Teokratiske trælle
„Vær trælle under Jehova.“ — Rom. 12:11, NW.
1. Hvorfor er det et spørgsmål, om det er en ære at være træl, og hvad er det afhængigt af?
ER der nogen ære og værdighed ved at være træl? Næppe efter denne verdens målestok. Dengang trældom og slaveri florerede, var det almindeligt, at der blev set ned på trælle, endskønt de beklædte poster og udførte pligter, som vi i dag betragter som ærefulde, og som kræver både dannelse og kultur. Slaveriet blev i høj grad misbrugt, og lettelse af slavernes kår lod vente længe på sig. I nogle muhamedanske lande har man stadig slaveri. Det blev indført i de britiske kolonier i Amerika så sent som i det syttende århundrede, og det blev ikke ophævet i de Forenede Stater før i sidste halvdel af det nittende århundrede. I virkeligheden var det ikke førend i dette nittende århundrede, at slaveriet blev ophævet af kristenhedens regeringer i almindelighed. Mange steder i verden betragtes efterkommerne af disse frigjorte slaver stadig med foragt, og de er underkastet specielle forbud og begrænsninger. Hvordan kan så tanken om at være træl forenes med nogen form for ære og værdighed? Hvordan kan det at være træl eller vælge at kalde sig selv træl være andet end en ydmygelse? Det afhænger fuldstændig af, hvis træl du er, og hvad slags træl du er. At være teokratisk træl er en ære og en forret. Det er trællekår, som fører til evigt liv.
2. Hvornår blev slaveriet indført, og for hvem var det en tilstand af forbandelse?
2 Slaveri er en ældgammel institution. Om der i social eller økonomisk henseende eksisterede slaveri før Vandfloden, fremgår ikke af Bibelens beretning. Men at slaveri ville opstå på et tidspunkt efter Vandfloden, blev forudsagt, da Noa, efter at være blevet skændigt behandlet af sin søn Kam, lyste forbandelse over en af Kams sønner: „Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre! . . . Lovet være Jehova, Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kana’an blive hans træl!“ (1 Mos. 9:25-27) Dette dømte ikke den ene af menneskeslægtens tre hovedstammer til uundgåeligt slaveri. Nej, sandheden er den, at denne forbandelse, som Gud inspirerede Noa til at udtale, fik sin opfyldelse mange århundreder senere. Det var på det tidspunkt, da Jehova Gud førte sit udvalgte folk, israelitterne, ind i Kana’ans land, og de efter guddommelig befaling udryddede kana’anæerne eller gjorde dem til deres trælle, som for eksempel indbyggerne i Gibeon og deres forbundsbyer. At være træl, fordi man nedstammede fra den bandlyste Kana’an, ville være en ydmygelse.
3. Hvorfor var det en ære at være en af Abrahams trælle?
3 Skal man anstille sammenligninger træl og træl imellem, hvilken gudfrygtig mand eller kvinde ville da ikke betragte det som en ære at være Abrahams træl, Abraham, der var efterkommer af Noas søn Sem? Hvorfor? Fordi Abraham var en troens mand, der satte sin lid til den sande Gud, Jehova, og hans troslydighed gjorde, at han blev kaldt „Guds ven“. Jehova Gud forbød ikke Abraham at have trælle, således som det var skik og brug i fortiden. Noa havde velsignet Abrahams stamfader Sem, og i harmoni hermed tillod Jehova, at Abraham havde trælle. Da Abraham som indvandrer var bosat i Kana’ans land, havde han i hundredvis af trælle. De kæmpede sammen med ham og vandt en teokratisk sejr, dengang angriberkongerne fra Babylons område faldt ind i Kana’ans land og bortførte hans slægtning Lot og hans husstand. Vi læser: „Da nu Abraham hørte, at hans frænde var taget til fange, mønstrede han sine husfolk, de hjemmefødte trælle, 318 mand, og satte efter fjenden til Dan; der faldt han og hans trælle over dem om natten, slog dem på flugt.“ Disse trælle var således redskaber i Guds hånd, og de var sammen med Abraham, da han vendte tilbage fra kampen, og Salems konge Melkizedek kom ham i møde og tilskrev Jehova sejren med disse ord: „Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!“ — 1 Mos. 14:1-21.
4. a) Hvordan blev Abrahams ældste træl beæret? b) Hvorfor gjorde Abraham sig ikke skyldig i at trække trælleordningen ned på et lavt plan ved at misbruge den?
