Menneskets frelse sekundær i forhold til Guds ophøjelse
Bibelen taler meget om menneskets frelse, men hvor taler den om Guds ophøjelse? Lærer den at ophøjelsen er af større vigtighed end frelsen?
JEHOVAS vidner lægger vægt på ophøjelsen af Jehovas navn. Andre religionssamfund lægger vægt på menneskets frelse: Omvend dig og bliv frelst, bekend dine synder, lad dig døbe, tag mod Jesus som din frelser. Således lyder det gang på gang ved de evangeliske vækkelsesmøder og korstog. Bibelen lærer disse sandheder, og Jehovas vidner antager dem og forkynder dem for andre. De er af stor betydning. De skulle aldrig betragtes som mindre væsentlige. Men de skulle heller ikke tillægges så overdreven stor betydning at de skjuler den endnu vigtigere bibelske sandhed: ophøjelsen af Jehovas navn.
Guds navn Jehova blev gjort kendt på en særlig måde da han udfriede israelitterne fra Ægypten som sit udvalgte folk. Han knyttede sit navn til det folk og gav det sin lov: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ Israel gik ind på at adlyde og blive Jehovas særlige ejendom over hvilken hans navn var nævnet. De blev advaret: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn på en uværdig måde.“ — 2 Mos. 19:5, 6; 20:7, NW.
Når dette, det tredje af de ti bud, formaner til ikke at tage Guds navn forfængeligt eller bruge det på en uværdig måde, betyder det meget mere end blot at bruge hans navn ved en bespottelse. Det betyder at de som går ind på at være Guds folk bærer hans navn og må adlyde de love, befalinger og principper som hans navn står for; gør de ikke dette, bruger de hans navn på en uværdig måde og vil ikke undgå straf. De kan ikke for evigt vanære hans navn. Til den tid Jehova har fastsat vil han skride til handling for at ophøje det, selv om det vil koste menneskeliv, thi dets ophøjelse er af større betydning.
Hvorfor Jehova frelste Israel
Under udvandringen fra Ægypten gjorde israelitterne oprør ved Det røde Hav, men Jehova frelste dem på trods af deres oprør. Hvorfor? For deres egen skyld? Nej, grunden var at Jehovas navn var nævnet over dem, og de ægyptiske forfølgere skulle ikke få lov at vinde en sejr der tilsyneladende ville være en sejr over Jehova. Salmisten siger om dette: „Dog frelste han dem for sit navns skyld, for at gøre sin vælde kendt.“ — Sl. 106:8.
I den tredje måned efter udgangen af Ægypten steg Moses op på Sinaj bjerg for at modtage Jehovas lov. Senere fortalte Jehova Moses at folket ved at tilbede billedet af en kalv handlede på en måde der ville føre til dets undergang. Da Jehova sagde han ville udslette dem, var det Moses der fik ham til at afholde sig fra det. Af hvilken grund? Folkets frelse, deres bevarelse? Nej, for Jehovas navns skyld, navnet som var nævnet over hans folk. Moses argumenterede: „Hvorfor skal ægypterne kunne sige: I ond hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem bjergene og udrydde dem af jorden?“ Og: „Kom Abraham, Isak og Israel i hu, dine tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre Eders afkom talrigt som himmelens stjerner, og jeg vil give Eders afkom hele det land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!“ Således holdt Jehova ødelæggelsen tilbage, ikke for Israels skyld, men for at afholde ægypterne fra at sige at Jehova ikke evnede at føre dem til løftets land og i stedet dræbte dem, og at Jehova ikke kunne holde det løfte som han havde givet i sit navn til Abraham og Isak og Jakob. — 2 Mos. 32:12, 13; 5 Mos. 9:24-29.
Senere, da spejderne vendte tilbage efter at have udspejdet Kana’ans land og israelitterne nægtede at gå ind i landet, fordømte Jehova deres mangel på respekt og tro og ville udslette dem. Igen lagde Moses sig imellem, idet han sagde at nationerne „har hørt at du er Jehova iblandt dette folk“, og „hvis du dræber dette folk alle som én, så vil nationerne, som har hørt om dit ry, visselig sige: ’Fordi Jehova ikke evnede at føre dette folk til landet han tilsvor dem, gav han sig til at dræbe dem i ørkenen.’“ Derfor blev folket atter skånet, ikke fordi dets frelse var så vigtig, men fordi dets udslettelse ville kaste et dårligt lys over Jehovas navn som var sat i forbindelse med hans folk. — 4 Mos. 14:14-16, NW.
Efter at Israel var kommet ind i Kana’ans land og havde været styret af dommere gennem århundreder, bestemte de at de ville have en menneskelig konge, som de omboende nationer havde det. Dette var en forkastelse af Jehova Gud, men det blev ikke des mindre tilladt dem. Imidlertid viste Jehova sit mishag ved at sende torden og regn under hvedehøsten — et sådant vejr var helt usædvanligt på denne årstid! Folket blev grebet af stor frygt over dette mirakuløse tegn, men efter at have formanet dem til at følge Jehova beroligede Samuel dem: „Thi for sit store navns skyld vil HERREN [Jehova] ikke forstøde sit folk, da det jo har behaget [Jehova] at gøre Eder til sit folk.“ Her var det atter for sit navns skyld, det som var nævnet over disse folk, at han tålte dem. — 1 Sam. 12:22.
