Kapitel 13
Et mønster for noget kommende
1. Hvad gør det svært for enkeltpersoner at opnå retfærdighed under vore dages love?
I DE fleste lande udgør lovene en sådan jungle at den der som ’lægmand’ søger retfærdighed, som regel ikke gør klogt i at prøve at være sin egen sagfører. I øvrigt har lovene ofte ’smuthuller’ som begunstiger de rige. Ville det ikke være dejligt at leve under en lov der var ganske klar og enkel — hvor en retssag ikke ville være en økonomisk belastning for nogen, og hvor alle, rige såvel som fattige, uden større formaliteter kunne bringe deres sag for retten og blive påhørt af upartiske dommere?
2, 3. Hvorfor vil det være gavnligt for os at se på den lov Gud gav Israel?
2 Sådan var den lov Gud gav Israel gennem Moses. Om denne lov siger Bibelen: „[Jehovas] bud står fast, de er alle retfærdige.“ (Salme 19:10, 1977-oversættelsen) Jehovas buds og loves høje kvalitet vil fremgå af en undersøgelse af nogle få bestemmelser i denne lovsamling, som består af godt og vel 600 love.
3 Kristne er ganske vist ikke underlagt den lov Israel fik, men de kan alligevel have udbytte af at undersøge den. Hvorfor? Fordi Loven tydeligt viser hvordan Jehova ser på visse ting, og den belyser de principper han til hver en tid vil handle efter i forbindelse med sine skabninger.
4. Hvilken stilling og myndighed havde Jehova i det gamle Israels styre?
4 Israels styre var enestående derved at Jehova var folkets øverste og absolutte Hersker. Han var på én gang folkets Konge og dets religiøse Overhoved, dets Gud. Profeten Esajas sagde: „[Jehova] er vor dommer, [Jehova] er vor hersker, [Jehova] er vor konge, han bringer os frelse.“ — Esajas 33:22.
5. Hvordan kan man sige at lydighed mod Loven hørte med til den sande tilbedelse i Israel?
5 Afgudsdyrkelse, det vil sige tilbedelse af enhver anden gud, var derfor også forræderi, altså en statsforbrydelse. På samme måde var en grov overtrædelse af landets lov ensbetydende med manglende respekt for Gud, som var landets øverste myndighed i tilbedelsen. En overlagt lovovertrædelse var det samme som blasfemi. Lydighed mod loven var en del af den sande tilbedelse.
BORGERRETTIGHEDER
6, 7. Forklar hvordan borgerrettighederne blev beskyttet.
6 Under denne lov var der ingen problemer i forbindelse med borgerrettighederne, når landets dommere og herskere adlød Gud. Loven beskyttede ikke alene landets egne, men også de fastboende udlændinge og de fremmede der kun midlertidigt opholdt sig i landet. — 2 Mosebog 22:21; 23:9; 3 Mosebog 19:33, 34.
7 Under Loven blev den fattige ikke hindret i at opnå retfærdighed fordi han var fattig, ej heller den rige fordi han var rig. — 3 Mosebog 19:15; 2 Mosebog 23:3.
KÆRLIGT HENSYN TIL DE FATTIGE
8. Hvordan var der i Loven taget hensyn til de fattige?
8 Israels økonomi var for størstedelen baseret på landbrug, idet hver mand havde sin egen jord, sin arvelod. Nogle af israelitterne kunne, ved dårlig tilrettelægning eller ved økonomisk modgang, blive fattige og tvunget til at sælge deres jord. Også nogle af de fastboende udlændinge kunne komme i en vanskelig situation. Som en venlighed mod disse foreskrev ordningen at ingen landmand der høstede, måtte høste helt ud til kanten af sin mark. Og hvis hans høstfolk havde glemt et neg på marken, skulle han lade det ligge. (3 Mosebog 19:9, 10; 5 Mosebog 24:19-21) Det skulle de fattige have lov til at samle op. — Rut 2:15, 16.
