Gud reviderer sit folks tankegang

JEHOVA er ufejlbarlig, og han er den store Lærer og Fører for sit folk. (Sl. 143:10) De er derimod fejlbarlige, og de forstår på intet tidspunkt alle ting. Han leder dem fremad lidt efter lidt sådan at sandheden stadig bliver klarere for dem og de genspejler hans herlighed i større mål og forvandles mere og mere til hans billede. (2 Kor. 3:18) De lærer ham mere indgående at kende. Deres behov dækkes fuldt ud, idet de får alt hvad de behøver for deres åndelige velfærd. (Fil. 4:19) Denne fremadskridende proces medfører at deres tankegang nu og da ændres eller revideres.

Nogle gør imidlertid indsigelse imod at visse synspunkter forandres, at der foretages ændringer i forståelsen af visse skriftsteder eller fremgangsmåder. For eksempel har Jehovas vidner siden 1940rne nægtet at give blod eller modtage blodtransfusion, hvorimod de ikke tidligere havde dette standpunkt. Siden 1962 har de forstået at „de højere myndigheder“ i Romerbrevet 13:1 (NW) er denne verdens herskere, hvorimod de før, ja lige siden 1929, havde et andet syn på dette. Der kunne nævnes flere eksempler. Viser dette at Jehovas vidner ikke har sandheden? Kaster det tvivl over de grundlæggende principper i deres lære?

På ingen måde. Jehovas vidner gør ikke krav på at være ufejlbarlige. De bliver oplært af Gud. (Es. 54:13) De vil aldrig komme til at vide alt, men de vil stadig lære af Guds uudtømmelige visdom efterhånden som de vandrer i hans sandhed.

Den første menigheds eksempel

Da Jesus var på jorden sagde han til sine disciple: „Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.“ (Joh. 16:12) Hvis han havde fortalt dem det hele på én gang, ville det fuldstændig have overvældet dem. Det ville have været umuligt for dem at fatte det hele og rette deres tilværelse ind efter det. Derfor underviste han dem lidt efter lidt.

Lad os kort gennemgå den første menigheds historie som vi finder den nedskrevet i Apostlenes Gerninger. Da Jesus var sammen med sine disciple kort før han steg til himmelen, troede de at han på dét tidspunkt ville oprette et rige på jorden for det kødelige Israels folk. (Ap. G. 1:6) Men fra og med pinsedagen (år 33) lærte de noget andet. (Ap. G. 2:32-36; 3:19-21; 1 Pet. 3:18) Nogen tid senere lod Gud dem forstå en anden side af sin „hellige hemmelighed“, nemlig at han ville føre hedninger ind i den kristne menighed. (Ap. G. 10:34-48; Rom., kap. 11; Kol. 1:25-27, NW) Senere endnu opstod striden vedrørende omskærelsen af omvendte hedninger, og spørgsmålet blev afgjort af det styrende råd. Her blev apostlenes og de ældstes tankegang revideret idet de undersøgte Skrifterne i lyset af den seneste udvikling. (Ap. G., kap. 15) Apostlene klargjorde også mange ting i deres breve, for eksempel spørgsmål som Kristi anden nærværelse og opstandelsen (1 Kor., kap. 15; 1 Tess. 4:13-17), foruden spørgsmål vedrørende menighedsorganisationen (brevene til Timoteus og Titus).

Bevirkede disse revisioner og nye forståelser at menighedens stilling som „sandhedens søjle og grundvold“ blev svækket? Nej, de styrkede tværtimod dens stilling som en menighed der blev ledet og brugt af Jehova Gud og Jesus Kristus. Et bevis på dette er at den blev velsignet af Jehova. Da afgørelsen af spørgsmålet om omskærelse blev overrakt menighederne rundt omkring, „styrkedes . . . menighederne i troen og voksede i antal dag for dag“. — 1 Tim. 3:15; Ap. G. 16:4, 5.

Revisioner af forståelsen i vor tid

Ligesom den første kristne menigheds styrende råd blev ledet fremad af Jehova og behandlede de forskellige spørgsmål efterhånden som Jehova lod tingene udvikle sig, og ransagede Skrifterne for at give menigheden anvisninger i overensstemmelse med Jehovas ledelse, sådan virker menighedens styrende råd også i dag. For eksempel opstod spørgsmålet om blodtransfusion især efter 1937, da den første blodbank blev oprettet i Chicago i staten Illinois, U.S.A. Kristne vidner for Jehova som blev syge, måtte tage stilling til om de ville sige ja til denne form for behandling. Ville det være i harmoni med Guds ord? Man ransagede da Skrifterne under bøn, og Guds vilje i sagen blev klar.

