Hvad siger Bibelen?

Tillader Guds lov dødsstraf?

„DØDSSTRAFFEN er IKKE Guds lov,“ erklærede en dramatisk overskrift i Toronto-bladet Star den 29. januar 1971. Den gav i hvert fald udtryk for hvad skribenten, en tidligere præst i Canadas forenede Kirke, mente. Af forskellige grunde går flere religiøse kredse ind for afskaffelse af dødsstraf. Generelt kan det siges at modstanderne af dødsstraf synes den er umenneskelig, mens tilhængerne mener at den virker afskrækkende og modvirker kriminalitet.

Det er i høj grad en sag hvor følelser spiller ind, for spørgsmålet angår livet, menneskets kosteligste eje. Hvem er da bedst i stand til at træffe en afgørelse i denne sag? Ingen anden end den almægtige Livgiver, Jehova Gud. (Sl. 36:10; Es. 42:5) Da Jehova har givet os livet, har han afgjort også ret til at fastsætte de love som skal gælde i livet. Naturligvis er hans veje og tanker højere end vore. (Es. 33:22; 55:8) Derfor kan man måske i øjeblikket have svært ved at forstå og værdsætte Guds vedtægter. Men hans forordninger er ikke ukærlige, uretfærdige eller behæftet med nogen fejl. — Jer. 9:24.

Man kan ikke sige at Jehova er modstander af dødsstraf som sådan, selv om han absolut ikke bifalder alle tilfælde. På grund af ulydighed mod den guddommelige lov led Adam og Eva døden i overensstemmelse med hvad Gud havde udtalt. (1 Mos. 2:16, 17; 3:17-19; 5:5) Jehova henrettede syndere både i vandfloden på Noas tid og i tilfældet med de fordærvede byer Sodoma og Gomorra. (2 Pet. 2:5, 6) Gennem det jordiske styre i det gamle Israel lod Gud somme tider en dødsdom eksekvere. (2 Mos. 32:27, 28; 4 Mos. 25:1-11) Desuden vil Jesus Kristus i den store trængsel henrette uforbederlige overtrædere af Guds lov. — 2 Tess. 1:6-9.

I mange lande regner myndighederne mord for at være en forbrydelse som fortjener dødsstraf. Hvad siger Guds lov om det? „Du må ikke slå ihjel,“ siger et af de ti bud. (5 Mos. 5:17) Den kristne apostel Johannes skrev: „I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ (1 Joh. 3:15; Åb. 21:8) Nogle mener måske, inspireret af sensationspressen, at det er umenneskeligt at henrette selv hensynsløse mordere. Men har morderen ikke selv vist grusomhed ved at tage en andens liv? Desuden sker det ofte at ’morderen myrder arm og fattig’. (Job 24:14) Og selv om følelser alene ikke styrer alle afgørelser i disse sager, hvem kan da ignorere de efterladtes sorg?

Den alvidende Livgiver havde uden tvivl overvejet alle forhold af betydning dengang han kundgjorde sin uforanderlige lov om mord og dødsstraf. Til de overlevende efter den jordomspændende vandflod, og med tanke på hele menneskeheden, erklærede Gud: „For eders eget blod kræver jeg hævn . . . Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ — 1 Mos. 9:1, 5, 6.

Herved tillod den største Lovgiver jordiske myndigheder at henrette mordere. Ved at slå sådanne forbrydere ihjel handler regeringsmyndighederne som „Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt“. (Rom. 13:1, 3, 4) Dette giver naturligvis ikke uautoriserede personer ret til at ’tage loven i deres egen hånd’ og med vold skaffe sig af med en drabsmand.

Selv om overlagt mord ifølge Guds lov til Israel blev straffet med døden, så gav Loven mulighed for barmhjertighed mod den uforsætlige manddraber. Han kunne være i sikkerhed inden for en af landets tilflugtsbyer, men kun efter at ansvarlige mænd havde fundet at døden skyldtes et uheld. Den uforsætlige manddraber blev ikke sat i fængsel, men det blev forlangt at han gjorde nyttigt arbejde som var til gavn for ham selv og andre. — 4 Mos. 35:9-34.

