Lad dig drive af Jehovas ånd
„Den sande Gud er den som omgjorder mig med levende kraft“ „Jehova er min styrke.“ — Sl. 18:32; 28:7, NW.
1. Hvad bør ethvert tænkende menneske være Interesseret i at få at vide, og hvorfor?
I ÅRHUNDREDER har mennesker kæmpet og døet for at skabe varig fred og lykke i denne krigshærgede verden. Af alle organisationer er der kun en eneste som har nået dette eftertragtede mål, og det er Jehovas vidners organisation. Hver eneste sammenslutning af mennesker har ivrigt søgt at nå til enhed i tanke og handling, men kun Jehovas vidner kan opvise en sådan enhed. De lever og arbejder lykkeligt sammen i fred og endrægtighed og lægger på denne måde kærlighed til hinanden for dagen, uden hensyn til hvilken race, nation og religion de kommer fra, eller hvilket socialt lag de tilhører. Dette er også noget som andre inderligt ønsker men som det aldrig er lykkedes dem at føre ud i livet. Hvert eneste tænkende menneske bør derfor være yderst interesseret i at få at vide hvordan denne ønskværdige tilstand er blevet skabt, og hvilken kraft eller magt den skyldes.
2. Hvad overser religiøse ledere som regel når de iagttager Jehovas vidner?
2 Når religiøse ledere og andre iagttager hvad Jehovas vidner har nået og hvilken hurtig tilvækst de har, erkender eller anerkender de som regel ikke den kraft som står bagved. For eksempel erklærede præsten John A. O’Brien, der er knyttet til Notre Dame universitetet, følgende: „Vidnerne har i løbet af femogtyve år haft en forbløffende fremgang på 2300 procent, hvorimod 254 andre samfund gennemsnitligt er vokset med 74 procent. . . . Hvis vi katolikker procentvis kunne notere en tilsvarende vækst ville vi ikke alene have vundet de hundredmillioner kirkefremmede amerikanere for Kristus, men også alle de kirkefremmede i hele verden.“ — Extension for januar 1959; Our Sunday Visitor for 16. december 1956.
3. Hvad er ifølge vidnerne årsagen til deres store vækst?
3 Med et ydmygt sind og hjerte bekender Jehovas vidner (spørg dem blot) beredvilligt at de aldrig kunne vinde et sådant ry af egen magt eller evne. Kun ved at vende sig til Jehova og hente den nødvendige kraft hos ham, den sande kilde til al dynamisk energi og kraft, har det været dem muligt at gøre det som ovennævnte forfatter siger „er uden sidestykke i nutidens historie“. Men på hvilken måde modtager vidnerne, disse jævne mennesker, Guds bistand, styrke og kraft?
4, 5. (a) Hvorfor er det vigtigt at have et godt hjerte? (b) Hvorfor har vort studium at Bibelen forbindelse med vor styrke fra Jehova?
4 Man må opfylde visse betingelser inden man kan modtage Jehovas styrke, der ikke kommer af sig selv. Først og fremmest må man være i besiddelse af et godt hjerte. Man kan ikke få Guds ånd hvis man bærer selviske motiver i sit hjerte, hvis man udnytter Guds ånd til økonomisk vinding eller hvis man ønsker denne ånd for at vinde personlig popularitet. (Ap. G. 8:17-22) Det menneske som er stolt eller som glæder sig over onde handlinger kan heller ikke forvente at modtage ånden fra den hellige kilde. Man må være ydmyg og lærvillig.
5 Med et sådant hjertelag har man den rette grobund for den nøjagtige kundskab om Jehovas vilje og hensigter som Guds ord, Bibelen, åbenbarer. (Luk. 8:5-8, 15) Både Moses og Jesus erklærede at mennesker ikke kan leve af brød alene. Hvis vi skal have livskraft og styrke fra Gud må vort sind og hjerte have næring fra Guds ord. Med følgende ord fortalte Jehova Josua hvordan han kunne være „modig og meget stærk“: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund og du skal læse i den med dæmpet tone dag og nat.“ „Guds ord,“ siger apostelen Paulus endvidere, „er levende og udfolder kraft.“ (5 Mos. 8:3; Matt. 4:4; Jos. 1:7, 8; Hebr. 4:12, NW) Guds livsopretholdende ord gør den troende stærk i tro, håb og kærlighed, og „størst af dem er kærligheden“. Udrustet på denne måde er man i stand til at udføre vældige gerninger og udholde livets skuffelser. „Kærligheden svigter aldrig.“ (NW) Den „tåler alt“ og „udholder alt“. — 1 Kor. 13:7, 8, 13.