9, 10. Hvordan havde alle gavn af de love der beskyttede de fattige?
9 Det krævede selvfølgelig at de fattige selv gjorde en indsats; at sanke aks var ikke et arbejde man kom sovende til. Det betød at der ikke var nogen dovne og ubeskæftigede der tærede på samfundet, intet tiggeri og ingen udgifter til understøttelse. (5 Mosebog 15:11; Rut 2:3, 7) Dette svarer til det kristne princip vi finder i Andet Tessalonikerbrev 3:10: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“
10 Foruden at der således var foranstaltninger til at de fattige kunne få noget at leve af, blev det pålagt alle indbyggere at behandle de nødlidende med gavmildhed. Dette virkede fremmende for broderskabet og den nationale enhed. — 3 Mosebog 25:35-38.
„TRÆLDOM“ UDEN UNDERTRYKKELSE
11. Hvorfor var trældom i det gamle Israel ikke ensbetydende med undertrykkelse, som det siden har været tilfældet?
11 Når der i Israel blev benyttet trælle, var der ikke tale om trældom i samme forstand som man senere har kendt det. Ordningen var i virkeligheden en beskyttelse for en familie der, på grund af ulykker eller økonomisk modgang, havde måttet sælge sin arvelod og til sidst havde brugt alle pengene fra salget og ikke havde mere at leve af. Eller familien var måske kommet i stor gæld. I stedet for fortsat at være selverhvervende som hidtil, kunne familien eller nogle af dens medlemmer gå i trældom. Denne trældom svarede faktisk til et almindeligt ansættelsesforhold som vi kender det i dag, hvilket for mange også er en form for ’økonomisk trældom’.
12. Hvilken ordning gjaldt i forbindelse med hebraiske trælle?
12 For eksempel skulle en hebraisk træl ikke behandles som ejendom, men som en „daglejer“. Og i øvrigt skulle han frigives efter seks års tjeneste. (3 Mosebog 25:39-43) Ved frigivelsen skulle hans herre eller „arbejdsgiver“, efter evne, yde ham materiel hjælp i den udstrækning det var nødvendigt for at manden og hans familie kunne begynde på en frisk. (5 Mosebog 15:12-15) Ved denne ordning undgik en familie at komme i nød og fattigdom, idet den fik føde og klæder indtil den kunne klare sig selv.
13. (a) Hvilke muligheder var der for frigivelse før de seks års tjeneste var fuldført? (b) Hvilken beskyttelse var der for unge hebraiske piger som blev trælle?
13 Selv om én var træl, havde han lov til at drive forretning, gøre investeringer eller engagere sig i andre projekter, så han i visse tilfælde selv kunne købe sig fri af sin tjeneste. En nær slægtning kunne også købe ham fri ved at betale den gæld han måtte have. (3 Mosebog 25:47-54) Hvis en ung pige kom i trældom, blev hun ofte tage til ægte af ejeren. Hun skulle så have samme rettigheder som en hustru. — 2 Mosebog 21:7-11.
BESKYTTELSE AF KVINDER
14. Hvordan var en fraskilt kvinde beskyttet?
14 Kvinderne var beskyttet af ægteskabslovene. Hvis en mand ville skilles fra sin hustru, måtte han have en gyldig grund til det, og han skulle desuden give hende et skilsmissebrev. Dette skilsmissebrev beskyttede hende mod falske beskyldninger i tilfælde af at hun giftede sig igen. — 5 Mosebog 24:1; se også Jesu redegørelse angående skilsmisse i Mattæus 19:3-9.
15. Hvilke love tjente til at modvirke umoralitet?
15 Hvis en mand forførte en jomfru som ikke var forlovet, måtte han gifte sig med hende, hvis faderen bestemte dette; og han kunne aldrig lade sig skille fra hende. (5 Mosebog 22:28, 29; 2 Mosebog 22:16, 17) En kvinde der var forlovet, var beskyttet mod seksuelle forbrydelser da der gjaldt dødsstraf for den mand som gjorde sig skyldig i sådanne overfald, der i øvrigt regnedes for at være lige så alvorlige som mord. — 5 Mosebog 22:25-27.
