Kapitel 11

Til engelen i Tyatira

 1. Hvor lå Tyatira, og hvilken form for tilbedelse havde man der?

TIL FORSKEL fra Pergamum havde byen Tyatira ingen kejserdyrkelse. Dens vigtigste gud var solguden Apollon, der var broder til gudinden Diana eller Artemis. Denne by lå cirka tres kilometer sydøst for Pergamum og således lidt fjernere fra øen Patmos, hvor apostelen Johannes sad som fange. I det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse var der en menighed af sande kristne i Tyatira. Johannes blev ledet til at skrive følgende til dens „engel“, der skinnede som en stjerne med himmelsk, åndeligt lys:

 2. Hvilke rosende bemærkninger havde Herren Jesus Kristus til menighedens engel i Tyatira?

² „Og skriv til menighedens engel i Tyatira: ’Dette siger Guds Søn, han, der har øjne som flammende ild, og hvis fødder ligner skinnende malm: Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og troskab og tjeneste og udholdenhed, og jeg ved, at dine sidste gerninger er flere end de første.

 3. Hvad bebrejdede Jesus Kristus Tyatiramenigheden for?

³ Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde og optræder som lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød. Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin utugt. Se, jeg kaster hende på sygelejet og fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger. Og hendes børn vil jeg slå ihjel med sot, og alle menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.

 4. Hvilken opmuntring gav Kristus Tyatiramenigheden?

⁴ Men til jer andre, som er i Tyatira, til alle, der ikke har denne lære og ikke „kender Satans dybder“, som de kalder det — til jer siger jeg: jeg lægger ingen ny byrde på jer. Kun skal I holde fast ved det, I har, indtil jeg kommer. Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; og „med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås“ — således som også jeg har fået det overdraget af min Fader; og jeg vil give ham morgenstjernen. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!’“ — Åbenbaringen 2:18-29.

 5. (a) Hvordan gav Herren Jesus Kristus sig til kende i dette budskab? (b) Hvorved adskilte Kristi udseende sig fra det han havde da han tidligere, efter sin opstandelse, havde åbenbaret sig for Johannes, og hvad symboliseres ved hans flammende øjne og hans fødder der lignede „skinnende malm“?

⁵ Den der gennem Johannes sender dette budskab giver sig til kende som Guds søn, og i overensstemmelse hermed omtaler han Gud som sin „Fader“, af hvem han har modtaget noget han skal dele med sine sejrende disciple, sine „tjenere“. Omkring to år senere blev apostelen Johannes inspireret til at skrive sit evangelium for at bevise at det var sandt „at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn“. (Johannes 20:31) Omkring treogtres år tidligere havde Johannes set den opstandne Jesus, ikke som i dette syn i Åbenbaringen, men i et materialiseret legeme som han viste sig i for at hans disciple kunne se ham. I dette strålende syn, derimod, viste Guds søn sig med „øjne som flammende ild“, et symbol på at han har mere end blot almindelig menneskelig synsevne. Han kan ransage „nyrer [de inderste tanker, NW] og hjerter“, og vide hvad hans disciple virkelig er inderst inde. Han viste sig også med fødder der lignede „skinnende malm“, ja „skinnende malm, når den gløder i ovnen“. (Åbenbaringen 1:14, 15) Dette skildrer på glimrende måde hvor ren han står i Guds øjne.

 6. (a) Hvorfor bør Kristi budskab til menigheden ikke modtages med ligegyldighed? (b) Hvad kan svække menighedens stilling i Jehovas øjne, selv om den måske har kærlighed, tro, udholdenhed og mange gode gerninger?

⁶ Budskabet fra den opstandne Guds søn til menigheden som hævder at være kristen, skal derfor ikke tages let, som noget ligegyldigt. Intet i menigheden undgår hans opmærksomhed, hverken den stjernelignende tilsynsmand eller den ringeste af Kristi „tjenere“ eller „trælle“ (NW). Ligesom Guds herliggjorte søn fuldt ud kendte Tyatiramenighedens gerninger — kærlighed, troskab, tjeneste og udholdenhed — således kender han også alt vedrørende menigheden på jorden i dag, der består af resten af hans salvede disciple. Vi behøver ikke at gå i detaljer vedrørende alle de gode egenskaber som menigheden har lagt for dagen frem til 1919. Men selv om menigheden kan roses på alle disse områder, og selv om dens „sidste gerninger er flere end de første“, så kan menigheden og dens „engel“, tilsynsmanden, være tilsmudset fordi der er noget urent i menigheden som et hele. Det kan være kønslig umoralitet sammen med falsk lære og afgudsdyrkelse, og det sørgelige er at alt dette tolereres; det opspores og udrenses ikke.

