De 1290 og 1335 Dage i Daniels Profeti

„Jehova kender de uskyldiges dage.“ — Sl. 37:18.

 1, 2. Hvilken betydningsfuld udvikling fandt sted i Guds folks historie fra 1918 til 1921?

I 1918 (e. Kr.) hørtes der ingen frihedssang eller lovprisning, og der blev ikke udført nogen daglig tjeneste til Guds ære. Jehovas folk var tavst og befandt sig i en sorgfuld tilstand, der gjorde den loyale, trofaste rest, hvoraf nogle var i fængsel, syg om hjertet. I marts 1919 udfriede Gud sit folks ledere fra fængslerne, og de gik øjeblikkelig i gang med at arrangere et konvent, som blev holdt i Cedar Point, Ohio, i september 1919. Der blev Jehovas folk trøstet, styrket og opmuntret. Gennem den „tro og kloge træl“ blev de betjent med åndelig føde. Det blev gjort dem klart, at der skulle udføres mere arbejde, og dette var et slag for mange, som havde fastholdt, at arbejdet var fuldført. The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), der tjente samme formål som The Watchtower, begyndte at udkomme i 1919. Det var en tid med store prøvelser og megen ransagelse af hjerterne, men den blev til lykke for dem, hvis hjerte- og sindstilstand gjorde dem rede til at tage en tjeneste op. Men ikke alle havde denne sunde åndelige indstilling. Deres motiver til tjeneste var ikke rene, og det skulle ikke undre os, for Jesus sagde: „Kærligheden [vil] blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:12) Nogle begyndte at handle lovløst inden for Guds organisation og endog at slå deres tidligere medtjenere. — Matt. 24:48, 49.

² I 1921 udgav Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab for første gang „organisationsinstruktioner“. Selskabet udnævnte en af de modne brødre i hver menighed til at virke som dets repræsentant. Der var mange, der gjorde indsigelser mod denne foranstaltning og forlod Selskabet for at gå deres egen vej. De ønskede at udføre Herrens gerning på deres egen måde.

 3. Hvilken stor forandring i Guds jordiske tjeneres forhold sås tydeligt i 1922?

³ På denne tid blev Guds folks tilstand forandret, idet de ikke længere var iført „sæk“, men fik andre identifikationsklæder. Sørgedragten blev erstattet med en højtidsdragt. (Es. 61:3) Jehova begyndte at lade lyset skinne ud fra templet, og der blev lukket op for mange vidunderlige sandheder. Man forstod, at vi nu lever på „Jehovas dag“. (Sl. 118:23, 24, AS) Esajasskaren, der havde været uren, blev renset. (Es. 6:5, 6) Herren Jesus var kommet til templet for at dømme. (Mal. 3:1-3) Dette blev forklaret i 1922 ved det andet konvent i Cedar Point, der blev afholdt fra 5.-13. september. Nu var Zions børn vågnet op og afførte sig sørgedragten, uvirksomheden blev erstattet med virksomhed, usikkerheden med tillidsfuldhed og frygten med frimodighed. De stod frit frem for hele verden som sande Guds tjenere, der herefter ville forkynde Kongen og Riget. Men hvad med fjenderne, der havde forårsaget de modbilledlige „to vidners“ død? „Stor frygt greb dem, der så dem.“ (Åb. 11:3-11) Og det var med god grund, for deres frygt og pine skulle først til at begynde.

 4, 5. Hvilke begivenheder er indtruffet siden 1918 som opfyldelse af profetien om de 1290 dage?

⁴ Dette betyder, at der siden 1918, da de 1260 dage udløb, har fundet to store undere sted. For det første har Djævelen opstillet sit surrogatrige, der har taget Guds riges plads, og søgt at få alle mennesker til at tilbede det. For det andet havde han en tid held med sig til at få Guds hellige til at ophøre med deres stadige lovprisningsoffer til Jehova Gud. Disse begivenheder er en tydelig opfyldelse af engelens profeti til Daniel om de 1290 dage: „Mange skal rense sig og gøre sig hvide og blive lutret, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de, der er vise. Og fra den tid, da det stadige brændoffer tages bort og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses, skal der være et tusinde to hundred og halvfems dage.“ (Dan. 12:10, 11, AS) „Fra tiden for borttagelsen af det stadig opstigende offer og oprettelsen af den afskyelige vederstyggelighed, der vækker forundring, skal der være et tusinde to hundrede og halvfems dage.“ (Ro) „Og fra tiden for fjernelsen af det bestandige offer, når ødelæggelsens vederstyggelighed skal rejses, skal der være et tusinde to hundrede og halvfems dage.“ (LXX) „Tolv hundrede og halvfems dage skal der gå, efter at det daglige offer er blevet standset, og den forfærdelige vederstyggelighed er blevet rejst.“ (Mo) Dette offer behøver ikke bogstaveligt at være et dagligt offer, men der menes snarere et stadigt offer. Det hebraiske ord „tamid“ indeholder den samme tanke som i Esajas 21:8; 62:6; Salme 34:2 og 71:6. Det hentyder til Jehovas folks stadige, trofaste tjeneste.