4 Så længe Abraham forblev barnløs, og da Lot var draget bort, forestod en træl hele hans hus, og denne træl, Eliezer fra Damaskus, var derfor hans arving. Da Abraham fik sønnen Isak, og tiden var moden til, at han skulle giftes, var det atter en tjener, hans træl, sandsynligvis denne Eliezer, hans „hus’s ældste, som stod for hele hans ejendom“, der blev udsendt af Abraham for at skaffe Isak en hustru. I dette profetiske drama bliver denne gamle træl beæret med at repræsentere Guds hellige ånd, den aktive kraft, som Jehova bruger til at kalde og berede sin enbårne søn Jesus en brud, en skare på 144.000 trofaste efterfølgere, hvem Jehova Gud antager som sine børn. (1 Mos. 15:1-3; 24:1-10, 61-66) Abraham misbrugte ikke trælleordningen i sin husstand, således at han benyttede sig deraf i umoralsk øjemed. Det ville have medført en forklejnelse af hans sande hustru Saras, den frie kvindes, stilling. Det var ved denne ene hustru, Gud lovede Abraham, at der skulle fødes en legitim arving, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes. Da Abraham fik sin første søn Ismael med en trælkvinde, var det ikke ved nogen umoralsk handling. Hans hustru Sara var dengang så gammel, at hun havde opgivet håbet om at kunne give Abraham en søn af sit eget skød, og bad ham derfor gå ind til hendes ægyptiske trælkvinde Hagar, så hun kunne antage hendes søn som sin egen. Efter at Hagar havde undfanget Ismael, havde Abraham ikke mere omgang med hende. (1 Mos. 16:1-15; Gal. 4:21-25) Senere velsignede Jehova på mirakuløs vis Sara med en søn af hendes eget kød og blod.
5. Hvordan stillede Abraham sig med henblik på sine trælles religion, og hvoraf fremgår det?
5 Abraham var teokratisk. Han troede på den højeste Gud og adlød ham som sin skaber, vejleder og hersker. Han styrede sit store hus, således som Jehova ville have styret det. Abraham var trælleejer, og derfor var det ham, der bestemte over og førte opsyn med sine trælles religion eller tilbedelsesform, disse trælle, som han havde fået ved køb eller ved at lade dem gifte sig indbyrdes. Han tillod derfor ingen gudløshed eller afgudsdyrkelse, men oplærte hele sin husstand i den sande tro. På Guds befaling lod han sig selv og alle af mandkøn i sin husstand omskære. „Da tog Abraham sin søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af mandkøn i Abrahams hus, og omskar selv samme dag deres forhud, således som Gud havde pålagt ham.“ Enhver mand, der nægtede at lade sig omskære, blev afskåret fra at tilhøre Abrahams hus. Abraham lærte sine trælle om Guds vej. Dette bevidnede Gud selv med ordene: „Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Jehovas vej.“ Et yderligere vidnesbyrd om, at Abraham oplærte sine trælle til at tilbede Gud, har vi i hans ældste træls bøn, dengang denne træl blev sendt af sted for at skaffe en hustru til Isak: „Jehova, du min herre Abrahams gud, lad det lykkes for mig i dag og vis miskundhed mod min herre Abraham!“ Under forhandlingerne om dette ægteskab anerkendte den gamle træl Abrahams gud og tilbad ham åbenlyst. — 1 Mos. 17:9-14, 22-27; 18:19; 24:2-56.
6. Hvordan var Moses’ og israelitternes stilling ind for Gud? Hvorfor?
6 Som trælleejer var Abraham et billede på, hvordan den Højeste, som han tilbad, har sine trælle her på jorden. Vi hentyder ikke bare til fortiden, dengang profeten Moses førte israelitterne ud af Ægypten og gennem det Røde Hav, for at de kunne leve som et frit folk. Da de forfølgende ægyptere var druknet i det Røde Hav, brød Moses og israelitterne ud i sang. I sin beskrivelse af vor tids sande kristne henviser Åbenbaringen 15:3 meget træffende til denne sang med ordene: „De synger Moses’, Guds træls, sang, og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, Jehova Gud, den Almægtige.“ (NW) Ja, Moses var på fremtrædende vis Guds træl der tilbage i tiden. Men hele Moses’ folk, Israels børn, var også Guds trælle. Hvordan det? Fordi de i mange år mod deres vilje havde været trælle under Ægypten, hvor ubarmhjertige slavefogeder tilstræbte deres udryddelse, men nu havde deres stamfader Abrahams gud med overmenneskelig kraft frelst og udfriet dem. Dengang Jehova gav israelitterne loven om jubelåret, sagde han: „Thi mig tilhører israelitterne som trælle; mine trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Jehova, jeres Gud! . . . de må ikke sælges, som man sælger trælle.“ — 3 Mos. 25:55, 42.
7. Hvilket krav og hvilken rettighed havde Gud over for Israel, og hvad bød han dem at gøre med deres egne trælle?
7 Som israelitternes frelser og absolutte ejer havde Jehova ethvert krav på deres tjeneste. Han havde enhver ret til at diktere dem, at de skulle tilbede ham, ham, som havde holdt dom over alle Ægyptens latterlige, falske guder. I de første to af de ti bud til Israel hævdede han denne ret og handlede derefter: „Jeg er Jehova din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Jehova din Gud er en nidkær gud.“ (2 Mos. 20:2-5) Han bød dem fejre denne udfrielse fra ægyptisk trældom hvert år. (2 Mos. 13:3, 14) De var på enhver måde forpligtet til kun at tilbede og adlyde deres ejer og herre uden at klage. Tværtimod skulle de vise taknemmelighed. Han tillod israelitterne at holde trælle, sikkert efterkommere af deres stamfader Jakobs eller Israels trælle, der sammen med dem var draget ind i Ægypten. (1 Mos. 30:42, 43) Men Jehova pålagde sit folk også at lade sine love gælde disse tjenere. For eksempel bød det fjerde bud israelitterne: „Den syvende dag skal være hviledag for Jehova din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde.“ (2 Mos. 20:10) Som Herren Guds teokratiske trælle påhvilede det israelitterne som en pligt at sørge for, at deres egne trælle holdt sig Guds lov og pagt efterrettelig.
8. Hvorfor er åndelige israelitter trælle, uden at de derfor behøver at føle skam?
8 For nitten århundreder siden ophørte de kødelige israelitter med at være Jehovas udvalgte folk. Nu handler han med de åndelige israelitter, dem, som er jøder efter det indvortes. Er du en af dem? Har du indviet dig helt og fuldt til ham gennem hans søn Jesus Kristus, og har du bevis for at være åndsavlet til himmelsk liv? Ved du så, at du er en træl? Du må selv erkende at være Jehovas træl. Føl dig ikke ilde berørt over dette udtryk. Lad verden kun spotte alt det, den vil, ved tanken om, at Gud har trælle, og lad den blot tro, at den ved at nægte at være hans træl ikke er træl under nogen. Hver eneste mand, kvinde eller barn på denne jord er og må være en underdanig tjener for een af to herrer, der er fjender af hinanden. Hvis du benægter at være Jehovas træl, så tal ikke hånligt om hans trælle. Du er da selv slet og ret hans modstanders, Satan Djævelens træl. Jesu ord i bjergprædikenen forsikrer dig om, at du ikke kan tjene begge herrer. Hvis du hader og ringeagter den ene, må du uvægerlig elske og holde dig til den anden. Den eneste anden herre er Djævelen, Mammons gud, de selviske, verdslige rigdommes gud. (Matt. 6:24) Det står dig frit at tjene ham, men vi vælger at tjene Jehova. Det er velsignede kår at være hans ydmyge tjenere, hans teokratiske trælle. Større mænd end du har anset det for en ære at være hans tjenere, endogså Jesus Kristus selv. Vi kan ikke undgå det: vi er trælle under den gud, vi tilbeder.
9. Hvordan har Jesus haft trælle helt frem til denne verdens ende?
9 Jesus Kristus, Guds søn, ejer også nogle mennesker, som er hans, og som er forpligtet til at tjene ham. Heri svarer han til Abrahams søn og arving, Isak, der arvede alle sin faders trælle. (1 Mos. 26:19-32; 25:5) Alle de 144.000 medlemmer på Kristi legeme er i trældom under Jesus, for han er dette legemes retmæssige hoved. Og „Lammets tolv apostle“ er heller ikke undtaget. De og andre af Jesu fremtrædende disciple følte sig beæret ved at kalde sig hans trælle, og i begyndelsen af deres breve til den kristne menighed henledte de opmærksomheden på deres trællekår. (Åb. 7:3-8; Rom. 1:1; Tit. 1:1; 2 Pet. 1:1; Jak. 1:1; Jud. 1 og Fil. 1:1; New World Translation gengiver i alle disse skriftsteder ordet „tjenere“ med ordet „trælle“) Resten af hans legemes lemmer, der nu lever på jorden, indtager ikke en højere stilling end apostlene. Jesus omtalte denne lydige rest som værende i samme kår, da han i sin profeti om verdens ende spurgte: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47, NW; Luk. 12:42, 44
