Tredje Mosebog — en opfordring til hellig tilbedelse af Jehova

JEHOVAS tilbedere må være hellige. Dette understreges gentagne gange i den bog i Bibelen der kaldes Tredje Mosebog. I den læser vi for eksempel: „Jeg er [Jehova] eders Gud, og I skal hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig.“ — 3 Mosebog 11:44; 19:2; 20:7, 26.

Tredje Mosebog blev skrevet af profeten Moses i Sinaj, øjensynlig i år 1512 f.v.t. Den strækker sig kun over en enkelt måned — fra tabernaklet blev rejst på den første dag i den første måned af det andet år efter israelitternes udfrielse fra fangenskabet i Ægypten, til Jehova „på den første dag i den anden måned af det andet år efter deres udvandring fra Ægypten“ bød Moses at tælle hele folket. (4 Mosebog 1:1-3; 2 Mosebog 40:17) Bogens indhold afspejler lejrlivet, hvilket tyder på at den er skrevet i ørkenen. — 3 Mosebog 4:21; 10:4, 5; 14:8; 17:1-5.

I dag er Jehovas Vidner ikke underlagt den lov Gud gav gennem Moses, for Jesu Kristi død satte denne lov ud af kraft. (Romerne 6:14; Efeserne 2:11-16) Vi kunne derfor spørge om kristne kan have nogen gavn af de forskrifter vi finder i Tredje Mosebog, og i bekræftende fald på hvilke måder. Hvad kan denne bog lære os om vor tilbedelse af Jehova?

Lægger vægt på hellighed

De syv første kapitler i Tredje Mosebog handler om ofre. Det frivillige brændoffer blev frembåret for Jehova i dets helhed, ligesom Kristus gav sig selv fuldt og helt. En del af det frivillige takoffer eller fællesskabsoffer blev frembåret for Gud på alteret, mens en anden del blev spist af præsten og en tredje af den der bragte offeret. For de salvede kristne er højtiden til minde om Kristi død ligeledes et fællesskabsmåltid. — 3 Mosebog 1:1-17; 3:1-17; 7:11-36; 1 Korinter 10:16-22.

Syndofre og skyldofre var lovbefalede. Syndofrene skulle sone synder der blev begået af vanvare eller uforsætligt. Formålet med skyldofrene var tilsyneladende at skaffe soning hos Gud for en uret man havde begået og/eller at give den angrende synder visse rettigheder igen. (3 Mosebog 4:1-35; 5:1-26; 6:17-23; 7:1-7) Det er værd at lægge mærke til at israelitterne mere end én gang blev mindet om at de ikke måtte spise blod. (3 Mosebog 3:17; 7:26, 27) Israelitterne bragte også ublodige ofre såsom afgrødeofre; dette skete i erkendelse af Jehovas gavmildhed. (3 Mosebog 2:1-16; 6:7-16; 7:9, 10) Kristne i dag betragter dette med stor interesse, for de ofre der skulle bringes under Lovpagten viste alle hen til Jesus Kristus og det offer han bragte, eller til velsignelser der er en følge deraf. — Hebræerne 8:3-6; 9:9-14; 10:5-10.

I de følgende kapitler fremsættes nogle bestemmelser angående præstetjeneste. Moses fulgte Guds vejledning og udførte en ceremoni i forbindelse med indsættelsen af Aron som ypperstepræst og hans fire sønner som underpræster. På det tidspunkt begyndte præsteskabet at fungere. — 3 Mosebog 8:1 til 10:20.

Derefter gives nogle love om rene og urene ting. Disse forskrifter om dyr der som føde var rene eller urene, beskyttede israelitterne mod at blive inficeret med skadelige organismer og skilte dem også i højere grad ud fra de omliggende landes folk. Andre bestemmelser havde at gøre med urenhed i forbindelse med døde dyr, kvinders renselse efter en fødsel, forskrifter ved tilfælde af spedalskhed, og urenhed hos mænd og kvinder som følge af flåd fra kønsorganerne. Disse love bør minde os om at vi som Jehovas tilbedere nødvendigvis må være hellige. — 3 Mosebog 11:1 til 15:33.