⁵ Følgende to ting hører øjensynlig sammen, nemlig: (1) oprettelsen af den afskyelige vederstyggelighed, der vækker forundring, og (2) borttagelsen af det stadige offer. Der er ingen bibelsk grund til at slutte, at de 1290 dage er sideløbende med de 1260 dage. De 1290 dage skal derfor regnes fra vederstyggelighedens oprettelse, hvilket fandt sted sidst i januar 1919. Denne periode på 3 år og 7 måneder ender i september 1922 — på selve tidspunktet for det ovennævnte konvent i Cedar Point. Husk på, at dette konvent ikke var blevet fastsat til dette tidspunkt for at opfylde nogen profeti, for dengang vidste man ikke, at disse datoer havde betydning. Det „stadige offer“ var blevet genoptaget i 1922. Esajasskaren havde fået renset deres læber og var nu helt indviet til at synge Jehovas pris. „Alt i hans helligdom råber: Ære!“ — Sl. 29:9.

 6. Hvilke kendsgerninger tyder på, at perioden på 1290 dage udløb i september 1922?

⁶ Ved slutningen af denne periode på 1290 dage havde hele verden fået at vide, at Folkeforbundet ikke var blevet anerkendt af Gud, men ville slå fejl. (Es. 8:9, 10) Dets undergang skulle forkyndes. Alt, hvad der var bygget på dette samme system, var ligeledes dømt til at mislykkes. Der gik 3 år og 7 måneder fra det tidspunkt, vederstyggeligheden rejstes, til det tidspunkt, da den ved konventet i Cedar Point i september 1922 offentlig blev stemplet som dømt til undergang. Ved denne lejlighed var der også noget andet, der hørte op: den tid, da det stadige lovprisningsoffer til Jehova blev forhindret og taget bort, indtil det blev genoptaget og atter frembåret i Guds tempel, og den forkastelige vederstyggelighed var blevet afsløret som et skalkeskjul, der havde stillet sig på et sted, hvor det ingen ret havde til at være. Således endte de 1290 dage. — Se Vagttaarnet for 1. januar 1923.

1335 dage

 7. Er det rimeligt at mene, at de tre tidsperioder, der omtales i Daniel 12, dækker en tid på mange hundrede år? Begrund dit svar.

⁷ Daniel 12:12 lyder: „Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage.“ Fra 1922 gik det stadig fremad, og for de trofastes blik åbnede der sig nye sandheder. Nu måtte der ikke standses op, for med synet af Herren i templet var arbejdet med at forkynde Kongen og hans rige begyndt. Der er dem, som mener, at det er mærkeligt, at disse 2500 år gamle profetier nu får deres opfyldelse inden for nogle få, korte år. Men vi må gøre os klart, at de skal opfyldes engang, så hvorfor ikke nu? Nogle foretrækker at tænke på disse 1260, 1290 og 1335 „dage“ i Daniel 12:7-12, som dækkede de en tid på mange hundrede år, som om det ville forøge deres betydning. Men er det rimeligt? Hvorfor ikke spørge sig selv: Hvorfor blev disse syner givet? Det var bestemt ikke bare for at berette om eller fremholde historiske kendsgerninger, så at bibelstuderende med tillid kunne henvise til Guds ord som værende sandt. Disse syner blev snarere givet til trøst, opbyggelse og vejledning for Guds folk i disse „sidste dage“, sådan at de virkelig kunne kende tidernes tegn og forstå, hvornår deres udfrielse fra det babyloniske fangenskab skulle finde sted. (Rom. 15:4) Hvordan kunne disse undere være til nogen vejledning for os i dag, hvis vi ikke vidste andet, end at visse profetier havde fået deres opfyldelse i middelalderen? Det er sandt, at visse profetier fik en delvis eller mindre opfyldelse ved Kristi Jesu første komme, men det skete for at identificere Guds søn og opfylde Guds hensigter med ham, således at menigheden kunne få fuld tillid og fortrøstning til ham som Messias.

 8. Hvad var hensigten med disse syner og profetier, som Daniel fik? Og hvilke andre forlængst forudsagte begivenheder blev opfyldt inden for korte tidsperioder?

