Spørgsmål fra læserne
En retssag, der for nylig fandt sted i Chicago angående Jehovas vidner og deres stilling til blodtransfusioner, vakte meget røre i den offentlige presse og blandt mennesker i almindelighed. Der blev stillet mange spørgsmål. De følgende var de hyppigste og kom fra forskellige kilder.
● Hvad er det bibelske grundlag for indvendingerne mod blodtransfusioner?
Efter Vandfloden sluttede Jehova en pagt med Noa, og heri var indbefattet dette bud: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise.“ (1 Mos. 9:4) Loven, der blev givet gennem Moses, indeholdt disse bestemmelser: „Intet fedt og intet blod må I nyde.“ „I må heller ikke nyde noget som helst blod.“ „Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet jer det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. . . . Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød.“ (3 Mos. 3:17; 7:26; 17:10, 11, 14; 19:26) Og i De græske Skrifter lyder instruktionerne til de kristne således: „Thi den hellige ånd og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr [fra noget dræbt uden at blodet er løbet af, NW] og fra utugt.“ — Ap. G. 15:19, 20, 28, 29; 21:25.
● Angår disse forbud om blodet bare dyreblod og ikke menneskeblod?
Eftersom Jehova ikke gav tilladelse til kannibalisme, påbød han naturligvis heller ikke sit folk at lade blodet løbe ud af menneskekroppene, før de spiste dem. Medens de foregående skriftsteder således først og fremmest taler om dyreblod, bør man ikke overse den kendsgerning, at de omtalte forbud gjaldt al slags blod; de måtte ikke nyde „noget som helst blod“ eller „blodet af noget som helst kød“. Det indbefatter menneskekød. Dyreblodet skulle „skaffe jeres sjæle soning“. Alligevel viste Paulus, at disse offerdyrs blod ikke kunne bringe virkelig soning, men blot var et billede på Jesu blod. Dersom det forbilledlige dyreblod var helligt, hvor meget mere så ikke det modbilledlige menneskeblod! Læg som et bevis på, at forbudet indbefattede menneskeblod, mærke til, hvad der skete, dengang tre mænd vovede livet for at hente vand til den tørstige David: „Han ville dog ikke drikke det, men udgød det for Jehova med de ord: Gud vogte mig for at gøre det! Skulle jeg drikke de mænds blod, som har vovet deres liv? Thi med fare for deres liv har de hentet det.“ (1 Krøn. 11:17-19) Fordi vandet var fremskaffet med fare for menneskeliv, regnede David det for menneskeblod og anvendte den guddommelige lov om alt blod på det, idet han nemlig hældte det ud på jorden. „Kun blodet må I ikke nyde; det skal du lade løbe ud på jorden som vand.“ — 5 Mos. 12:16, 23, 24.
● Hvorfor anvendes de bibelske forbud på transfusioner, når bloddonoren ikke dør, og der ikke går noget liv tabt?
Vi henviser til svarene på det foregående spørgsmål og spørger: Døde de tre mænd, der hentede vandet til David? Nej. Betragtede David da dette som en formildende omstændighed, der tillod ham at drikke det vand, han regnede som menneskeblod? Nej. Den skabnings død, som tilfører blodet, er uvæsentlig. Forbudet gjaldt indførelsen af blod i organismen, og denne enkle kendsgerning kan ikke ændres af spidsfindige ræsonnementer og underfundig verdslig visdom.
● Eftersom de kristne ikke er under Moseloven, der fremholdt disse bestemmelser med hensyn til blodet, hvorfor så være bundet af sådanne forordninger?
Bestemmelserne angående blodet eksisterede før Moseloven, idet de, som det vises i 1 Mosebog 9:4, blev givet århundreder tidligere. De blev overført til den kristne menighed, for at den kunne rette sig efter dem, endog efter at Moseloven var ophørt, ved at Kristus naglede den til marterpælen. Det første svar i denne række af spørgsmål og svar viste, at påbudet vedrørende blodet er et af de kristnes grundprincipper, for dengang der blev sendt instruktioner ud om minimumskravene, var spørgsmålet om blodet henregnet til „dette nødvendige“. Denne forordning angående blodet fandtes altså før og efter Moseloven, og var så vigtig, at den også blev indlemmet og fremholdt i den.
