At synde vil sige at „ramme ved siden af et målmærke“. „Den nye moral“ rammer ved siden af målmærket; det fremgår af dens frugter. Visse adfærdspsykologers påstand om at ingen af os træffer personlige beslutninger, og at vi derfor ikke har noget ansvar, svarer blot til at feje synden ind under gulvtæppet. Det er en psykologi som ikke erkender nogen fejl: ingen er ansvarlige, ingen er skyldige, ingen begår synder. Netop denne form for vås gribes af jeg-dyrkerne; med støtte i denne psykologi spørger de troskyldigt: „Synd? Hvad er det for noget?“

Derimod er det god psykologi at erkende sin synd og få et sundt syn på den. Guds ord er nøglen til dette. Det viser at vi må have den rette agtelse for og forståelse af os selv, være forstående over for andre, og fremfor alt elske Skaberen, Jehova Gud, og acceptere hans principper som rettesnor. Derom handler den næste artikel.

Nødvendigt: kærlighed til Gud, kærlighed til andre, kærlighed til os selv

„Du skal elske Jehova din Gud . . . Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mark. 12:30, 31

VI MÅ se os selv som vi er, indse hvordan vi er skabt, og hvad historien har vist om os. Hvilken vej har vist sig at være den gavnligste og klogeste?

Vi er mennesker af kød og blod, men vi har også en åndelig side. Skal vi da blive som hedonister, der udelukkende går op i kødelige fornøjelser? Eller som asketer, der spæger legemet for åndens skyld?

Bibelen anbefaler selvfølgelig ikke at man kun dyrker de kødelige nydelser. Men den taler heller ikke for askese, som nogle religioner gør. Den siger: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ — Kol. 2:23.

Bibelen taler ikke for at gå til yderligheder, men for ligevægt og rimelighed. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ siger den. (Fil. 4:5) Hvis vi går overmåde meget op i kødet, sulter vi ånden. Men hvis vi bliver helt fanatiske med hensyn til det åndelige, lider kødet under det. Vi må have omsorg for kødet uden at blive materialistiske: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Kødet har betydning, men ånden har dog større betydning: „Mands mod udholder sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt ånd?“ Det er altså livsvigtigt for os at være opmærksomme på det åndelige behov: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — 1 Tim. 6:8; Ordsp. 18:14; Matt. 5:3.

Man må elske sig selv

Elske sig selv? Jamen, er det ikke netop ego-generationens mentalitet? Nej, for det drejer sig ikke om den selvoptagne Narcissus-kærlighed, den kærlighed der udelukker at man kan have ægte kærlighed til andre. Men for at kunne elske andre må man faktisk elske sig selv. Dette erkendes af den moderne psykologi, men det var også erkendt allerede for 3500 år siden. Dengang skrev Moses, i Tredje Mosebog 19:18: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Man må elske sig selv, og elske sin næste som sig selv.

At vi skal elske os selv, betyder at vi må vise omsorg for os selv, nære selvrespekt og have en vis forståelse af vort eget værd. En betingelse for dette er at vi lever op til det som vi ved er rigtigt i Guds øjne, det som vor veloplærte og følsomme samvittighed forventer af os. Hvis ikke, bliver vi utilfredse med os selv, vi føler os skyldige og brødebetyngede. I denne tilstand af utilfredshed er vi tilbøjelige til at skyde skylden på andre, og så bliver vort forhold til andre spoleret.

Også dette fremgår af beretningen om Adam og Eva. De to vidste hvad der var rigtigt. Da de havde gjort det modsatte, skjulte de sig for Gud, fordi de havde dårlig samvittighed. Og da de blev udspurgt, prøvede de begge at give andre skylden — Adam skød skylden på Eva, og på Gud fordi han havde givet ham kvinden; Eva gav slangen skylden. (1 Mos. 3:12, 13) Adam kunne ikke længere føle nogen sand selvrespekt eller kærlighed til sig selv, og hans forhold både til Gud og til Eva blev ødelagt. Også Eva prøvede at rense sig og genoprette sin selvrespekt ved at give andre skylden. Men på denne måde bliver man ikke sin dårlige samvittighed kvit, medmindre samvittigheden da er totalt ufølsom. Man prøver måske, men man kan ikke narre sig selv, og den indre utilfredshed stiller sig i vejen for kærligheden til andre. Man må altså kunne elske sig selv.

Kærligheden til andre

Den moderne psykologi erkender også at vi har behov for at elske andre. Psykoanalytikeren Willard Gaylin udtalte i bladet Atlantic for januar 1979:

„En isoleret eksistens kan simpelt hen ikke gennemføres. Et menneskeligt væsen er menneskeligt fordi det næres af andre menneskelige væsener; uden dette kan det ikke eksistere. Hvis kærligheden og omsorgen kun gives i minimalt omfang, kan det måske nok overleve som biologisk enhed, men uden de menneskelige egenskaber der hæver det op over dyrenes hob. Hvis individet, selv efter at dets udvikling er fuldført, på et vigtigt punkt unddrages kontakten med andre af sin art, vil det måske i sin fantasi for en tid kunne genskabe de sociale relationer som holder det oppe, men det løber den risiko at synke ned til dyrenes stade.“

Psykoanalytikeren Otto Kernberg udtalte i bladet Psychology Today, udgaven for juni 1978:

„Alt andet lige, så sker der noget med et menneske når det får et nært forhold til en anden, noget der bringer det den allerstørste tilfredshed. . . . Og når dette ikke kan opnås, føler man sig tom og kronisk utilfreds.“