De mest betydningsfulde ofre for synder blev frembåret på den årlige forsoningsdag. En tyr blev ofret for præsterne og for resten af Levis stamme. En buk blev ofret for Israels ikke-præstelige stammer, og folkets synder blev bekendt over en levende buk, som derefter blev sendt ud i ørkenen. Begge bukke blev betragtet som ét syndoffer (16:5), hvilket viser at de tilsammen udgjorde ét symbol. I overensstemmelse hermed har Jesus Kristus, foruden at han blev ofret, også båret eller borttaget de menneskers synder som han døde for. — 3 Mosebog 16:1-34.

Nu fremlægges forskellige forskrifter om det at spise kød og om ofre. Det er især værd at lægge mærke til det guddommelige forbud mod at spise blod. De der tilbeder Jehova i hellighed ønsker stadig at afholde sig fra blod. — 3 Mosebog 17:1-16; Apostelgerninger 15:28, 29.

De retslige bestemmelser der dernæst gøres rede for angående blodskam, seksuelle perversiteter og forskellige andre afskyelige handlinger, deriblandt afgudsdyrkelse, spiritisme og bagvaskelse, bør også understrege behovet for hellighed i vor tilbedelse af Jehova. Præsterne måtte naturligvis bevare sig hellige. Der blev blandt andet fremlagt bestemmelser om præsters ægteskab, om urenhed hos præster og om det at spise noget helligt. — 3 Mosebog 18:1 til 22:33.

Derefter fortælles der om de tre årlige højtider — påsken i det tidlige forår, pinsen senere på foråret og løvhyttefesten, eller indsamlingsfesten, om efteråret. Dette følges af forordninger angående misbrug af Jehovas hellige navn, overholdelse af sabbaterne (hver uge, hver måned og hvert syvende år) og af jubelåret, handlemåde over for fattige israelitter og behandling af trælle. — 3 Mosebog 23:1 til 25:55.

Velsignelserne ved at adlyde Gud stilles nu i modsætning til straffene for ulydighed. Her finder vi også forskrifter angående løfter og vurderingssummer, de førstefødte blandt dyrene og det at give tiende som noget der er helliget Jehova. Hermed slutter „de bud, [Jehova] gav Moses til israelitterne på Sinaj bjerg“. — 3 Mosebog 26:1 til 27:34.

Ved en omhyggelig gennemlæsning af Tredje Mosebog vil man uden tvivl bemærke hvilken vægt der lægges på hellig tilbedelse af Jehova. Men måske støder man også på nogle vanskeligheder. Det kan derfor tænkes at de følgende spørgsmål og svar vil interessere dig.

Hellige ofre og præstetjeneste

● 2:11 — Hvorfor var et offer der bestod af honning uantageligt for Jehova?

Den honning der omtales her var åbenbart ikke bihonning men frugtsukker. Ellers kunne den ikke have været regnet med til ’førstegrøden’. (3 Mosebog 2:12; 2 Krønikebog 31:5) Da frugthonning kunne gære, var det ikke antageligt som et offer på alteret.

● 3:17 — Hvorfor var det forbudt at spise fedt?

Fedtet blev betragtet som den bedste del, hvilket man for eksempel ser af et billedligt udtryk som „landets fedme“. (1 Mosebog 45:18) Forbudet mod at spise fedt skulle åbenbart lære israelitterne at det bedste tilhørte Jehova. Skønt kristne ikke er underlagt dette bud i Loven, kan det minde Jehovas tjenere i dag om at de til stadighed bør give ham det bedste de har. — Ordsprogene 3:9, 10; Kolossenserne 3:23, 24.

● 10:1, 2 — Hvori kan denne synd have bestået?

