Man må holde sig inden for tilflugtsstedets grænser

 1, 2. Hvilke begrænsninger var der pålagt flygtningen i tilflugtsbyen, og hvor længe gjaldt de?

DEN MAND, som flygtede for blodhævneren, måtte bevise, at han ikke havde haft til hensigt at dræbe den forulykkede. Tilflugtsbyen, hvortil han var flygtet, skulle først udlevere ham til den by, i hvilken eller i hvis nærhed drabet havde fundet sted. Dér skulle forsamlingen prøve hans sag for at se, om den kunne kende ham værdig til beskyttelse i tilflugtsbyen: „Så skal forsamlingen dømme mellem den, der voldte slaget, og blodhævneren i overensstemmelse med disse domme. Og forsamlingen skal fri drabsmanden af blodhævnerens hånd, og forsamlingen skal sende ham tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til, og han skal bo i den, indtil ypperstepræsten, som var salvet med den hellige olie, dør.“ (4 Mos. 35:24, 25, NW) Hebron, en af tilflugtsbyerne, var ypperstepræstens og hans underpræsters, Arons sønners, by, og dette henleder tanken på, at Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, er den salvede, der skal dømme om, hvorvidt manddraberen handlede i ond hensigt, da han forårsagede tab af menneskeliv. Det er Kristus, der afgør, om den uforsætlige manddraber skal have adgang til Jehovas tilflugtssted i den nye verdens samfund og have lov til at blive der.

² Eftersom det var en barmhjertighedssag, at flygtningen blev skånet for døden, var det fuldt ud på sin plads, at der blev pålagt ham begrænsninger med hensyn til, hvor han måtte færdes. Han skulle blive i tilflugtsbyen og ikke gå uden for de tusind alen åbent land, der stødte op til byen. Overskred han denne grænse, udsatte han sig for livsfare. „Men hvis manddraberen overhovedet går uden for grænsen for den tilflugtsby, som han kan flygte til, og blodhævneren så finder ham uden for tilflugtsbyens grænse, og blodhævneren virkelig dræber manddraberen, har han [blodhævneren] ingen blodskyld. For han [manddraberen] burde opholde sig i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død, og efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til det land, han ejer. Og fra en, som er flygtet til sin tilflugtsby, må I ikke tage imod løsepenge, for at han kan vende tilbage og bo i landet inden ypperstepræstens død.“ (4 Mos. 35:26-28, 32, NW) Den ypperstepræst, i hvis embedstid manddrabet fandt sted, måtte altså afgå ved døden, førend den uforsætlige manddraber kunne vende tilbage til sin egen by eller sin egen arvelod uden at være i fare for blodhævneren. Hvis den israelitiske ypperstepræst således selv af vanvare dræbte en anden, måtte han ikke forlade sin tilflugtsby, men skulle blive der hele sit liv. Hvis en levit slog en ihjel af vanvare, kunne han ikke forlade sin tilflugtsby for at drage op til Jerusalem og udføre sine præstelige pligter der, før ypperstepræsten døde. Dette viser, hvordan ypperstepræsten rådede over flygtningenes liv og frihed.

 3. Gennem hvem modtager nu de blodbestænkte flygtninge Jehovas beskyttelse, på hvilken måde forlader man den modbilledlige tilflugtsby, og hvilke konsekvenser indebærer det?

³ Endvidere viser det, at Jehovas beskyttelse af de blodbestænkte flygtninge i Harmagedonslaget, da alt uskyldigt blod skal hævnes, ydes dem gennem hans ypperstepræst Jesus Kristus, der gav sit eget menneskeliv hen for at redde både angrende manddrabere og alle andre slags syndere. At forlade tilflugtsbyen, inden Israels ypperstepræst døde, skildrer derfor, hvordan et menneske, der nyder godt af Guds barmhjertighed og beskyttelse, gør oprør mod de begrænsninger, der er pålagt ham af Gud. Han mister forståelsen og værdsættelsen af, hvad Gud har gjort for ham gennem Kristus, og hvorfor Gud har trukket en grænse for ham. Han handler som Simeï, der forbandede David, da denne flygtede for sin søn Absalom, og som Davids efterfølger på tronen, kong Salomo, bød at forblive inden for Jerusalems område. Simeï stillede kong Salomo på prøve; han forlod Jerusalem for at hente to af sine trælle hjem og blev ved sin hjemkomst dræbt, fordi han i selviskhed havde ladet hånt om de begrænsninger, der var pålagt ham. (1 Kong. 2:36-46) Den, der vrager tilflugten, stiller sig uden for Kristi sonoffers beskærmelse og nærer ikke længer tillid til dette offers fortjeneste eller føler ikke længer, at dette offer er nødvendigt for at værne ham mod den guddommelige straf for synd. Han tager det ikke så nøje med at opfylde Jehovas krav og ydmyger sig ikke under Guds vældige hånd; han opelsker selvretfærdighed og stoler på, at den nok skal frelse ham. Han stiller Gud på en prøve, der overskrider det tilladeliges grænse, idet han pælfæster Jesus Kristus på ny og mister enhver følelse af anger. Uden for det tilflugtssted, Jehova i sin barmhjertighed har sørget for, vil han uvægerlig hjemfalde til straf, når al den blodskyld, der ikke dækkes, skal hævnes i Harmagedonslaget. Han vil ikke overleve dette slag.