Jehovas lov til israelitterne krævede også dødsstraf for forsømmelighed som bragte andres liv i fare og for bestemte forbrydelser som i særlig høj grad var skadelige, fysisk, mentalt og åndeligt. Gud viste således kærlig omsorg for folket i almindelighed. Hvis hans vedtægter blot var blevet fulgt, ville de have ophøjet Israel over de hedenske nationer, som var sunket dybt i fordærvede handlinger som blodskam, sodomi og homoseksualitet. (2 Mos. 21:29; 3 Mos. 18:6-30; 20:10-23) Dødsstraf fjernede groft umoralske forbrydere fra landet, og dermed muligheden for at de kunne lede andre til at følge dem i deres fornedrelse. Henrettelse af hensynsløse forbrydere forhindrede endvidere at de fortsatte med at slå andre ihjel.

Nogle kunne spørge: „Modvirker dødsstraf virkelig kriminalitet?“ Gud, som har indgående kendskab til mennesket, siger at det gør. Om den frafaldne står der skrevet: „Du skal stene ham til døde, fordi han søgte at forføre dig til frafald fra [Jehova] din Gud . . . Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af frygt og ikke mere øver en sådan udåd.“ — 5 Mos. 13:6-11.

Til tider er mennesker blevet henrettet af de jordiske myndigheder for ubetydelige overtrædelser. For dette må myndighederne selv bære ansvaret over for „den, der dømmer hele jorden“. (1 Mos. 18:25) Det er også sket at en uskyldig er blevet henrettet. For eksempel sørgede Israels dronning Jesabel for at der blev rettet en falsk anklage mod Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Han blev henrettet for noget han ikke havde gjort. (1 Kong. 21:1-16) Guds lov forlangte at et falsk vidne skulle bøde med nøjagtig det samme som han havde ønsket at modparten skulle berøves. Set i det rette lys bliver det klart at Jehovas forordning om ’liv for liv’ ikke tyder på ligegyldighed fra Guds side, men tværtimod viser hans høje respekt for livet. — 5 Mos. 19:15-21.

Jehova er naturligvis ikke ansvarlig for farceagtige retssager som resulterer i uretfærdige henrettelser, for hans vej er ret. (5 Mos. 32:4; Es. 40:14) Han er i stand til at give livet tilbage til det ulykkelige offer for uforskyldt dødsstraf. (Ap. G. 24:15) Romerne idømte dødsstraf til to røvere som blev pælfæstet ved siden af Jesus Kristus. Selv om røveri ikke ifølge Moseloven skulle straffes med døden, indrømmede den ene forbryder alligevel: „Vi får jo kun løn som forskyldt.“ Denne forbryder bad Jesus om han ville huske ham når han havde modtaget sin kongemagt, og Kristus lovede: ’Du skal være med mig i Paradis.’ Han forsikrede således denne forbryder om en opstandelse i det fremtidige jordiske paradis. (Luk. 23:32-43; Matt. 27:38) Naturligvis må Jehova afgøre hvilke af dem som er henrettet i tidens løb der skal have del i opstandelsen.

Vi må altså slutte at dødsstraf for overlagt mord er en del af den guddommelige lov som hele menneskeheden er underlagt. Når Guds vedtægter i det gamle Israel blev nøje efterlevet, og dødsstraffen idømt retfærdigt for bestemte alvorlige forbrydelser, skyldtes det ikke kolde, umenneskelige indfald fra en ukærlig Gud. Dødsstraf dæmpede kriminaliteten og var en beskyttelse for folket. Vi ved også at Jehova hverken var uvidende om det eller ufølsom over for det når jordiske myndigheder misbrugte deres ret til at idømme dødsstraf. Lykkeligvis kan kristne også regne med at denne kærlige og barmhjertige Gud vil indføre tilstande her på jorden hvor døden — og med tiden også behovet for at idømme dødsstraf — ikke skal være mere. — Es. 25:8, 9.