Nadab og Abihu kan have været påvirket af alkohol da de tog sig disse upassende friheder. Dette er sandsynligt eftersom Jehova kort tid efter forbød præsterne at drikke vin eller alkoholiske drikke mens de tjente ved tabernaklet. Den egentlige grund til at Nadab og Abihu døde var imidlertid at de ofrede „fremmed ild, som [Jehova] ikke havde pålagt dem“. (3 Mosebog 10:1-11) Denne hændelse viser ansvarshavende tjenere for Jehova i dag at de må rette sig efter hans bud, og at de ikke kan udføre deres gudgivne pligter på bedste måde hvis de er påvirket af alkohol.

Hellig tilbedelse kræver renhed

● 11:40 — Hvordan kan denne forordning stemme overens med Femte Mosebog 14:21, hvor der står: „I må ikke spise noget selvdødt dyr“?

Disse skriftsteder modsiger ikke hinanden. Femte Mosebog 14:21 forbød dét at spise et selvdødt dyr eller et dyr der blev fundet dødt. Men Tredje Mosebog 11:40 angav hvad der var påkrævet hvis en israelit overtrådte dette forbud. Loven forbød ligeledes at man stjal, men der var alligevel nogle der gjorde det. De straffe overtræderne fik, gav Lovens forbud kraft.

● 12:2, 5 — Hvorfor gjorde en fødsel en kvinde „uren“?

Kønsorganerne blev skabt med det formål at videregive fuldkomment liv. På grund af virkningerne af den nedarvede synd var det imidlertid et ufuldkomment og syndigt liv der blev videregivet til afkommet. De midlertidige perioder med ’urenhed’ i forbindelse med fødsler, menstruation og sædafgang mindede israelitterne om denne nedarvede syndighed. (3 Mosebog 15:16-24; Salme 51:7; Romerne 5:12) Dette gjaldt især fødsler, for Loven forlangte at man bragte et syndoffer i forbindelse dermed. Det er interessant at lægge mærke til at Jehova i dette tilfælde hensynsfuldt tillod de fattige at ofre fugle i stedet for et lam, der jo var mere kostbart. (3 Mosebog 12:8) Disse renselsesforskrifter hjalp israelitterne til at forstå behovet for et sonoffer der kunne dække over menneskenes syndige tilstand og give dem fuldkommenhed igen. De dyreofre de bragte kunne naturligvis ikke udrette dette. Loven skulle derfor lede dem til Kristus og hjælpe dem til at forstå at kun hans offer kunne udvirke at menneskene fik sand tilgivelse og senere blev fuldkomne. — Galaterne 3:24; Hebræerne 9:13, 14; 10:3, 4.

Helligheden må bevares

● 16:29 — Hvad menes der med at israelitterne skulle ’spæge deres sjæle’, som New World Translation siger? Ligger der noget andet i det end i ordet „faste“, som den danske autoriserede oversættelse bruger?

Nej, der hentydes sandsynligvis til faste. På forsoningsdagen skulle israelitterne blandt andet ofre dyr for de synder levitterne og resten af folket havde begået. Når ypperstepræsten havde bekendt folkets synder i det forgangne år over en levende buk, blev den sendt bort og bar deres synder ud i ørkenen. I betragtning af den handlemåde man fulgte på forsoningsdagen, kan vi slutte at faste åbenbart var forbundet med det at erkende sine synder. — 3 Mosebog 16:5-10, 15, 20-22.

● 20:9 — Hvorfor medførte det dødsstraf at forbande sine forældre?

En der forbandede sine forældre og ønskede at de blev ramt af en eller anden alvorlig ulykke måtte have en hadefuld og morderisk natur. Skønt han ikke greb til våben for at slå dem ihjel, ønskede han i sit hjerte at de døde. En ond indstilling som denne er det samme som mord i Jehovas øjne, og derfor foreskrev Loven den samme straf for således at spotte sine forældre som for at slå dem ihjel. Dette bør tilskynde en kristen til at vise sine medtroende kærlighed og ikke had. — 1 Johannes 3:14, 15.

● 25:35-37 — Er det altid forkert at forlange renter af en broder?