 7. (a) Hvorfor kaldte Jesus den umoralske kvinde i Tyatira for „kvinden Jesabel“? (b) Hvad gjorde denne kvinde som var imod Guds menigheds interesser?

⁷ Sørgeligt nok forholdt det sig sådan i Tyatiramenigheden i det første århundrede. For dem der kender Bibelen har få navne en dårligere klang end Jesabels. Hun var gift med kong Akab i det gamle Israel. Mere end tusind år efter at den historiske person Jesabel af sine hofmænd var blevet kastet ud ad et vindue i Jizre’el og ædt af gadens hunde (905 f.v.t.), havde hun et modstykke i menigheden i Tyatira. Det er grunden til at den herliggjorte Jesus Kristus med de flammende øjne valgte ikke at bruge hendes eget navn men at betegne hende med det dadlende udtryk „kvinden Jesabel“. Hun kaldte sig selv „profetinde“. Men var hun det? Hvis hun var, var hun en falsk profetinde, ikke fyldt med Jehova Guds inspirerende ånd. „Kvinden Jesabel“ havde tilranet sig mandens plads som lærer i menigheden og forførte Guds søns tjenere til „at bedrive utugt og spise afgudsofferkød“. Dette var tydeligt nok ikke en adfærd der sømmede sig for en sand profetinde for Gud, den eneste Gud der er værdig at tilbede.

 8. (a) Hvem var fortidens Jesabel, og hvorfor var hun så afskyelig? (b) Hvorfor var hendes modstykke i det første århundrede endnu mere frastødende?

⁸ Den før-kristne Jesabel var datter af Etba’al, konge i Zidon i det hedenske Fønikien og præst for den falske gudinde Astarte, Ba’als hustru. (1 Kongebog 16:31) Hun bevægede sin mand, kong Akab, til at indføre ba’alsdyrkelsen i det nordlige rige, Israel, og at bygge et tempel for denne tilbedelse. Hun gav fire hundrede falske profeter deres underhold idet de spiste ved hendes kongelige bord, og desuden var fire hundrede og halvtreds ba’alsprofeter officielt anerkendt i Akabs rige. (1 Kongebog 18:19 til 19:2) Dronning Jesabel var også kendt for at øve utugt og trolddom i Israels rige. (2 Kongebog 9:22-37) Hendes ærgerrige datter Atalja begik mord og tilranede sig tronen i Juda rige og regerede i henved syv år. (2 Kongebog 11:1-20) Var dronning Jesabel afskyelig i det gamle, frafaldne Israel, så var hendes modstykke i det første århundrede, som Jesus Kristus kaldte „kvinden Jesabel“, endnu mere afskyelig. Hun var umoralsk, deltog i afgudsdyrkelse og optrådte som en falsk profetinde i den kristne menighed.

TILFÆLDET „KVINDEN JESABEL“

 9. Mens den herliggjorte Jesus Kristus gav „kvinden Jesabel“ tid til at angre og omvende sig, hvilke argumenter benyttede hun så for at fremme sine onde hensigter i menigheden?

⁹ „Kvinden Jesabel“ var endog blevet tolereret af „menighedens engel i Tyatira“. Den herliggjorte Jesus Kristus havde således givet hende tid til at angre og omvende sig. Hendes underfundige metode bestod i at hun brugte den tiltrækning hun øvede på det andet køn til at fremme sine onde hensigter i menigheden. Da menighedens senere virksomhed var større end dens tidligere, har hun sandsynligvis fået Kristi „trælle“ til at tro at alt var i orden selv om de begik utugt sammen med hende og indirekte deltog i afgudsdyrkelse ved at spise kød der var ofret til afguder; de kunne jo henvise til at de udførte en god tjeneste i forbindelse med at udbrede kristendommen; deres gerninger i forbindelse med at forkynde kristendommen ville opveje enhver moralsk forseelse og ethvert kompromis med afgudsdyrkelse. Ligesom den utro profet Bileam lærte Moabs konge Balak at forføre fortidens israelitter ved hjælp af kvinder der virkede tiltrækkende på dem og fik dem til at øve utugt og afgudsdyrkelse, på samme måde forenede „kvinden Jesabel“ den tiltrækning hun øvede på det andet køn med falsk lære og falsk profeti, og hun forførte kristne i Tyatira så de hengav sig til utugt og afgudsdyrkelse. (Åbenbaringen 2:14) Hun lærte dem hvordan de kunne dulme deres samvittighed.