16. (a) Hørte polygami oprindelig med til Guds ordning? (Mattæus 19:4-6) (b) Hvorfor tolererede Gud polygami i det gamle Israel?
16 Polygami var tilladt, men der var bestemte regler for dette, til gavn for kvinden. Polygamiet, som havde været praktiseret meget længe, blev tolereret fordi Guds tid endnu ikke var inde til at genoprette alt. Gud ventede til kristendommens komme med at genindføre det oprindelige, monogamiet. (1 Korinter 7:2) Gud har altid givet sit folk undervisning og vejledning efterhånden som det ville være i stand til at forstå og acceptere hans retledning. Jesus sagde til sine disciple som vi læser i Johannes 16:12: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Efter Jesu død og opstandelse var der således mange ting der blev afklaret og sat på plads i deres tanker.
17. Hvordan var den tilsidesatte hustru i et polygamt ægteskab beskyttet?
17 I et polygamt ægteskab ville ægtemanden ofte foretrække én af hustruerne. Men Loven beskyttede også den tilsidesatte hustru. Hvis, for eksempel, hendes søn var faderens førstefødte, måtte sønnen ikke berøves sin førstefødselsret; faderen kunne ikke senere give denne ret til en søn som hans yndlingshustru fødte ham. — 5 Mosebog 21:15-17.
18. Hvordan var kvinderne blandt Israels fjender beskyttet?
18 Selv kvinder i fjendernes byer blev beskyttet; seksuelle overgreb mod dem var forbudt. Der fandtes heller ingen prostituerede i nærheden af Israels lejrede hær, for det var soldaterne forbudt at have kønslige forhold når de var i krig. — 5 Mosebog 21:10-14.
STRAFFELOVE
19. Hvad var fordelen ved at der ikke var nogen fængsler i det gamle Israel?
19 Straffelovenes bestemmelser var langt bedre end dem vi finder i nutidige love. Moseloven foreskrev ikke at der skulle være fængsler. Først senere, under kongerne i Israel, blev der (uretmæssigt) oprettet fængsler. (Jeremias 37:15, 16; 38:6, 28) Eftersom der ikke blev idømt fængselsstraf for nogen forbrydelser, var der altså heller ingen forbrydere som skulle have føde og husly på bekostning af flittige, lovlydige borgere.
20. Hvilken straf var der for tyveri, og hvilke gavnlige sider var der ved dette?
20 Hvis én stjal fra sin næste, blev han ikke sat i fængsel. Han fik derimod lejlighed til at arbejde og tilbagebetale det stjålne. Forbrydelsens offer kom ikke til at lide tab. Tyven skulle endda tilbagebetale to eller flere gange den sum han havde stjålet, afhængigt af hvad det var han havde stjålet og hvad han havde gjort ved det. (2 Mosebog 22:1, 4, 7) Hvis han ikke betalte, blev han solgt som træl. Han måtte arbejde for den bestjålne eller en anden israelit, indtil han havde betalt boden for det han havde stjålet. (2 Mosebog 22:3) Hvis han hårdnakket nægtede at gøre som det var pålagt ham, ville han blive henrettet. (5 Mosebog 17:12) Ikke alene hjalp denne lov forbrydelsens offer, men den tjente også i høj grad til at afskrække folk fra at stjæle.
21. (a) Hvad var straffen for overlagt mord? (b) Hvilken ordning var der til gavn for en uforsætlig manddraber?