6, 7. Hvilke eksempler viser at man må tilhøre Jehovas organisation for at få hans ånd?
6 Et studium af Guds ord giver os forståelse af at Jehova ikke uddeler sin dynamiske energi gennem en hvilken som helst organisation der giver sig ud for at være religiøs. Gud træder heller ikke i forbindelse med enkeltpersoner uafhængigt af sin egen organisation der er som en hustru for ham og som en „moder“ for alle de mennesker der er indviet til ham. (Gal. 4:26) Han har altid haft sin meddelelseskanal på jorden og ladet sin ånd virke derigennem. Husker du hvordan Mirjam og Aron prøvede at omgå denne kanal og næsten mistede livet af den grund? Først efter at Jesus var blevet døbt af Jehovas repræsentant modtog han hellig ånd og kraft der gjorde det muligt for ham at udføre undergerninger. (4 Mos. 12:1-16; Matt. 3:16; Ap. G. 10:38) Ved hjælp af og i kraft af denne hellige ånd underviste Jesus sine ledsagere så de kunne forstå sandheden og selv modtage kraft til at ’helbrede syge, opvække døde, rense spedalske, uddrive onde ånder’. Dette understreger hvor vigtigt det er at tilhøre Jehovas organisation. — Matt. 10:8; Luk. 24:45; 1 Kor. 2:10.
7 Ligesom Jehova i fortiden havde en synlig organisation på jorden har han også i dag en hvorigennem han bibringer mennesker forståelse af sin vilje. Denne organisation er også nødvendig for at kunne koordinere hele den virksomhed der udføres af alle de kristne i de forskellige nationer således at ingen bestræbelser gøres to gange eller kommer til at gå på tværs af hinanden. Også af disse grunde er det vigtigt at høre til organisationen hvis man skal gøre sig håb om at modtage Jehovas ånd.
8. Hvad er ifølge Galaterbrevet 3:2 også nødvendigt for at få den hellige ånd fra Gud?
8 Men er det alt, hvad der er nødvendigt? Kan man modtage hellig ånd fra Gud ved blot at indhente kundskab og slutte sig til Jehovas synlige organisation? Nej, der forlanges mere end det. „Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?“ (Gal. 3:2) Så man må altså „høre“, det vil sige være villig til at rette sig efter hvad man får at vide. Det er ikke ved døde gerninger efter den gamle lovpagt men ved en energisk indsats som udspringer af kristen tro, at man viser Jehova at man er værdig til at modtage hans ånd. For at få Guds ånd må man altså ligesom Jesus indvi sit liv til Jehova og blive døbt.
9. Er det rigtigt af os at bede Jehova om at styrke os ved sin ånd?
9 Samtidig med at man tager de nævnte skridt må man oprigtigt bede om Jehovas ånd. Forhold dig ikke tavs; lad dine ønsker komme frem. I denne henseende er den trofaste troende meget lykkeligt stillet, for han kan gennem bønnen tale direkte med sin Skaber, den sande kilde til al kraft. Jesus sagde: „Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. . . . . Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!“ Tøv derfor ikke med at bede den himmelske Fader om styrke og kraft til at gøre hans vilje, for han kan „gøre langt udover det, som vi beder om eller forstår“. Da Paulus ønskede at Gud skulle styrke den første kirke, søgte han derfor hjælpen hos Gud gennem bøn. „Jeg beder om,“ skrev han, „at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske.“ — Luk. 11:10-13; Ef. 3:20, 15, 16.
