Frihedens fest
Hvad var jødernes påske? Hvordan blev den fejret? Hvorfor fejrer kristne den ikke?
UDFRIELSEN af mere end to millioner mennesker fra trældom er ikke noget man glemmer, især ikke når udfrielsen kommer på mirakuløs måde ved Guds hånd. En sådan udfrielse erfarede patriarken Israels efterkommere i det sekstende århundrede før den kristne tidsalder. På foranledning af en tyrannisk hersker gjorde ægypterne Israels folk til trælle. Som årene gik blev undertrykkelsen hårdere og hårdere. Der fandtes ikke en regering på jorden som israelitterne kunne søge hjælp hos, end ikke en protestnote kunne de vente ville støtte dem. Kun et mirakel kunne udfri dem.
Gud udførte miraklet ved en række plager som endte med at ægypternes førstefødte døde. Den selv samme nat blev hebræerne udfriet fra trældom, og ægypterne bad dem indtrængende forlade landet så hurtigt som muligt. Denne bemærkelsesværdige udfrielse ved Guds hånd mindedes man derefter årligt ved en fest kaldet påsken. Den første dag i den måned udfrielsen fandt sted foreskrev Gud hvordan påsken skulle fejres.
Ved tiden for den første nymåne nærmest forårsjævndøgn i år 1513 f. Kr. sagde Gud til Moses og Aron: „Denne måned skal hos Eder være begyndelsesmåneden, den skal hos Eder være den første af årets måneder.“ (2 Mos. 12:2) Tidspunktet for Israels folks udfrielse blev af Gud fastsat til den fjortende dag i denne første måned, som dengang hed abib. århundreder senere da jøderne vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon ændredes navnet til nisan.
Hebræerne fik befaling om at begynde forberedelserne til påskemåltidet på månedens tiende dag. Gud sagde til Moses: „På den tiende dag i denne måned skal hver enkelt af dem til sig selv tage et får til det fædrene hus, et får til et hus. Og det skal forblive under jeres varetægt til den fjortende dag i denne måned, og hele Israels forsamlings menighed skal slagte det mellem de to aftener.“ — 2 Mos. 12:3, 6, NW.
Det skulle være et sundt, årgammelt handyr og kunne vælges enten blandt lammene eller gederne. Hver familie skulle have ét dyr, men hvis en familie var for lille til at spise et helt lam, skulle den og den nærmeste nabofamilie i fællesskab spise dyret.
Hvornår den fejredes
Hebræerne regnede deres dag fra solnedgang til solnedgang, og ikke fra midnat til midnat som vi gør. Da de sidste solstråler forsvandt i horisonten om aftenen den trettende dag i abib måned begyndte den med længsel ventede fjortende dag. De dræbte deres dyr i tiden mellem solnedgang og skumring. Slagtningen fandt derfor sted „mellem de to aftener“, som Gud havde påbudt, og på den fjortende dag i abib måned. Lammet tilberedtes og spistes før midnat.
Dyrenes blod blev strøget på dørstolperne og overliggeren i alle de israelitiske hjem hvor en gruppe var forsamlet for at spise påskemåltidet. Påstrygningen blev gjort med en isopkost. Dyrene blev stegt hele uden at nogen ben blev brudt. Hvis noget kød var levnet fra måltidet blev det brændt. Intet blev gemt til næste dag. Sammen med kødet spiste man usyret brød og bitre urter. Hebræerne var parate til at forlade Ægypten med et øjebliks varsel. „Når I spiser det, skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for HERREN [Jehova].“ — 2 Mos. 12:11.
Påskelammet var et billede på Jesus Kristus, Guds lam, som ville udfri Guds folk fra syndens og dødens trældom. Påstrygningen af dyrets blod på ydersiden af døren skildrede at vi tror på Kristi blod og offentligt bekender dets løskøbende kraft. Ligesom lammets blod ikke betød udfrielse og liv for de ikke-troende der befandt sig uden for israelitternes hjem, betyder Kristi blod heller ikke udfrielse for vantro der befinder sig uden for Guds organisation. Blodet på dørstolperne indvarslede Guds hævn for ægypterne, og det samme gør Kristi blod for denne vantro verden. De bitre urter viser billedligt hvordan Kristi efterfølgere ville blive udsat for bitter forfølgelse og skam og skændsel fra denne onde verdens side, fordi de er et folk for Jehovas navn og i lighed med Kristus forkynder dette navn.
