„dystre og strenge“ og påstod, at de ved deres forsøg på at stifte oprør og omstyrte myndighederne prøvede på at fremtvinge en øjeblikkelig opfyldelse af deres profetier. Regeringen var mere opsat på, at de skulle tilbagekalde deres ord, end på at lade dem lide, og det skyldtes muligvis, at disse uskyldige menneskers liv tog glansen af Romerrigets historie. Selv når de var blevet dømt, holdt de kristne valget mellem liv [ved kompromis] og død i deres egne hænder. De kristne kunne være sikre på, at de overtroiske romere ville give dem skylden for ethvert tænkeligt onde, det være sig jordskælv, pest eller oversvømmelser, idet romerne indbildte sig, at alt sådant var tydelige tegn på gudernes vrede over selve de kristnes eksistens. Men det er bemærkelsesværdigt, at der til trods herfor var mange hedninger, endog officerer i hæren, som omvendte sig til kristendommen på grund af den urokkelige tro, de kristne udviste under selv den grusomste tortur.

Til trods for, at de måtte kæmpe imod modstand, blev de alligevel ved at gå fremad; selv om deres gudsdyrkelse blev forbudt, fortsatte de med at komme sammen, skønt det ofte måtte foregå i katakombernes underjordiske gravkamre. Lige så sandt, som Paulus’ brev til hebræerne beskriver de førkristne vidner for Jehova Gud, sådan blev disse trofaste også „. . . stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, . . . led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd“. — Hebr. 11:37, 38.

Er det det samme i dag? Jehovas vidners erfaringer synes at bekræfte det. På samme måde som de kristne i de første århundreder er de falskeligt blevet stemplet som oprørere, nazister, kommunister, kapitalistiske amerikanske spioner og som „hadere af alt“ i almindelighed, alt afhængigt af, hvor de har været, og hvad der lettest ville gøre dem upopulære. Men kendsgerningerne viser, at det er deres anklagere, der er haderne, og deres gerninger simpelthen en opfyldelse af den del af Jesu store profeti om disse sidste dage, der lyder således: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“

Før og under den anden verdenskrig var disse trofaste kristne vidner genstand for pøbelangreb, mishandlinger og fængslinger i de demokratiske lande, mens de standhaftigt trodsede bøddelens økse, galgerne og torturkamrene i de nazistiske koncentrationslejre. Siden krigen er de blevet forbudt, pint og dræbt i de kommunistiske lande, og i såkaldte „frie“ lande som f. eks. Grækenland er voldshandlingerne taget til i en sådan grad, at man har ladet dem skyde. Det kan ikke være anderledes, for vi lever under det samme tingenes system, som myrdede Kristus Jesus og forgæves søgte at udrydde hans første efterfølgere fra jordens overflade.

Denne ilde medfart afskrækker dog ikke retsindige mennesker fra at slutte sig til det eneste virkelig glade folk på jorden, der ikke roser sig af forfølgelsen, men af at ophøje deres Gud. Tro imod deres Gud og deres egne erfaringer viser de ikke dem, der søger efter fred og glæde, hen til det gamle tingenes system. De forkynder Jehova Guds nye verden!

Gør fremskridt i at tæmme tungen

DISCIPLEN Jakob gav nogle råd angående den menneskelige tunge. Ved hjælp af træffende illustrationer viste han, hvor vanskeligt det er at kontrollere denne lille legemsdel. Hvis et menneske kunne kontrollere tungen, ville han være i stand til at holde hele legemet i tømme. Bidslet i hestens mund kan dirigere hele dens krop. Det lille ror på et stort skib, der drives af stærke vinde, kan dreje hele skibet rundt. På samme måde er tungen et lille lem på legemet, men den taler store ord. Ligesom blot en gnist kan sætte en skov i brand, således kan tungen være en ild, der antænder hele legemet og fordærver det. Dyr, fugle, slanger, havdyr, alle kan de tæmmes af mennesket. „Men tungen kan intet menneske tæmme.“ Hvorfor? Fordi, „hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand“.

Samme kilde giver ikke både velsmagende og bittert vand. Et figentræ bærer ikke oliven, og et vintræ ikke figener. Ikke heller giver en salt kilde fersk vand. Og dog sender menneskets tunge både velsignelser og forbandelser ud af den samme mund. Det burde ikke være sådan. Selv om vi erkender, at så længe de kristne er i det ufuldkomne kød, kan tungen ikke tæmmes til fuldkommenhed, og at dette skulle få os til at vise barmhjertighed mod angrende overtrædere, så vil det dog ikke sige, at uret tale er noget, vi skal undskylde uden videre og ganske rolig kan hengive os til. Vi bør være på vagt for at volde så lidt fortræd som mulig med den uregerlige, skadelige tunge, som er fuld af dødelig gift. Vi bør kunne vise, at vi gør fremskridt i vore bestræbelser for at tæmme tungen og undertrykke dens ophidsende udbrud. Som Jakob sagde (NW): „Det er ikke rigtigt, mine brødre, at disse ting fortsætter på denne måde.“ — Jak. 3:2-12.

Tunger, som brænder af begær efter at sladre

„Den, der holder hele loven, men blot på eet punkt snubler, er blevet skyldig i alle. Thi han, som sagde: Du må ikke bedrive hor, har også sagt: Du må ikke slå ihjel. Dersom du da ikke bedriver hor, men slår ihjel, er du dog blevet overtræder af loven.“ (Jak. 2:10, 11) Med denne regel for øje må vi lægge mærke til et andet punkt i loven: „Du må ikke gå rundt og bagvaske din landsmand.“ (3 Mos. 19:16) Den, som er klog, vil heraf kunne se, hvor alvorlig en ting sladder er, og hvor dåragtigt det er at undskylde den som harmløs samtale. Moselovens forbud mod bagtalelse er blevet ført over på de kristne, som ikke er under den lov.

„Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak.“ (1 Tim. 5:13) Det, der først og fremmest er de kristnes opgave, er at bruge deres tunge til at forkynde evangeliet, men nogle lediggængere foretrækker at beskæftige sig med andres sager: „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved.“ (2 Tess. 3:11) Resultatet af en sådan fremgangsmåde bliver, at de på en vanærende måde må lide som dem, der blander sig i andres sager: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager. Men hvis han lider som en kristen, lad ham ikke føle skam.“ — 1 Pet. 4:15, 16, NW; Ordsp. 20:3.

En, der sladrer, er ikke nogen trofast ven. „Ven viser