Vær rig på gode gerninger

„Byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19.

 1. Hvordan har Gud fra begyndelsen vist sig som menneskets forsørger?

JEHOVA GUD er en vidunderlig forsørger. Han har givet menneskene alt, hvad de behøver. Lige fra begyndelsen, da han skabte Adam og Eva og satte dem i Eden, udstyrede han dem med et smukt hjem i et paradis. Han gjorde mere endnu. Gud lod ikke sine første fornuftbegavede jordiske skabninger jage efter føde for at opretholde livet. Nej, det var der sørget for altsammen. „Gud sagde . . .: Jeg giver jer alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være jer til føde.“ (1 Mosebog 1:29) Når der således var sørget for dem i alle måder, skulle de have haft tilstrækkeligt. Men selv efter at det første par havde syndet ved at spise af det eneste forbudte træ, hvis frugt var dem forbudt for at prøve deres lydighed, forsynede Herren dem med klæder. „Derpå gjorde Gud Jehova skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed.“ — 1 Mosebog 3:21.

 2. Hvad skulle menneskene være tilfreds med at få?

² Siden det tidspunkt for næsten seks tusinde år siden har menneskene behøvet disse tre ting: husly, føde og klæder for at kunne fortsætte deres normale tilværelse. Med det burde de være tilfredse. „Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ (1 Timoteus 6:7, 8) David, en mand efter Guds hjerte, giver udtryk for, hvor gavmildt Jehova sørger for alle sine skabninger; ikke alene sørger han for mennesket ved at give det alt, hvad det trænger til, men han sørger for alle levende skabninger: fuglene, fiskene og markens dyr. Gud den Almægtige holder øje med og sørger for det, han har skabt. „Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ — Salme 145:15, 16.

 3. Når der blev sørget for menneskets behov, betød det så, at det skulle være ledigt? Hvorfor?

³ Ved at tilvejebringe rigeligt af alle disse fornødenheder gjorde Gud ikke mennesket til en lediggænger, så det kunne sige: „Jeg har ikke noget at bestille.“ Nej, Gud holdt mennesket travlt beskæftiget lige fra dets skabelse, da han anbragte det i haven for „at dyrke og vogte den“. (1 Mosebog 2:15) Sådan vil det også være med mennesket i den nye verden. Men da mennesket gik imod Guds lov, udtalte han: „Jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage.“ (1 Mosebog 3:17) Skønt Gud skabte mennesket lidt ringere end englene og kronede det med herlighed og ære, var det Jehova, der gav mennesket den opgave at tage vare på tingene på jorden. Han lagde alt under hans fødder og sagde, at de skulle „herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden“. (1 Mosebog 1:26) Mennesket har brugt arbejdsdyr under sit arbejde med at plante, dyrke, vande og til sidst frembringe føde. Men stadig er det Jehova, der oprindelig har frembragt alt, hvad vi behøver, og vor tak bør gå til ham for alle ting. Vi er afhængige af ham med hensyn til regn, solskin, luft, agerjord, spiredygtigt frø, ja alt; og han giver os det. Da Gud satte mennesket til at være hersker over disse dyr og befalede det at vogte markerne og skovene i al deres majestæt, sagde han ikke, at mennesket nogen sinde skulle være en tyran over andre mennesker. Menneskets enevældige hersker og evige forsørger må være Jehova. Menneskets liv er afhængigt af den eneste sande Gud.

 4. Hvorfor bør vi ikke være griske og begære andres ejendom?

⁴ Mennesket burde vide, at hele skabningen, det selv indbefattet, blev skabt for at genspejle Jehovas pragt og herlighed, han, som er universets højeste herre. Mennesket burde erkende, at det er nødt til at stole på Gud; for når man kommer til verden, ejer man intet andet end livets gave, som Gud skænkede en, og man kan ikke tage noget med sig, når man forlader den. Når man ved det, hvorfor skulle man så gøre krav på at beherske og kontrollere andre menneskers liv og skæbne? Hvorfor være grisk og have en sådan selvisk hjertetilstand? Når vi ved, at Gud forsyner os med alt, hvad der tjener til livets opretholdelse, hvorfor så forsøge at fratage andre det, Gud har givet dem, for at de kan eksistere? I denne af forretning gennemtrængte verden har de fleste mennesker kun lidt, og højfinansens kæmper ønsker ikke, at de skal have mere. De, der indfører kommunistiske kooperative samfund, har ikke held til at besejre denne tilstand, og menneskene lider stadig under mangel på livsfornødenheder. Både under det ene og det andet system, som menneskene opretter, er det egenkærlighed og magtbegær, der sidder i højsædet. Det ville være bedre at give vore midler til de fattige end at begære den smule, de har. Hvad fordel har vi af at plyndre den fattige? Vi kan jo ikke tage det med os!