10. Har der været et modstykke til „kvinden Jesabel“ i Guds folks menighed i vor tid? Forklar nærmere.

¹⁰ På samme måde nu i det tyvende århundredes menighed bestående af Kristi salvede rest. Satan Djævelen har dér prøvet at fordærve kristne ved hjælp af den tiltrækning kvinder øver på det andet køn, selv bag uskylds maske. Der har hidtil ikke været nogen enkelt kvinde i dette århundrede som især kunne betegnes som „kvinden Jesabel“, for nu er det ikke en enkelt menighed, som den der var i det gamle Tyatira, vi ser på. Kendsgerningerne viser imidlertid at Satan Djævelen ikke har været sen til at udnytte kvinders indflydelse i den sande kristne menighed; han har jo haft stort held med det i hele kristenheden. Det har fået sørgelige følger for dem der ikke har angret og omvendt sig fra deres umoralske og afguderiske handlemåde.

11. (a) Hvilke forholdsregler har Jesus Kristus taget over for „kvinden Jesabel“ i nutidens menighed? (b) Hvilket råd af apostelen Paulus er i den forbindelse blevet fremhævet?

¹¹ Den herliggjorte Kristus afskyr i dag dem der er som „kvinden Jesabel“, ligesom han afskyede den falske, umoralske, afguderiske profetinde i Tyatiramenigheden for nitten hundrede år siden. Hans øjne, der er „som flammende ild“, rettes med brændende vrede mod sådanne navnkristne. Siden han i foråret 1918 kom til det åndelige tempel sammen med sin himmelske Fader, har han været med til at opfylde profetien i Malakias 3:1-5 idet han „vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne“. Han har advaret den salvede rests menighed imod navnkristne kvinder af Jesabeltypen. Han har gjort menighedens samvittighed meget følsom så den reagerer på de listige forsøg forførende kvinder gør på, med den tiltrækning de øver, at få mænd til at følge en forkert tankegang med hensyn til umoralitet og forskellige former for afgudsdyrkelse. Som en sikkerhedsforanstaltning har han sørget for at der er lagt øget vægt på at apostelen Paulus’ inspirerede standpunkt er rigtigt: „At optræde som lærer [i menigheden] tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed.“ — 1 Timoteus 2:12.

12. (a) Hvad var Daily Heavenly Manna for the Household of Faith (Daglig Himmelsk Manna for Troens Husstand) for en bog? (b) Hvorfor blev tilbudet om at revidere bogen afvist, og hvad har man i stedet udgivet frem til i dag?

¹² Lad os nævne et eksempel på at den kristne samvittighed er blevet gjort mere følsom på dette punkt. I 1905a blev en bog med titlen „Daily Heavenly Manna for the Household of Faith“ udgivet af en kristen kvinde. Bogen blev distribueret af Watch Tower Bible & Tract Society og i flere år brugt af de internationale bibelstudenter ved deres morgenandagt og især ved deres møder onsdag aften med bøn, lovprisning og vidnesbyrd. I bogen indførte man fødselsdage og samlede autografer og adresser på andre bibelstudenter. Omkring 1926 tilbød den der havde lavet denne ’mannabog’ at revidere den og gøre den tidssvarende. Dette tilbud sagde man i lyset af Første Timoteusbrev 2:12 nej til. I stedet udarbejdede præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society og selskabets redaktionelle stab den første Year Book for de internationale bibelstudenter. Den indeholdt dagstekster og kommentarer, og den blev brugt af menighederne verden over i 1927. Siden da er der hvert år blevet udgivet en ny Yearbook.

13. Hvilken advarsel gav Jesus Kristus „kvinden Jesabel“?

¹³ Der er intet i Bibelen eller i kirkehistorien som viser at „kvinden Jesabel“ i Tyatiramenigheden angrede og omvendte sig. Måske gjorde hun det ikke. Vi ved ikke hvordan og hvornår den herliggjorte „Guds Søn“ i så fald gjorde alvor af den advarsel han gav hende med ordene: „Hun vil ikke omvende sig fra sin utugt. Se, jeg kaster hende på sygelejet og fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger. Og hendes børn vil jeg slå ihjel med sot, og alle menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.“ (Åbenbaringen 2:21-23) Dette var ikke nogen tom trussel!