⁸ Daniels profetier har ikke til hensigt at give et rids af hedningenationernes færd fra 607 f. Kr. til 1914 e. Kr., men at vise Jehovas folk, hvad der skal ske fra 1914, altså ikke under de hedenske magters tidsfrist, men ved dens udløb. De syner og undere, som blev givet Daniel, gjaldt de sidste dage, og de blev ikke givet i den hensigt at åbenbare begivenheder, der lå spredt over 2000 år, og altså i virkeligheden nu ville være forbi. Men det er et „levende“ ord; disse syner gælder en fastsat tid og vil tale, når det behøves, og det gør de med sikkerhed i dag. Det er således, at kundskaben bliver stor, og forståelsen af disse syner udgør i sandhed en del af den kundskab. Husk på, at den største begivenhed i menneskets historie har fundet sted nu, for Kristus Jesus har af Jehova Gud fået befaling om at herske midt iblandt sine fjender. Dengang Guds søn blev født som et menneskebarn i Betlehem, sendte Jehova engle fra himmelen ud for at forkynde den glædelige nyhed. Husk også, at Johannes Døber, der var den tids Elias, kun prædikede en meget kort tid, før Kristi tjeneste begyndte. I løbet af Kristi Jesu tre og et halvt års tjeneste blev der ligeledes opfyldt mange profetier, og det skete i løbet af kun 1260 dage.

 9. Kunne det forventes, at de undere, der var forbundet med Herren Jesu andet komme, ville blive bemærket af hele verden?

⁹ Skulle man så undre sig over, at Jehova Gud har ladet så mange profetier nedskrive for disse sidste dage, da Kristus Jesus er nærværende, ikke som et lille barn, men som den herlige Kongernes Konge? Ventede du noget dramatisk, et eller andet verdsligt ydre tegn, eller en strålende pragt, så hele verden måtte undre sig? Han kom ikke sådan ved sit første komme. (Matt. 12:19; Luk. 4:9-12; Es. 53) Hans andet komme begynder ikke med et sådant ydre skue. Læs f. eks.: „Selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. . . . Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru.“ (1 Tess. 5:2, 6) „Dog skal Jehovas dag komme som en tyv, på hvilken himlene skal forgå med en sydende larm, men elementerne, der bliver brændende varme, skal opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal afdækkes.“ (2 Pet. 3:10, NW) Det er virkelig muligt for mange undere at opfyldes, uden at millioner af mennesker aner noget om det. Lykkelige er vore øjne, hvis de ser disse ting, hvis vi er vågne og på vagt.

10. Hvilke tilsvarende kendsgerninger i Zakarias’ profeti (4:9, 10, AS) bekræfter vor forståelse af Daniels „dage“?

¹⁰ Tænk på genopbygningen af Jerusalems tempel, der fandt sted, da Israel blev udfriet af Babylons bogstavelige fangenskab. Det syntes så ubetydeligt, så lidt, at der vendte så forholdsvis få fanger tilbage og begyndte at bygge. Alligevel siges der: „Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, hans hænder skal også fuldende det; og du skal kende, at hærskarers Jehova har sendt mig til jer. For hvem lader hånt om de ringe begyndelsers dag? thi disse syv skal glæde sig og se lodsnoren i Zerubbabels hånd; disse er Jehovas øjne, som søger hid og did over hele jorden.“ (Zak. 4:9, 10, AS) Lad os derfor huske på, at dette er tingenes begyndelse, idet Gud især siden 1919 gennem sit folk har begyndt et stort og vidunderligt arbejde. Når dette arbejde først er begyndt, skal det aldrig ophøre; det begynder ganske vist på en stilfærdig og rolig måde uden ydre pragt, men det sker med en sikkerhed, der aldrig vil svigte. Det nye tingenes system er kommet for at træde i det gamles sted. I disse sidste dage skal en 4.000 år gammel verden ende og en ny verden oprettes. Nogle vil måske synes, at profetiens opfyldelse er ubetydelig, men lad os ikke bedrage os selv. Tænk på, at det store bjerg, der så at sige fyldte hele jorden, udviklede sig af en lille sten. (Dan. 2:34, 35) Når Jehova går i gang med at udføre sine hensigter, sker det, og da han jo er almægtig, er der ikke nogen magt noget sted, der kan stå ham i vejen. Da Jehovas folk endnu befinder sig i en ugudelig, ond verden, vil de fortsat blive udsat for megen grusom forfølgelse, men deres enhed og fred, som skyldes deres forståelse af, at de udgør grundstammen i den nye verdens samfund, vil aldrig blive brudt. De vil aldrig blive tilintetgjort. Lad sandhederne om, at Jehovas konge er nærværende, at Riget er her for evigt, og at det om kort tid vil vise sin magt blandt nationerne, fæstne sig i vort sind.