21 Livet blev regnet for helligt under Loven. Den der begik overlagt mord kunne på ingen måde gå fri for straf. Han måtte henrettes. I Fjerde Mosebog 35:30-33 læser vi: „Når nogen slår et menneske ihjel, må man kun dræbe manddraberen efter flere vidners udsagn. Et enkelt vidnes udsagn er ikke nok til en dødsdom. I må ikke tage mod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden. . . . Vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ Denne lov betød at et sådant ondt menneske ikke fik lov til at fortsætte på fri fod så det kunne begå flere mord, men blev fjernet fra det israelitiske samfund. Den uforsætlige manddraber kunne derimod blive vist barmhjertighed. — 4 Mosebog 35:9-15, 22-29.
22. Hvordan blev livets hellighed særlig understreget?
22 Selv et uopklaret mord skulle der skaffes soning for. Den by der lå nærmest ved gerningsstedet blev regnet for at være blodskyldig og forbandet, medmindre byens ældste udførte den foreskrevne ceremoni, så den kollektive blodskyld der hvilede på byen i Guds øjne, blev fjernet. Således fik folket indprentet livets hellighed. — 5 Mosebog 21:1-9.
23. Hvilken lov gjaldt i forbindelse med bortførelse?
23 Et menneskes person regnedes for at være ukrænkelig. Der var dødsstraf for at kidnappe et andet menneske. Den i hvis besiddelse den bortførte blev fundet eller som havde solgt den bortførte som træl, ville med usvigelig sikkerhed blive dømt til døden. — 2 Mosebog 21:16; 5 Mosebog 24:7.
INGEN UNGDOMSKRIMINALITET
24. Hvordan blev respekten for familien bevaret, og hvad blev resultatet?
24 Når folket fulgte Loven, var der kun ganske få problemer med ungdomskriminalitet. Nationens grundlæggende enhed var familien. Man blev oplært til at vise stor respekt for sine forældre og for landets øvrighed. (2 Mosebog 20:12; 22:28) Pøbelhandlinger blev fordømt. (2 Mosebog 23:1, 2) En ung mand der var så gammel at han kunne drages til ansvar, og som var uforbederligt oprørsk, for eksempel en frådser og dranker, skulle henrettes. (5 Mosebog 21:18-21) Den der slog eller forbandede sin fader eller moder, skulle lide døden. (2 Mosebog 21:15, 17; 3 Mosebog 20:9) Respekt for hjemmet og familien førte også til respekt for folkets ledere, i særdeleshed dets øverste Hersker, Jehova Gud.
RESPEKT FOR EJENDOMSRETTEN
25. Hvordan blev bortkomne og fundne sager behandlet?
25 I vore dage er det almindeligt at folk der finder noget som er tabt eller efterladt, blot beholder det selv. Men i Israel skulle enhver som fandt et dyr eller en genstand der var bortkommet, give dette tilbage til ejeren. Hvis ejeren boede langt borte og var ukendt, skulle det bortkomne opbevares indtil han kom og søgte efter det. (5 Mosebog 22:1-3) Og som en hjælp for ejeren når denne kom til landsbyen og ledte efter det bortkomne, skulle finderen naturligvis fortælle byens ældste, dens øvrighed, at det var hos ham.
26, 27. (a) Hvordan kom respekt for andres hjem og ejendom til udtryk? (b) På hvilken måde var disse love til gavn for de fattige?
26 Hjemmets ukrænkelighed var højt respekteret. Hvis man havde noget til gode hos en anden kunne man ikke gå ind i skyldnerens hus for at hente det som skyldneren havde stillet som sikkerhed. Kreditoren måtte vente udenfor og lade manden bringe sit pant ud til ham. (5 Mosebog 24:10, 11) Kreditoren kunne heller ikke beslaglægge noget der hørte til ens vigtigste livsfornødenheder eller påklædning; en fattig ejede måske kun noget korn han kunne male til føde for sin familie eller han havde måske kun én yderklædning at tage på.