10. På hvem får Joel 3:1, 2 sin opfyldelse, og under hvilke kår befinder de sig?
10 Guds profeti ved Joel gælder medlemmerne af denne trofaste og kloge trælleskare, efter at de har angret deres fejl og mangler under den første verdenskrig: „Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød; jeres sønner og jeres døtre skal profetere, jeres gamle skal drømme drømme og jeres unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage.“ Apostelen Peter anvendte først denne profeti på sin tid, fra og med pinsedagen, dog har den siden den første verdenskrigs afslutning i 1918 sin sidste og endelige opfyldelse på resten. — Joel 3:1, 2; Ap. G. 2:16-18.
11. Hvordan gjorde Jesus os til sin ejendom, og hvorfor har vi ingen grund til frygt?
11 Det var ikke for et ringe beløb på nogle få guld- eller sølvmønter, at Jesus købte os som sin ejendom med bestemmelsesret over vort liv og vor død. Han udgød sit eget dyrebare blod, da han som en anden foragtelig lovovertræder eller træl hang på marterpælen, og med dette blod købte han os. (1 Pet. 1:18, 19) Skal vi derfor frygte for en så uselvisk, selvopofrende, gudfrygtig herre som han? Hvor kunne han nogen sinde undertrykke os, skade os eller gøre andet end godt imod os?
12. Hvilke følelser nærer vi over for vor ejer, når vi ser, hvad det personligt har kostet ham at købe os?
12 Når vi på rette vis værdsætter, hvor meget det at købe os kostede ham personligt, hvor kunne vi så af egen fri vilje give os hen til nogen anden herre for at synde eller behage vor egen bug, denne fordærvede verden eller Djævelen? „Thi den, der blev kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl. I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ (1 Kor. 7:22, 23) „I tilhører ikke jer selv, thi I blev jo købt for en købesum. Herliggør fremfor alt Gud i jeres legeme.“ (1 Kor. 6:19, 20, NW) Vi ønsker aldrig at fornægte ham som vor ejer. Vi er fast besluttede på at modstå de falske profeter, som Jesus sagde ville fremstå ved verdens ende; Peter advarede: „De vil liste fordærvelige sekter ind blandt jer og fornægte deres ejer, som købte dem, og bringe hastig undergang over sig selv.“ (Matt. 24:11, 24, 3; 2 Pet. 2:1, 2, NW) Vi vil aldrig som den romerske gladiator Spartacus i året 73 e. Kr. rejse os i et trælleoprør mod vor retmæssige ejer! Vi vil aldrig rømme fra hans tjeneste og blive desertører. Vi elsker vor mester og herre. Fremfor at svigte hans tjeneste som forrædere, foretrækker vi at være som den hebraiske træl, der nægtede at forlade sin herres tjeneste, og som med øret op mod en dørstolpe fik det gennemboret med en syl som tegn på, at han nu var sin herres træl for livstid. — 2 Mos. 21:1-5; 5 Mos. 15:17.
Hungersnødens ofre i Ægypten, gibeonitterne
13. Hvem er i lighed med ægypterne på Josefs tid blevet trælle nu, og hvorfor?
13 Den åndsavlede rest, den tro og kloge træl, er ikke de eneste, der nu foretrækker denne rette trældom under Gud ved hans søn Jesus Kristus. En hastigt voksende skare, der allerede tælles i hundredtusinder, har overgivet sig til Gud gennem Kristus. På denne dag, da en dødbringende åndelig hungersnød har ramt kristenheden og hele den øvrige verden, mens åndelig overflod står til rådighed for resten af Kristi legeme, har disse andre får fulgt ægypternes handlemåde under den syv år lange hungersnød, for hvilken faraos førsteminister Josef havde truffet enhver tænkelig foranstaltning. Disse retsindige er kommet til den større Josef, Jesus Kristus, der repræsenterer den større farao, Jehova Gud, og har sagt med ægypternes ord: „Nu er der ikke andet tilbage for min herre end vore kroppe og vor jord; lad os dog ikke dø for dine øjne, vi sammen med vor jord, men køb os og vor jord for brødkorn, og lad os med vor jord blive livegne for farao, og giv os derfor såsæd, så vi kan blive i live og slippe for døden, og vor jord undgå at lægges øde.“ Kristus Jesus har handlet nøjagtig ligesom Josef: „Da købte Josef al jord i Ægypten til farao, idet enhver ægypter solgte sin mark, fordi hungersnøden tvang dem, og således kom landet i faraos besiddelse; og befolkningen gjorde han til hans trælle i hele Ægypten fra ende til anden.“ Fordi Kristus havde reddet dem fra åndelig sultedød, svarede de ligesom de udhungrede ægyptere: „Du har reddet vort liv; måtte vi eje min herres gunst, så vil vi være faraos trælle!“ (1 Mos. 47:15-26) Disse andre får er derfor blevet Rigets trælle.