10. Udøser Jehova sin ånd i rigt mål såvel over de „andre får“ som over „resten“?
10 Eftersom de fleste af dette blads læsere bekender sig til den skare mennesker Jesus kaldte „andre får“ (Joh. 10:16), vil disse være særlig interesseret i at vide om Jehova skænker styrke til dem, sådan som han skænker den til den salvede „rest“ af Kristi legeme. Står ikke begge skarer, både „resten“ og de „andre får“, over for de samme problemer? Har ikke begge skarer de samme forpligtelser? Deltager de ikke begge i det samme arbejde under de samme prøvende forhold? Begge skarer har derfor samme behov for Guds styrke ved den hellige ånd. Det er utænkeligt at den retfærdige Gud ville stille den ene skare ugunstigt ved at formene den sin ånd, mens han samtidig ville skænke den i overflod til den anden. Hav også i erindring hvordan fortidens trofaste mænd, der jo ikke hørte til den salvede „kirke“, alligevel fyldtes så stærkt med hellig ånd at de kunne optegne de inspirerede skrifter. De var tillige i stand til at vælte hedenske templer, dræbe løver og bjørne, helbrede spedalske, ja tilmed at opvække fra de døde. På tilsvarende måde har de „andre får“ i dag den forret at udføre mange storslåede bedrifter ved hjælp af Jehovas virkekraft.
11. Hvilke faktorer er bestemmende for om man er berettiget til at modtage Jehovas ånd?
11 Den faktor som bestemmer om man er berettiget til at modtage hellig ånd er ikke ens fremtidige lod men snarere ens åndelige modenhed og indstilling. Et menneske kan være villigere til at modtage ånden og rette sig efter dens ledelse end et andet menneske, der måske udslukker ånden fordi det ikke lever fuldt og helt efter dens ledelse. Hvis et menneske stiller sig op imod denne guddommelige førelse, kan det være det forholder sig med vedkommende som det forholdt sig med Saul, om hvem det hedder: „Og Jehovas ånd, den veg fra Saul.“ Hvor ville det være forfærdeligt om nogen af os mistede Jehovas ånd! Saul, og for øvrigt også Judas Iskariot, døde en selvmorders død. Og det kan ske både for den som hører til den salvede „rest“ og for den som hører til de „andre får“ hvis vedkommende ikke passer på. — 1 Sam. 16:14, NW.
Hvordan Jehovas ånd giver sig til kende
12. Nævn tre af elektricitetens formål der på en udmærket måde illustrerer den hellige ånds kraft.
12 Man kan ikke se energi. Når den bringes i anvendelse er det imidlertid let at iagttage resultaterne. Når Jehovas dynamiske energi driver mennesker til handling kan man, selv om den er usynlig, ikke undgå at se virkningerne. Derfor er Jehovas hellige ånd blevet sammenlignet med elektricitet, der kan tjene som oplysning eller som meddelelsesmiddel eller til fremstilling af kraft som kan udføre store arbejdspræstationer. Man kan ikke sige om et menneske er fyldt med hellig ånd ved blot at betragte det, lige så lidt som man ved at se på elektriske ledninger kan sige om de er strømførende eller ikke. Man kan ikke ved bare at se på et batteri konstatere om det er ladet eller ej.
13. Hvad beviser at Jehovas ånd har en oplysende kraft?
13 På samme måde som elektricitet kan anvendes til oplysning, kan Jehovas ånd i disse mørke tider oplyse og klargøre Guds ord. (Sl. 119:105; Joel 3:1) At det kun er hellig ånd som kan tilvejebringe forståelse og ledelse, ser man klart når man betragter den forvirring og mangel på forståelse og ledelse der gør sig gældende i verdens forskellige religiøse organisationer. Disse er blinde for at Guds rige er menneskehedens eneste håb. De kan ikke se at Guds riges konge er blevet indsat i sit embede og nu hersker i himmelen. De er ikke klar over at tilintetgørelsen af den nuværende af Djævelen beherskede ordning nærmer sig med hastige skridt. De indser heller ikke at det lovede bogstavelige paradis står foran sin snarlige oprettelse. De er fuldstændig blinde for disse glædelige og opløftende sandheder, for de åbenbares udelukkende ved Jehovas ånd. — 1 Kor. 2:9, 10.