I overensstemmelse med Guds befaling blev ingen ben i lammet brudt. Det var en forudsigelse af at Kristus, Guds lam, ikke ville få ét ben brudt. Salme 34:21 forudsagde det også: „Han vogter alle hans ledemod, ikke et eneste brydes.“
Da israelitterne spiste påskemåltidet var de fuldt udrustede til øjeblikkelig at forlade Ægypten; heri skildrede de dem der i dag tilbeder Jehova og som ikke er en del af denne fordærvede verden. Om kort tid er de parate til at drage ind i Guds nye verden hvor friheden hersker.
Da Guds ødelæggelsesengel om natten vandrede gennem Ægypten og dræbte det førstefødte af folk og fæ gik den forbi alle de hjem hvor blodet fra påskeofferet var strøget på dørstolperne. Inde i husene afventede hebræerne frihedens time. Ingen af dem mistede en førstefødt. Ødelæggelsen af Ægyptens førstefødte fremstillede billedligt at lederne i Satans synlige organisation i disse sidste dage ville blive som døde i Guds og hans vidners øjne.
At israelitterne blev skånet da engelen dræbte Ægyptens førstefødte, og derpå blev udfriet fra trældom, var en enestående tilkendegivelse af hvordan Guds magt her blev anvendt til bedste for dem. Det var en begivenhed der ikke skulle glemmes, især fordi den var en ophøjelse af Jehovas store navn. Gud befalede dem at huske den: „Denne dag skal være Eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for HERREN [Jehova], slægt efter slægt.“ (2 Mos. 12:14) Da hebræerne mere end fyrre år senere stod i begreb med at gå ind i det forjættede land mindede Moses dem derom: „Tag vare på abib måned og hold påske for HERREN [Jehova] din Gud; thi i abib måned førte [Jehova] din Gud dig ved nattetide ud af Ægypten.“ — 5 Mos. 16:1.
Af Anden Mosebog 13:5 fremgår det at denne frihedens fest skulle fejres når israelitterne kom til det land Gud havde lovet dem. Den eneste beretning om at de fejrede den mens de var i ørkenen, står at læse i Fjerde Mosebog 9:1-5. Det var i det andet år efter udvandringen fra Ægypten, mens de stadig var i Sinaj ørken. Derefter findes der ingen beretning om at den blev fejret før Josua og sønnerne af dem der forlod Ægypten var kommet over Jordan og nu befandt sig i Gilgal. Efter at de var blevet omskåret begyndte de da at fejre påsken. — Jos. 5:2-10.
Forandringer
Den måde hvorpå jødernes påske fejre des i de senere år var lidt anderledes end den måde den fejredes på i Ægypten. I begyndelsen var dyret der blev slagtet enten et lam eller et gedekid, men efter fangenskabet i Babylon var det kun tilladt at bruge et lam. I stedet for at spise påskemåltidet stående med stav i hånden og sko på fødderne som det skete i Ægypten, indtog hebræerne i det forjættede land deres måltid i hvilestilling. I det første århundrede spiste man påskemåltidet mens man lå på venstre side med venstre albue på bordet og hovedet hvilende i venstre hånd. Den stilling forklarer hvorfor apostelen Johannes kunne læne sig mod Jesu bryst og spørge ham om noget. „Der var iblandt hans disciple en, som sad til bords ved Jesu side, ham, Jesus elskede. Han læner sig mod Jesu bryst og spørger ham: ’Herre! hvem er det?’“ (Joh. 13:23, 25) Der var tilstrækkelig plads imellem dem til at Jesus frit kunne bevæge sin højre hånd når han spiste.
I stedet for at hver familie spiste påskemåltidet i hjemmet, således som det blev gjort i Ægypten, samledes alle familier i Jerusalem. Det var det sted Gud havde udvalgt. Nogle boede hos byens indbyggere og andre slog sig ned uden for bymuren.
Man drak ikke vin i forbindelse med påskemåltidet i Ægypten, og Gud havde ikke befalet at det skulle gøres. Det var imidlertid en vigtig del af festen på Jesu tid. Ifølge den jerusalemitiske talmud skulle vinen være et tegn på Israels glæde under denne frihedens fest. Der anvendtes kun rød vin, som var spædet op med vand. Alt i alt serveredes fire bægre vin. „Disse svarer til de fire udtryk for udfrielse,“ siger den babylonistiske talmud. De stod at læse i Anden Mosebog 6:6, 7. Der blev udtalt en velsignelse over hvert bæger. Det kan imidlertid her nævnes at man ikke nødvendigvis begrænsede sig til fire bægre vin. Efter det første bæger vin vaskede alle de tilstedeværende deres hænder. Det synes fornuftigt at slutte at det var på dette tidspunkt under påskehøjtideligheden at Jesus vaskede sine disciples fødder. — Joh. 13:1-11.