Hvis en broder låner en anden broder penge i forretningsøjemed, vil långiveren sandsynligvis forvente at få beløbet igen og vil måske også forlange renter. Låntageren lader pengene arbejde for sig og yngle, og långiveren har ret til at få del i det beløb pengene indbringer, ved at forlange en passende rente. (Jævnfør Mattæus 25:27.) Loven forbød imidlertid at man forlangte renter af lån der blev givet for at afhjælpe fattigdom. Långiveren kunne forvente at få det udlånte beløb tilbage, men det blev anset for urigtigt at berige sig på bekostning af et nødlidende medmenneske. — 2 Mosebog 22:25.

● 26:26 — Hvad ligger der i at ’ti kvinder bager brød i én bagerovn’?

Under normale omstændigheder havde hver enkelt kvinde brug for en ovn til det hun skulle bage. Disse ord henviser til en sådan fødevaremangel at én ovn ville være tilstrækkelig til alt det ti kvinder skulle bage. Dette var en af de forudsagte konsekvenser af at ’handle genstridigt’ imod Jehova og derved ikke bevare helligheden i tjenesten for ham. — 3 Mosebog 26:23-25.

Hvordan Tredje Mosebog kan berøre vor tilbedelse

I dag er Jehovas vidner ikke underlagt Loven. (Galaterne 3:23-25) Men da det der siges i Tredje Mosebog giver os indblik i Jehovas syn på mange forskellige ting, kan denne bog have indflydelse på vor tilbedelse. Læg her mærke til nogle få eksempler på dette.

Jehova, den suveræne Herre, fortjener hellig tilbedelse. Han tåler ingen rivaliseren, er hellig og kræver hellighed af dem der yder ham hellig tjeneste. (3 Mosebog 11:45; 19:2) Denne norm gælder også den kristne tilbedelse, som apostelen Peter tydeligt forklarede: „Som lydige børn skal I ophøre med at lade jer forme efter de ønsker I før havde i jeres uvidenhed, men I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ — 1 Peter 1:14-16.

Jehovas navn må holdes helligt. Jehovas vidner nærer frygt for at bringe skam over Guds navn, og israelitterne fik i fortiden at vide at de skulle vogte sig for dette. (3 Mosebog 22:32; 24:10-16, 23) Da vi er indviet til, eller helliget, Jehovas tjeneste, bør vi prise hans navn og bede om at det helliges. — Salme 7:18; Mattæus 6:9.

Jehova forlanger at vi bestræber os på ikke at synde. Hvis vi skal opnå tilgivelse for vore synder kræver det ikke blot et sonoffer men også at vi bekender vore synder, angrer og i videst muligt omfang søger at gøre fejlen god igen. Og hvis vi ved at et andet medlem af menigheden har begået en alvorlig synd og vedkommende ikke vil bekende det, bør vi gøre menighedens udnævnte ældste opmærksomme på det. (3 Mosebog 4:2; 5:1, 5, 6) Der findes naturligvis synder som der ikke er tilgivelse for. (3 Mosebog 20:2, 10; Hebræerne 6:4-6; 10:26-29) Men hvis vi bestræber os på ikke at synde, altid søger at handle på den måde vor himmelske Fader ønsker det og drager nytte af Jesu Kristi sonoffer, kan vi opnå et godt forhold til den hellige Gud, Jehova. — 1 Johannes 2:1, 2.

Det fremgår altså klart at Tredje Mosebog bør berøre vor tilbedelse som Jehovas kristne vidner. Den bør minde os om at vor Gud kræver hellighed af sine tjenere. Vi må derfor holde hans navn helligt og hele tiden bestræbe os på ikke at synde. Denne bibelske bog bør desuden tilskynde os til at give den Allerhøjeste det bedste vi har, idet vi altid bevarer renheden og helligheden i den tjeneste vi yder til pris for vor hellige Gud, Jehova.

[Illustration på side 27]

De ofre der blev bragt under Loven, viste hen til Jesu Kristi offerdød og til de velsignelser der er en følge deraf