Den fattige løftes op og trøstes

„Pris Jehova! . . . som rejser den ringe af støvet, løfter den fattige op af skarnet og sætter ham mellem fyrster, imellem sit folks fyrster.“ — Salme 113:1, 7, 8, AS.

 1. Hvem må jordens fattige nu se hen til, og hvorfor til ham?

JEHOVA GUD er den, som alle jordens fattige bør se hen til på denne ulykkens dag. Han foragter ikke deres ynkelige tilstand. Hans ører er ikke lukket for deres suk og gråd, men han lægger mærke til deres behov og stiller dem sand lindring i udsigt netop nu. Abraham Lincoln, en mand, der fra fattigdom svang sig op til at blive præsident for de Forenede Stater, sagde engang: „Gud må elske de fattige, siden han har skabt så mange af dem.“ Men det er ikke Gud, der har skabt de fattige eller ladet nogle få blive rige og de mange fattige. Det er ikke ham, der har skabt klasseforskelle mellem rige og fattige. Det har ikke været hans vilje, at mange skulle leve i fattigdom så længe, at masserne nu til sidst rejser sig under kommunistiske ledere for at styrte de rige kapitalister og ved kommunistiske diktatorer udjævne de sociale og økonomiske skel inden for folkene. Den, der har gjort det, er Guds modstander, Satan, Djævelen. Det er denne onde, der nu opstiller falske politiske og økonomiske systemer til afhjælpning af de undertrykte massers elendighed i den hensigt at vende dem bort fra det eneste effektive hjælpemiddel, det, som Jehova Gud har tilvejebragt. De nødforanstaltninger, der træffes for at forbedre de fattiges kår og være til hjælp i uoplyste egne jorden over, vil kun resultere i endnu sværere byrder for folkene og tvinge dem endnu længere ned i fattigdom og undertrykkelse. Men Gud, den Almægtige, er altid kommet sit folks fattige til undsætning. Nu vil han skaffe dem ret og skænke dem rigdomme, der overgår endog dem, det første menneskepar nød i Edens have. Guds middel dertil er det rige, han har lagt i sin søns, Jesu Kristi, hånd.

 2. I hvilken henseende er folket hovedsagelig blevet holdt fattige, og hvordan?

² Folkets fattigdom gælder ikke alene materielle rigdomme. Det er først og fremmest med hensyn til åndelige rigdomme. De ortodokse kristne og jødiske religionssystemers præsteskab må nu indrømme, at de har overladt folket til åndelig fattigdom. De har begunstiget de rige i verden og lukket øjnene og forholdt sig tavse over for deres undertrykkelse af de fattige, samtidig med at de har påtaget sig en retfærdig mine. Åndelige rigdomme ville have lindret folkenes kår midt i denne verdens hårdhed og uretfærdighed. Sådanne rigdomme ville have hindret deres voldelige opstand imod den bestående verdensordning i dag. Et menneske behøver ikke materielle rigdomme for at være rig, lykkelig og tilfreds.

 3. Hvem var den fattigste og dog den lykkeligste på jorden, og hvorfor?

³ Jesus Kristus var, dengang han vandrede på jorden, den fattigste blandt de fattige, hvad jordisk gods angår. Han blev ikke lagt i nogen fin vugge ved sin fødsel, men i et dyrs krybbe, fordi der ikke var et værelse at få på landsbykroen. Som en forkynder af Guds rige havde han ikke et hjem, han kunne kalde sit eget. „Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ (Matt. 8:20) Men på grund af sine åndelige rigdomme havde han sande og loyale venner, i særdeleshed sin Fader i himmelen såvel som retsindige mennesker på jorden. Han ejede en glæde, som ingen skabning kunne tage fra ham. Han var den lykkeligste mand på jorden og kunne derfor skildre sande lykkelige tilstande i sin bjergprædiken, som han indledte med disse ord: „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmeriget tilhører dem.“ (Matt. 5:3, NW) Ved at tilegne sig kundskab om ham kan alle fattige blive åndelig rige og glæde sig ved håbet om snart at komme i besiddelse af alle andre rigdomme i den retfærdige nye verden under hans rige.