 5. Hvorfor bør de kristne være hjælpsomme mod de fattige?

⁵ Herren har altid været interesseret i de fattige og hjælpsom mod dem. Det burde de kristne også være. David vidste, at Guds gunst ikke var med den, der undertrykte de fattige, for han sagde: „Alle mine ledemod siger: Jehova, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans overmand, den arme og fattige fra røveren.“ (Salme 35:10) Davids hele legeme, hans knogler og ledemod brød ud i lovprisning af Skaberen på grund af hans kærlighed og interesse for de fattige. Visheden om, at Jehova vil beskytte den fattige mod undertrykkeren, den stærke, den rige og mægtige, er naturligvis en trøst. Gode mennesker vil hjælpe den fattige. „At kue den ringe er hån mod hans skaber, han æres ved medynk med fattige.“ (Ordsprogene 14:31) De fattige elsker livet ligesom alle andre mennesker. Hvorfor påføre dem lidelser og plyndre dem for det, de har?

 6. Hvorfor er det ikke nødvendigt at begære såvel som uret at gøre det?

⁶ Mennesket blev skabt til at være en fri skabning og have tilladelse til at bruge de mange ting, Gud skabte til gavn for det. Hvis et menneske synes om noget, en anden har, burde det ikke begære det. Der er nok af alt i verden til, at enhver kan have nok. Opsamling af jordiske rigdomme og besiddelser er ikke det vigtigste i livet. „Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!“ (2 Mosebog 20:17) Det er ikke uret at have et hjem, en hustru, tjenere eller dyr; men det er uret at begære det, en anden har. Man bør ikke bruge sin magt, rigdom eller indflydelse til at fratage en anden hans elskede ejendele. Det er den gamle verdens ånd, den ånd, Djævelen har indplantet i menneskenes sind. Denne egenkærlighed er vokset op i menneskenes hjerter, og de nærer et stærkt ønske om at beherske andre mennesker og gøre mennesket afhængigt af mennesket, i stedet for at det bør stole på Jehova Gud, der er alle tings giver. Når Gud så rigeligt har fremskaffet føde, klæder og alle livets fornødenheder, hvorfor så plyndre de fattige? Hvorfor ikke søge det, som er større — det evige liv?

Verdslig egenkærlighed og utilfredshed

 7. Hvordan har den organiserede religion vist, at den er selvisk og undertrykkende?

⁷ Verdens ånd er egenkærlighed, og den siger: „Vi har ingen brug for Gud!“ Hvad enten de er kommercielle, politiske eller religiøse, begærer alle sammenslutninger det, som andre har. Religionen søger at beherske politikken; det samme gør højfinansen. Rigdom har stor indflydelse på religionen. Politikken bukker og tager til hatten for et smil fra religionen. Tag den største religiøse organisation i vor tid, det romersk-katolske hierarki. Se på den. Læg mærke til de ugerninger, den har udført i religionens navn, hvordan den har fordærvet nationerne, hvordan den har sørget for, at dens medlemmer blev ved at være analfabeter, hvordan den har behersket undervisningen i mange lande og holdt de fattige nede i uvidenhed, hvordan den har skjult bibelen og holdt bibelopbrændinger, for at frihedens bog aldrig skulle blive menneskenes lærebog for livet. Ja, se på den verden, den har haft indflydelse på! Dens krige! Dens torturkamre! Dens blodsudgydelser! Dens undertrykkelse af de fattige! Hvorfor har de ikke givet menneskene bibelen, så de kunne lære noget om den sande Gud, hans søn og vejen til det evige liv?

