Hvad siger Bibelen?

Hvor vidt bør kristne gå i deres sorg?

AT MISTE en af sine slægtninge eller venner er noget af det sværeste et menneske kan komme ud for. Man vil stå tilbage med følelsen af et stort tab og være overvældet af sorg. Det vil kun være naturligt at en sådan sorg får en til at græde.

Men siger Bibelen ikke at vi ikke skal græde? Fik folk ikke udtrykkelig besked på ikke at sørge? Lad os engang undersøge hvad Bibelen egentlig siger om dette, og hvorfor.

I et tilfælde berettes der om Arons sønner Nadabs og Abihus død. Disse mænd overtrådte Guds påbud for ren tilbedelse da de ved en lejlighed ofrede „fremmed ild“, sandsynligvis under indflydelse af spiritus. For denne respektløse handling blev de udryddet af Jehova Gud. (3 Mos. 10:1, 2, 8-11) Ved denne lejlighed fik Aron og hans andre sønner besked om ikke at vise nogen ydre tegn på sorg. Ved at adlyde denne befaling viste de at de fuldt ud anerkendte Guds dom over deres slægtninge. (Versene 6, 7) Det fremgår heraf at det Aron og hans overlevende sønner gjorde, ikke er vejledende for hvordan en kristen normalt bør reagere ved et dødsfald.

Flere hundrede år senere fik profeten Ezekiel befaling om ikke at græde over sin hustrus død. Jehovas ord til ham lød: „Du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde tårer; suk i stilhed.“ (Ez. 24:15-17) Der var et formål med at Ezekiel ikke udadtil skulle give udtryk for sorg. Det tjente som et profetisk tegn for de israelitter der var i fangenskab i Babylon, idet det viste dem at Jehova Gud ville vanhellige sit tempel, som var lige så dyrebart for dem som Ezekiels hustru var for ham. Stik imod hvad de håbede ville Jerusalem blive ødelagt; og i deres fangenskab ville de ikke have mulighed for at give fuldt udtryk for deres sorg. — Ez. 24:20-24.

Ved en tidligere lejlighed havde Jehova gennem sin profet Jeremias erklæret: „Græd ej over den døde [Josias], beklag ham ikke! Græd over ham, der drog [levende] bort [i fangenskab], thi han vender ej hjem, sit fødeland genser han ikke. Thi så siger [Jehova] om Josias’ søn, kong Sjallum [Joahaz] af Juda, der blev konge i sin fader Josias’ sted: Han, som gik bort fra dette sted, skal ikke vende hjem igen; men på det sted, til hvilket de førte ham i landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette land.“ — Jer. 22:10-12.

Betød disse ord at det var forkert og i modstrid med Guds hensigt at græde over den gode kong Josias’ død? Nej. Josias’ død i kamp var et frygteligt tab for israelitterne. Det var en national ulykke som med rette voldte sorg; endog Jeremias deltog i sorgen over Josias’ død. Bibelen beretter: „Hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias. Jeremias sang en klagesang over Josias, og alle sangerne og sangerinderne talte i deres klagesange om ham, som de gør den dag i dag; man gjorde dette til en stående skik i Israel, og sangene står optegnede blandt klagesangene.“ — 2 Krøn. 35:24, 25.

Det er således klart at Jehovas ord gennem Jeremias ikke havde til formål at hindre israelitterne i at sørge. Ordene fremhævede blot som en sammenligning at Josias’ levende søn Sjallum var endnu værre stillet end hans døde fader, for Sjallum ville ikke dø i sit hjemland som hans fader Josias gjorde, men som en landflygtig i Ægypten. Der var derfor mere grund til at græde over Josias’ søn end over den døde kong Josias selv.

En undersøgelse af Bibelens beretninger viser klart at Guds tjenere med rette græd over tabet af deres kære. Da Abrahams elskede hustru døde, siger Guds ord, „gik [han] hen og holdt klage over Sara og begræd hende“. (1 Mos. 23:2) Jakob, som troede at hans søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr, „ville . . . ikke lade sig trøste“. (1 Mos. 37:35) I forbindelse med den første kristne martyr, der blev stenet af en rasende menneskemængde, læser vi: „Men gudfrygtige mænd bar Stefanus til begravelsen, og de holdt en stor klage over ham.“ (Apg. 8:2) Dorkas’ (Tabitas) død i Joppe gav anledning til megen gråd blandt de kristne enker, som havde nydt godt af hendes venlighed. — Apg. 9:39.

En sådan gråd skal ikke blot betragtes som en ufuldkommen reaktion over for sørgelige begivenheder. Hvorfor ikke? Fordi endog Guds fuldkomne søn, Jesus Kristus, græd af sindsbevægelse da han hørte om vennen Lazarus’ død. Mange som så at Jesus græd, udbrød: „Se, hvor han holdt af ham!“ — Joh. 11:35, 36.

Det er også passende at vise deltagelse med andre i deres sorg. Skriften formaner: „Græd med dem der græder.“ — Rom. 12:15.

Guds tjenere bør imidlertid undgå sørgeritualer som har forbindelse med falsk tilbedelse. De gamle israelitter fik følgende påbud: „I må ikke gøre indsnit i eders legeme for de dødes skyld.“ (3 Mos. 19:28) Historieskriveren Herodot giver os en idé om hvad dette indebar. Han kommer med følgende udtalelse om skythernes handlinger når en af deres konger døde: „De skærer et Stykke af deres Øre, afklipper Haaret i en Rundkres, snitter sig rundtom paa Armene, kradser sig paa Panden og Næsen og jager Pile gennem deres venstre Haand.“ (Herodots Historie, bog IV, afsnit 71) Formålet med sådanne handlinger kan have været at formilde de guder som man troede herskede over de døde. Sådanne sørgeritualer hørte ikke hjemme blandt et folk som nærede håb om en opstandelse.

Desuden kan det siges at overdrevne udtryk for sorg er upassende for kristne. Apostelen Paulus skrev til nogle trosfæller: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) Kristne kan selvfølgelig blive bedrøvede, men de bør ikke blive hysteriske og reagere som om alt var tabt. Andre skulle gerne kunne se at de har et storslået håb, et håb som virkelig giver dem styrke. Sande kristnes sorg bør være afbalanceret, så at sige overskygget af håb og gudgiven glæde. De bør bestræbe sig for at genspejle Paulus’ indstilling; han siger om sig selv og sine ledsagere at de var „som bedrøvede men altid glade“. (2 Kor. 6:10) Denne indstilling hjælper os til at undgå at blive udmarvet af vedvarende sorg.

Det samlede vidnesbyrd fra Bibelen viser altså at det er rigtigt at sørge ved dødsfald, men at en sådan sorg ikke bør gå så vidt at andre mennesker kan stille sig tvivlende over for ægtheden af ens tro på Guds løfte om en opstandelse. Alle yderliggående udtryk for sorg samt hedenske ritualer bør undgås. Gråd som røber uenighed med Guds dom eller som er i modstrid med hans udtrykkelige påbud, vil ligeledes være forkert.