14. Hvordan har Kristus Jesus sørget for at kvinder af Jesabeltypen i vor tid er blevet kastet „på sygelejet“, og hvad vil det ende med for dem hvis de ikke angrer og omvender sig?

¹⁴ Advarselen er egentlig en profeti der gælder vor tid, en profeti om „hvad der skal ske i en hast“. (Åbenbaringen 1:1) I dag må „alle menighederne“, i lige så høj grad som menighederne måtte det for nitten hundrede år siden, vide at den herliggjorte „Guds Søn“, som siden 1918 har befundet sig i det åndelige tempel, er den „som ransager nyrer [de inderste tanker, NW] og hjerter“ og gengælder de kristne ’enhver efter deres gerninger’. Sådan er det gået til at navnkristne kvinder af Jesabeltypen af Guds himmelske søn er blevet kastet, ikke på den uretmæssige seksuelle kærligheds seng og den sanselige lidenskabs og ekstases seng, men „på sygelejet“, fordi de ikke angrede og omvendte sig. Dette er indtil nu sket ved at sådanne umoralske og afgudsdyrkende kvinder er blevet udstødt af den sande kristne menighed. Dette har ikke været noget lykkeligt leje at hvile på, for det er ensbetydende med åndelig død, forløberen for den absolutte tilintetgørelse for den der dør legemligt i denne udstødte tilstand. Hvis de inden da overraskes af Babylon den Stores ødelæggelse eller „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil det betyde at han eksekverer sin dom over dem, tilintetgør dem for evigt.

15. (a) Hvad venter der mænd der hævder at være kristne men som har stået i forhold til umoralske kvinder og ikke har angret og omvendt sig? (b) Vil de blive straffet hvis de ikke angrer og omvender sig, selv om de er blevet lokket til umoralitet?

¹⁵ Over de mænd der hævder at være kristne og som gør sig skyldige i „ægteskabsbrud med hende“, føres der med rette „stor trængsel“ hvis ikke de „omvender sig fra hendes gerninger“. De der har givet efter for disse umoralske og afgudsdyrkende kvinders tiltrækningskraft og forførende tankegang er ligeledes blevet udstødt af menigheden, således at den holdes fri for skændsel og urenhed. (1 Korinter 5:1-13) I åndelig forstand har det betydet „stor trængsel“ for dem. Men noget endnu værre venter dem måske. Hvis de overraskes af den almægtige Guds krig ved Harmagedon, betyder det at de ikke kan undgå tilintetgørelsen for hans hånd. (Åbenbaringen 16:14-16) De rammes af undergangen når den „trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu“, kommer, for de har ikke vist sig virkelig at være Guds „udvalgte“ for hvis skyld denne trængsels dage afkortes. (Mattæus 24:21, 22) Selv de der af sådanne navnkristne kvinder af Jesabeltypen lokkes til at indgå umoralske forbindelser med denne urene verden, vil blive tilintetgjort ved Harmagedon, om ikke før, fordi de har gjort sig til venner med verden og dermed til fjender af Gud. — Jakob 4:4.

16. (a) På hvilken måde vil „hendes børn“ blive slået ihjel „med sot“? (b) Hvordan kan dette opfattes billedligt?

¹⁶ Det ser sort ud for „hendes børn“, hendes utugts børn, for de vil blive slået ihjel „med sot“. (Åbenbaringen 2:23) Det kan være en dødbringende åndelig sot eller sygdom. Børn der rent bogstaveligt er et resultat af sådanne uretmæssige, ukristne kønslige forbindelser, får ofte en dårlig åndelig arv og har kun små muligheder for at blive opdraget som sande kristne med håb om evigt liv. Hvis sådanne børn forbliver i en åndeligt syg tilstand, vil de til sidst dø åndeligt og være i fare for at blive ramt af evig tilintetgørelse. Dette varsler heller ikke noget godt for de mennesker der er „hendes børn“ i den betydning at de er religiøse disciple af denne falske profetinde, „kvinden Jesabel“. Den utugtige og utro kvindes vej fører nedad til død og ødelæggelse. — Ordsprogene 7:6-27.

