud er meget passende, eftersom tallet ti symboliserer fuldstændighed. Andre dele af Skrifterne fortæller os at Jehova Gud lod engle videregive budene til Moses og dermed til Israels børn, og at det var „Guds finger“ der skrev disse ti bud på to stentavler. — Ap. G. 7:53; Gal. 3:19; 2 Mos. 31:18.
De ti bud har i mange år været bibelkritikernes skydeskive. Den amerikanske orientalist og historiker J. H. Breasted vil have os til at tro at „ægypterne havde moralnormer der langt overgik Dekalogens, mere end tusind år før Dekalogen blev skrevet“.5 Dog er det en kendsgerning at ægypterne „aldrig kom så vidt at de kunne afskaffe dyretilbedelsen eller rense den for dens usmagelighed, ophørte med at krybe for deres konger, foragtede dødens rædsler, eller tænkte på at de i døden havde sagt farvel til kødets lyster, eller opgav magien“. Alt dette fortsatte de med lige til det sidste århundrede før vor tidsregning.6
Især siden januar 1902, da en arkæologisk ekspedition havde gjort fundet af Hammurabis lov, har bibelkritikerne søgt at forklejne Dekalogen. De har hævdet at israelitterne har lånt den fra denne gamle lovkodeks, der består af op imod tre hundrede love og praktisk taget omhandler ethvert menneskeligt anliggende. Men det er ikke tilfældet. Selv om Hammurabis lov måske daterer sig 150 til 250 år forud for Dekalogen, er der intet grundlag for at mene at Dekalogen er lånt fra Hammurabis lov.7 Dekalogen lægger vægt på det religiøse, lovkodeksen på det verdslige. En kendt arkæolog siger: „En sammenligning mellem Hammurabis lov som et hele og Pentateukens love som et hele, overbeviser én om at Det gamle Testamentes love ikke i noget væsentligt støtter sig på de babyloniske, selv om der er visse ligheder. De lighedspunkter der er, skyldes tydeligvis ligheder i fortilfælde og i almindeligt, intellektuelt udsyn; de påfaldende forskelle viser at der ikke er tale om noget direkte lån.“8
Jehova Gud først
De „ti ord“ er fremsat i et kortfattet, rammende sprog og siges med kun 120 ord i den hebraiske tekst.9 De åbenbarer en visdom og moral som langt overgår hvad syndige mennesker kunne nå op til ved egen hjælp. Jehova Gud sættes først, hvilket er logisk. Men det er lige stik imod hvad verdsligvise mennesker ville have gjort. Universitetsstuderende der skulle opremse budene efter betydning, nævnede først menneskets pligter over for sin næste.10 Men det første bud er det vigtigste: „Du må ikke have andre guder end mig.“ Jehova Gud, som førte Israel ud af Ægypten, viste sig at være den almægtige Gud, den Allerhøjeste, den øverste Hersker. Han kunne derfor ikke have nogen konkurrenter. Det første bud havde at gøre med hans embede, hans enestående stilling. — 2 Mos. 20:3.
Det andet bud forbød afgudsdyrkelse; det havde at gøre med Jehovas person, hans væsen; at fremstille en afgud eller et afbillede af ham vil være at krænke hans personlighed: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 20:4-6.
I betragtning af dyretilbedelsen i Ægypten og den tøjlesløse afgudsdyrkelse i Kana’an, var dette lovbud af yderste vigtighed. Mennesker er tilbøjelige til at benytte sig af et afbillede ved deres gudsdyrkelse, med det resultat at billedet, og ikke Gud, får tilbedelsen. Gud forudså i sin visdom denne tendens. Det er interessant at arkæologerne aldrig har fundet afbilleder af Jehova. Da israelitterne faldt fra den sande tilbedelse fremstillede de billeder af hedenske guddomme og tilbad dem.11 — 5 Mos. 4:15-20.