 4, 5. a) Hvilke spørgsmål melder der sig med henblik på opfyldelsen af Israels ypperstepræsts død? b) Hvor længe må medlemmerne af det åndelige Israels rest derfor forblive i deres tilflugtsby?

⁴ Ypperstepræsten Jesus Kristus har siden sin opstandelse fra de døde haft „sin kraft fra et uopløseligt liv“ og „dør ikke mere“, fordi „døden er ikke mere herre over ham“, men han er „præst evindelig“ på Melkizedeks vis. (Hebr. 7:15-17 og Rom. 6:9) Hvordan kan han da opfylde den del af billedet, der omhandler Israels ypperstepræsts død? Og hvordan kan nogen så gå ud af den modbilledlige tilflugtsby i den nye verdens samfund? Hvor længe skal nutidens flygtninge forblive der? Vi må huske, at Israels ypperstepræst ved sin død ophørte med at tjene som ypperstepræst og frembære sonoffer for den uforsætlige manddraber. Altså må medlemmerne af resten forblive i den modbilledlige tilflugtsby, så længe de lever på jorden. De har håb om at overleve Harmagedonslaget og komme med ind i Guds nye verden, men selv efter at dette slag er udkæmpet, og dommen over alle dem, der er behæftet med blodskyld, er eksekveret, vil de behøve deres himmelske ypperstepræsts sonofferfortjeneste. Hvorfor? Fordi de stadig er i det ufuldkomne kød.

⁵ Men når de fuldender deres jordiske pligter efter Harmagedonslaget og dør og øjeblikkelig oprejses til liv som guddommelige åndeskabninger i himlene, har de ikke længer Jehovas ypperstepræsts forsonende tjeneste behov, for til den tid har de for stedse lagt kødet bag sig og ofret det til hævdelse og herliggørelse af Jehovas universelle overhøjhed. Alt, hvad der har tilknytning til det ufuldkomne kød, også uforsætlig blodskyld, vil ikke mer hæfte ved dem. For dem vil ypperstepræsten være død, hvad hans forsonende og beskyttende egenskaber angår. Men under hele Harmagedonslaget og til deres legemlige telt eller jordiske bolig opløses i døden og de vinder „en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i himlene“, må de forblive i tilflugtsbyen under den udødelige ypperstepræst. — 2 Kor. 5:1.

 6. Hvordan forbliver de overlevende fra Harmagedonslaget, som ikke hører til det åndelige Israel, i deres tilflugtsby indtil ypperstepræstens modbilledlige død, og hvis nogen derefter dør, hvad skyldes det så?

⁶ Men hvordan forholder det sig med vor tids flygtninge, „de fremmede“ og „de indvandrede“? Hvornår vil de — for de forbliver ja i kødet til evig tid — kunne forlade deres tilflugtsby og stå uden blodskyld? De kan ikke forlade tilflugtsbyen under Kristus umiddelbart efter Harmagedonslaget, fordi de i lighed med den overlevende rest vil være i det ufuldkomne kød og behæftet med synd. De er nødt til at forblive under ypperstepræstens forsonende beskyttelse, ellers vil blodhævneren dræbe dem. Ved at underkaste sig ypperstepræstens beskyttelse i de tusind år, han virker som konge og præst, vil de med tiden blive løftet op til menneskelig fejlfrihed. Ved slutningen af de tusind år vil han overgive dem til Jehova Gud sammen med alle de øvrige af den højnede menneskeslægt, og da skal de stilles på en endelig og evigt afgørende retskaffenhedsprøve, idet Satan og hans dæmoner skal løslades en kort stund. De, som består denne prøve og bliver godkendt af Jehova Gud, vil han retfærdiggøre til evigt liv på den „nye jord“, den nye verdens paradis. Men når ypperstepræsten overgiver den fuldkomne menneskehed i Faderens hånd, vil det i og for sig sige, at han for dem er død i sin egenskab af forsonende, skærmende præst, for de vil ikke længer stå under hans beskyttelse i tilflugtsbyen, men vil blive stillet fremfor Gud, for at deres eget værd kan prøves. Hvis de dør efter dette tidspunkt, vil det ikke skyldes blodhævneren eller nogen tidligere uforsætlig blodsudgydelse, men fordi de med vidende og vilje kommer til kort under retskaffenhedsprøven på grund af selviskhed på et eller andet punkt. — Åb. 20:1-6, 11-15.