14. Hvorfor må disse nye trælle ikke fjernes fra tempeltjenesten eller stræbes efter livet?
14 Den gode hyrdes andre får, der har håb om liv på jorden, følger ham lydigt, hvor han end fører dem. Ingen kan ustraffet rive dem ud af hans hånd. De må tjene Gud i hans tempel dag og nat. Deres liv skal skånes i lighed med gibeonitternes. De var efterkommere af Kana’an, der var under forbandelse, og disse gibeonitter skulle sammen med de øvrige af kana’anæerner have været tilintetgjort af Josua og israelitterne. Men ligesom fortidens gibeonitter søgte og opnåede de fred med den større Josua, Jesus Kristus, og hans gud Jehova. Alt imens de skiller sig ud fra nutidens dødsdømte kana’anæere, siger den større Josua til dem: „Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af jer skal nogen sinde ophøre at være træl; brændehuggere og vandbærere skal I være ved min Guds hus!“ Hertil svarer de: „Men se, nu er vi i din hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!“ De er under forbandelse, ikke som Kana’an, men fordi der hviler et forbud over dem. De er blevet Jehova Guds og hans Kristi ejendom, og ingen kan ustraffet tage deres liv eller fjerne dem fra deres tempeltjeneste. Gud har den absolutte magt over deres liv og død, og kun han kan tage deres liv, hvis de ophører med at være trofaste trælle. Ve den, som overtræder det guddommelige forbud, der hviler over dem! I fortiden gjorde fem amoritterkonger forsøg herpå, og deres angrebsstyrker blev tilintetgjort, idet Jehova selv lod kaste haglsten ned fra himmelen og på Josuas bøn standsede sol og måne, så han kunne gøre nedslagtningen færdig. Kong Saul søgte engang i fanatisk nationalisme at udrydde de urørlige gibeonitter og påførte derved hele Israels folk tre års hungersnød, til disse gibeonitters død var sonet. Jehova Gud vil handle på samme måde over for kristenheden, der vover at lægge hånd på nutidens gibeonitter og derved hindrer dem i at udføre deres tempeltjeneste for Gud og vinde livet i den nye verden. — Jos. 9:3-27; 10:1-27; 2 Sam. 21:1-14.
15. I hvilket arbejde deltager alle hans trælle sammen med den større Gideon?
15 Den tro og kloge træl byder disse medtjenere velkommen i deres midte og bestræber sig for at beskytte deres rettigheder. Sammen med den større Gideon, Kristus Jesus, er de med i det arbejde, der går ud på at nedrive ba’alsalteret, der er rejst for denne falske gud, og den hellige støtte, der er genstand for hans falske tilbedelse, og de bringer deres lovprisningsofre til Jehova Gud i lydighed mod hans befalinger. Som der er skrevet: „Gideon tog da ti af sine trælle og gjorde, som Jehova bød ham. . . . Ved den lejlighed fik Gideon navnet Jerubba’al, idet man sagde: Lad Ba’al stride med ham, siden han har nedbrudt hans alter!“ (Dom. 6:27, 32) Ba’al betyder „ejer“.
16. Hvad anerkender vi, og hvad beslutter vi at gøre, fordi Gud er vor ejermand?
16 Jehova er vor ejer og vor gud. Med glæde bekender både resten og de andre får, at de er hans livegne, som han har købt ved sin søns, Jesu Kristi, blod. Vi bærer i lighed med apostelen Paulus mærke deraf, og han sagde: „Herefter må ingen volde mig bryderier, thi jeg bærer på mit legeme en Jesu træls brændemærker.“ (Gal. 6:17, NW) Vi anerkender derfor Guds ret til at diktere, hvad der skal være vor religion, vor tilbedelsesform, og vi vil kun tilbede ham som den sande gud. Over for ham har vi ingen rettigheder. Vi må holde hans bud, og vi vil i kærlighed yde ham vor hellige tjeneste, idet vi vælger at adlyde ham som hersker fremfor mennesker. Vi er hans teokratiske trælle nu og til evig tid.