36. Hvilket forsøg har presbyterianerne gjort for at slippe uden om vanskelighederne, og med hvilket resultat?

³⁶ Det bør også bemærkes, at i årene 1902-1903 føjede den presbyterianske kirke i de Forenede Stater to kapitler til sin trosbekendelse side om side med en forklarende tekst. Disse tilføjelser havde øjensynlig til hensigt at lempe lidt på strengheden i læren om forudbestemmelse og at bringe den mere i harmoni med de skriftsteder, der taler om den enkeltes personlige valg og nødvendigheden af at øve gode gerninger. Men i deres forsøg på at gøre dette modsiger de i virkeligheden de øvrige udtalelser i deres trosbekendelse. Hvis de ønsker at føje disse kapitler til, burde de slette de andre udtalelser for at undgå uoverensstemmelser. Men skulle de slette disse udtalelser, bliver der ikke noget tilbage af deres lære om forudbestemmelse. I deres forlegenhed har de valgt at beholde begge synspunkter, og derved modsiger de både sig selv og Bibelen. De er selv ansvarlige for denne pinlige situation. De tilføjede udtalelser bringer ikke læren om forudbestemmelse i harmoni med Bibelen, og i deres forsøg på at komme på linie med Skriften modsiger de læren om forudbestemmelse. Disse tilføjelser udvander læren, så den næsten forsvinder. De forkludrer den i den grad, at de simpelt hen afliver den. Der siges for eksempel i kapitel X, afsnit 3, side 45: „Udvalgte spædbørn, der dør som spæde, genfødes og frelses gennem Kristus ved ånden.“ Men i de forklarende udtalelser, side 125, siges der: „Dette skal ikke forstås således, at sådanne, der dør som spæde, er fortabte. Vi tror, at alle, der dør som spæde, er indbefattet blandt de udvalgte.“ Der er ingen bibelsk støtte for denne påstand. — Ez. 9:6.

37. Hvilke udfordrende spørgsmål melder der sig, og hvad kan vi se frem til?

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal 2 Mosebog 4:24-26 forstås? Og videre: Af 2 Mosebog 4:20 synes det at fremgå, at Moses var vendt tilbage til Ægypten, men næste vers taler om hans tilbagevenden som noget fremtidigt. Hvad er rigtigt?

I 2 Mosebog 4:20 står der: „Så tog Moses sin hustru og sin søn og satte dem på sit æsel og vendte tilbage til Ægypten.“ Vers 21 fortsætter: „Men Jehova sagde til Moses: Når du vender tilbage til Ægypten.“ Det strider mod tanken om, at han allerede skulle være vendt tilbage. Vanskeligheden ligger i oversættelsen af vers 20. Der tales der, som om han var vendt tilbage, mens den hebraiske udsagnsform i virkeligheden betyder, at han var ved at vende tilbage, men ikke var nået tilbage. Andre oversættelser synes at give rum for dette syn på sagen. „Moses tager sin hustru og sine sønner og lader dem ride på æslet og vender tilbage til Ægyptens land.“ (Yg) „Moses tog sin hustru og sine sønner og satte dem på et æsel for at vende tilbage til Ægyptens land.“ (AT) Det er derfor fuldkomment logisk, når vers 21 taler om Moses’ tilbagevenden som noget fremtidigt, da rejsen jo ikke var tilbagelagt.

2 Mosebog 4:24-26 fortæller om en hændelse, der indtraf under denne tilbagerejse: „Men undervejs, i natteherberget, kom Jehova imod ham og ville dræbe ham. Da greb Zippora en skarp sten og afskar sin søns forbud og berørte hans blusel dermed [og kastede den for hans fødder, AS], idet hun sagde: Du er mig en blodbrudgom! Så lod han ham i fred. Ved den lejlighed brugte hun ordet blodbrudgom med hensyn til omskærelsen.“ Det tyder på, at Moses havde været forsømmelig i en vis henseende. Han havde ikke omskåret sin søn og således ikke overholdt loven om omskærelse, som Jehova havde givet hans stamfader Abraham. (1 Mos. 17:9-14) Gennem sin repræsentant kom Jehova imod Moses undervejs og ville dræbe hans uomskårne dreng. Moses’ hustru Zippora forstod, hvad der var nødvendigt for at bringe sagen i orden. Hun tog en skarp sten, et almindeligt skæreredskab i de dage, og afskar sin søns forhud og kastede den for fødderne af Jehovas engel, ikke for fødderne af Moses. Ved opfyldelsen af dette krav mildnedes Jehovas vrede, og barnet blev skånet.

Derpå sagde Zippora til Jehova, der var repræsenteret ved sin engel: „Du er mig en blodbrudgom.“ Ved at opfylde de krav, der var gældende med hensyn til pagten om omskærelse, anerkendte og indgik Zippora et pagtsfællesskab med Jehova, og Jehova blev hende som en ægtemand og hun ham som en hustru. At et sådant pagtsfællesskab med Jehova kan sætte ham i samme stilling som en ægtemand, der er gift med den anden parthaver i pagten, vises ved Lovpagten, som han sluttede med Israel. Med henblik på denne pagt siger Jehova om israelitterne: „Jeg var dem en ægtemand.“ (Jer. 31:32, KJ) Efter denne omskærelseshandling sagde Zippora til Jehova, der var repræsenteret ved sin engel: „Du er mig en blodbrudgom.“ Eller: „En blodig ægtemand er du mig“ (KJ), „en blodig ægtemand er du“. (AS) På grund af Zipporas ufortøvede handling „lod han ham i fred“, det vil sige: Jehovas engel lod drengen i fred og dræbte ham ikke, hvad han ellers ville have gjort. (1 Mos. 17:14) I henhold til jødernes overlevering var det Moses’ liv, som var truet på grund af hans forsømmelighed. Moses var ansvarlig for, hvorledes han opdrog og behandlede sin søn. — Se Vagttaarnet, 1. november 1945, side 185, § 38.

● Burde de indledende ord i Johannes 7:22 (NW) „af denne grund“ ikke have stået i slutningen af Johannes 7:21? Som de står i New World Translation, synes de at være uden mening. Hvad er det for en „grund“, der hentydes til? — A. A., Arkansas.

Nej, ordene burde ikke stå som slutning på vers 21. New World Translation har anbragt dem på rette sted i begyndelsen af vers 22 i overensstemmelse med Westcott og Hort’s græske tekst. De fleste bibeloversættelser har dem i begyndelsen af vers 22. Nogle udelader dem helt (f. eks. den danske oversættelse). Andre har ordene sidst i vers 21, men uden nogen som helst god grund. (AS; ED) Og med hensyn til, hvad ordene