14. Hvilken rolle spiller den hellige ånd i den universelle og vanskelige krigsførelse som de kristne nu deltager i?
14 Hvis ikke vore dages hærførere havde adgang til at benytte elektriske meddelelsesmidler ville det være dem umuligt at lede store hære på en verdensomspændende front. På lignende vis forholder det sig i den krig hvori kristne nu deltager rundt om på hele kloden. Uden Jehovas ånd ville der ikke bestandig tilgå dem vejledning, og de ville heller ikke have den fornødne styrke til at kæmpe i den hårde nærkamp der udspinder sig med fjenden. — 2 Kor. 10:4-6; Ef. 6:11, 12.
15. Hvilke krævende bedrifter var det muligt for Noa, Samson og andre at udføre fordi de fik styrke ved Jehovas ånd?
15 Kæmpemæssige elektrisk drevne maskiner yder præstationer langt ud over hvad menneskene selv formår. Tilsvarende kan Jehovas kraft drive mennesker til at udføre hvad de ellers ikke evnede. Under Guds ånds ledelse lykkedes det Noa og hans sønner, selv om de ikke var udlærte eller øvede skibsbyggere, at bygge et vældigt, stormsikkert tilflugtssted i arken. Senere hen skulle der opføres et helligt tabernakel, og herom læser vi: „Se, [Jehova] har kaldet Bezal’el, en søn af Hurs søn Uri, af Judas stamme og fyldt ham med Guds Ånd, med kunstsnilde, kløgt og indsigt i alskens arbejde til at udtænke kunstværker og til at arbejde i guld, sølv og kobber og med udskæring af sten til indfatning og med træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens kunstarbejde.“ Det var også Jehovas ånd som gjorde det muligt for det ganske almindelige menneske ved navn Samson at udføre overnaturlige kraftpræstationer. — 2 Mos. 35:30-33; Dom. 13:25; 14:6, 19; 15:14.
16. Hvordan spillede Jehovas ånd ind ved nedskrivningen af Bibelens profetier?
16 Hvordan kunne bibelskribenterne nedfælde profetier uden at gøre sig skyldige i unøjagtigheder? Apostelen Peter giver svaret med ordene: „Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker, der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ Uden denne ledende kraft fra Jehova ville det have været Daniel komplet umuligt 2500 år i forvejen at forudsige begivenheder der er indtruffet i vort tyvende århundrede. Men båret af Jehovas forudseenheds kraft kunne profeten Daniel beskrive den „kolde krig“ mellem den østlige og den vestlige magtblok med en realisme der ikke står tilbage for den som præger overskrifterne i dagbladene. — 2 Pet. 1:21, NW.
17. Hvordan blev Jehovas dynamiske energi demonstreret på Jesu og apostlenes tid?
17 Såfremt Jesus og apostlene skulle bevise at kristendommen havde sin oprindelse hos Gud måtte de vise at de havde overnaturlige evner, hvilket de gjorde. Om Jesus siger den historiske beretning: „Og store folkeskarer kom til ham og havde lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre med sig; dem lagde de ned for hans fødder, og han helbredte dem, så at folkeskaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik og blinde så; og de priste Israels Gud.“ (Matt. 15:30, 31) Hvilken enestående demonstration af Jehovas dynamiske energi! Denne guddommelige kraft var apostlene også i besiddelse af. „Han [Jesus], kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed. Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: . . . ’Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!’“ Om tiden omkring Pinsedagen læser vi: „Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.“ — Matt. 10:1, 5, 8; Ap. G. 2:4.