De bitre urter blev dyppet i en blanding af eddike og saltvand, og af og til i en blanding af dadler, rosiner og eddike. Sidstnævnte blanding hed haróseth. Den førende i gruppen tog nogle urter, dyppede dem i blandingen og spiste dem. Derefter rakte han nogle til de andre. Når det var gjort bad faderen sin søn fortælle om påskens betydning.
Under festen blev den „ægyptiske“ Hallel sunget. Første del blev sunget mens de tilstedeværende drak det andet bæger vin. Den bestod af Salmerne 113 og 114. Anden del bestod af Salmerne 115-118 og blev sunget til det sidste bæger vin. Man mener at det var den sang Jesus og hans apostle sang ved afslutningen på mindemåltidet som Jesus indstiftede efter påsken år 33 e. Kr. I almindelighed afsluttede den sang påsken. — Matt. 26:30.
Alle mænd skulle fejre den
Det var pålagt alle af mandkøn i Israel at komme til Jerusalem og fejre påsken. Hvis de undlod at fejre den ville de blive udryddet af deres slægt. Den eneste undtagelse var når en israelit var ude at rejse eller ifølge loven var uren. I sådanne tilfælde var det pålagt ham at fejre påsken den samme dag i den følgende måned. „Men den, som undlader at fejre påsken, skønt han er ren og ikke på rejse, det menneske skal udryddes af sin slægt.“ (4 Mos. 9:13) Kvinder havde ikke pligt til at komme, men de var almindeligvis til stede.
Når en pilgrim var på vej til Jerusalem var der fare for at han kunne blive uren ved uforvarende at røre ved en grav. Det var nemlig skik at når en døde på åben mark blev han begravet der hvor man fandt ham. Man førte ham ikke til den nærmeste bys kirkegård. Disse grave blev kalket en måned før påske for at beskytte folk imod at blive urene ved at røre ved dem. Det kan have været disse kalkede grave Jesus havde i tanke da han sagde til de skriftkloge og farisæerne: „I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.“ — Matt. 23:27.
Før påsken begyndte blev al surdej rundt omkring i hjemmene fundet og brændt. Fra den fjortende nisan, eller abib, til den enogtyvende dag i måneden blev der ikke spist surdej; man spiste kun usyret brød. Dagen efter påske, den 15. nisan, regnedes for begyndelsen til de usyrede brøds højtid, der varede syv dage.
At brødet var usyret mindede om de trængsler israelitterne måtte udstå mens de var i ægyptisk trældom; ligeledes mindede det om deres hastige afrejse, under hvilken de spiste usyret brød. (5 Mos. 16:3) Surdejen symboliserer her synd og menneskeligt fordærv. Apostelen Paulus anvendte det i den betydning da han sagde: „Rens den gamle surdejg ud, for at I kan være en ny dejg, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdejg, ej heller med sletheds og ondskabs surdejg, men med renheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Kor. 5:7, 8) Det var af gode grunde Gud forbød israelitterne at spise syret brød i påsken eller at have surdej i hjemmene.
Jødernes påske var en glædens fest der mindede om en stor begivenhed, men samtidig pegede den frem til noget endnu større, nemlig ofringen af det fuldkomne Guds lam, Jesus Kristus. Hans løskøbende offer bringer Jehovas lydige tilbedere udfrielse fra syndens og dødens fangenskab. Det betyder en langt større sejr for Jehovas navn end udfrielsen af israelitterne fra ægyptisk fangenskab gjorde. Det medførte en langt større frihed end israelitterne fik.
Mange af Kristi efterfølgere som blev åndelige israelitter og ved den hellige ånd blev salvet til at være Kristi brødre, har allerede erfaret denne bemærkelsesværdige udfrielse. Selv om de sov ind i døden er de blevet oprejst som åndeskabninger til udødeligt liv i himlene. De store skarer mennesker som ser frem til evigt liv på jorden vil erfare deres udfrielse fra synd og død til Guds fastsatte tid. En mængde mennesker som lever i dag vil ikke dø inden det tidspunkt indtræffer.
Med Kristi død opfyldtes betydningen af jødernes påske, og den skulle ikke længere fejres. Nu er det Kristi død Guds folk skal mindes. Den overskygger langt den gamle frihedens fest, for den minder os om den meget større frihed som Kristus gjorde det muligt for hele menneskeheden at opnå.