 8. Hvordan har regeringer handlet for at få magt og ophøjelse?

⁸ Kast nu et blik på verdens politiske organisationer. Ingen er tilfreds med sit eget landområde eller sin egen indflydelsessfære. Enhver af dem begærer at få magt over folket ved hjælp af et regeringssystem. Ofte påstår de, at de har en regering, hvis herskere har guddommelig ret. Hele formålet med verdens regeringer er at beherske indbyggerne ved at gøre dem afhængige af staten i stedet for af Gud. De ønsker at få alle mennesker til at tro, at hvad de har, er kommet til dem ved en diktators, en statsministers, en præsidents eller et politisk partis nåde. Hele denne propaganda er blot en slags regeringsplan for at ensrette folket og gøre det helt afhængigt af en livets vej, som er skabt af mennesker, i stedet for at stole på Jehova Gud, der siger, at han vil give dem alle livsfornødenheder, husly, føde og klæder. Staten giver landmanden besked om, hvor meget hvede han skal så, hvor mange svin han skal slagte og grave ned i jorden, hvor meget kaffe der skal brændes, når lagrene er for store efter højfinansens eller politikernes hoved. De smider kartoflerne i havet eller tilintetgør dem på anden måde, når priserne er „for lave“. Den vækst og forøgelse, Gud har skænket landet og dyrene, frugterne og planterne, tilintetgør menneskene for at behage staten og finansmagten. De fattige og trængende vil de sørge for på deres måde, hvis de ikke er døde først. Mennesket har i sit begær efter at beherske folket og tage fra det sagt: „Det er mit.“ Han har aldrig tænkt et øjeblik over, at Gud, himmelens og jordens og alle tings skaber, har tilvejebragt disse ting til alle mennesker, ikke for at nogle få skal kontrollere dem.

 9. Hvorledes har finansmagten handlet egenkærligt og utaknemmeligt over for Gud?

⁹ Så er der den tredje part i denne undertrykkende, store, djævelske organisation: Finansmagten. Vi ser de store sammenslutninger og karteller febrilsk arbejde imod hinanden. Vi ser arbejdsgivere og arbejdere kæmpe om magten over industrien. Vi ser små forretningsmænd kæmpe for at skabe sig en eksistens i en verden opfyldt af konkurrence. Det, folk er optaget af, er penge, magt, rigdom, at komme foran, at være bedre end de andre, at komme ovenpå, at slå konkurrenterne ud af verdensmarkedet, landets marked eller byens marked. Sindet til at hjælpe de fattige er tabt. Hjælpsomhedens ånd er næsten glemt, og med hensyn til dagens arbejde er det blevet menneskets motto: „Bestil så lidt, du kan, og pas på klokken.“ Når jorden giver sin afgrøde, er der ingen, der takker Gud for det, men højfinansen griber kontrollen over det og hæver eller sænker priserne efter sine egne interesser. Det er farligt at blive indviklet i denne store kommercielle organisation, som er hjerteløs, og at få følelsen af dens selviske, griske og begærlige atmosfære. Det er bedre at bede Herren give os i dag vort daglige brød end at gøre, som de rige gør i den religiøse, politiske og kommercielle verden. De samler sig „skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler“. — Mattæus 6:19.

10. Hvordan kan lydighed mod Guds bud sikre os, at vi får, hvad vi har behov?

¹⁰ Hvor meget bedre er det ikke at stole på Herren og tro på hans ord: „Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give jer den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt. Tærskning skal hos jer vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I skal spise jer mætte i jeres brød og bo trygt i jeres land.“ (3 Mosebog 26:3-5) Det var det løfte, Gud gav sit udvalgte folk, og det var et sikkert løfte, men det betød, at de hver for sig måtte følge Herrens bud og vandre i dem. Hvad livets fornødenhed angår, garanterer Gud dem året rundt til dem, der vandrer efter hans anordninger. Ved selve skaberværkets begyndelse sørgede Gud for alt det nødvendige for mennesket, og de rigelige livsfornødenheder var for alle. Disse ting er lige så sikre for dem, der nu elsker Jehova.

11. Hvad påstår herskerne, at de giver, når de samler sig rigdom og magt? Giver de det?

¹¹ Men hvor anderledes er det ikke med nationerne i vor tid, som søger at beherske hele produktionen og bestemme, hvor meget af den gudgivne proviant, menneskene skal have! Ved at skaffe sig kontrol over verdens fornødenheder kan den ene nation påtvinge den anden sit herredømme. Hvor sandt er ikke det ord, at „den enes hånd skal løfte sig imod den andens hånd“. (Zakarias 14:13, overs. af 1871) Et lands herskere praler af, at „vi samler denne rigdom og magt, så at I, folket, kan føle tryghed“. Har de Forenede Nationers organisation med al dens ophobede magt bragt tryghed? Jo mere nationerne råder over i verden, hvad enten det er atombomber, flyvemaskiner, dampskibe, levnedsmidler, råmaterialer eller noget andet, desto mere ønsker de, og desto større bliver deres indflydelse og magt, medens de fattige lider. Der er ingen tryghed ved ophobningen af alle disse rigdomme i de sidste dage. Efter at disse mennesker har begæret og samlet rigdom, indflydelse og politisk og religiøs magt, hvad vil de så gøre på dommens dag, når Jehova Gud udtømmer sin vrede over de fattiges undertrykker, den onde organisation, og tilintetgør den?

12. Hvordan vil deres rigdomme være værdiløse på Guds vredes dag?

¹² Herrens ord profeterer, hvordan disse mennesker vil befinde sig til den tid: „Og nu, I rige, klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer skatte i de sidste tider.“ (Jakob 5:1-3) Der er ingen materiel rigdom, der kan redde regeringer og mennesker fra den ødelæggelse, der bliver udmålt over dem i slaget ved Harmagedon for deres onde gerningers skyld. For en tid kan en nations materielle rigdom få den til at føle sig stærk, men Jehova siger, at han „frelser den arme fra hans overmand, den arme og fattige fra røveren“. (Salme 35:10) Hvor dog jordens nationer har ødelagt menneskene, især under den første og anden verdenskrig! Ikke engang mellem disse to krige og til den dag i dag har der været fred, men nationernes folk bliver stadig plyndret. Og for hvad? „Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på Jehovas vredes dag; de kan ikke stille deres hunger eller fylde deres bug dermed, thi det var dem årsag til skyld.“ (Ezekiel 7:19) Hvor tåbeligt er det da ikke for mennesker at ophobe sig rigdomme blot for at tilfredsstille deres selviske begær! Det vil ikke gavne dem noget. De kan ikke tage det med sig. Vismanden skrev i ordsproget: „Ej hjælper rigdom på vredens dag, men retfærd redder fra døden.“ — Ordsprogene 11:4.

Hvordan man opnår livet

13. Hvad er det, der betyder noget for et trygt og lykkeligt liv?

¹³ Det er så tydeligt, at ophobning af rigdomme ikke bringer fred, tryghed eller velstand til nationerne og heller ikke virkelig lykke til dem, der har samlet sig rigdom ved onde midler og begærlighed. Det er retfærdighed, der betyder noget. Den, der ønsker at leve og virkelig nyde livet, må vende sig til Herrens ord efter råd og så følge det. De fattige såvel som de rige må sætte deres lid til Jehova og gøre, hvad han befaler, og forkynde det gode budskab om Guds rige. Kan de rige, de, der har meget af denne verdens gods, gøre det? Er der overhovedet noget håb om, at de kan vinde livet i den nye verden? Hvis der er, hvad skal de da gøre?

14. Hvad siger Gud, at vi skal være rige på? Og hvad vil det føre til?

¹⁴ Guds ord siger, at vi bør være rige på gode gerninger. Men hvad er det for gode gerninger? Problemet blev forelagt direkte for den store lærer Kristus Jesus, da han vandrede på jorden. Menneskenes interesser var på hans tid de samme som nu; de ønskede liv og det til overflod. Døden lovede dem ikke noget. Derfor blev det spørgsmål stillet: Hvordan kan man vinde det evige liv?

15. Hvad spurgte den rige unge mand Jesus om? Hvad sagde Jesus?

¹⁵ Lad os lytte til samtalen. „Og se, der kom en hen til ham og sagde: Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Da svarede han ham: Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun een er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene. Han spørger: Hvilke bud? Jesus svarede: Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv. Den unge mand siger til ham: Det har jeg holdt altsammen; hvad mangler jeg endnu? Da sagde Jesus til ham: Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himmelen; og kom så og følg mig. Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods.“ — Mattæus 19:16-22.