Man bør ikke overse det positive element i det andet bud. Jehova viser miskundhed mod dem der elsker ham og holder hans bud. At fædrenes synder rammer efterkommerne er ikke uretfærdigt, men simpelt hen den uundgåelige følge af gengældelses- og arvelighedslovene. Jehova er heller ikke „nidkær“ på grund af selviskhed eller svaghed, sådan som mennesker kan være det, men han kræver absolut hengivenhed af sine skabninger fordi det er hans ret og fordi de kan opnå beskyttelse ved at være ham absolut hengivne. Hvis han ikke forlangte en sådan absolut hengivenhed, fornægtede han i virkeligheden sig selv og røbede manglende interesse for sine skabningers velfærd.
Det tredje bud lyder: „Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ (2 Mos. 20:7) Uden tvivl skulle dette bud først og fremmest hindre at Jehovas navn blev brugt på en respektløs, vanærende eller bespottelig måde. Mennesker som overser hvor megen vægt Jehova lægger på sit navn overalt i Bibelen, forstår ikke hvorfor et af de ti bud skulle omhandle misbrug af navnet. I udvidet betydning ville dette bud også dadle den der kun tjente Jehova med læberne, hævdede at høre til Jehovas folk uden dog at leve op til de krav der stilledes. Da Israels folk faldt fra den sande tilbedelse tog det i virkeligheden Jehovas navn forfængeligt. — Es. 43:10.
Det fjerde bud finder ingen parallel i nogen anden gammel lovkodeks: „Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde [Jehova] himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har [Jehova] velsignet hviledagen og helliget den.“ — 2 Mos. 20:8-11.
Denne lov, som mindede israelitterne om at det var passende og rigtigt at arbejde, virkede dog i første instans som en advarsel mod materialisme. Budet indbefattede kærlighed til Gud, sund og tilbørlig kærlighed til en selv, og kærlighed til ens næste. Den syvende dag tilhørte Gud; ved ikke at arbejde, betalte israelitterne deres afgift, et pant, så at sige, til Jehova for alt hvad de havde frembragt ved at arbejde de seks dage. På en håndgribelig måde viste de således værdsættelse af deres Skaber, ikke alene ved at afstå fra at arbejde, men ved at tilbede ham den dag: „Varer du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbaten en fryd, [Jehovas] helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak,“ da vil Jehova Gud velsigne dig. — Es. 58:13.
Hertil kom at denne lov tog hensyn til alle Israels levende skabninger. En mand måtte ikke arbejde ustandselig, han skulle hvile sig hver syvende dag; det samme gjaldt hans familie, hans trælle, og de fremmede; trækdyrene var heller ikke glemt. Alle skulle holde fri fra trættende, anstrengende slid én dag om ugen. De gamle romere lo hånligt; de betragtede en sådan syvende dags hvile som spild af tid; de gudløse franske revolutionister prøvede at indføre decimalsystemet, en fridag i løbet af ti dage, men det gik ikke. I dag forstår alle hvilken værdi det har at have fri hver syvende dag, selv om det kun er få der benytter den til at ære Gud.
Forholdet mellem mennesker
Det første bud angik Jehova Guds stilling og embede, det andet hans væsen eller person, det tredje hans navn, det fjerde hans ret, afgift eller skat, så at sige. Man plejer at sige at disse fire drejer sig om Gud, og de sidste seks om mennesket, forholdet mellem mennesker. Det femte bud omfatter imidlertid både Gud og mennesker, da forældrene tjente som Guds repræsentanter og man ved at ære og adlyde dem ærede og adlød Jehova. Det femte bud lød: „Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, [Jehova] din Gud vil give dig!“ (2 Mos. 20:12) Dette bud, det eneste der indebar et løfte, greb sagen an ved roden og forebyggede derved ungdomskriminalitet. Det var naturligvis underforstået at forældrene selv adlød Guds lov. Der knyttede sig straffeforanstaltninger til dette lovbud, som vist andre steder i Moseloven. De der skamløst overtrådte det blev stenet til døde. (5 Mos. 21:18-21) Børn som ærede og respekterede deres forældre ville være tilbøjelige til at vise alle ældre respekt og derved følge den vej der førte til det bedste for dem selv.
