Den minderige Jordanflod

SELV OM Jordanfloden er lille i sammenligning med så mange andre floder i verden, er den ikke noget ubetydeligt vandløb. Langs dens bredder har der udspillet sig dramatiske begivenheder som er optegnet i historien. Det er den mest fremtrædende flod i Bibelen, idet den omtales cirka to hundrede gange. Det er en stor oplevelse at følge dens sælsomme løb indtil det når sin lige så sælsomme afslutning.

En gammel tradition vil vide at floden har fået sit navn fra to kilder som hed henholdsvis „Jor“ og „Dan“, men det er ikke rigtigt. Navnet „Jordan“ kommer af det hebraiske ord Jarden, der betyder „Flod der farer ned“ eller „Nedstiger“. Den svarer til sit navn, for på sin vej fra foden af Hermons bjerg til Det døde Hav falder den næsten 1000 meter. Dette bratte fald over en strækning på kun 166 kilometer, skyldes den dybe gravsænkning som floden løber igennem og som er enestående i geologisk henseende. Denne sænkning fortsætter gennem Arabalavningen og langs Akababugten ud i Det røde Hav.

Eftersom floden overvejende løber fra nord til syd sagde man om et område øst for floden at det lå „paa denne Side af Jordan, imod Solens Opgang“ og om et område vest for at det lå „på den side af Jordan der vender mod solnedgangen“. (5 Mos. 4:47; Jos. 1:15, Kalkar; 5 Mos. 11:30, NW) Meget tidligt blev Jordanfloden betragtet som en skillelinje på grund af de høje bjerge der rejser sig stejlt på begge sider af Jordandalen, på grund af sin længde og på grund af det tætte krat langs dens bredder. Da Moses var klar over at floden kunne skille Israels styrker ad, fik han Rubens og Gads sønner til at love at overskride Jordan og hjælpe til med erobringen af det forjættede land. — 4 Mos. 32:20-23, 31, 32.

Jordans øvre løb

Overalt i Jordandalen domineres udsigten mod nord af det majestætiske Hermons bjerg, der når den imponerende højde af 2776 meter. Den palæstinensiske Targum siger i sin kommentar til Femte Mosebog 3:9: „Amoritterne kalder det Snebjerget fordi sneen aldrig forsvinder fra det, hverken sommer eller vinter.“ I bjergets vandløb, der løber ud i Galilæas sø, genspejles den funklende hvide sne, som selv venter på at smelte og få de sprudlende kilder til at svulme.

Flodens kilder kan spores langs fire vandløb. Banias, det østligste af dem, udspringer ved Kæsarea Filippi og løber siden sammen med Leddan, der noget tidligere har passeret den gamle by Laisj eller Dan. I nærheden af det sted hvor de to kildefloder løber sammen, kommer en tredje til, nemlig Hasbani, der knap to kilometer tidligere har fået en ekstra vandforsyning af den fjerde og mindste kildeflod, Bareighit.

Snart efter når Jordanfloden Hule-området, der engang var meget sumpet fordi man havde forsømt det gamle afvandingssystem, og frygtet på grund af malariafaren. Selv Jordans løb forsvandt fuldstændigt i en vældig papyrusskov og blev ikke sporet før i 1869, da „Rob Roy“ MacGregor udforskede Hulesøens få steder med åbent vand og opdagede Jordanfloden. De fem meter høje papyrusplanter stod så tæt at fuglene ikke engang kunne flyve rundt imellem dem. I dag er søen blevet drænet og flodlejet uddybet og rettet ud.

Omkring tre kilometer syd for den tidligere Hulesø krydsede „vejen langs søen“ Jordanfloden, og ad den vej kunne den rejsende drage fra kystegnene til Damaskus. Det var en meget vigtig rute i bibelsk tid. (Es. 9:1) Araberne kaldte overgangsstedet „Jakobs døtres bro“. Den nærliggende mægtige by Hazor, der engang dominerede denne rute, var så stor i sin udstrækning at nogen har regnet ud at det ville tage cirka otte hundrede år at fuldføre udgravningen af den. Derfor betegner Bibelen den rammende som „alle disse kongerigers hovedstad“.a — Jos. 11:10.