● 3 Mosebog 3:17 siger: „Intet fedt og intet blod må I nyde!“ Så hvorfor undgå blod, men spise fedt?
Moseloven krævede, at fedtet fra offerdyrene skulle brændes på alteret, som det fremgår af versene forud for det i spørgsmålet citerede. Fedtet var særlig egnet hertil, da det brændte hurtigt. Hvad der imidlertid skal danne kærnen i svaret på spørgsmålet er, at forbudet mod fedt er en del af Moseloven. I modsætning til fedt er blod forbudt andre steder end i lovpagten; da loven derfor ophørte ved dens opfyldelse, endte forbudet mod fedt, lige såvel som forbudet mod at spise svin, kaniner, ål o.s.v.
● Der findes mange, som siger, at det at få en blodtransfusion ikke er det samme som at spise blod. Er dette en sund indstilling?
En patient på et hospital kan ernæres gennem munden, gennem næsen eller gennem årerne. En sukkeropløsning, der gives intravenøst, kaldes en intravenøs madning. Så efter hospitalernes egne benævnelser regnes den proces, hvorved organismen tilføres føde gennem årerne, for en form for ernæring. Den læge, der udfører transfusionen, ernærer således patientens blod gennem årerne, og den patient, der får blodet, indtager det gennem sine årer. Når alle disse kunstfærdige løsninger, argumenter og udflugter er fejet til side, er kendsgerningen dog stadig, at en hel del af en skabnings blod med overlæg er blevet optaget i en andens organisme. Det er, hvad Gud har forbudt, uanset metoden.
● Dersom en transfusion udretter noget godt, måske endog frelser et liv, er det så ikke en kristuslig gerning, der derved er ydet? Sagde Jesus ikke: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner?“
Som berettet i Johannes 15:13 sagde Jesus således, og han tilføjede også: „I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:14) Han udgød sit blod for dem, der adlyder ham, ikke som en transfusion, men på marterpælen, da han led offerdøden og frembar sit livs værdi på Jehovas modbilledlige alter som en genløsning for lydige mennesker, hvilket blev forbilledligt fremstillet ved de dyreofre, der blev frembåret under Moseloven. Blodtransfusioner er ikke kristuslige. Hans blod var af en særlig type, og i blodtransfusionsøjemed ville det kun gavne visse mennesker med lignende blod og betyde døden for mange. Døde Kristus ikke for alle slags mennesker, for alle, som beviste deres venskab med ham ved at adlyde hans bud? Det er også kun Kristi Jesu blod, der har en genløsende eller sonende værdi, så ufuldkomne mennesker behøver ikke at prøve at sætte sig i hans særlige sted og mene, at de skal sætte livet til for deres venner, som Kristus gjorde det for sine. De muligheder for liv, der åbnedes ved hans udgydte blod, gjaldt desuden evigt liv i en ny verden, ikke bare en kort forlængelse af vor nuværende midlertidige eksistens. Ethvert liv, der reddes ved blodtransfusion, er kortvarigt.
At handle i ulydighed mod Guds bud kan koste en det evige liv. Intet midlertidigt gode kunne opveje dette evige store tab. Det vand, der bragtes David, da han led fysisk tørst, kunne have gjort hans legeme godt og givet ham en kærkommen lindring; men han betragtede ikke et sådant gode som retfærdiggørelse for at overtræde de principper, der var nedlagt i Jehovas lov om blodet. (1 Krøn. 11:17-19) På lignende måde var israelitterne ved en lejlighed på randen af fysisk udmattelse og udhungrede af alvorlig mangel på føde. De slagtede dyr, og for i hast at få mættet deres trængende fysiske behov, spiste de kødet uden at give sig tid til at lade blodet løbe ud. Det fysiske gode, som dette bevirkede for deres organismer, retfærdiggjorde ikke deres overtrædelse af Guds lov om blodet, lige så lidt som det skånede dem for at blive irettesat som syndere. — 1 Sam. 14:31-34.
