Forståelse af livets og blodets hellighed

„Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand.“ — Åb. 7:17.

 1, 2. Hvordan viser mange at de ikke sætter livet højt? (Sl. 115:17)

HVAD er mere dyrebart end livet? Uden livet kunne vi intet. Og dog ser vi alle vegne i dag vidnesbyrd om at mange ikke sætter livet særlig højt — hverken deres eget eller andres.

² Er det ikke det vi ser i trafikken, hvor mange kører uforsvarligt, måske under indflydelse af alkohol eller narkotika, og spreder død og ødelæggelse omkring sig? Andre søger spænding i farlige sportsgrene der beviseligt kræver mange menneskeliv hvert år. Og hvordan med de millioner af mennesker der ryger tobak eller spiser umådeholdent, selv om de ved at det kan være skadeligt for deres helbred og forkorte deres liv?

 3. Hvorfor bør vi søge at opnå Guds syn på livet? (Sl. 25:4, 5)

³ I betragtning af denne udbredte indstilling kan vi passende spørge om vi selv er taknemmelige for livet og sætter det højt. En nøgle til at opnå fuld forståelse af livets værdi — en forståelse der vil berøre såvel vore tanker som vore handlinger — er at anerkende at livet er en gave fra Jehova. Han er „en levende Gud“ og „livets kilde“. (Jer. 10:10; Sl. 36:10) Da apostelen Paulus talte med nogle græske filosoffer, sagde han om den Højeste: „Han giver selv liv og ånde og alting til alle. . . . For ved ham lever vi og bevæger vi os, og er vi til.“ (Apg. 17:25, 28) Det er derfor logisk at vi bør betragte livet på samme måde som Gud. Gør vi det? For at kunne svare, må vi vide hvordan Gud betragter livet. Så kan vi sammenligne vort syn på det med hans.

 4. Hvoraf fremgår det at Jehova regner livet for helligt?

⁴ Jehova regner livet for helligt, for noget der må værnes om. Det fremgår af at han gentagne gange fordømmer mord og de sindsstemninger der ofte fører til mord. (2 Mos. 20:13; 1 Joh. 3:11-15; Åb. 21:8) I det gamle Israel bestemte Jehova endvidere at der skulle være nogle tilflugtsbyer, byer hvor man kunne søge i sikkerhed hvis man utilsigtet forvoldte en andens død. Hvorfor måtte en uforsætlig manddraber tage det temmelig store skridt det var at forlade sit hjem og bosætte sig i tilflugtsbyen, måske i årevis? Fordi han havde været årsag til at et liv, et helligt liv, var gået tabt. Vi forstår at den guddommelige ordning med disse byer ville fremme respekten for livets hellighed. — 4 Mos. 35:9-29.

 5, 6. Hvorfor er det meget passende at blodet forbindes med livet?

⁵ Efter at have beskrevet denne ordning sagde Gud til israelitterne: „Vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet.“ (4 Mos. 35:33) „Blodet“ står her for offerets liv. Gud henledte således opmærksomheden på den vigtige forbindelse der er mellem blodet og livet.

⁶ Selv om vi ikke normalt går og taler om blodet, er vi alle klar over at vi behøver det for at leve. Blodet spiller en rolle i alle de vigtige processer der foregår i vort legeme. Det fører livsopretholdende ilt ud til cellerne, fjerner affaldsstoffer fra cellerne, hjælper legemet med at tilpasse sig skiftende temperaturer, og er et vigtigt led i legemets forsvar mod sygdomme. I de flestes øjne er blodet slet og ret en nødvendig væske. For nogle er det en indtægtskilde. De køber blod af fattige eller forsumpede mennesker og sælger det videre til blodbanker eller hospitaler. Og meget dyreblod benyttes i fødevarer, gødning og andre produkter. Det er tydeligt at mange ikke regner blodet for helligt.

 7, 8. (a) Hvorfor bør vi se nærmere på hvad Guds ord siger om livet og blodet? (b) Hvilke spørgsmål melder sig i forbindelse med Efeserbrevet 1:7 og genløsningen?