Det samme gælder teksten i Romerbrevet 13:1. Her nåede man frem til en korrekt forståelse ved nøje og kritisk at gennemgå sammenhængen og andre skriftsteder som behandler emnet. Man fandt at apostelen Paulus i Romerbrevets 12. kapitel først beskæftiger sig med forhold inden for menigheden, og derpå, i vers 17, begynder at rette opmærksomheden udad. Derefter lægger han op til drøftelsen af de højere myndigheder, og frem til og med vers 7 i kapitel 13 er det ganske tydeligt at han taler om øvrigheden eller de højere myndigheder i denne verden. Denne forståelse bevirkede ikke at Jehovas vidner fik en anden indstilling hvad angår deres forhold til Gud eller til de jordiske herskere. Nej, de fortsatte med at følge det princip som Jesus Kristus har fremsat: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) Men det gav dem et revideret syn på forståelsen af Romerbrevet 13:1.

Fortidige begivenheder eller ’dramaer’

Noget andet som har givet anledning til spørgsmål, er Jehovas vidners brug af paralleller eller profetiske forbilleder, som de lader gælde forhold og grupper af mennesker i dag. Mange som læser Bibelen betragter alle dens beretninger som historie og intet andet, men når de begynder at studere sammen med Jehovas vidner bliver deres synspunkt revideret efterhånden som de ser at beretningerne er mere end blot og bar historie. Der er for eksempel beretningen om israelitterne som havde samlet sig på Moabs sletter lige før de skulle ind i det forjættede land, og som da bedrev utugt med kvinder fra Moab under tilbedelsen af Ba’al-Peor. Dette medførte at 24.000 af de tre millioner eller flere israelitter der lå lejret dér, måtte lade livet for Jehovas hånd. (4 Mos. 25:1-9) Dette er blevet sammenlignet med at Guds folk nu står på tærskelen til Guds nye orden, og det tjener som en advarsel til dem. Ja, på grund af den øgede ondskab og umoralitet der nu er i verden, er faren endda endnu større i dag, og det har vist sig at en lignende procentdel er blevet udstødt af Jehovas vidners menigheder i de senere år. Disse udstødelser har holdt menighederne fri for besmittelse og er foretaget i overensstemmelse med apostelens vejledning om at fjerne onde mennesker fra den kristne menighed. — 1 Kor. 5:9-13; 2 Joh. 9-11.

Nogle spørger undertiden: Var det Jehova der iscenesatte dette ’drama’ sådan at vi kunne have et advarende eksempel i dag? Hertil siger vi: Ville Jehova mon forårsage sådanne onde handlinger? Ville han selv fremkalde dem? Nej. Den kristne discipel Jakob svarer: „Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen.“ (Jak. 1:13) Gud ved altid hvordan han vil handle og anvende sine principper når bestemte forhold opstår. Han handler altid i harmoni med sine hensigter og principper, til gavn for sit trofaste folk. Men han træffer ikke en foranstaltning der forleder folk til at begå urette handlinger, eller arrangerer forhold der leder dem ind i det onde. — Matt. 6:13.

Da israelitterne øvede uret i forbindelse med Ba’al-Peor kunne Gud, skønt han ikke havde forårsaget disse begivenheder, benytte dem som en advarsel for de kristne. De kristne er nemlig underkastet en prøve nøjagtig som fortidens Israel, og deres fjende, Satan Djævelen, benytter en lignende taktik for at få dem til at falde. Gud viste således hvilken fare de kristne er udsat for her i „endens tid“, og understregede hvad han vil gøre med dem der forsøger at bringe besmittelse ind i den kristne menighed. Netop med henvisning til det der skete på Moabs sletter, og med henvisning til andre ting som fortidens israelitter kom ud for, skrev apostelen Paulus: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (1 Kor. 10:11) De tjente som advarende eksempler for de kristne der levede i de sidste tider for den jødiske tingenes ordning, og de gør det samme for os i dag.

Dette stemmer med apostelens ord: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ — Rom. 15:4.

Der var dog nogle dramaer som Gud selv arrangerede fuldt ud, som for eksempel da han pålagde Abraham at bringe sin søn Isak som brændoffer og dermed skildrede hvordan han selv ville bringe sin enbårne søn Jesus Kristus som et genløsningsoffer for menneskeslægten. Der var ikke noget uret i denne befaling til Abraham, og han lod ikke Abraham fuldføre ofringen af Isak, men tilvejebragte i stedet en vædder. — 1 Mos. 22:1-18; Gal. 3:16; Joh. 3:16.