ANTI-JESABEL

17. Hvordan undgår de trofaste Jesabels lære og „Satans dybder“?

¹⁷ Som det var på Tyatiramenighedens tid, sådan er det også i dag. Det er åbenbart at der er nogle „der ikke har denne lære [som stammer fra kvinden Jesabel] og ikke ’kender Satans dybder’“. Sataniske ræsonnementer der fører til at man bedrager sig selv og søger at dulme sin samvittighed, godtages ikke af de trofaste blandt den salvede rest. De vil ikke prøve at skaffe sig kendskab til „Satans dybder“ for erfaringens skyld. Nej, de interesserer sig kun for „Guds dybder“, som Gud åbenbarer for dem gennem den hellige ånd. — Åbenbaringen 2:24; 1 Korinter 2:10-13.

18, 19. (a) Hvad menes der med Jesu udtalelse: „Jeg lægger ingen ny byrde på jer“? (b) Hvordan harmonerer Kristi ord med det brev som det styrende råd i Jerusalem i det første århundrede sendte ud til kristne?

¹⁸ Til sådanne trofaste salvede disciple i tiden efter 1919 siger den herliggjorte Guds søn: „Jeg lægger ingen ny byrde på jer.“ De vover ikke at give efter for det forførende argument som „kvinden Jesabel“ fremfører, at det ikke er åndeligt skadeligt for en indviet kristen nu og da at hengive sig til kønslig umoralitet og visse former for afgudsdyrkelse, når blot vedkommende er kendt for at gøre mange kristne gerninger udadtil, som for eksempel at forkynde den kristne lære for andre. På de kristne hviler den „byrde“ eller pligt at de må modstå en sådan åndelig forførelse. Denne byrde blev blandt andet pålagt dem i den vejledning der blev givet til hedningekristne i det dekret der blev udfærdiget på rådsmødet i Jerusalem i det første århundrede og som (i uddrag) lød:

¹⁹ „Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst . . . Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!“ — Apostlenes Gerninger 15:23-29.

20. (a) Hvordan har kristenhedens præster indtaget samme umoralske standpunkt som „kvinden Jesabel“? (b) Hvordan stiller sande kristne sig til præsternes holdning?

²⁰ Af disse vigtige grunde kan vi aldrig give kristenhedens præster ret når de ignorerer de klare udtalelser i dette dekret fra rådsmødet i Jerusalem. Disse mennesker ignorerer også Guds søns advarende ord når de offentligt siger at der kan være noget smukt i et homoseksuelt forhold mellem voksne når begge parter frivilligt er gået ind i det, og at det er gavnligt og ikke moralsk forkert at forlovede har kønslig forbindelse før ægteskabet eller at ugifte indgår prøveægteskab. Sådanne præster antager, uanset hvilken kirke eller sekt de tilhører, det samme umoralske standpunkt som „kvinden Jesabel“ i Tyatiramenigheden for nitten hundrede år siden. Vi ønsker ikke ved den kommende ødelæggelse af den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, at blive ramt af en guddommelig straf som den der ramte „kvinden Jesabel“. Vi vil bære den „byrde“ som Guds søn lægger på os som hans trofaste disciple. Med hørende øre vil vi lytte til hvad Ånden har at sige til alle menighederne. Vi vil holde fast ved kristen renhed og retfærdighed. Det vil vi gøre, som Jesus siger, „indtil jeg kommer“.

FOLKESLAGENE VOGTES MED JERNSPIR

21. (a) Hvilken belønning har den herliggjorte Herre Jesus Kristus lovet dem der sejrer åndeligt over verden? (b) Hvordan bliver det muligt for dem at få en andel i den sejr der ligger forude?

²¹ I det særlige budskab til Tyatiramenigheden opmuntres alle som er medlemmer af den salvede rest til at være sejrvindere: „Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; og ’med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås’ — således som også jeg har fået det overdraget af min Fader; og jeg vil give ham morgenstjernen.“ (Åbenbaringen 2:26-28) De trofaste salvede vinder endnu mens de er i kødet på jorden en åndelig sejr over den fjendtlige verden og den onde tingenes ordning. Men disse sejrvindere har endnu en sejr foran sig, en sejr som vil være ensbetydende med den bogstavelige tilintetgørelse af den nuværende tingenes ordning i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Hvordan kan dette lade sig gøre? Ved at de opstår fra de døde før krigen begynder.