⁷ Ved hjælp af Guds ord forstår vi imidlertid at blodet er andet og langt mere end blot en naturlig væske vi ikke kan undvære. Det Skaberen siger om livet og blodet, bør indvirke på vore handlinger og på selve vor livsholdning. Det kan endda berøre vor evige fremtid. Hvordan det? Vi ledes ind på svaret hvis vi sammenligner følgende citater af Efeserbrevet 1:7 fra to nyere bibeloversættelser og navnlig lægger mærke til de fremhævede ord:

„Ved hjælp af ham [Kristus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“ — Ny Verden-oversættelsen.

„For ved Kristi død har vi opnået frihed, det vil sige, er vore synder blevet tilgivet. Hvor stor er ikke Guds nåde.“ — Today’s English Version.a

⁸ Af begge oversættelser ser vi at Gud er interesseret i os, i vort liv. Derfor sendte han sin enestefødte søn, Jesus, som et genløsningsoffer der kunne udfri mennesker fra synd og fordømmelse. (1 Tim. 2:5, 6; Joh. 3:16, 17) Jesus sagde selv: „Jeg er kommet for at [I] kan have liv og kan have det i overflod.“ (Joh. 10:10) Men som vi ser, er der visse bibeloversættelser som siger at dette resultat opnås ved Kristi død fremfor ved Kristi blod. Gør det nogen forskel? Og hvordan kunne det berøre os — vor tankegang, vore handlinger og vor fremtid? Lad os undersøge det nærmere.

Hvad Gud siger om livet og blodet

 9. Hvordan ved vi at Jehova anser blodet for at repræsentere livet?

⁹ Da Jehova for første gang gav mennesker lov til at spise dyrekød, gav han tydeligt til kende hvordan han betragtede livet og blodet. Han sagde til Noa og hans familie, som vi alle nedstammer fra:

„Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for eders eget blod kræver jeg hævn; . . . Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ — 1 Mos. 9:3-6.

Alle mennesker som levede på det tidspunkt, fik altså at vide at blodet, set med Guds øjne, repræsenterede livet. Menneskets blod var et udtryk for dets ’sjæl’, eller, som det gengives i mange bibeloversættelser, dets ’liv’. (Today’s English Version; den katolske Jerusalem-Bibel; oversættelsen af rabbi Isaac Leeser) Senere blev billedet udvidet, idet den guddommelige Livgiver tilføjede flere detaljer som hjælper os til at forstå hvor stor moralsk betydning han tillægger livet, repræsenteret ved blodet.

10, 11. Hvad gjorde de israelitiske præster med offerdyrenes blod, og hvilket spørgsmål stiller vi i den forbindelse?

¹⁰ Dette gjaldt især da han sluttede Lovpagten med Israel. Ved pagtens indgåelse blev der bragt dyreofre, og pagten blev stadfæstet ved hjælp af offerdyrenes blod. (2 Mos. 24:3-8; Hebr. 9:17-21) Blandt Lovpagtens bestemmelser var der love om syndofre; ved disse ofre blev der udgydt blod som et udtryk for det liv man ofrede til Gud for at opnå soning for sine synder. (3 Mos. 4:4-7, 13-18, 22-30) Eftersom Gud tillagde blodet værdi som sonemiddel, blev der udgydt dyreblod på den årlige forsoningsdag. Først blev der bragt en tyr og derefter en buk som syndoffer. I begge tilfælde tog ypperstepræsten noget af blodet med ind i det Allerhelligste i tabernaklet (senere templet) og stænkede det foran pagtens ark, der symboliserede Guds nærværelse. (4 Mos. 7:89; 2 Mos. 25:22; 3 Mos. 16:2) Derefter strøg han også noget af blodet på offeralteret. — 3 Mos. 16:11-19.

¹¹ ’Men hvad angår det mig?’ vil nogle måske tænke. Det ovennævnte kunne forekomme nogle blot at være gamle ritualer som ikke engang jøderne overholder mere. Hvordan berører disse ting vort håb for fremtiden og vor forståelse af livet og blodet?