27 Herom står der i Femte Mosebog 24:6, 12, 13: „Man må ikke tage en håndkværn i pant, heller ikke den øverste møllesten; thi det var at tage livet selv i pant. Hvis han er en fattig mand, må du ikke lægge dig til hvile med hans pant; ved solnedgang skal du give ham pantet tilbage, for at han kan lægge sig til at hvile i sin kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for [Jehova] din Guds åsyn.“
HENSYNTAGEN TIL DYR
28. Hvordan kom Guds omtanke og venlighed til udtryk i hans love i forbindelse med dyr?
28 Også dyr skulle der tages hensyn til. Hvis en mand så et husdyr i vanskeligheder skulle han hjælpe det, også selv om det tilhørte hans fjende. (2 Mosebog 23:4, 5; 5 Mosebog 22:4) Lastdyr eller trækdyr måtte ikke overbebyrdes eller mishandles. (5 Mosebog 22:10; Ordsprogene 12:10) En okse der tærskede måtte ikke få munden bundet til, så den ikke selv kunne nyde frugterne af sit arbejde. (5 Mosebog 25:4) Der blev også tilskyndet til at vise betænksomhed mod vilde dyr. Man måtte for eksempel ikke tage en hunfugl med når man tog dens æg; så udslettede man en hel familie. (5 Mosebog 22:6, 7) Blandt husdyr måtte man ikke slagte en okse og dens kalv samme dag, eller et får og dets lam. Alt dette tjente til at modvirke grusomhed. — 3 Mosebog 22:28; se også hvordan Guds kærlige hensyn til dyr kommer til udtryk i Jonas 4:11 og Tredje Mosebog 25:4, 5, 7.
NIDKÆRHED FOR SANDHEDEN
29, 30. Hvilke love gjaldt for aflæggelse af vidnesbyrd i retssager?
29 I retfærdighedens og barmhjertighedens interesse skulle et vidne i en retssag fortælle alt hvad han vidste om sagen. Hvis han ikke gjorde det, ville han falde ind under en forbandelse som dommerne udtalte offentligt. Gud ville selv håndhæve en sådan forbandelse. (3 Mosebog 5:1; Ordsprogene 29:24) Han måtte ikke sværge falsk, for dette var at lyve for Jehova. Hvis det blev fundet at en med overlæg havde rettet falske anklager mod en anden, skulle den der fremsatte anklagerne lide samme straf som han havde tiltænkt den som de falske beskyldninger var rettet imod.
30 Således læser vi i Femte Mosebog 19:16-19: „Når et ondsindet vidne optræder mod nogen og beskylder ham for lovbrud, skal begge de stridende fremstille sig for [Jehovas] åsyn, for de præster og dommere, der er til den tid, og dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; du skal udrydde det onde af din midte.“
31. Hvilke andre love tjente til at fremme nidkærheden for retfærdighed, samtidig med at de modvirkede at der blev aflagt falske eller ugennemtænkte vidnesbyrd?
31 Ingen kunne dømmes til døden alene på omstændighedsbeviser. Der skulle være mindst to øjenvidner til at bekræfte hvad der var sket. (5 Mosebog 17:6; 19:15) De der vidnede mod en mand som blev fundet skyldig i en forbrydelse der blev straffet med døden, skulle kaste de første sten når manden skulle stenes til døde. Denne lov fremmede israelitternes nidkærhed for retfærdighed. Ikke alene dommerne, men alle landets indbyggere, måtte på den måde vise deres ønske om at bevare landet fri for blodskyld i Guds øjne. Loven modvirkede også aflæggelse af falske, forhastede eller utilstrækkeligt gennemtænkte vidnesbyrd. Det var således en nyttig lov vi finder udtrykt i Femte Mosebog 17:7: „Vidnernes hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Således skal du udrydde det onde af din midte.“
UTILLADELIGE KØNSLIGE FORHOLD
32. Hvilke kønslige forhold skulle straffes med døden?
32 Ved ægteskabsbrud blev begge de skyldige parter straffet med døden. (3 Mosebog 20:10) Frastødende handlinger som homoseksualitet og omgang med dyr blev også straffet med døden, som det fremgår af Tredje Mosebog 20:13, 15, hvor der står: „Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem. Om nogen har omgang med et dyr, skal han lide døden, og dyret skal I slå ihjel.“ — Se også Tredje Mosebog 20:16, 17; Romerne 1:24-28.