22. (a) Forklar ved hjælp af Åbenbaringen 14:13 hvad der sker med de medlemmer af den salvede rest der dør efter 1918. (b) Hvad menes der med at de hviler efter deres jordiske møje men „deres gerninger følger dem“?

²² De medlemmer af den salvede rest af Kristi disciple som dør trofaste efter at hans usynlige nærværelse i det åndelige tempel begyndte i foråret 1918, kommer ikke til at sove i døden. De vil få en øjeblikkelig opstandelse i ånden straks efter deres død i kødet, og vil derpå slutte sig til den himmelske Guds søn i templet. Således vil de blive „salige“ eller „lykkelige“ (NW) på en måde som ikke gjaldt de trofaste salvede disciple der døde før Guds søns nærværelse i templet og som derfor måtte sove i døden og vente til de hørte hans røst fra templet befale dem at opstå fra de døde til himmelsk liv. (Johannes 5:28, 29) Selv om de hviler efter deres jordiske møje, gælder det at „deres gerninger følger dem“ på det himmelske plan. (Åbenbaringen 14:13) Mens de var på jorden havde de møje med at forkynde „hævnens dag fra vor Gud“ for folkeslagene, men nu vil de som oprejste i ånden få en andel i at eksekvere Guds dom og hævn. (Esajas 61:1, 2) Guds søn vil give dem „magt over folkeslagene“. Det havde de aldrig haft mens de var på jorden.

23. (a) Hvilken magt har Guds søn fået af sin Fader? (b) Hvordan vil der blive vendt om på tingene når de salvede som oprejses før Harmagedon, oplever opfyldelsen af Kristi løfte i Åbenbaringen 2:26, 27?

²³ Guds søn giver dem således en andel i den magt han har. Han har af sin himmelske Fader fået det privilegium at opfylde de profetiske ord i Salme 2:7-9: „Jeg kundgør [Jehovas] tilsagn. Han sagde til mig: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag! Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!’“ I overensstemmelse hermed siger apostelen Johannes om Guds nyfødte rige at det skal „vogte alle folkeslag med jernspir“. (Åbenbaringen 12:5) Denne verdens folkeslag har som vilde dyr jaget den lille hjord af Kristi får, hans medarvinger til Riget. Nu tager sagen en anden vending, og hver enkelt af den „lille hjord“ som oprejses før Harmagedonkrigen skal sammen med Kristus vogte folkeslagene „med jernspir . . . ligesom lerkar sønderslås“. Når folkeslagene således sønderslås går profetien om Riget i Daniel 2:44 på storslået måde i opfyldelse.

24, 25. (a) Vil den salvede rest som bliver på jorden under Harmagedon, få nogen andel i at sønderslå folkeslagene? Forklar nærmere. (b) Hvilke historiske eksempler har vi som viser hvordan den salvede rest vil forholde sig til den tid?

²⁴ Den lille del af den salvede rest som er på jorden og som beskyttes under Harmagedonslaget, tager ikke del i voldshandlingerne eller kæmper med bogstavelige våben for at fremskynde og befordre ødelæggelsen af Djævelens synlige organisation på jorden. Frem til det tidspunkt da Guds søn og hans trofaste oprejste disciple begynder at vogte folkeslagene med jernspir og at sønderslå dem ligesom lerkar, vil de der endnu er på jorden vedholdende forkynde den kommende eksekvering af Guds domme over hans messianske riges jordiske fjender. Når ødelæggelsen kommer fra de usynlige himle vil de gøre som profeten Moses sagde at de rædselsslagne israelitter skulle gøre da de stod ved Det røde Hav med den forfølgende ægyptiske hær lige bag sig: „Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se [Jehovas] frelse, som han i dag vil hjælpe eder til.“ (2 Mosebog 14:13) De vil tage de ord til hjerte som Jehovas profet sagde til Guds tjenere i Jerusalem da byen blev truet af en forenet fjendtlig hær på den trofaste kong Josafats tid, som berettet i Anden Krønikebog 20:14-17:

²⁵ „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds! . . . Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes [Jehova] frelser eder.“

26. Hvordan vil den rest der er på jorden under Harmagedon ikke desto mindre føle at det løfte der er givet dem i Åbenbaringen 2:27 er blevet opfyldt?