12. Hvad var, ifølge Jehovas lov, den eneste måde blodet måtte bruges på? Hvorfor? (5 Mos. 12:20-27)

¹² I Tredje Mosebog, kapitel 17, forklarede Jehova Gud selv hvilke principper der lå til grund for disse offerbestemmelser. Det han sagde her, har stor betydning for os. Gud erklærede: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af eder må nyde blod.“ (3 Mos. 17:11, 12) Ja, Skaberen og Livgiveren erklærede tydeligt sin holdning: Blodet (som repræsenterede livet fra ham) måtte kun bruges på én måde — til ofring. Gud tillagde således blodet en bestemt værdi; han satte det til side som noget der var helligt. Under Moseloven måtte man hverken spise eller drikke det eller bruge det på nogen anden måde som mennesker kunne finde på. Når man nedlagde et dyr for at spise det, ikke for at ofre det, skulle man lade blodet løbe ud på jorden; derved blev dyrets liv i en vis forstand givet tilbage til Gud, og den israelitiske jæger beholdt kun kødet. (3 Mos. 17:13, 14) Men hvordan berører dette os nu, eftersom hverken jøderne eller de kristne har et guddommeligt anerkendt tempel hvor der kan bringes dyreofre?

Vor syndige stilling — Guds løsning — livet og blodet

13. Hvordan ved vi at vi er underlagt synden?

¹³ Vi må alle indrømme at vi er ufuldkomne og syndige. Apostelen Paulus bekræftede dette, og han forklarede hvordan det er gået til. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker [deriblandt os] fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Det syn vi bør have på livet og blodet, hænger direkte sammen med dette forhold.

14. Hvad var forsoningsdagens ofre et forbillede på?

¹⁴ Som apostelen Paulus blev inspireret til at forklare i Hebræerbrevet, var dyreofrene under Lovpagten ikke tilstrækkelige til at bringe fuldstændig soning; af den grund måtte de gentages år efter år. Disse ofre, især dem der blev bragt på forsoningsdagen, var imidlertid „en skygge af kommende goder“. (Hebr. 10:1-4; 8:5, 6; 9:9, 10) Den virkelighed de pegede frem til var Kristi genløsningsoffer, der til fulde kan sone alle vore synder. Herom skrev Paulus:

„Da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted [ind i selve himmelen] og skaffede os en evig udfrielse. For hvis blodet af bukke og tyre . . . helliger så vidt som til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud? Så det er derfor han er mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede kan få løftet om den evige arv, . . . uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ — Hebr. 9:11-15, 22.

15. Hvordan har Guds syn på blodet noget at gøre med vort håb om evigt liv?

¹⁵ Dette hjælper os til bedre at forstå hvorfor det er så vigtigt at have Guds syn på blodet. Et af Bibelens centrale temaer er at Jesus kom til jorden for at give sit liv som et genløsningsoffer. Kun i kraft af denne genløsning kan vi få vore synder tilgivet og få håb om evigt liv. (Matt. 20:28; Rom. 3:23, 24; 6:22, 23; 1 Tim. 1:15, 16) For at opnå dette må vi tro på Jesu offer, hvilket indebærer at vi må have nøjagtig kundskab om og værdsættelse af det Jesus gjorde da han gav afkald på sit liv, repræsenteret ved sit blod. — 1 Tim. 2:3, 4; Gal. 3:22.

16, 17. Hvad har nogle bibeloversættere gjort flere steder hvor ordet blod anvendes? (Rom. 5:9; Kol. 1:20)

¹⁶ Lad os nu, på baggrund af disse oplysninger om dyreofre, soning, blod og Jesu genløsningsoffer, igen rette vor opmærksomhed mod Efeserbrevet 1:7. Ifølge de fleste oversættelser står der i dette vers at vi har ’udfrielse ved en løsesum ved Kristi blod’. Men nogle nyere oversættelser siger i stedet „Kristi død“. Gør det nogen særlig forskel?

¹⁷ I grundteksten bruges der i Efeserbrevet 1:7 det græske ord haima, der betyder „blod“. Hvorfor gengiver nogle oversættelser det da, både her og andre steder, med „død“? Oversætterne har forstået at der i nogle skriftsteder hvor ordet „blod“ nævnes, er tale om menneskers død eller om ansvaret for mordet på dem. (Luk. 11:50, 51; Apg. 5:28; Åb. 6:10) Da jøderne råbte på at få Jesus henrettet, for eksempel, vaskede Pilatus offentligt sine hænder og erklærede: „Jeg er uskyldig i dennes blod,“ hvortil jøderne svarede: „Hans blod komme over os og over vore børn.“ (Matt. 27:24, 25; jævnfør Åbenbaringen 7:14.) Nogle oversættelser har taget sig den frihed at gengive stedet på denne måde: „Jeg er ikke ansvarlig for denne mands død.“ Og: „Lad straffen for hans død falde på os og på vore børn.“ (TEV) Men hvad bliver resultatet når ordet „blod“ erstattes med „død“ de steder hvor der er tale om Jesu offer? Kunne det være vi gik glip af noget som Gud ønsker vi skal forstå?