Jehova var langmodig med disse folk for sit navns skyld, men den tid kom da deres spot og afgudsdyrkelse blev så vanærende at han viste dem ud af landet. Den falske, smudsige dæmontilbedelse de hengav sig til mens de sagde de tjente Jehova, var det samme som at bruge hans navn på en uværdig måde — en synd som ikke ville forblive ustraffet! Han tillod babylonierne at tage sit troløse folk til fange. Men de nationer blandt hvilke israelitterne blev spredt fortolkede adspredelsen som et bevis på svaghed hos israelitternes Gud Jehova. For at påvise det forkerte i denne tanke sagde Jehova at han ville føre Israel tilbage til Judas land. Følgelig skete Israels genoprettelse ikke med nationens frelse for øje, men som en ophøjelse af Jehovas navn. Vi læser om dette i Ezekiel 36:19-24:
„Jeg spredte dem blandt folkene, og de strøedes ud i landene; efter deres færd og gerninger dømte jeg dem. Således kom de til folkene; hvor de kom hen, vanærede de mit hellige navn, idet man sagde om dem: ’De der er HERRENS [Jehovas] folk, og dog måtte de ud af hans land!’ Da ynkedes jeg over mit hellige navn, som Israels hus vanærede blandt de folk, de kom til. Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre [Jehova]: Det er ikke for Eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som vanæredes blandt folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], lyder det fra den Herre [Jehova], når jeg helliger mig på Eder for deres øjne. Jeg vil hente Eder fra folkene, samle Eder fra alle lande og bringe Eder til Eders land.“
En ny nation tager Israels plads
Halvfjerds år efter at Jerusalems øde tilstand var begyndt, vendte en trofast rest af jøder følgelig hjem til Jerusalem og genoprettede sand tilbedelse af Jehova. Men nogle få år efter ringeagtede jøderne Jehovas navn og kaldte hans bord lidet værd ved at bringe urent brød og halte og syge dyr som ofre på hans alter. Mere end fire hundrede år senere kom Jesus til templet i Jerusalem og fandt at de hvem ofringerne var betroet stadig var fordærvede, og han sagde til dem: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus;’ men I gør det til en røverkule.“ Jesus sagde til det folk som havde gjort sig skyldig i at bruge Jehovas navn på en uværdig måde: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Matt. 21:13, 43; Mal. 1:6-8.
Til den nye nation der frembringer Rigets frugter sagde apostelen Peter: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk.“ Kan du genkende denne tales lighed med den der blev holdt for Israel da det blev gjort til Jehovas særlige ejendom for at det kunne bære hans navn? Peter citerer hovedindholdet af 2 Mosebog 19:5, 6 og anvender det ikke mere på det bogstavelige Israel men på det åndelige Israel, hvis medlemmer består af både jøder og hedninger. Nu er det den kristne organisation, dannet af jøder og ikke-jøder, der er det udvalgte folk som bærer Jehovas navn: „Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn.“ — 1 Pet. 2:9, 10; Ap. G. 15:14.
Dette „folk, som kunne bære hans navn“, skulle ikke tage hans navn forfængeligt eller bruge det på en uværdig måde og lide straf, som Israel gjorde. Det skulle lyde hans befalinger, forkynde hans sandheder, til hans pris genspejle hans herlighed, og frembringe Rigets frugter. Den kristne nation skal ikke ofre dyr, som Israel gjorde, men „vi vil betale med vore læbers tyre“. Denne nye nation ofrer ikke jordens frugter, som Israel gjorde, men „lad os ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er frugt af læber som offentligt forkynder hans navn“. De mundtlige tyre, frugterne, som kristne læber har ofret, skulle ikke være urene eller syge, hvilket de ville være hvis ikke de var sandhedsord fra Bibelen anvendt på den rette måde som sund lære. Heller ikke skulle disse mundtlige ofre, der synligt ofres til Gud, drejes, så de i virkeligheden blev til lovprisning af falske „guder“, såsom mennesker, menneskelige systemer eller religiøse organisationer. — Hos. 14:2, RS, margen; Hebr. 13:15, NW.
Nu bør navnet ophøjes
Jehova befaler: „Og I må ikke sværge i mit navn på en løgn, så at I vanhelliger jeres Guds navn. Jeg er Jehova.“ Hvis religiøse organisationer lærer løgne i Guds navn, vanhelliger de det og bliver årsag til at det atter må ophøjes. Nogle siger at jorden vil blive ødelagt ved ild; men Bibelen siger: „Jorden står til evig tid.“ Nogle siger vi vil komme til at leve enten i himmelen eller i helvede, men om jorden siger Bibelen at Jehova „ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. Nogle siger at syndere har udødelige sjæle der vil blive pint for evigt, men Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Nogle siger at to andre er lige med Gud i en treenighed, men Bibelen siger: „Jehova er større end alle andre guder.“ De som i Guds navn forkynder dogmer der er i strid med Bibelen, lærer løgne i hans navn, de vanhelliger hans navn. — 3 Mos. 19:12, NW; Præd. 1:4; Es. 45:18; Ez. 18:4; 2 Mos. 18:11, NW.