Renhed
33, 34. Hvordan virkede loven til fremme af fysisk renlighed?
33 Loven pålagde ikke alene folket at bevare den moralske renhed, men indskærpede også fysisk renlighed. Ifølge lovene om renlighed skulle israelitterne ødelægge ethvert lerkar der havde været i berøring med et selvdødt dyr. Andre kar og forskellige beklædningsgenstande skulle vaskes. Med en sådan lov ville israelitterne altid være opmærksomme på betydningen af renlighed. De der havde smitsomme sygdomme blev sat i karantæne. (3 Mosebog 13:4, 5, 21, 26) Hvis huse eller klædningsstykker var inficerede, blev de også underlagt karantænebestemmelser, og i nogle tilfælde revet ned eller brændt. (3 Mosebog 13:47-52, 55; 14:38, 45) Intet blod måtte spises. — 3 Mosebog 7:26.
34 Fra et sundhedsmæssigt synspunkt var bestemmelserne om renlighed og karantæne, sammen med morallovene og forbudet mod blod, en glimrende beskyttelse mod tyfus, plettyfus, byldepest, leverbetændelse, gonorré, syfilis og en lang række andre sygdomme.
Barmhjertighed mod de angrende
35. Havde dommerne i retssager bemyndigelse til at vise barmhjertighed hvis en sags omstændigheder talte for det?
35 Loven var imidlertid ikke hård og ufravigelig. Dommerne havde bemyndigelse til at vise barmhjertighed. Hvis en mand havde syndet mod sin næste og derefter angrede det, kunne han genvinde Guds gunst ved først at bringe sagen i orden med den skadelidte part og derefter bringe et skyldoffer til Jehova. (3 Mosebog 5:21-26) Jesus Kristus hentydede til denne lov da han sagde: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Mattæus 5:23, 24) På lignende måde kan Guds tjenere i dag heller ikke opnå fred med Gud hvis de handler forkert mod deres næste.
Jubelåret
36. Hvilke goder bragte jubelåret?
36 Hvert halvtredsindstyvende år var et jubelår; det var en glædens tid. Alle jordlodder som i den forløbne tid var blevet „solgt“, skulle da gives tilbage til ejeren. Hebraiske trælle blev frigivet, også selv om de endnu ikke havde tjent i fulde seks år. (3 Mosebog 25:8-13, 39-41) Denne lov havde den glimrende virkning at den genoprettede den økonomiske ligelighed Gud havde sørget for dengang Israel drog ind i det forjættede land. Loven forhindrede den situation vi ser i så mange lande i dag — en gruppe meget rige jordbesiddere og en gruppe yderst fattige livegne bønder. Når loven blev overholdt var det ikke muligt for nogen at få monopol på jorden.
37. Hvorfor kan vi, alt i alt, sige at vi har gavn af at sætte os ind i den lov Gud gav Israel?
37 Loven gjorde således indbyggerne til frie mennesker. Enhver familie var sikret mod at synke uhjælpeligt ned i fattigdom. Familiens værdighed blev bevaret; også dens åndelighed blev bevaret på et højt stade. Faderen kunne få tid til at være sammen med sin familie, idet sabbatsdagene og sabbatsårene gav ham tid til for eksempel at undervise sine børn. Skønt kristne i dag ikke er underlagt Moseloven, giver den således, som vi har set, et glimt af Guds veje og hans måde at handle på; den er „en skygge af kommende goder“. — Hebræerne 10:1.
[Illustration på side 145]
I Loven var der tænkt på de fattige; det der voksede ved kanten af markerne skulle efterlades til dem
[Illustration på side 155]
Når jubelåret blev forkyndt skulle alle jordlodder tilbagegives til deres oprindelige ejere