18. Hvorfor har Kristi død stor betydning? (1 Kor. 11:26; Hebr. 2:14)

¹⁸ Det kan ikke nægtes at Bibelen lægger stor vægt på Jesu død. Paulus skrev: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ Og: „Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne.“ (Rom. 5:8; 1 Kor. 15:3) Da Jesus villigt opgav sit fuldkomne menneskeliv, tilbagebetalte eller opvejede han det Adam satte over styr da han førte os ud i vor syndige tilstand.

19, 20. Hvilke ting foruden selve Jesu død er indbefattet i udtrykket „Messias’ blod“? (Hebr. 4:14-16)

¹⁹ Når Bibelen taler om „Messias’ blod“, skulle det imidlertid sige os noget vigtigt som vi ikke uden videre vil forstå hvis vi blot taler om hans død. (Ef. 2:13) Kristus kunne ikke blot dø og forblive død.b Som en opfyldelse af forsoningsdagens mønster, som Jehova selv var ophav til, måtte Jesus fare op til himmelen og træde frem for Gud. Dér kunne han frembære værdien eller fortjenesten af sit livsblod, ligesom ypperstepræsten på forsoningsdagen tog offerblodet med ind i det Allerhelligste. Paulus drog klart denne parallel: „Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os.“ — Hebr. 9:24, 11, 12; 13:11.

²⁰ I himmelen er Jesus Kristus endvidere i live og i stand til at gå i forbøn for alle som tror på hans offer, og hjælpe dem til at opnå frelse. Paulus skrev derfor: „Når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv.“ — Rom. 5:10.

21, 22. Hvad har „Kristi blod“ at gøre med vort liv?

²¹ Med god grund siges der derfor i værket Die Religion in Geschichte und Gegenwart at man i de fleste tilfælde „ikke kan erstatte Kristi blod med hans død Kristi blod betyder mere end det. Det understreger den nære forbindelse mellem Jesu død og både hans liv og hans sejr i hans opstandelse og ophøjelse“. Det tilføjes at der i udtrykket „Kristi blod“

„ligger en videreførelse af den gammeltestamentlige, jødiske opfattelse af blodets værdi som sonemiddel, hvilket var baggrunden for den måde ofrene blev betragtet på og for den forestilling at den retfærdiges død kunne skaffe soning. . . . Dette udtryk minder os om at vi er blevet købt for en høj pris, om den der betalte løsesummen og om hvad denne sum bestod i. Desuden minder det os om at vi er blevet udfriet fra synd og død for evigt ved tro på den pagt der blev indgået ved hans blod. Udtrykket Kristi blod omfatter virkningen af hans død og opstandelse.“c

²² Tænk hvor stor betydning der således ligger i mange af de skriftsteder hvor Jesu blod nævnes! Ved hjælp af hans blod kan vi få vore synder tilgivet. (Åb. 1:5; Hebr. 10:29) Vi kan blive udfriet fra en frugtesløs adfærd. (1 Pet. 1:18, 19) Vi kan tilhøre en menighed af mennesker som Gud godkender og leder. (Apg. 20:28) Og vi har håb om at opnå fuldkommenhed og evigt liv under en regering som omfatter mennesker der er blevet købt med dette blod. — Åb 5:9, 10; 12:10, 11; Kol. 1:20.

23. Hvordan bør vi se på blodet?

²³ Alle som påskønner deres eget liv bør således forstå hvad Gud siger om blodet. Han regner det for helligt. Han har bestemt at det ene og alene må benyttes til ofring på alteret. Og han har tydeligt vist i sit ord at vort håb om en evig fremtid helt og holdent hviler på hans søns offerblod. Men hvordan kan vi personligt vise at vi forstår og anerkender blodets hellighed? Det er et vigtigt spørgsmål som vil blive taget op i den næste artikel.

[Fodnoter]