11. Hvilke vidunderlige sandheder begyndte Guds folk at forstå i årene efter 1922?

¹¹ Jehovas folk har erkendt disse sandheder siden 1922 og har været opfyldt af stor glæde. De er kommet ud af mørket, af den falske religion, og har lært Jehovas hensigter at kende. Lyset fra Rigets strålende sol åbenbarede sig. De fik at vide, hvorfor de havde fået disse vidunderlige ting at se, og hvorfor Jehova havde samlet dem sammen. Det skyldtes en anden grund, end de havde tænkt sig! På dette tidspunkt fik de forståelsen af, at det ikke først og fremmest var for deres egen frelse og herliggørelse, at de var blevet udfriet, men for at tjene Guds formål. Som Apostlenes Gerninger 15:14, (NW) siger: „Simeon har indgående berettet, hvorledes Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for ud af dem at tage et folk for sit navn.“ Det var ikke for at fremhæve personlige dyder, som hans tjenere ganske vist burde besidde, men som man vil bemærke, „for sit navn“, for at de skulle være „et folk til særlig ejendom, for at I skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“. (1 Pet. 2:9, NW) Der var et stort arbejde for Guds salvede at udføre, før deres liv på jorden var endt. I 1925 forstod man endvidere for første gang, at Riget virkelig var født i 1914, at det var en kendsgerning. Det var ikke længere et spørgsmål om at forkynde, at tiden var kommet for Riget, og at tiden var inde til, at Satans verden skulle ende, men Riget var kommet og herskede fra himmelen, hvor der allerede var blevet udkæmpet en krig. Disse oplysninger blev fremholdt i Vagttaarnet for 1. maj 1925.

12. Hvad var det, Herrens folk erkendte, og som fremkaldte glæde, tilfredshed og ønske hos dem om aktivt at vise deres taknemmelighed?

¹² Ja, den salvede rest var blevet ført sammen i de „sidste dage“, ikke for at udføre et vældigt arbejde for Riget i himmelen, for det behøvede de ikke at blive samlet for her, men i den hensigt at tjene på jorden, før de blev taget til himmelen. Zion var blevet genoprettet, Kongen indsat på tronen, drengebarnet (Riget) var blevet født, og Gud ville nu bruge sit folk til at forkynde hans navn og prise det over hele jorden. (Es. 12) I århundreder var Jehovas navn blevet vanæret, latterliggjort, bespottet og påløjet alt ondt; men nu ønskede han, at sandheden skulle forkyndes, at hans hellige navn skulle kendes overalt og hans pris synges. Men hvem ville ære hans navn? Hvem ville være det folk, der tjente hans hensigt? En dyb følelse af taknemmelighed vældede op i Guds børns hjerter. De var nået til forståelse af, at de var den dyrebare ejendom. Havde Gud ikke udfriet dem fra trældommen og Babylons mørke? Havde han ikke ført dem til stedet, hvor de frit kunne tilbede ham? Havde han ikke renset dem og vist dem underfulde ting ved at hjælpe dem alle til at forstå grunden til, at han samlede dem fra nord, syd, øst og vest? Jehovas nåde var vendt tilbage til Zion, og hans ansigt var vendt mod dem. „Jehova lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Jehova løfte sit åsyn på dig og give dig fred!“ (4 Mos. 6:25, 26) På hvilken smuk og tydelig måde hjalp Jehova ikke sit folk til at forstå de store ting, han endnu ville gøre for dem som, en opfyldelse af sit ord, hvilket vises i sådanne profetier som Esajas 52, Esajas 60, Esajas 61 og Esajas 62! Tiden var i sandhed kommet, da Jehovas pris endelig skulle synges. Vagttaarnet for 1. februar 1926 indeholdt artiklen „Hvem vil ære Jehova?“ og teksten for dette år var „Lovet være Herren fra Zion“. (Sl. 135:21, dansk overs. af 1871) Fryd og glæde var blevet det nu så lykkelige og begunstigede Zion til del!