 4. Hvilken omvæltning af tingene vidste han, tiden var inde til, og hvorledes viste han det?

⁴ Jesus vidste allerede dengang, at Satans verden skulle fortsætte uden indgriben fra Guds side indtil „nationernes fastsatte tiders“ ophør i 1914. Derfor bestræbte han sig for at gøre de mennesker, som var sig deres åndelige behov bevidst, åndelig rige med budskabet om Guds rige og med stadig større forståelse af Jehovas skrevne ord. Han viste, at tiden var kommet, da Gud ville vende deres skæbne, som var rige på jordisk gods, politisk magt og religiøs indflydelse, men løfte dem op, som følte deres åndelige behov. Han forklarede dette i lignelsen om den rige mand og Lazarus. Vi kalder den en „lignelse“, for skulle vi tolke denne beskrivelse af den rige mands og Lazarus’ forhold rent bogstaveligt, ville Jesu interessante ordbillede blive en urimelighed. På grund af dens klare betydning for os nu skal vi her nærmere behandle denne opmuntrende lignelse. Efterhånden som vi undersøger den, vil vi lægge mærke til de punkter, der viser, at den ikke er en bogstavelig hændelse, således som det religiøse præsteskab siger for at skræmme folk til at underlægge sig deres magt af frygt for, at de skal blive pint i bogstavelig ild og svovl i al evighed efter døden.

Den rige mand

 5, 6. a) For hvem fremholdt Jesus lignelsen som en advarsel, og hvorfor? b) Hvem er den rige mand et billede på i almindelighed?

⁵ Da Jesus fremholdt denne lignelse, var der blandt tilhørerne medlemmer af farisæernes strenge religiøse sekt, og den var utvivlsomt en advarsel til dem. „Farisæerne, som var pengekære, lyttede til alt dette, og de begyndte at gøre nar af ham.“ Efter nogle rammende bemærkninger sagde Jesus: „For at fortsætte: En vis mand var rig, og han plejede at klæde sig i purpur og linned og leve fra dag til dag i lyst og pragt.“ (Luk. 16:14, 19, NW) „Dives“ var ikke hans navn, men den latinske Vulgata-oversættelse af bibelen kalder ham ved dette navn, fordi det er det latinske ord for „rig mand“. Den rige mand bliver derfor ofte kaldt „Dives“, og vi kan også gøre det. Men nu er spørgsmålet: Hvem er den rige mand?

⁶ Jesus beærede ikke den rige mand med et navn, men omtalte ham blot for at skildre den klasse mennesker, han repræsenterer. Som ejer af store rigdomme klædte han sig i purpur og linned og levede hver dag i stor pragt, hvilket ville indbefatte et veldækket bord. Eftersom Jesus talte direkte til jøderne, er den rige mand først et billede på en klasse blandt dem, der nød forrettigheder og goder, der svarer til de her beskrevne. I den endelige opfyldelse af lignelsen i vore dage er han et billede på en lignende klasse, et sidestykke til den på Jesu tid. Jesus talte delvis til gavn for farisæerne, der lyttede til, og de var pengekære. Kendsgerninger og bibelen bekræfter, at den rige mand repræsenterer en klasse religiøse ledere, der er rige på åndelige forrettigheder og muligheder, og som bærer sig ad ligesom den rige mand.

 7. Hvad betød det, at den rige mand klædte sig i purpur?

⁷ Klæder er et symbol på stilling, rang, materiel rigdom og identitet. Purpur var de kongeliges farve. Da de romerske soldater gjorde nar af Jesu krav på at være konge og af kongelig nedstamning, kastede de en „purpurkappe“ om ham og sagde til ham: „Goddag, du jødernes konge!“ (Joh. 19:2-5, NW; Mark. 15:16-20) Lederne gjorde krav på at være bestemt for Guds rige ud fra Guds ord til dem gennem Moses ved Sinajs bjerg: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Jesus omtalte dem oven i købet som „Rigets børn“ og åbenbarede for os, hvem de var, med disse ord: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskeheden; selv går I ikke derind, og heller ikke tillader I dem, som er på vej ind, at gå ind.“ På grund af denne handlemåde sagde Jesus: „Guds rige skal tages fra jer og gives en nation, der frembringer dets frugter.“ Ypperstepræsterne og farisæerne forstod, at han talte om dem. (Matt. 8:12; 23:13; 21:43, 45, NW) Her har vi allerede den rige mand identificeret som repræsenterende de hykleriske farisæere, skriftkloge og ypperstepræsterne, hvilket indbefattede saddukæerne, og disse udgjorde alle tilsammen det jødiske præsteskab eller de religiøse ledere.

 8. