Spørgsmål fra læserne
● Hvad betyder ordet „kristenheden“ sådan som det anvendes i Vagttårnsselskabets publikationer?
I de fleste tilfælde benytter vi udtrykket „kristenheden“ i den mere begrænsede betydning der nævnes først i ordbøgerne: „de der bekender sig til kristendommen“, det vil sige navnkristendommen, i modsætning til Bibelens sande kristendom. Denne betydning lægger hovedvægten på det religiøse aspekt. Undertiden benytter vi dog også ordet i den bredere betydning: „som stedsangivelse; den del af verden hvor kristendommen er den herskende religion“.
Om ordet i de enkelte tilfælde er brugt i den mere begrænsede, religiøse betydning, om mennesker der bekender sig til navnkristendommen, eller i den brede, geografiske betydning, vil altid fremgå af sammenhængen. Hvis der for eksempel henvises til kristenheden som en del af den falske religions verdensimperium („Babylon den Store“) og til at dette imperium af falsk religion vil blive tilintetgjort først i ’den store trængsel’, er det indlysende at ordet bruges i den mere begrænsede betydning, eftersom de politiske og kommercielle elementer i kristenhedens område ikke vil gå til grunde samtidig med det religiøse element. — Åb., kap. 17; Matt. 24:21.
● Hvordan bør en kristen se på det at bruge blod som gødningsmiddel, som dyrefoder eller til et andet formål som ikke indebærer at han spiser det?
Her som i andre tilfælde bør en kristens indstilling og handlinger afspejle hans bibelske respekt for blodets hellighed.
Mange som ikke kender eller bekymrer sig om Guds indstilling, bifalder at man benytter menneskeblod til blodtransfusioner. Nogle steder er det også almindeligt at man benytter dyreblod i fødevarer, for eksempel i blodpølse. Det omfattende misbrug af blod ender imidlertid ikke her. Forretningsfolk søger at tjene penge på blodet fra slagtede dyr ved at fremstille plantegødning af det, tilsætte det til hunde eller kattemad, eller anvende det i andre produkter.
Ud fra Bibelen ved de kristne imidlertid at blodet ikke bare er et biologisk produkt på linje med andre produkter som man kan bruge som man vil. Bibelen viser at blodet repræsenterer livet. Gud sagde derfor til Noa at menneskene ikke måtte spise blod. (1 Mos. 9:3, 4) Senere tog Jehova Gud dette forbud med i Moseloven. (3 Mos. 17:12; 5 Mos. 12:23) Efter at Loven var afskaffet, pålagde han de kristne at „afholde sig . . . fra blod“. Af den grund spiser Jehovas vidner ikke blod, tager ikke imod blodtransfusion og billiger ikke den kommercielle anvendelse af blod. — Apg. 15:19, 20, 28, 29.
Man vil bedre kunne forstå at denne holdning er rigtig hvis man undersøger hvad fortidens israelitter gjorde med blodet af de dyr de slagtede.
Gud sagde til israelitterne at blodet kun måtte anvendes på alteret til ofring. (3 Mos. 17:11) Hvis et dyrs blod ikke blev anvendt på denne måde, skulle det hældes ud på jorden. Derved vendte blodet i en vis forstand tilbage til Gud, for jorden er hans fodskammel. — 3 Mos. 17:13, 14, Es. 66:1.
Denne begrænsning vedrørende brugen af blod blev yderligere understreget for israelitterne ved det de fik at vide om brugen af fedt. I modsætning til hvad der blev krævet af sande tilbedere før og efter Moseloven, måtte israelitterne i den tid Moseloven var i kraft, ikke spise fedt. Et offerdyrs fedt blev anset for at være den bedste del af dyret og kunne derfor brændes på alteret som et offer til Gud. (3 Mos. 3:3-5, 16) Hvad dette angår, skulle de der var under Loven altså betragte blod og fedt ens. I en anden situation var der imidlertid en forskel. I hvert fald i de tilfælde hvor et dyr døde af sig selv eller blev dræbt af et andet dyr, sagde Guds lov at fedtet ’måtte bruges til alt’, bortset fra at man ’under ingen omstændigheder måtte spise det’. Hvad viser dette? Hverken blod eller fedt måtte spises, men Jehova sagde at fedtet gerne måtte bruges til andre formål end til ofring. Det sagde han imidlertid ikke om blodet. Hvis et dyrs blod ikke blev ofret på alteret, skulle man lade det løbe ud på jorden og således give dyrets liv tilbage til Livgiveren. — 3 Mos. 7:22-27.