²⁶ Det at den bevarede rest fra et sikkert sted her på jorden bliver vidne til at ’jernspiret’ fra himmelen svinges og bringer ødelæggelsen over de onde folkeslag ved Harmagedon, vil være som havde de selv en andel i ’at vogte folkeslagene med jernspir’! De vil således føle at løftet der er givet til dem i Åbenbaringen 2:27 er blevet opfyldt. De vil være tilfredse og juble. — Salme 149:5-9.

MORGENSTJERNEN

27, 28. (a) Hvordan vil den rest der lever på jorden efter Harmagedon, få opfyldt Jesu løfte til dem i Åbenbaringen 2:28? (b) Hvordan hjælper Bibelen os til at forstå hvem „den strålende morgenstjerne“ er?

²⁷ Til sin tid vil medlemmerne af den bevarede rest som har overlevet at folkeslagene er blevet sønderslået som lerkar, trofast fuldende deres jordiske løb, og de vil, sammen med alle de tidligere oprejste rigsarvinger, få opfyldt det andet løfte som den oprejste Guds søn gav hver af sine sejrende disciple med ordene: „Og jeg vil give ham morgenstjernen.“ (Åbenbaringen 2:28) De ved at denne symbolske „morgenstjerne“ er den herliggjorte Guds søn selv, for han sagde til apostelen Johannes henimod slutningen af Åbenbaringen: „Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne.“ (Åbenbaringen 22:16) I Bibelens profetier sammenlignes Guds udvalgte folks konger med himmelens stjerner, ligesom de syv lilleasiatiske menigheders tilsynsmænd eller engle blev sammenlignet med syv stjerner i Guds søns højre hånd. (Åbenbaringen 1:16, 20) Femten hundrede år tidligere var følgende blevet profeteret om Jesus, Davids kongelige ætling:

²⁸ „En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! . . . Jakob kuer sine fjender.“ — 4 Mosebog 24:17-19.

29. (a) Hvordan ønskede Satan Djævelen, billedligt fremstillet ved det gamle Babylons konge, at rejse sin trone oppe over „den strålende morgenstjerne“? (b) Hvad er der siden 1914 sket med disse ærgerrige planer som Djævelen har haft, og hvad venter der ham og hans dæmoner?

²⁹ Satan Djævelen, der billedligt blev fremstillet ved kongen i det gamle Babylon, ønskede at rejse sin egen himmelske trone over denne „strålende morgenstjerne“. Han kunne huske hvordan kongen af Babylon i årene 617-607 f.v.t. rejste sin jordiske trone over Jerusalems konger, der var som stjerner. Babylons konge gjorde dette ved at føre to af Jerusalems konger som fanger til Babylon og ved at ødelægge deres kongelige trones by, Jerusalem, alt sammen for at gennemføre det som han havde sat sig for og som han udtrykte med ordene: „Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg [i Jerusalem] i yderste nord.“ (Esajas 14:4, 13; 2 Kongebog 24:10 til 25:21) Siden 1914 er det modsatte af dette sket for Satan Djævelen, for han er blevet kastet ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Når hans synlige jordiske organisation er blevet ødelagt i Harmagedon, vil han og hans dæmoner blive lænket i afgrunden og der vil blive lukket og forseglet for dem. Der må de vente på deres tilintetgørelse, som vil finde sted efter at den strålende morgenstjerne lykkeligt har fuldført sit tusindårige styre over den befriede menneskehed. (Åbenbaringen 12:3-13; 20:1-10) Da kommer denne „morgenstjerne“ til virkelig at stråle!

30. Hvordan vil den herliggjorte Guds søn give hver af de trofaste sejrvindere i menigheden „morgenstjernen“?

³⁰ Hvordan vil den herliggjorte Guds søn i betragtning af alt dette give hver enkelt trofast sejrvinder i menigheden „morgenstjernen“? Åbenbart ved at give dem ham selv, ved at lade dem indgå det nærest tænkelige forhold til ham og lade dem få hans fortrolighed i en grad som ingen andre af himmelens skabninger har det. På den måde vil de være fælles med ham om de mange privilegier som profetierne i Guds ord, Bibelen, har forudsagt at denne „morgenstjerne“ vil få. Sammen med ham vil sejrvinderne stråle for evigt til Jehovas ære. — Daniel 12:3; Mattæus 13:43.

31. Hvorfor siger Jesus: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne“?

³¹ I betragtning af disse storslåede løfter var det meget betimeligt at „Guds Søn“ sluttede sit budskab til menighedens engel i Tyatira med disse vise ord: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!“ — Åbenbaringen 2:29.

[Fodnote]