Efter at have hvirvlet gennem en dyb kløft falder floden yderligere indtil den når Galilæas sø 208 meter under havets overflade.

Galilæas sø

„Man kunne kalde dette sted naturens ærgerrighed,“ skrev Josefus om Galilæas sø. (De bello Judaico, bog 3, kap. 10.8) Han omtaler begejstret luften, jordbunden og vandet. De ti måneder af året kunne man her plukke druer og figner, og der voksede en mængde valnøddetræer, oliventræer og palmer. Ved de varme kilder syd for Tiberias kan man stadig få vand til sin gigt ligesom folk kunne for 2000 år siden. Det er derfor ikke så mærkeligt at der på Jesu tid fandtes ni blomstrende byer langs søens bredder, og at flåder med hundreder af fiskerbåde var travlt beskæftiget på søen. Søen har endog været skueplads for et søslag i år 67 e. Kr. da romerne nedkæmpede et jødisk oprør. Rejsende der besøgte området i årene mellem 1738 og 1837 beretter derimod at de sjældent så mere end en enkelt båd på søen. I dag er der ved at komme liv over det igen. En fiskerflåde er atter ved at blive opbygget, og der er fisk nok at fange.

Med overraskende pludselighed kan et uvejr bryde løs ude på den harpeformede sø. (Matt. 8:24-27) Vinden farer ned fra de omgivende bjerge, ledes gennem flodlejer og bjergkløfter, og fanges i denne vandfyldte fordybning, hvorfor den rammer søen med voldsom kraft og pisker den op i ubændigt raseri.

Når vandet er stille kan man sidde i en båd tre hundrede meter fra bredden og føre en almindelig samtale med en på bredden. Derfor kunne den store folkeskare let høre Jesus dengang han talte til den fra en båd ude på vandet. — Luk. 5:3.

I vore dage bliver vandet fra Jordanfloden og Galilæas sø udnyttet, idet man leder vandet herfra til det fjerntliggende Negeb-område. Først pumpes det op i Beit Netofa-reservoiret, og dernæst føres det gennem en vældig rørledning på næsten tre meter i diameter — så stor at en jeep kan køre igennem den — til det golde område mod syd. Ved den sydlige del af Galilæas sø er et område som tidligere var sumpet og øde blevet indvundet. Der dyrkes bananer, citrusfrugter, oliven, druer og grønsager, og otte gange om året høstes der kløver. Desuden får man mejeriprodukter og æg fra området. Alt dette viser hvor frugtbar Jordandalen er.

Den nedre Jordandal

Syv kilometer syd for Galilæas sø slutter floden Jarmuk sig til Jordan. Her indviedes i 1932 et elektrisk kraftværk med et stort reservoir. Floden ændrer nu farve fra gulbrun til kaffefarvet, idet den slynger sig fra den ene side af dalen til den anden, skærer sig dybt ind i bredderne og fører meget jord og ler med sig. Na’aman, der var vant til floder med klart vand, ville først ikke bade i en så mudret flod. (2 Kong. 5:10-14) Men Jesus, Guds søn, gik villigt ud til Johannes Døber for at lade sig døbe, nedsænke, i Jordanfloden. (Matt. 3:13-16) Leret langs bredderne kan udnyttes. Mange metalgenstande til Salomons tempel i Jerusalem blev støbt i forme af ler fra Jordan. I den gamle by Sukkot har man fundet slagger som beviser at dette støbearbejde har fundet sted. — 1 Kong. 7:45, 46.

Fra luften ser Jordanfloden ud som en gul slange der bugter sig ud og ind og frem og tilbage i den cirka hundrede kilometer lange nedre dal, hvorved flodens virkelige længde bliver på 300 kilometer. Snart roligt flydende, snart iltert hvirvlende af sted gennem strømfaldene, løber floden ofte mellem stejle skrænter, mens den andre steder omsluttes af et uigennemtrængeligt krat af træer og buske, hvis grene undertiden når helt ned til vandet. (Jer. 12:5; 2 Kong. 6:4) Ez-Zor, som det kratbevoksede område kaldes, er stadig tilholdssted for sjakalen, ulven og vildsvinet. Engang genlød ez-Zor af løvebrøl, men sidste gang der meldtes om løver var i det fjortende århundrede. (Jer. 49:19) Fra ez-Zor fører grålige mergelskrænter op til el-Ghor, den egentlige dal, der på sine steder ligger 50 meter højere end ez-Zor. Endnu en stejl stigning må forceres før man når højsletten på begge sider af dalen. Bjergene kan her nå højder på op imod 1000 meter.