Mange dramaer som Gud, i harmoni med sine principper, tog del i for at skabe et profetisk drama til gavn for os i dag, blev ikke i alle detaljer iscenesat af ham. For eksempel er der intet i Bibelen der tyder på at Gud var årsag til at No’omis ægtemand Elimelek og hendes sønner Malon og Kiljon døde. Han var heller ikke årsag til at den der havde førsteretten som løser, den der i Ny verden-oversættelsen af Bibelen kaldes „NN“, nægtede at købe Elimeleks arv. Gennem sin lov anviste Jehova imidlertid hvilken handlemåde Rut, No’omi og Boaz skulle følge, og af kærlighed til Gud fulgte de hans lov. Sådan gik det til at han kunne lade denne række af begivenheder skrive ned som et billede på noget kommende, som forklaret i Vagttårnet for 15. maj 1972. — Rut, kap. 1, 4.

Vor forståelse af disse ting bliver større når vi husker på at de folk der levede dengang var virkelige mennesker, at de levede deres dagligdag sammen med deres familie og medmennesker, at de havde forhåbninger og ønsker ligesom vi, at de havde de samme almindelige problemer med synden der virkede i deres lemmer, og at mange af dem trofast kæmpede en god kamp for at tjene Gud. Gud talte til dem gennem sine profeter og sine love, og han belønnede deres retfærdighed og straffede deres ondskab.

I dag er forholdene de samme for dem der tjener Gud. Jehova forandrer sig ikke fra den ene periode til den anden, sådan at hans principper og domme er forskellige. (Mal. 3:6) Når vi læser hvad der skete med fortidens Israel og de omboende folkeslag, kan vi derfor tænke på at det de oplevede var lige så virkeligt som den situation vi oplever i dag, og at Gud vil handle med os efter de samme principper som han gjorde dengang. Efterhånden som vi drager nytte af beretningen om hvordan Gud handlede med sit folk i fortiden, bliver vore synspunkter rettet ind derefter. Men nu og da kan der naturligvis være punkter som vi har vanskeligt ved at forstå.

Vis tro og tålmodighed

Når der opstår sådanne spørgsmål er det fornuftigt at tale med de ansvarshavende i menigheden, dem der i åndelig forstand er „ældste“ og har en god forståelse. (Ap. G. 20:28; 1 Pet. 5:1-4) Men hvis vi alligevel ikke, på det tidspunkt, kommer til fuld klarhed over spørgsmålet, er vi så villige til at fortsætte sammen med Guds menighed og acceptere Jehovas ledelse, i forvisningen om at han vil oplyse os om tingene når hans tid er inde?

Svigter vi en ven når han siger eller gør noget vi ikke helt forstår? Nej, vel? Hvor langt mere skulle vi så ikke vise tro på Gud og hans menighed! „Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham,“ siger Bibelen. (Hebr. 11:6) Vi der er kommet til kundskab om sandheden véd at Jesu Kristi rige og hans offer til soning af synder skal forkyndes som det eneste håb for menneskeheden. Hvem udfører denne forkyndelse? Hvem er det Gud velsigner med fred og åndelig velstand på hele jorden? Hvad sker der med de enkeltpersoner der prøver at bekæmpe arbejdet og Guds folks organisation i dag? De prøver at nedbryde, men hvem opbygger de? Hvis vi tillader en snublesten at bringe os til fald så vi ikke rejser os igen, men vender os bort fra Gud og hans folk, hvor vil vi så gå hen for at opnå livet?

Da nogle af Jesu disciple gjorde indvendinger mod noget han havde sagt og som de ikke forstod, spurgte han dem: „Får dette jer til at snuble og falde?“ (NW) Derefter sagde han til sine apostle: „Vil I også gå bort?“ Og Simon Peter svarede: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.“ — Joh. 6:61, 67-69.

Bibelen råder os til at vise tålmodighed. (Jak. 5:9-11) Er det ikke først og fremmest vore største venner, Jehova Gud og Jesus Kristus, vi skylder tålmodighed, så vi venter til de åbenbarer årsagerne til deres handlinger? Hvor dåragtigt om vi med vor ringe kundskab og dømmekraft gik i rette med dem! Jehovas profet sagde: „Hvo leder [Jehovas] Ånd, råder og lærer ham noget?“ — Es. 40:13.

Og hvad den kristne menighed angår, sammensat som den er af ufuldkomne mennesker, kan vi ikke være tålmodige med den når den følger Guds ledelse? Vi er jo selv glade og taknemmelige når andre viser os tålmodighed. Vi gør vel i at efterligne Guds tålmodighed og langmodighed, for ved Kristus vil han føre menigheden frelst igennem, uden plet eller rynke. — 2 Pet. 3:15; Ef. 5:25-27; Åb. 19:7, 8.

Den eneste vej til liv og lykke er i sandhed at følge Jehovas ledelse. Lad os her på tærskelen til hans retfærdige nye orden vise at vi er villige til at lade Jehova revidere vor tankegang. Gør vi det, styrker vi hinanden til at stå Djævelen imod, „for at vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi“. — 2 Kor. 2:11; Ef. 6:11.