Vejen beredes

 7. Hvordan tog den forbilledlige tilflugtsby imod den uforsætlige manddraber, og hvordan skulle han forholde sig i byen?

⁷ Den forbilledlige tilflugtsby skulle åbne sine porte og give den uforsætlige manddraber husly. „Og han skal flygte til en af disse byer og stille sig ved portindgangen til byen og tale sine ord, mens de ældre mænd i den by hører på det, og de skal tage ham til sig i byen og give ham et sted, og han skal bo hos dem. Og hvis blodhævneren forfølger ham, så må de ikke overgive manddraberen i hans hånd, for det var uafvidende, at han slog sin fælle, så han døde, og han nærede ikke før i tiden had til ham. Og han skal bo i den by, indtil han fremstilles for forsamlingen til dom, indtil ypperstepræsten, der måtte leve på den tid, afgår ved døden. Da kan manddraberen vende tilbage, og han skal gå ind i sin by og ind i sit hus, ind i den by, han flygtede fra.“ (Jos. 20:4-6, NW) Mens flygtningen befandt sig i tilflugtsbyen, var han afskåret fra at drage op til Guds tempel, men han var til stadighed i nær forbindelse med tempeltjenerne, levitterne, og i Hebron med præsterne og selve ypperstepræsten. Dog måtte han ikke længes efter ypperstepræstens snarlige død, for dermed ville han åbenbare en tilbøjelighed til mordlyst og oprør mod de begrænsninger, Gud havde pålagt ham. Han måtte ikke være doven og gå ud fra, at byen skulle forsørge ham, for derved ville han blive en økonomisk byrde for levitterne og præsterne. Han skulle lære et håndværk og yde sit bidrag til byens velfærd og fremgang.

 8. Hvordan må de, som flygter til den kristnes tilflugtssby, handle, og hvad vil det føre til?

⁸ Således må heller ikke de, som nu flygter til de kristnes tilflugtsby, føre et driverliv inden for den nye verdens samfund. De skal vise deres påskønnelse af Guds barmhjertighed og holde sig nær til resten af det „kongelige præsteskab“ og i særdeleshed til ypperstepræsten, under hvis skærmende hånd de finder beskyttelse. De må ikke ligge den nye verdens samfund til byrde, være en hemsko eller hindre dens virksomhed eller tære på dens åndelige velstand. De må lære et håndværk inden for denne organisation, og i betragtning af de guddommelige pligter, der påhviler organisationen, er det eneste nyttige „håndværk“, de kan lære, at prædike budskabet om Riget og forkynde „en hævnens dag fra vor Gud“. (Matt. 24:14; Es. 61:1, 2) Det vil få tiden inden for tilflugtsområdet til at flyve af sted inden Harmagedonslaget, for de vil være lykkeligt optaget af at prise Jehova, hvilket igen vil føre til frelse både for flygtningene og for andre.

 9. Hvilken erklæring har flygtningene afgivet, og hvilken pagt har de taget standpunkt for i deres bestræbelser for at unddrage sig enhver blodskyld?

⁹ Vi befinder os nu i vor tilflugtsby, hvor vi er fast besluttet på at blive til ypperstepræstens „død“. Jehovas vidner ønsker at holde sig inden for Jehovas barmhjertige „tilflugtsby“ under hans ypperstepræst, og derfor erklærede disse vidner den 1. november 1939 deres absolutte neutralitet over for denne verdens blodige konflikter. De holder fast ved deres standpunkt vedrørende Guds pagt om blodets hellighed og vil ikke krænke den ved at billige blodtransfusioner, som har været årsag til så mange dødsfald, der ikke kommer offentligheden for øre. Hans vidner undgår at pådrage sig enhver forsætlig blodskyld i Guds øjne. Der blev ikke tilstået den forsætlige morder asyl i fortidens tilflugtsby, men han blev udleveret til blodhævneren, for at han kunne lide en retfærdig død for dennes hånd. Vi ønsker ingen af den slags forsætlige overtrædere inden for den nye verdens samfund. — 4 Mos. 35:16-21, 30, 31; 5 Mos. 19:11-13. Se Vagttaarnet, 1. januar 1940; 15. februar 1946.