16. Hvorfor fulgte den rige unge mand ikke Jesu råd?

¹⁶ Denne rige mand, som Jesus talte til, fik svar på spørgsmålet om, hvordan man vinder det evige liv; men fulgte han det? Nej. I sammenligning med andre havde han uden tvivl en storslået personlighed, og efter alt det ydre at dømme levede han i overensstemmelse med Guds lov. En af hans fremtrædende egenskaber var, som det fremgår af samtalen, at han elskede sin næste som sig selv. Rimeligvis var han ikke en, der undertrykte de fattige. Han tjente sandsynligvis sine rigdomme ved sit eget gode, hårde arbejde og ved en ærlig ledelse af sine store besiddelser. Det ses heraf, at hvis et menneske bliver rigt eller vinder stor rigdom ved sit eget arbejde, er der ikke noget ondt i selve denne kendsgerning. Spørgsmålet for den rige i dag bliver: Hvordan vil han bruge sin rigdom? Hvis du giver til de fattige, sagde Jesus, at du vilde „have en skat i himlene“. Der var dog et andet krav, som skulle opfyldes for at få evigt liv, og det var: „Kom så og følg mig.“ Hvis man bruger sin rigdom til fremme af den sande dyrkelse af den højeste Gud, bruger man sit „meget gods“ på den rigtige måde. Jesus gav den rige mand det bedste råd, så han kunne have fået virkelig glæde ud af livet. Hvad læreren ønskede, han skulle have, var rigdom på gode gerninger, skatte i himmelen. Men som det er tilfældet med de fleste mennesker, var det også med denne rige mand, det var hans ønske at beholde det, som han troede tilhørte ham med rette. Han havde arbejdet for det, og derfor var det hans. Ingen anden kunne røre det, og der var ingen grund til at give det bort. Havde han glemt, at „som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig“? (Prædikeren 5:14) Hans jordiske besiddelser kunne ikke give ham evigt liv.

Giv til de fattige

17. Hvorfor kunne han ikke følge Jesus og samtidig beholde sin store rigdom?

¹⁷ Lad os antage, at den rige mand ønskede at følge Jesus, men ikke at sælge alt, hvad han havde, og give det til de fattige. Kunne han følge Herren og stadig tage vare på alt sit jordiske gods? Det ville være en umulighed. Kristus Jesus var en travlt optaget mand; han tog vare på Rigets interesser. Han gik omkring i byer, landsbyer og flækker, overalt i landet, og forkyndte det gode budskab om Riget. Hans disciple fulgte ham og blev belært af ham. Han kunne ikke binde sig til eet bestemt sted for at passe kvæg eller jord eller ejendomme, og det kunne hans disciple heller ikke, ikke hvis de skulle prædike Rigets budskab overalt i Israels land. Jesus havde ikke engang et sted, hvor han kunne hælde sit hoved, meget mindre et hus, han kunne kalde sit hjem. Nej, den rige mand kunne aldrig have fulgt Jesus, medens han stadig tog vare på sit „meget gods“.

18. Hvorfor forsøgte Jesus ikke at samle stor jordisk rigdom?

¹⁸ Jehova sørgede for Jesus, den anden Adam, ligesom han sørgede for den første Adam. Guds søn fik den nødvendige føde, klæder og et sted at bo. Han var en velkommen gæst i de menneskers hjem, som elskede sandhed og retfærdighed. Jesus vidste, at en arbejder var sin løn værd; thi han arbejdede i Guds riges interesser. Det nødvendige til livets opretholdelse var sikret; hvorfor skulle han så søge at ophobe stor rigdom? Han havde føde og klæder, og med det var han tilfreds.

19. Hvilken slags aktive, interesserede mennesker søgte Jesus efter?

¹⁹ Jesus søgte efter heltids-disciple, nogle, som ville rejse med ham og gøre det samme arbejde, som han gjorde, mennesker, han kunne sende bort i uger eller måneder til forskellige distrikter for at udføre gerninger ligesom dem, han udførte, for at bringe folket til anger og omvendelse. Han søgte efter pålidelige mennesker, dem, der ville lære og derefter forkynde: „Himmeriget er kommet nær.“ Intet måtte stå i vejen for deres tjeneste for Gud. De måtte ikke være ligesom andre mennesker, der har alt for travlt til at beskæftige sig med de virkelig betydningsfulde ting i livet. Husk, hvordan Jesus fortalte om en mand, der beredte en stor nadver, og han indbød mange til denne nadver. Det var en glædesfest, og derfor sendte han sine tjenere ud for at indbyde dem, han ønskede skulle komme. Men de indbudte gæster havde ejendomme og ting, som interesserede dem mere end denne mands fest, og derfor svarede de til indbydelsen: „Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt. . . . Jeg har købt fem par okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt. . . . Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.“ — Lukas 14:18-20.

20, 21. Hvorfor har de fleste mennesker ikke tid til at beskæftige sig med Rigets interesser?

²⁰ Således er det nu. De fleste mennesker har så travlt med deres egne pligter og arbejde, at de ikke har tid til at passe Kongens interesser. De har ikke tid til at gå ind til Herrens glæde og med Mesteren fejre udførelsen af den mest betydningsfulde gerning på jorden i vor tid. De har selv lagt en stor hindring på deres vej alene på grund af kærligheden til penge.

²¹ Det var meget svært for den rige mand at opgive alt, hvad han havde, så han kunne få en skat i himmelen. Det er akkurat lige så svært for mange mennesker nu i tiden at give afkald på det lidt, de har, og arbejde for de fattiges interesser og trøste dem, der sørger, med Rigets budskab. I deres travlhed hænger de i for at vinde mere jordisk gods. Det er selviskhed. Det er griskhed. Det er begærlighed. „Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt.“ (1 Timoteus 6:10) Selv når de rige planlægger en festbanket, gør de det med tanke på, hvad der vil være til fordel for dem.

22. Hvorfor skal man gøre godt mod de fattige, som ikke kan gøre gengæld?

²² Jesus var blevet indbudt til et aftensmåltid, og han sagde til sin vært: „Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.“ (Lukas 14:12-14) Det princip, Herren her slog fast, var, at man bør give andre uden at vente gengæld. Hvorfor ødsle din rigdom på dem, der er rige? De kan gengælde dig ved at gøre det samme for dig. Men indbyd hellere de fattige; de vil vise virkelig taknemmelighed, og giveren bliver velsignet. Ja, „gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige; og kom så og følg mig“. Så bliver du „rig på gode gerninger“.

Livet er mere end materiel rigdom

23. Hvorfor bør vi være på vagt mod enhver form for begærlighed?

²³ Fordi mennesket er født i synd og undfanget i misgerning, er det tilbøjeligt til at vende sig til livets onde side og elske penge. Man får at vide, at man må klatre op til toppen for at skaffe sig tryghed. Man skal være en self-made mand, tilfreds med sin egen storhed. Hvor dåragtigt! Er der ikke noget, som er meget mere værd end tryghed og verdsligt gods? Er ikke selve livet mere betydningsfuldt? Hvordan har vi fået det? Og disse rigdomme — er de ikke bare en ophobning af det, som Gud har givet til alle? Jesus sagde: „Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.“ (Lukas 12:15) En amer. Overs. gengiver verset således: „Tag jer i vare! I må være på vagt imod enhver form for begærlighed, for et menneskes liv tilhører ikke ham selv, hvor rig han end er.“ En anden oversætter af de græske skrifter, Rotherham, gengiver det på denne måde: „Giv agt og vogt jer for al begærlighed, for det er ikke af ens overflod, at livet springer ud, af det man ejer.“ Eller udtrykt med andre ord kan vi sige på grundlag af denne sandhed, at ethvert menneske stadig må være årvågen og på vagt imod enhver form for griskhed og begærlighed, thi selv om han har overflod af denne verdens goder, skyldes hans liv ikke det, han ejer. Er livet da ikke mere værd end rigdom?

24. Hvad kan materielle rigdomme ikke sikre os? Vis det ud fra en lignelse.

²⁴ Paulus fulgte Jesu vise og sunde råd, da han skrev således til Timoteus: „Byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Timoteus 6:18, 19) Hvad et menneske end har samlet sig af gods i retning af rigdom, ejendom og stor indflydelse — alt dette kan ikke sikre ham livet. Der må mere til. I fortsættelse af sit argument, at et menneskes liv ikke tilhører ham selv, hvor rig han end er, sagde Jesus: „Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke plads til min høst. Og så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! Du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis og drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre! I denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig? Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.“ — Lukas 12:16-21.