Mens luften i bjerglandet er kølig kan der være som i en bageovn i den mærkelige gravsænkning som dalen er. Klimaet er her nærmest subtropisk. Om sommeren ligger temperaturen på gennemsnitlig 35-40 grader, men i 1941 målte man så meget som 54 grader. Forskellen mellem højslettens og dalens temperatur træder meget tydeligt frem når man iagttager skyerne, der fra Middelhavet driver ind over Jerusalem. Idet de passerer Jordandalen får den opstigende varme luft dem til fuldstændig at forsvinde; men over Moabs bjerge mod øst dannes de atter.

Dalen kan til tider se noget afsvedet og øde ud fordi dens muligheder ikke udnyttes; men engang var den tæt befolket — alene i området ved Bet Sjan har man fundet 130 gamle byer. Dalens frugtbarhed er særlig iøjnefaldende om foråret. — Højs. 2:11, 12.

Dalen har et rigt fugleliv. Mens man lytter til den hvid-brillede persiske nattergals sang kan man se den farvestrålende isfugl med de blå og røde fjer fare over floden, eller iagttage en stor grå tornskade der er i færd med at tilberede sit næste måltid ved at spidde en bille på en tornebusk. Det kan ske at en skarv kaster en fisk op i luften og en pelikan lynsnart snapper den før den kommer ned igen. Dalen er den ideelle rute at følge for trækfuglene når de skal fra Østeuropa til Afrika eller omvendt, for der er rigeligt med føde og frisk vand. Den benyttes af mere end fire hundrede forskellige fuglearter. H. B. Tristram fortæller en oplevelse fra Jordanfloden. Han så engang sværme af græshopper (på det vingeløse stadium) der marcherede op i træerne, plyndrede dem for deres bark og derpå i tusindvis blev puffet i floden af de græshopper der fulgte efter dem. I floden, „lige i overfladen, lå stimer af de almindelige Jordanfisk i række og geled med snuden over vandet og munden åben, mens de i stilhed imødeså den lækre spise, der bogstavelig talt i timevis faldt lige ned i munden på dem“.b

Vadesteder

I bibelsk tid gik man over Jordan ved et af dens vadesteder, hvoraf der fandtes mindst halvtreds. De steder hvor der ikke var dybere end en meter kunne man vade over, men andre steder måtte man tage en hest til hjælp. De bedste vadesteder findes i regelen på steder hvor der er et brud i de stejle bredder og tæt underskov. Derfor kunne de let bevogtes, som for eksempel dengang spejderne blev skjult af Rahab og dengang Gileads mænd under Jefta standsede alle rejsende og prøvede dem med ordet „sjibbolet“. (Jos. 2:7, 16, 22, 23; Dom. 12:1-6) Kontrollen over vadestederne var delvis skyld i Ehuds sejr over moabitterne efter kong Eglons død og i den heldigt gennemførte operation mod de midjanitter som flygtede for Gideons lille styrke på tre hundrede mand. — Dom. 3:28, 29; 7:24, 25.

Elias og Elisa havde ikke brug for nogen vadesteder dengang Jehova skilte vandet så de kunne gå tørskoet over. (2 Kong. 2:7, 8, 13, 14) Zedekias fik heller ikke brug for noget vadested dengang han flygtede for Nebukadnezar, men det var kun fordi han blev fanget inden han nåede vadestedet ved Jeriko. — 2 Kong. 25:4, 5.

Historien giver ingen vidnesbyrd om at der fandtes broer over floden førend i romertiden, og selv om man på et tidspunkt anvendte primitive færger, der ved hjælp af to tove blev trukket over Jordan ved Jeriko og Damjeh (kaldet Adam i Bibelen), er der ingen grund til at tro at David benyttede en færge, hvilket nogle oversættelser antyder i 2 Samuel 19:18.