18. Nævn eksempler på hvad Jehovas folk i vor tid har formået i kraft af Guds ledende ånd.
18 Omsider blev det ud over enhver tvivl fastslået at kristendommen havde sin oprindelse hos Gud, og efter apostlenes død var der derfor ingen som fik overdraget åndens mirakuløse evner til at helbrede folk for deres sygdomme. Men Jehovas ånd har ned igennem tiden fortsat med at være en hjælper for Guds folk. De som igennem mange år har været knyttet til den nye verdens samfund af Jehovas vidner har en tydelig forvisning om Guds ånds virke, for den har i sandhed været den drivkraft der har animeret dem til at arbejde. Intet menneske og ingen gruppe mennesker har æren for Jehovas vidners endrægtige og verdensomspændende forkyndelsesarbejde i de 181 lande og landområder de virker i. Intet menneske skal have tak for den vidunderlige strøm af bibelsandheder de har fået del i. Afgørelser der er blevet truffet vedrørende den teokratiske organisation, oprettelsen af Vagttårnets bibelskole Gilead og Rigets tjenesteskole, samt opførelsen og udvidelsen af trykkerier mange steder på jorden — alt dette og mange, mange andre ting er ikke blevet gennemført ved menneskers evner og forudseenhed alene. De mangfoldige sejre der er blevet vundet i retssale, og som har forsvaret og juridisk befæstet den sande tilbedelse på jorden, er i virkeligheden Jehovas sejre. Hans ånd har stået bag hele dette arbejde og også ledet hans folk til at tage deres ensomme standpunkt over for utilnærmelige blodtransfusionstilhængere. Uden Guds vejledende ånd ville det have været dem umuligt at afbøde den hån og foragt der har regnet ned over dem, samt de velmente, men ufordelagtige „råd“ som oprigtige slægtninge og agtede fagfolk har givet dem. At de så ubøjeligt holder fast ved at de vil anerkende blodets hellighed, skyldes ikke slet og ret menneskelig tankegang eller ledelse. Al ære og pris tilkommer Jehovas vejledende ånd.
19. Hvad vil det sige at synde imod Guds ånd, og hvorfor er det så farligt at gøre det?
19 Jehovas hellige ånd har desuden givet sig til kende ved udstødelse og henrettelse af forbrydere som for eksempel Kora, Datan, Abiram, Akan, Judas Iskariot, Ananias og Safira. For de to sidstnævntes vedkommende siger Bibelen at de havde „løjet imod“ Guds hellige ånd. Man bør derfor omhyggeligt vogte sig for at synde imod Guds ånd. Det var netop hvad farisæerne på Jesu tid ikke gjorde, for de forkastede Jesu undergerninger, hvilket var en fornægtelse af åndens tydelige og åbenbare virke. Man bør derimod med glæde underkaste sig åndens ledelse og vejledning og ikke vende sig eller øve modstand imod den. Prøv aldrig at hindre eller begrænse åndens virke ved at handle på tværs af den eller dens anvisninger. — 4 Mos. 16:1-35; Jos. 7:1-26; Matt. 27:3-10; Ap. G. 5:3.
20. Hvor finder man frugten af Jehovas ånd? Hvorfor kun dér?
20 „Åndens frugt,“ står der i Galaterbrevet 5:22, 23, „er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.“ Hvor kan man i dag finde disse smukke frugter? I verdens mange forskellige samfundsgrene? Naturligvis ikke! Dér finder man kun meget dårlige frugter — had, krige, fordomme, løgnagtighed, tyverier, umoralitet og så videre. Man vil opdage at det kun er den nye verdens samfund af Jehovas vidner der bærer Jehovas ånds skønne frugter, hvilket ikke er nogen hemmelighed. Iagttagere fra verden erkender den hellige ånds åbenbare tilstedeværelse, men hvor mærkeligt det end lyder føler de sig alligevel ikke tilskyndet til at knytte sig til denne enige og lykkelige organisation. Nogle af de mennesker der med forbløffelse har konstateret hvilken fred, harmoni og enhed der hersker inden for Jehovas synlige organisation, har i realiteten kæmpet imod det de med undren har set med egne øjne og som kun kan være et resultat af Jehovas dynamiske energi. De stiller sig på linje med de hykleriske farisæere, idet de synder imod Guds ånd, og det er en synd der ikke findes tilgivelse for. — Matt. 12:32; Hebr. 6:4-6; 10:20.