Kristne er ikke underlagt Moseloven. (Rom. 7:6; Kol. 2:13-16) Vi har imidlertid fået direkte påbud om at ’afholde os fra blod’. Og når vi tænker på at vor frelse er blevet muliggjort ved Kristi blod, bør vi føle os stærkt forpligtede til at respektere blodets hellighed. (Ef. 1:7, Kol. 1:13, 14, 20) En kristen der har en dyb forståelse af dette, behøver ikke endeløse regler for hvordan han bør forholde sig til den kommercielle anvendelse af blod.
Lad os for eksempel tage brugen af blod som gødning. Når en israelitisk jæger lod et dyrs blod løbe ud på jorden, var det ikke for at gøde jorden. Han lod blodet løbe ud på jorden af respekt for blodets hellighed. Vil en kristen der har den samme forståelse af blodets betydning, da bevidst indsamle blodet fra slagtede dyr for at bruge det som gødning? Næppe, for en sådan anvendelse af blodet — der tager sigte på at give brugeren et vist udbytte — vil ikke vidne om dyb respekt for det faktum at blodet repræsenterer livet.
Kristne kan naturligvis ikke forbyde ikkekristne at anvende blod i kunstgødning eller andre produkter. Men hvis de fleste kunstgødninger på markedet indeholder blod, må den kristne tage stilling til hvad han personligt vil gøre. Han kan tage sådanne faktorer i betragtning som Bibelens vejledning om at man skal ’afholde sig fra blod’, muligheden for at skaffe alternative produkter, hans egen bibeloplærte samvittigheds stemme, samt andres følelser. — Jævnfør Første Korinterbrev 8:10-13.
Et andet spørgsmål der kan være aktuelt er om man kan benytte dyrefoder som indeholder blod. Det er sandt at mange dyr i naturen for øjeblikket ikke lever af planteføde, sådan som Bibelen siger at de oprindelig gjorde. (1 Mos. 1:30) Mange dyr er kødædende og æder også blod. Men vil en kristen som kender Guds lov om blodet, alligevel bevidst give sine husdyr foder som indeholder blod? Vil det være foreneligt med hans viden om hvordan blodet blev behandlet under Moseloven?
Endelig er der opstået nogle spørgsmål om hvad man kan gøre ved døde dyr der indeholder blod. En israelit der fandt et selvdødt dyr kunne sælge det til en udlænding der ikke bekymrede sig om at overholde Guds lov. (5 Mos. 14:21) Det er dog værd at bemærke at denne bestemmelse ikke gav israelitten frihed til at indlede en regelmæssig handel med blod eller med kød som indeholdt blod. Han måtte heller ikke med overlæg dræbe et dyr og lade blodet blive i det fordi nogle bedre kunne lide kødet på den måde eller for at det skulle veje mere. Bestemmelsen tog udelukkende sigte på at vise ham hvordan han kunne skaffe sig af med et kadaver som han ikke kunne bruge til føde.
På samme måde kan en landmand i dag komme i den situation at han skal skaffe sig af med et dødt dyr som blodet ikke er løbet af, for eksempel en ko som han har fundet død og som det ikke længere er muligt at lade blodet løbe af. Eller en jæger kan finde et dødt dyr i en fælde. Hvad kan han gøre med det døde dyr? Sælge det til en kødfoderfabrik? Sælge det til en ikkekristen der enten vil bruge kødet selv eller sælge det videre? Hver enkelt kristen må træffe sin egen afgørelse under hensyntagen til landets lov samt de faktorer der er nævnt i det foregående, deriblandt værdien af at have en god samvittighed over for Gud og mennesker. — Apg. 24:16.