10. Hvordan skulle den uforsætlige manddraber hjælpes til en vellykket flugt, og hvordan skete det i forbilledet?

¹⁰ Præsterne og levitterne i tilflugtsbyerne skulle udvise den største hjælpsomhed over for dem, som tyede til deres by, og give dem husly. Det skulle være både dem og hele Israel yderst magtpåliggende at hjælpe de nødstedte flygtninge, så de ikke blev indhentet af blodhævneren, men nåede frem til tilflugtsbyens sikre enemærker, og man derved undgik, at den uforsætlige manddrabers uskyldige blod blev udgydt. Jehovas barmhjertige lov sagde: „[Du skal] udtage dig [endnu] tre byer midt i dit land, som Jehova din Gud er ved at give dig, for at du skal tage det i besiddelse. Du skal berede vejen for dig, og du skal dele dit landområde, som Jehova din Gud har været i færd med at give dig som din ejendom, i tre dele [vest for Jordanfloden], og det skal være sådan, for at en hvilken som helst manddraber kan flygte derhen.“ (5 Mos. 19:2, 3, NW) At vejen skulle beredes betød, at hovedvejene, der førte til tilflugtsbyerne, skulle være banede veje for hurtig trafik, bakketoppe skulle fjernes og sten sankes bort, broer bygges over vandløb, vejene gøres bredere, ja helt op til toogtredive alen eller cirka femten meter, så at flygtningen kunne komme forbi, selv om færdselen var stor. Ved korsvejene skulle der opstilles vejskilte med ordene „Tilflugt! Tilflugt!“ for at angive, i hvilken retning tilflugtsbyen lå. Hvert af landområderne, tre øst for Jordan og tre vest for den, havde sin egen tilflugtsby, så der ikke skulle være for langt at flygte fra noget sted. Hver især vidste, hvilken tilflugtsby der var hans.

11. Hvilken foranstaltning bevirker, at alle nationerne kan glæde sig med Jehovas åndelige folk i dag?

¹¹ Hvilket ypperligt billede på, hvordan vejen har måttet sættes i stand eller beredes for vor tids uforsætlige manddrabere, der af vanvare har udgydt blod, navnlig de modbilledlige „fremmede“ og „indvandrede“, de „andre får“, der ikke er åndelige israelitter, men som kommer fra alle folk og nationer! Disse nationer kan nu glæde sig med Jehovas folk, resten af det åndelige Israel. Med blikket vendt fremad mod den time, da blodsudgyderne vil blive straffet, synger Jehova: „Jeg vil gøre mine pile drukne af blod, mens mit sværd vil æde kød, blod af faldne og fanger, af fjendeføreres hoveder. Vær glade, I nationer, med hans folk, thi han vil hævne sine tjeneres blod, og han vil gengælde sine modstandere med hævn og vil i sandhed skaffe soning for sit folks jord.“ — 5 Mos. 32:42, 43, NW.

12. a) Hvorfor er det presserende for os at holde „vejen“ i fineste stand, og hvordan kan vi gøre det? b) Hvordan kunne vi ellers pådrage os fremtidig blodskyld til vor egen undergang?

¹² Eftersom Jehova kun har fastsat „en kort tidsperiode“, inden han i Harmagedonslaget tager hævn over det uskyldige blod, og da denne tidsperiode siden 1918 nu er blevet så meget kortere, er det blevet særlig presserende for os, at vi holder den vej, der er blevet anlagt op til vor tids tilflugtsby, i fineste stand. På den måde kan vi lette flugten for den talløse skare, der får øjnene op for deres uforsætlige blodskyld over for Gud og hans ypperstepræst, og som indser faren, der truer nu, da alt det uskyldige blod skal hævnes ud over hele verden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Vi må lade advarselen lyde for dem ved frimodigt og uden ophør at forkynde „hævnens dag fra vor Gud“. Vi må hjælpe dem, så de i hast kan flygte til det eneste tilflugtssted under Jehovas ypperstepræst. Vi må være som vejvisere langs vejen, der råber „Tilflugt! Tilflugt!“ og peger i den retning, hvor der ene og alene er tilflugt at finde nu. Enhver må tjene som en sådan livreddende vejviser i sit anviste område. Vi vover ikke at svigte vor pligt som vægtere, men gør alle opmærksomme på, at sværdet er løftet til den forestående henrettelse, og vi advarer folket om at flygte for den overhængende fare. Såfremt vi svigter vor pligt og ikke lader advarselen lyde, vil vort nuværende tilflugtssted intet gavne os, når opgørets time slår, for blodet af dem, som kunne have søgt tilflugt, hvis vi havde advaret dem, vil Jehova Gud kræve af vor hånd. (Ez. 33:1-9) Lad os være på vagt, så vi ikke på denne måde pådrager os fremtidig blodskyld til vor egen undergang.