Hvad de næste fem bud angår, fremsættes de ganske utvetydigt. For eksempel siger det sjette: „Du må ikke slå ihjel!“ Det er kun med hensyn til disse at der kan drages en sammenligning mellem Dekalogen og de lovsamlinger man finder hos forskellige folk. Men det skulle ikke forbavse os. Selv Kain erkendte at han fortjente at dø fordi han havde myrdet sin broder Abel. I ægypternes Dødebog, der er skrevet flere hundrede år før Dekalogen, læser vi således om hvordan man forsvarer sin uskyld med hensyn til at have myrdet, stjålet, begået ægteskabsbrud eller vidnet falsk.12
Den rækkefølge hvori disse sidste fem bud forekommer, har sin betydning. De er opstillet i orden således at den største skade man kan forvolde sin næste nævnes først, den mindste sidst. Det sjette bud siger at man ikke må tage sin næstes liv; det syvende, hans hustru; det ottende, hans ejendom. Det niende bud taler ikke om gerninger men om ord, idet der her gives forbud mod at tale falsk imod næsten, og det tiende forbyder selviske tanker, ønsker om at eje hvad næsten har. Denne sidste lov finder vi også kun i de ti bud. Intet menneske, ingen lovgivende forsamling ville nogen sinde drømme om at vedtage en lov imod begær. Hvorfor ikke? Fordi det ikke står i menneskers magt at gennemtvinge den. Dog lod Jehova den være en del af Dekalogen. Hvorfor? Fordi han derved greb om selve årsagen til overtrædelse af de andre bud angående ens næste, nemlig selviskhed. Og mens intet menneske kunne gennemtvinge en sådan lov, gjorde Jehova Gud, ved at indføre den, hver eneste israelit til sit eget åndelige eller moralske politi; han lod hver eneste stå Gud til regnskab for ikke at ønske noget der tilhørte næsten.
I betragtning af at de ti bud fra først til sidst, såvel hvad angår det de foreskriver, som den måde de er opstillet på, så tydeligt tilkendegiver at Jehova Gud alene kan være ophav til dem, skal man da slutte at kristne stadig er forpligtede til at holde dem? Nej, ikke nødvendigvis. Gud kan både indføre og ophæve love. Dekalogen og omkring 600 andre love i Moses’ lovsamling og de dermed forbundne straffeforanstaltninger, såsom stening, blev af Jehova Gud naglet til Jesu marterpæl, hvorved kristne frigjordes fra Dekalogen. Kristne er „ikke under lov, men under nåde“. Og i stedet for Dekalogen har de kristne Guds ånd og kærlighed som sporer til retfærdighed. Imidlertid er de grundlæggende principper for de ti bud ikke blevet ophævet; de vil altid være gældende. Hvordan de forekommer i Guds bud til kristne vil vi overlade et senere nummer af dette tidsskrift at fortælle. — Rom. 6:14; 13:8-10; Ef. 2:14-16; Kol. 2:16, 17.
Henvisninger
1 Encyclopedia of Religion and Ethics.
2 The Pentateuch and Haftorahs, Exodus.
3 Moore v. Strickling (1899).
4 Clark’s Biblical Law.
5 Ancient Records of Egypt — Breasted.
6 The Book of Books: An Introduction — S. Goldman.
7 Archaeology and Bible History — Free.
8 Archaeology and the Bible — Barton.
9 The Universal Jewish Encyclopedia.
10 Foundations for Reconstruction — E. Trueblood.
11 Journal of Near Eastern Studies — G. E. Wright.
12 Light from the Ancient Past — Finnegan.