De transfusionsentusiaster, der lider af et frelser-kompleks, burde også tage den kendsgerning i betragtning, at transfusioner ved mange lejligheder forårsager skade, spreder sygdomme og ofte fremkalder døden, ting, der naturligvis ikke offentliggøres. Er De lige så villig til at tage ansvaret for de dårlige resultater, som De er til at tage æren for de formodede gode resultater? Der foreligger den mulighed, at Deres blod kan blive årsag til et menneskes død. Husk på, at Guds lov tillod, at selv den uforskyldte manddraber blev dræbt af offerets hævner, medmindre manddraberen flygtede til og forblev i de særlig udvalgte tilflugtsbyer. (4 Mos. 35:9-34) De kristne oplæres til at være endnu mere nøjeregnende med menneskeliv, end de naturlige jøder var. Igen siger vi, at der kommer intet godt ud af at overtræde Guds lov, ligegyldig hvilken opstilling af verdslig visdom, der tages i anvendelse for at retfærdiggøre det i menneskers øjne. — Luk. 16:15; 1 Kor. 3:19.
● Skal man heraf slutte, at Jehovas vidner bekæmper menneskers anvendelse af blodtransfusioner?
Det ville være at drage en forkert slutning. Jehovas vidner bekæmper ikke menneskers anvendelse af transfusioner, men indrømmer enhver ret til selv at bestemme, hvad han med god samvittighed kan gøre. Israelitterne følte sig forpligtet til at adlyde Guds lov, der forbød, at de spiste kød med størknet blod i, men de havde ikke noget imod, om de, der stod uden for Guds organisation, gjorde det; de forsynede endog dem udenfor, som regelmæssigt spiste den slags, med selvdøde dyr. (5 Mos. 14:21) Enhver må selv træffe sin afgørelse og bærer selv ansvaret for sin handlemåde. Jehovas vidner indvier deres liv til Gud og føler sig bundet af hans ord, og på baggrund af disse ting afgør de hver især deres personlige handlemåde og bærer deres personlige ansvar herfor ind for Gud. Som Josua engang sagde til israelitterne: „Men hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg i dag, hvem I vil tjene. . . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ — Jos. 24:15.
● Hvorfor nægter Jehovas vidner ikke at spise kød, for så vidt som der stadig findes noget blod i det, selvom blodet er løbet af dyret?
Nogle påstår, at det er vandstoffet i blodet og ikke selve blodet, der løber ud af kødet. Alt det blod, som bliver tilbage i legemet, vil koagulere efter en tid og efter at være udsat for luften; det vil således ikke være i vædskeform, når man køber det i en slagterforretning. En anset bog om fysiologi fremholder imidlertid fornuftige ræsonnementer gående ud på, at der selv i kadavere, som man omhyggeligt har ladet blodet løbe af, bliver noget størknet blod tilbage. I et forsøg på at fjerne alt blodet går nøjeregnende jøder til store yderligheder. Code of Jewish Law, en samling af jødiske love og skikke, samlet af en rabbiner og udgivet af et hebraisk forlag i New York city, beretter om de store besværligheder, der er forbundet med kød. Kødet skal lægges i vand i en halv time, derefter skal det saltes og ligge en time, så at saltet kan trække blodet ud af det, og til sidst skal det vaskes grundigt tre gange. Jehovas vidner går imidlertid ikke til sådanne yderligheder, der synes typiske for den farisæiske nidkærhed, som havde så travlt med bagateller og „forsømte det i loven, der har større vægt“. Som Jesus sagde til dem: „I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen!“ (Matt. 23:23, 24) Pointen i det er: Jehova Gud gav befaling om ikke at spise blod, medens han sagde, at menneskene måtte spise dyrekød. På samme tid gav han anvisninger på, hvorledes hans påbud kunne holdes, ved at man lod blodet løbe af det slagtede dyrs kadaver. Det er hans lov, vi søger at adlyde i dette spørgsmål om blodet, og når vi følger hans anvisninger med at lade blodet løbe af dyret og således gør, hvad han har befalet, er det så ikke tilstrækkeligt? Vi behøver ikke at blive urimelige og spidsfindige som farisæerne og pålægge os selv byrder udover den guddommelige lovs krav. — Matt. 23:4.