Persetræderen

13, 14. a) Hvem er den modbilledlige „blodhævner“, og hvorfor er det ham? b) Hvornår og hvor vil han indhente de morderiske blodsudgydere?

¹³ Men hvem er denne „blodhævner“, vi skal flygte for? Hvem er denne nære slægtning til de dræbte, hvem er han, der er blevet skabt i „Guds billede“ og skal handle som Guds skarpretter over for dem, som har udgydt menneskeblod? (1 Mos. 9:6 og 2 Sam. 14:6, 7, 11) For at være kvalificeret til at hævne al jordens dræbte og navnlig Jehova Guds ihjelslagne vidner må denne blodhævner være hele menneskehedens og i særdeleshed Jehovas vidners slægtning. Hvem er mon det? Hvem andre end Guds enbårne søn, der blev mennesket Kristus Jesus? Han er menneskehedens nærmeste slægtning, for han er født af en kvinde, født som et fuldkomment menneske, med et liv så værdifuldt, at det kunne tjene som offer for hele menneskeslægten og løskøbe dem fra evig død. Han blev sine efterfølgeres broder, således at hvad som helst man gør mod en af hans mindste brødre, gør man mod Jesus Kristus, deres store broder. Den, der dræber en af Jesu trofaste efterfølgere, dræber en af Kristi brødre og viser, at han ville dræbe Kristus selv, om det skulle være. (Hebr. 2:11-17; Matt. 25:40, 45) Som ypperstepræst skal han nu til at anvende fortjenesten af sit sonoffer til gavn for alle lydige mennesker og på den måde gøre dem til sine børn, så han bliver deres Evigheds-Fader. Enhver, der dræber en af disse modbilledlige „fremmede“ eller „indvandrede“, der har sluttet sig til den nye verdens samfund, dræber således et af Kristi fremtidige børn, et af de „andre får“, hvis ene og rette hyrde han er, idet han har givet sin sjæl for alle sine får. — Joh. 10:16.

¹⁴ „Mennesket Kristus Jesus“ står således i det rette slægtskabsforhold til at hævne ikke et enkelt menneskes, men alle de dræbtes blod, og han er rede til at gribe ind med en forfølgende blodhævners hurtighed over for hele den morderiske hob. Han vil indhente dem alle på Harmagedons slagmark. Alle vil de være at finde uden for den modbilledlige tilflugtsby, for den vil ikke åbne sine porte for dem.

15, 16. a) Hvem er derfor den rette til at træde vinpersen i Harmagedonslaget? b) Hvem er imidlertid det, der i Esajas’ profeti skildrer sig selv som den, der træder vinpersen, og hvilken slags tale bruges der dér?

¹⁵ Det er med rette Jesus, der træder Guds vredes vældige vinperse i Harmagedonslaget, for den blodskyldige verden bliver tappet for liv som en hævn for alt det uskyldige blod, der er blevet udgydt og endnu vil blive udgydt, indtil blodhævneren kræver verden til regnskab og forlanger gælden betalt. I profetien skildrer Jehova det, som var det ham selv, der træder den store perse for at knuse dem, der ikke viste hans folk broderkærlighed, nemlig Edom, Jakobs (Israels) tvillingebroders efterkommere. Profetien gengiver samtalen mellem profeten Esajas og Jehova i disse ord:

¹⁶ „Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra Bozra [Edoms hovedstad], han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse [mit folk]! Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig [ingen af Jehovas vidner behøver at hjælpe ham ved at tage voldelig del i Harmagedonslaget, og ingen af de onde vil kunne holde stand over for ham]; jeg trådte dem i min vrede, tramped dem i min harme; da sprøjted deres blod på mine klæder, jeg tilsøled hele min klædning. Thi til hævnens dag [over mine fjender] stod min hu, mit [folks] genløsningsår var kommet. Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min arm mig til hjælp, og min harme, den stod mig bi; jeg søndertrådte folkeslag i vrede, i harme knuste jeg dem, deres blod lod jeg strømme til jorden.“ — Es. 63:1-6.