Nogle religioner har antaget hedenske læresætninger for at lette sammenslutningen af hedninger og kristne, men Bibelen advarer: „Træk ikke i ulige åg med de vantro.“ Andre mere modernistisk sindede antager videnskabelige evolutionsfilosofier for at tiltrække de intellektuelle, men også her advarer Bibelen: „Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ’magter’, ikke på Kristus.“ De fleste af kristenhedens religioner lærer venskab med verden og andel i den, men Bibelen slår fast at „hele verden er i den Ondes vold“ og at enhver der „gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende“. I disse og mange andre tilfælde sværger kristenhedens falske religioner på løgne i Jehovas navn. — 2 Kor. 6:14; Kol. 2:8; 1 Joh. 5:19; Jak. 4:4.
Mange folk og trossamfund i de nationer som påstår at være kristne, tager Guds navn forfængeligt og bruger det på en uværdig måde. Ved deres falske dogmer og urene opførsel bringer de vanære over Guds navn, som de siger de bærer. Følgelig bør Jehovas navn ophøjes, og dets ophøjelse er vigtigere end disse menneskers frelse, for det vil blive renset på bekostning af deres liv: „Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ — Sl. 83:18, 19.
Denne ødelæggelse i forbindelse med ophøjelsen af Jehovas navn vil komme i Guds krig, Harmagedon. Når dette nævnes i vore dage vil der lyde spot fra spottere, og som Bibelen har forudsagt skulle de sige: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ For nogle kunne det se ud som var Jehova sen til at handle, men „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. Jehova er interesseret i menneskers frelse; han har ikke behag i den gudløses død, men ønsker for alle at de skal komme til fornuft og omvende sig og blive frelst. Han giver dem rigelig tid til at gøre det. Men den forudsagte ødelæggelse vil komme. — 2 Pet. 3:4, 9.
Ophøjelsen indbefatter frelse
Endnu flere løfter knytter sig til tiden efter denne gamle verdens, undergang: „Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ Da vil mennesket få den forret at forskønne jorden, bevare den herlig, føre tilsyn med dyrelivet på den, opfylde den med sin egen slægt og opnå mange andre velsignelser der trodser enhver beskrivelse. Læs denne korte beskrivelse af de forhold der da vil være: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der, skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4.
Jehova lover dette i sit navn, og det er nedskrevet i hans ord, Bibelen. Han lover en ny retfærdig verden. Han lover også at jorden står til evig tid, at den vil være beboet for evigt, og at vi ved at anerkende Jesus som vor genløser kan blive frelst og komme til at leve på den i al evighed. Disse løfter, der er givet i hans navn, må han opfylde, ellers ville de være løgne udtalt i hans navn, og som sådanne ville de vanære navnet. Han forbyder dem der bærer hans navn at vanære det; visselig vil han heller ikke selv vanære det på denne måde. Hans navns ophøjelse vil for en del bestå i opfyldelsen af disse løfter som spottere har betvivlet og latterliggjort. Eftersom nogle af disse løfter angår frelse af menneskeliv, vil lydige menneskers frelse udgøre en del af ophøjelsen af Jehovas navn. Ophøjelsen er af større betydning end frelsen, men den indbefatter frelse, lige såvel som den indbefatter opfyldelsen af alle løfter givet i Jehovas navn. Hans løfter vil ikke forblive uopfyldte: „Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:10, 11.
Når Jehovas vidner lægger vægt på ophøjelsen af Jehovas navn, underkender de således ikke menneskers frelse — den er livsnødvendig for dem og alle andre menneskelige skabninger. Snarere betragter de ophøjelsen og frelsen i det rette perspektiv; de giver begge dele deres retmæssige plads, idet de sætter Jehovas ophøjelse først og derefter menneskets frelse. Ofte sætter selv mennesker deres gode navn højere end livet når de foretrækker at dø fremfor at bringe skændsel over deres navn. Hvis et menneskes navn er af større betydning end dets liv, er Guds navn sandelig endnu vigtigere end menneskers liv! Som det første store bud nævner Jesus kærligheden til Gud, og i anden række sætter han kærlighed til næsten. Ligeledes satte han Jehovas navns hellighed først i den mønsterbøn han lærte sine efterfølgere: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ Når du beder denne bøn sætter du også Jehovas navn og dets helliggørelse og ophøjelse først. Ved at bede denne bøn sætter du også de menneskelige interesser næst efter ophøjelsen af Jehova. — Matt. 6:9; 22:37-39.