Den mest bemærkelsesværdige overgang over Jordanfloden fandt sted dengang Josua førte israelitterne ind i det forjættede land. Allerede tidligt i april er byghøsten overstået i dalen. I højlandet er den det ikke førend seks uger senere. Den smeltede sne fra Hermon har fundet vej gennem de højereliggende søer ned til ez-Zor, som nu er fyldt til randen, hvilket bevirker at flodens vande nu står højere og raser af sted. Hvor flodens leje er fladt, er den flere hundrede meter bred. (Jos. 3:15) Det var en nævneværdig bedrift da de stærke gaditter senere hen svømmede over floden under lignende omstændigheder. — 1 Krøn. 12:15.

Forestil dig hele det israelitiske folk med kvinder og børn krydse floden! Der måtte sandelig et mirakel til hvis det skulle lykkes dem. Og miraklet skete virkelig, idet Jehova anvendte sin magt og fuldstændig standsede flodens løb således at alle israelitterne „gik over på tør bund“. (Jos. 3:16, 17) Det kan være at der højere oppe ad floden skete en blokering netop i det øjeblik overgangen skulle finde sted, ligesom da et jordskred i december i året 1267 holdt flodens vande tilbage i seksten timer. Dette står berettet hos den arabiske historiker Nowairi, der fortæller hvorledes sultan Beybars måtte bygge en bro for at hæren kunne komme over Jordanfloden under korstogene. Floden var da en „lanselængde“ dyb og skyllede nogle af bropillerne bort. Her var floden altså også gået over sine bredder, selv om det ved denne lejlighed skyldtes vinterregnen. Men vi må vogte os for at forklejne det mirakuløse element, hvad Josefus gør idet han påstår at israelitterne vadede over floden på et tidspunkt da den var næsten udtørret. — Antiquitates Judaicæ, bog 5, kapitel 1.3.

Jeriko og Det døde Hav

Dengang Lot valgte sig Jordanegnen har han uden tvivl vidst hvor frugtbar den kunne blive, hvilket da også senere viste sig at være sandt. Man anlagde her terrasser og overrislingsanlæg og dyrkede jorden. (1 Mos. 13:10, 11) Arkæologen Kathleen Kenyon har sagt: „Udsigten mod øst fra Jeriko sent på eftermiddagen, med oasens palmetræer og bananlundene i forgrunden, er en af de smukkeste jeg kender.“ Sådanne lunde indbragte romerne store fortjenester. I dalen voksede niogfyrre forskellige dadelsorter, og Jeriko var et glimrende sted at tilbringe sin vinterferie. Den havde sine egne vandkilder og man havde bygget et anlæg af vandledninger. „Palmestaden“ var og er stadig væk et betegnende navn for Jeriko. — 5 Mos. 34:3; 2 Krøn. 28:15.

I årene mellem 1939 og 1948 benyttede beboerne i Bet Haarava, et settlement ikke langt fra Det døde Hav, Jordanflodens ferskvand til at rense jordbunden for salt, og stedet blev kendt ud over Israels grænser for sine fine tomater, der dyrkes året rundt. Hvilken frugtbar dal!

Har du nogen sinde set skyer hænge et hundrede og halvtreds meter under havets overflade? Det er et fænomen man kan iagttage over det vilde og smukke Døde Hav, hvor den minderige Jordanflod slutter sit løb. År ud og år ind er henved syv millioner tons vand flydt ned i det hver dag og en tilsvarende mængde er fordampet, hvorfor vandspejlet næsten konstant ligger 394 meter under Middelhavets overflade. Men saltindholdet er omtrent fem gange så stort som i de virkelige have.

Ja, den minderige Jordanflod! Skuepladsen for vidunderlige begivenheder i menneskets historie. Israels folk samt profeterne Elias og Elisa vandrede tørskoede over den, men en af de største begivenheder ved Jordanfloden var dog Jesu dåb.

[Fodnoter]

[Diagram på side 381]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jordanflodens fald på dens vej til Det døde Hav

Jordanfloden

Huleområdet

Havets overflade

Til Hermons bjerg (2776 m)

Galilæas sø (÷208 m)

Det døde Hav (÷394 m)