25. Hvordan var den rige mand i lignelsen dåragtig, egenkærlig og doven?

²⁵ Hvor er det sandt! En mands vej, når han samler penge til sig selv, er ikke rig hos Gud. Han tænker kun på sig selv, på sin egen ejendom, sin egen fornøjelse. Når en bliver så selvoptaget, er det intet under, at Jesus sagde, at det er „vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige! Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!“ Tænk lidt på denne rige mands planer. Han ville bygge større lader, hvor han kunne oplagre sin afgrøde og så glemme den øvrige menneskehed og bare leve på den rigdom, han havde gemt hen. Hvor egenkærligt! Hvor hensynsløst! Hvilken dovenskab! Han kunne have givet meget af sin rigdom til de fattige og dog have haft nok selv. Han kunne have planlagt opdyrkningen af sine marker for det næste år og således stadig beskæftiget sine lejede hjælpere. Ved at dyrke markerne år efter år ville han have fået større indtægter, og større mængder af fødevarer ville være blevet tilgængelige for de fattige. Men nej, ikke det! Han sagde til sig selv: „Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.“ Hvilken dåre! Han kom aldrig selv til at nyde godt af sin rigdom, og han havde ikke samlet sig skatte i himmelen ved at give til de fattige. „Ros dig ikke af dagen i morgen, du ved jo ikke, hvad dag kan bringe.“ — Ordsprogene 27:1.

26. Hvilke spørgsmål angående tryghed og liv må vi besvare? Hvordan?

²⁶ Hvad ønsker du for dig selv? Er det tryghed i denne verden, der dog snart skal gå til grunde, eller er det liv i retfærdighedens nye verden? Guds ord fremholder det eksempel, som alle kristne må følge for at opnå evigt liv, hvad enten det nu bliver liv med Kristus Jesus som hans brud i det himmelske riges herlighed, eller det bliver liv som en skabning, der skal nyde velsignelserne under himmeriget og det evige livs glæder på en herliggjort ny jord, som Gud skaber til bolig for mennesket. Begge dele opnås ved de sande rigdomme. Derfor, saml dig skatte i himmelen.

27. Hvordan kan både rige og fattige blive „rige på gode gerninger“?

²⁷ Alle mennesker ejer visse ting, nogle mere end andre. Princippet: „I har fået det for intet, giv det for intet“, gælder således både for de rige, for middelklassen og for de fattige. Den fattige enke, som kom til tempelblokken og lagde sine to småmønter i den, „lagde af sin fattigdom alt, hvad hun havde i eje“, til brug i Guds gerning, sagde Jesus. Men de rige, som lagde deres gaver i tempelblokken, gav „af deres overflod“. (Lukas 21:1-4) De rige savnede ikke de gaver, de gav Herren. Man kan derfor spørge: Hvem gav mest? Var det ikke enken med de to småmønter, som ikke havde ret stor værdi? Hvis du altså vil være rig hos Gud, så brug dine ejendele og din kundskab om Jehova Gud og hans retfærdige regering til gavn for de fattige, og trøst de sørgende med det gode budskab om Guds rige. Lad dig ikke binde og hindre af din rigdom, så du bliver slave af dit gods, men lad det, du ejer, arbejde for dig under din forkyndelse af Guds ord.

28. Hvad fik Timoteus befaling til at byde de rige i denne verden? Hvorfor?

²⁸ Paulus kendte visse personer i menigheden, som havde rigdom og var travlt optaget af at samle sig mere endnu; og i et brev, som han skrev til Timoteus, sagde han: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Timoteus 6:17-19) Fordi en eller anden har lidt eller meget af denne verdens gods, har han ingen grund til at indtage en hovmodig stilling over for sine venner og naboer, hverken dem i den kristne menighed eller dem ude i verden. De bør aldrig sætte deres håb til den usikre rigdom som guld eller sølv, der altsammen vil blive helt værdiløst i den gamle verdens allersidste dage. De rige burde erkende lige så vel som de fattige, at det er Gud, som rigeligt giver os, for at vi må nyde godt deraf. At en har mere af verdens rigdom end en anden, giver ham ikke grund til at se ned på den fattige med skam. Hvad alle kan og må være rige på, er „gode gerninger“.

29. Hvordan rådede Jakob os med hensyn til personsanseelse?