Præster ledsagede den teokratiske hær

1. Hvis nærværelse forlenede den israelitiske lejr med hellighed, og hvorfor var deres nærværelse påkrævet?

DEN teokratiske krigsførelses hellighed krævede af de israelitiske mænd, at de skulle helliges til at tjene Gud som hans universelle overhøjheds forsvarere og som redskaber til at udøse hans retfærdige harme over dyrkerne af falske guder. Følgelig var det nødvendigt, at præsterne af Levis stamme ledsagede Israels hær. Deres nærværelse forlenede Jehovas hær med hellighed. Dengang Guds hellige pagts ark stod opstillet i tabernaklet eller teltet, plejede israelitterne at føre arken ind i deres krigslejr som et symbol på Jehova Guds nærværelse blandt sine kampstyrker. (1 Sam. 4:4-6; 14:18, 19, KJ; 2 Sam. 11:11) Dette nødvendiggjorde de levitiske præsters tilstedeværelse i lejren, for de alene havde bemyndigelse til at bære Jehova Guds ark. Engang blev en israelit, der ikke var præst, dræbt, da han rørte ved arken, fordi han var bange for, at den var ved at glide ned af vognen, den var anbragt på. Havde de levitiske præster båret arken, ville dette ikke være sket. (5 Mos. 31:9; Jos. 3:17; 6:4-11; 1 Sam. 4:4; 2 Sam. 6:6, 7; 1 Krøn. 15:2-15, 26) Når Israels hær stod over for udkæmpelsen af et slag, var det skik og brug, at der blev bragt et offer til Jehova Gud, og dette krævede Jehovas profeters eller levitiske præsters nærværelse. (1 Sam. 7:9; 13:9) Fremdeles ville den gudfrygtige hærfører, inden han fulgte en bestemt slagplan, rådføre sig med Jehova ved hjælp af arken eller den præstelige efod eller de hellige urim og tummim, ypperstepræsten bar. Hedningerne, for eksempel Nebukadnezar, Babylons konge, benyttede forskellige former for varsler, men Jehovas folk adspurgte den sande Gud og lod ham råde for slagets gang. (Dom. 1:1; 20:27, 28; 1 Sam. 14:37; 23:2, 6, 9-14; 28:6; 30:8; 2 Sam. 5:19, 23; Ez. 21:21) Også dette krævede tilstedeværelsen af Jehovas profet eller præst i hans teokratiske lejr.

2. Hvorfor blev præsterne beordret til fronten, inden slaget begyndte, og blev det forlangt af dem, at de skulle bære våben og tage del i kampen?

² Jehova beordrede udtrykkeligt sine præster til fronten, dengang han pålagde israelitterne følgende befaling vedrørende deres kamp i det hellige land, det forjættede land: „Når du drager i krig mod din fjende og får øje på heste, vogne og krigsfolk, der er talrigere end du selv, skal du ikke blive bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig op fra Ægypten. Når I rykker ud til kamp, skal præsten træde frem og tale til folket, og han skal sige til dem: Hør, Israel! I rykker i dag ud til kamp mod eders fjender, lad ikke eders hjerte være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem! Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod eders fjender og give eder sejr.“ (5 Mos. 20:1-4) Det var på sin plads, at de, der udkæmpede Jehovas krige, skulle have hans direkte repræsentanter, hans helligede præster, iblandt sig, og at disse der på slagmarken gav dem denne opmuntring. Men det krævedes ikke af præsterne, at de skulle bære våben eller tage del i selve kampen.

3. Hvorfor var præsternes nærværelse hos hæren ligeledes påkrævet, når kampsignalet skulle lyde, og hvori bestod dette signal?

³ Præsternes nærværelse var ligeledes nødvendig, når kampsignalet skulle lyde, thi ingen andre havde lov til at blæse alarm til et sejrrigt angreb på fjenden. Jehovas bud gennem Moses lød: „Du skal lave dig to sølvtrompeter; i drevet arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, når menigheden skal kaldes sammen, og når lejrene skal bryde op. Når I drager i krig i eders land mod en fjende, der angriber eder, og blæser alarm med trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds åsyn og frelses fra eders fjender. . . . så skal de tjene eder til ihukommelse for eders Guds åsyn. Jeg er HERREN eders Gud!“ (4 Mos. 10:2, 9, 10) Den bibelske beretning om brugen af disse to sølvtrompeter viser, hvem der skulle blæse i dem, nemlig de levitiske præster. Når de lod kampsignalet lyde, bragte trompetstødene liv i hele hæren, og mandskabet stillede sig i slagorden. Disse trompetstød var en påkaldelse af hjælp ovenfra. De var som en påmindelse til Gud om at gå til aktion sammen med dem, for de kom fra præsterne.

4. Hvilken faktor udvirkede en israelitisk sejr over midjanitterne?

⁴ Ved slutningen af den fyrretyveårige vandring i ørkenen kom Israel til Moabs sletter ved Jordanfloden lige over for Jeriko, en by i det forjættede land. Herfra udsendte Moses en hærafdeling på tolv tusinde mand til at føre krig mod de dæmondyrkende midjanitter. Beretningen siger: „Moses sendte dem i kamp, 1000 af hver stamme, og sammen med dem Pinehas, præsten Eleazars søn, der medbragte de hellige redskaber og alarmtrompeterne. De drog så ud i kamp mod midjanitterne, som HERREN [Jehova, NW] havde pålagt Moses.“ (4 Mos. 31:1-7; 22:1) Trompetstødene til Jehova blev besvaret med sejr!

5. Hvilken ugunstig situation befandt kong Abija af Juda sig i militært set, da han stod over for kong Jeroboam af Israel, men hvilken ekstra hjælp havde afgørende betydning for ham?