13. Hvilke citater fra Vagttaarnet tilkendegiver, at 1926 virkelig var et velsignelsesrigt år?

¹³ 1926 viste sig at blive et meget velsignelsesrigt år, og for at give en forestilling om denne lykke og vennernes værdsættelse af det arbejde, der endnu skulle udføres, anfører vi her nogle små uddrag fra to vagttaarnsartikler:

„Iblandt de ting, som „tjeneren“ i denne profeti har fået anvisning på at udrette, er dette: „At føre de forladte af Israel tilbage“ og „at udskifte øde arvelodder“. (Es. 49:6, 8, KJ, margen) De, der er omtalt som „de forladte“, er uden tvivl den klasse, der er kaldt den store skare. . . . Dernæst tiltaler profeten „tjeneren“ og erklærer, hvad den tjener skal gøre: „Sige til de bundne: Gå ud! — til dem, som er i mørket: Kom frem for lyset. På vejene skal de græsse, og på alle bare høje skal der være græsgang for dem.“ (Es. 49:9) Dette beviser afgjort, at „tjeneren“, der handler under Jehovas ledelse, må forkynde et budskab for disse fanger, for dem, der er i mørke.“ — Vagttaarnet, den 15. december 1926.

„Det er „folket fra det fjerne“, som må opmuntres til at samle sig om Jehovas banner. „Tjeneren“ har befaling til at opløfte Guds banner, hvilket betyder, at han må aflægge vidnesbyrd for folket om Gud og hans rige. Befalingen til tjeneren lyder således: „Se, jeg vil løfte min hånd til hedningerne og rejse mit banner for folkene, og de skal bringe dine sønner i favnen, og dine døtre skal bæres på skuldrene.“ — Esajas 49:22.

Profeten viser, at mange andre folk endnu skal høre, og at de skal glæde sig, når de hører. De, der således hører, bærer billedlig talt disse børn ved deres barm eller på deres skuldre, disse børn, der har fået kundskab om den foranstaltning, Gud har gjort til at give dem liv. De udtrykker derved deres glæde og bifald. Når et folk er lykkeligt, finder de ingen bedre måde at udtrykke det på over for en anden end ved at bære den begunstigede på deres skuldre eller på deres arme. En stor mængde mennesker forsyner sig med bøger, der underviser om Guds plan. Endnu flere hører budskabet pr. radio. Disse fortæller andre derom. Mange af disse er blevet venner med dem, der elsker Herren og hans budskab; og skønt de ikke viser tegn på at være åndsavlede, glæder de sig dog over sandheden og dens budskab om liv og udtrykker denne glæde på deres egen måde, belyst ved at de bærer børn på deres skuldre og ved deres barm.“ — Vagttaarnet, den 15. september 1926.

14. Hvorfor var det ikke længere et spørgsmål om, hvor længe Herrens tjenere skulle blive på jorden for at udføre hans tjeneste?

¹⁴ For de trofaste salvede var det ikke længere et spørgsmål om, hvor længe de skulle arbejde på jorden, før de blev optaget i himmelsk herlighed. Det, der betød noget for dem, var, at de havde fået Rigets tjeneste betroet, akkurat som om Riget var kommet ned fra himmelen til Guds folk, og de levede i det. De bekymrede sig ikke længere om, hvorvidt det betød, at de skulle blive på jorden eet eller flere år, for deres lykke var meget stor. „Som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. Thi der skikker Jehova velsignelse ned, liv til evig tid.“ (Sl. 133:3) Vished og tillid blev deres velsignede lod. „En genløser kommer fra Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Jehova. Dette er min pagt med dem, siger Jehova: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din eller dit afkoms eller dit afkoms afkoms mund, siger Jehova, fra nu og til evig tid.“ (Es. 59:20, 21) „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er Jehovas tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Jehova.“ (Es. 54:17) „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind.“ (Es. 52:1) De øde pladser skulle bebos, teltene udvides og ørkenen blive til vanddrag. Alle Zions børn skulle vende hjem. Hvilken glædens tid ventede der ikke Jehovas børn og det for altid!

15. Hvorfor blev „den, der holder ud“, velsignet ved slutningen af de 1335 dage.

¹⁵ Lad os nu se, hvorledes dette passer sammen med Daniels profeti. Tænk på alt det, der er sket siden 1914, og på disse trøstende ord: „Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage.“ (Dan. 12:12) Udtrykket „holder ud“ stammer fra det hebraiske ord, der betyder „at hænge fast, stå fast eller forblive fast og urokket“. I årene siden 1914 har der været mange rystelser, store trosprøver og talrige trængsler. Velsignet er de, der holdt ud, de, der var faste og urokkelige, og som oplevede 1335 dage. De ville da forstå hensigten med alle disse ting og fyldes med taknemmelighed. Hvornår begyndte og endte de 1335 dage da? Ifølge Bibelens regnemåde, hvor der går 30 dage på en måned, er det en periode på tre år og otte og en halv måned.

16. Hvad markerer sluttelig 1926 som en opfyldelse af de 1335 dage, hvor Herrens tjenere går ind til store velsignelser?