Kommunismen besejret ved Jehovas styrke
21, 22. Hvorfra får Jehovas vidner den nødvendige styrke til at udholde kommunistisk forfølgelse? Hvad er resultatet?
21 Endnu et vidnesbyrd om at Guds ånd driver Guds folk er at de har kunnet udholde totalitære regeringers vedvarende forfølgelse. Med salmistens ord på læberne synger disse forfulgte Jehovas vidner: „Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger, og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde.“ — Sl. 46:1-3.
22 I denne krig med gudløse og totalitære elementer henter Jehovas folk bestandig styrke fra den himmelske kilde, idet de siger: „Den sande Gud er den som omgjorder mig med levende kraft . . . du vil omgjorde mig med levende kraft til krig.“ (Sl. 18:32, 39, NW; 2 Sam. 22:2, 3, 40) Med denne udrustning har Jehovas vidner bag jerntæppet, selv om de er afskåret fra forbindelse med deres brødre i andre dele af verden, bevist at de er deres undertrykkere langt overlegne i udholdenhed, vitalitet og dynamisk kraft. Og til tyranniske diktatorers fortvivlelse og ærgrelse vokser deres gudgivne arbejde bestandig og fører til resultater.
23. Hvilken slutning må tænkende mennesker uvægerlig drage efter en nøje betragtning af Jehovas trofaste vidner?
23 Vi opfordrer alle tænkende mennesker til at tage Jehovas vidner nærmere i øjesyn. Se selv hvordan de har nedbrudt alle nationale, sociale, religiøse og racemæssige skranker som skiller mennesker. Læg mærke til den enhed og endrægtighed som kendetegner deres virksomhed og gudsdyrkelse. Se hvorledes den hele verden vender sig imod dem og hvordan de alligevel hele tiden bevarer deres uangribelighed under prøvelser. Iagttag hvordan deres organisation har haft fremgang og hvordan de er vokset i tal. Se deres fortærende nidkærhed for og kærlighed til Jehovas retfærdige rige. Overvej omhyggeligt alt dette og det vil gå op for Dem med usvækket klarhed at det er en mægtig, usynlig kraft, ja, Jehovas hellige ånd, der driver disse mennesker. Det er i verdensvid målestok en demonstration af „Åndens enhed“! — Ef. 4:3.
24. Hvilken overordentlig grund taler for at Guds tjenere skal sætte deres lid til styrken fra Jehova?
24 Alt dette forholder sig ganske som Jehova for længe siden har sagt det skulle: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova].“ Det er grunden til at apostelen Paulus tilskrev Jehovas magt æren for den styrke han ejede: „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ Ingen af Jehovas tjenere skal derfor nogen sinde stole på deres egen eller andre menneskers styrke, men de bør i stedet „tjene, alt efter den styrke, Gud skænker, for at Gud i alt må blive herliggjort“. — Zak. 4:6; Fil. 4:13; 1 Pet. 4:11.
25. Hvilke storslåede velsignelser nyder alle der i dag får styrke ved Jehovas ånd?
25 Fordi Jehovas indviede tjenere i alt hvad de foretager sig ønsker at ære og herliggøre Gud, skænker han dem mange velsignelser. Til disse velsignelser hører glæde og lykke. Selv om det var „under stor trængsel“ at de „tog imod ordet“, var det dog alligevel „med glæde i Helligånden“, siger Bibelen. (1 Tess. 1:6) Dertil kommer at Gud har givet følgende løfte: „Salig den, hvis styrke er i dig, . . . Fra kraft til kraft går de frem.“ Den glæde og lykke de føler har intet at gøre med den lystighed som verdens „morsomme mænd“ fremkalder. Nej, det er en ægte og dyb følelse af tilfredshed som de gemmer i hjertet, selv når tårer fremkaldt af fysisk smerte strømmer ned over kinderne når ubarmhjertige slag tildeles dem i en lydisoleret fængselskælder. Denne lykke skænkes de mennesker som glæder Jehovas hjerte og er med til at ophøje hans store navn og hans hellige ord. — Sl. 84:6, 8; Ordsp. 27:11.