17. Hvem er det dog, Jehova bruger til at træde vinpersen i Harmagedonslaget, og hvordan skildrer Johannes det i sit profetiske syn?

¹⁷ Men til at træde vinpersen i Harmagedonslaget bruger Jehova hele menneskehedens nære slægtning, blodhævneren, der har bemyndigelse til at træde den for sin himmelske Fader, nemlig „mennesket Kristus Jesus“. Apostelen Johannes så i et profetisk syn, hvordan Kristus drager ind i den topfyldte vinperse i Harmagedonslaget og træder den sammen med sine himmelske hærskarer: „Jeg så himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder „Troværdig og Sanddru“, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. . . . Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er „Guds Ord“. Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder. Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene. Og han skal vogte dem med jernspir, og han skal træde persekarret fyldt med den almægtige Guds vredes og harmes vin. Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: Kongernes Konge, og herrernes Herre.“ — Åb. 19:11-16.

18. Hvorfor kan vi vente, at „alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden“ siden Jerusalems ødelæggelse, vil komme over kristenheden?

¹⁸ Fra Harmagedonslagets vinperse vil blodet fra de slagne nationer flyde i stride strømme. For nitten århundreder siden talte Jesus i Jerusalems tempel til jødedommens ledere, lærere og herskere og sagde: „[Jeg sender] til jer profeter og forstandige mænd og offentlige lærere. Nogle af dem vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by, for at alt det retfærdige blod, der er udgydt på jorden, skal komme over jer fra den retfærdige Abels blod [det første Jehovas vidne, der led martyrdøden] til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret. Ja, jeg siger jer: Alt dette vil komme over denne generation.“ (Matt. 23:34-36, NW) Kom alt dette over den generation? Ja, for syvogtredive år efter, at den af præsterne ophidsede menneskemængde skreg til statholderen Pontius Pilatus: „Hans blod komme over os og vore børn!“, ødelagde Pilatus’ egne landsmænd, romerne, Jerusalem og dets tempel efter en fire måneders belejring, og det kostede 1.100.000 mennesker livet, mens 97.000 af de overlevende spredtes til jordens ender for at dø som trælle. (Matt. 27:24, 25) Kan vi derfor vente, at „alt det retfærdige blod, der er udgydt på jorden“ siden da, vil komme over den troløse kristenhed, vor tids sidestykke til det antikristne Jerusalem? Ja!

19. Hvad kan vi i den forbindelse vente med henblik på Babylon, den store?

¹⁹ Hvad kan vi desuden vente med hensyn til den fire tusind år gamle skøge, Babylon, den store, der er beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod, af profeternes blod og blodet af alle dem, som er blevet myrdet på jorden? Fordi den store skøge, således som Bibelen beretter, har haft herredømme over alle jordens folk, medindbefattende kristenheden, skal hun kastes i Guds verdensomspændende persekar. Så det kan forventes, at blod vil vælde ud som en rivende strøm.

20. Af hvem og hvordan vil vinpersen blive trådt i Harmagedonslaget, og i hvilket omfang vil saften af „jordens vintræ“ blive presset ud?

²⁰ Med Harmagedonslaget, der er nær for hånden, oprinder høsttiden, og dermed tiden til, at persetræderne går i gang. Jehova, den suveræne Blodhævner, giver tegnet, og med jubelråb entrer Jesus Kristus og hans afdeling persetrædere persekarret, ikke barfodede, men til hest, de heste, der kæmper med i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, for at sønderknuse det vældige „jordens vintræ“, der bugner af slette frugter. I sin skildring af Harmagedonslagets kolossale nedslagtning siger Åbenbaringsbogen: „Han råbte med høj røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: Hug til med din skarpe segl og saml klaserne fra jordens vintræ, for dets druer er blevet modne. Og engelen slyngede sin segl mod jorden og høstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds vredes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blodet stod ud af vinpersen så højt som til hestenes bidsler, på en strækning af et tusinde seks hundrede stadier [over 300 km].“ — Åb. 14:18-20, NW.

21. a) Hvad er druesaftens dybde et billede på, og hvad vises der ved, at persen bliver trådt „uden for byen“? b) Hvordan kan man derfor undgå Guds vredes vinperse?