⁵ Mange århundreder efter denne teokratiske sejr over Jehovas fjender blev Israels tolvstammerige i det forjættede land delt i to riger, Judas rige og Israels rige. Ved en lejlighed stod de to kongers hære over for hinanden på slagmarken. Abija, der var konge over Judas rige og trofast mod Gud, havde fire hundrede tusinde mand på slagmarken og stod over for en dobbelt så stor hær, nemlig otte hundrede tusinde afgudsdyrkere, som stod under Jeroboam, konge over Israels rige. Men kong Abija havde mere end disse fire hundrede tusinde krigere med sig, og om denne ekstra hjælp, der var af så afgørende betydning, sagde han i sin appel til den fjendtlige hær: „Vor Gud er HERREN [Jehova, NW], og vi har ikke forladt ham; de præster, der tjener HERREN, er Arons sønner, og levitterne udfører den øvrige tjeneste; . . . Se, med os, i spidsen for os er Gud og hans præster og alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til kamp imod eder! Israelitter, indlad eder ikke i kamp med HERREN, eders fædres Gud, thi I får ikke lykken med eder!“

6. Hvordan viste kong Abijas styrker deres tillid til Jehova i den faretruende situation, der opstod, og hvorledes gengældte Jehova denne tillid?

⁶ Denne appel havde ingen virkning på fjenden. Slaget begyndte, og kong Abijas hær så sig overrasket af et baghold. Situationen var faretruende. Men Gud kom til hjælp som svar på trompetstødene. Beretningen siger: „Da judæerne vendte sig om og så, at angreb truede dem både forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens præsterne blæste i trompeterne. Så udstødte judæerne krigsskriget, og da judæerne udstødte krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og Juda. Israelitterne flygtede for judæerne, og Gud gav dem i deres hånd.“ Hvorfor vandt de denne hellige sejr? Jehova giver svaret i beretningen: „Således ydmygedes israelitterne den gang, men judæerne styrkedes, fordi de støttede sig til HERREN, deres fædres Gud.“ Præsternes stød i de hellige sølvtrompeter gjaldede ud som en påmindelse om, at hæren skulle sætte sin lid til Jehova. Et forenet tillidsråb til Jehova, et halleluja! rungede fra hans stridsmænd, og opflammet af guddommeligt mod vendte Judas hær sig mod dem, der truede forfra og bagfra, og Jehova gengældte deres tillid med en strålende sejr! — 2 Krøn. 13:3, 10-18.

7. Hvem brugte Jehova til at overbringe sit budskab, dengang Jerusalem så sig truet af moabitterne, ammonitterne og dem fra Se’irs bjerge, og hvad indebar dette budskab?

⁷ Et andet eksempel på teokratisk krigsførelses hellighed og på, hvordan Jehova brugte den hengivne Levis stamme i tilknytning til hæren, ser vi på et tidspunkt, der var meget kritisk for Judas rige. De forenede hære af dæmondyrkere, moabitterne, ammonitterne og dem fra Se’irs bjerge, var på vej gennem den judæiske ørken for at angribe den hellige by Jerusalem. Kong Josafat udråbte en faste i hele riget og lod folket samle sig ved templet i Jerusalem. I en højtidelig appel opsendte kong Josafat en bøn til Jehova for alle de mænd, kvinder og børn, der stod rundt om ham. Jehova udvalgte sig et redskab, en hellig mand, ved hvem han gav trøst og vejledning i denne nødens stund. Den hellige mand, han valgte, var en levitisk sanger ved navn Jahaziel. Han udgød sin hellige ånd over denne mand og inspirerede ham til at sige: „Så siger HERREN [Jehova, NW] til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds! Drag i morgen ned imod dem; . . . Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I judæere og Jerusalems indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!“

8. Hvorledes understregedes den hellighed, hvormed de gik situationen i møde, og hvorfor var det på sin plads at lægge vægt på denne hellighed?

⁸ Næste morgen drog de i lydighed uden for byens beskyttende mure og ned mod fjenden. Men hvordan? Præsterne tog ikke de to sølvtrompeter med for at blæse alarm. Ingen fodfolk skulle løfte krigsskriget og gå til angreb mod Moab, Ammon og dem fra Se’irs bjerge. De behøvede ikke at tage del i denne kamp; det var en hellig kamp; det var ikke deres kamp, men Guds. Da de drog ud, stod kong Josafat i egenskab af øverste hærleder frem og formanede den fremrykkende hær i lydighed mod befalingen i 5 Mosebog 20:5-9. Han sagde: „Tro på HERREN eders Gud, og I skal blive boende, tro hans profeter [som for eksempel Jahaziel], og lykken skal følge eder!“ For at styrke deres tro og tillid til Jehova anbragte kong Josafat Jahaziel og hans levitiske medsangere i helligt skrud i spidsen for den fremrykkende hær. I stedet for at lade en trompetalarm lyde efterfulgt af et krigsskrig sang disse levitter, mens de rykkede frem: „Lov HERREN, thi hans miskundhed varer evindelig!“ Kong Josafat og hæren fulgte efter. Denne fremhævelse af krigens hellighed var på sin plads, for vi læser: „I samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod HERREN et baghold komme over ammonitterne, moabitterne og dem fra Se’irs bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. Ammonitterne og moabitterne angreb dem, der boede i Se’irs bjerge, og lagde band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se’ir, gav de sig til at udrydde hverandre.“ Da den teokratiske procession nåede op på varden i ørkenen, så de, hvilken nedslagtning der havde fundet sted.

9. Hvordan fejrede de Jehovas sejr, og hvad kom den gamle verden til at erfare på grundlag af denne sejr?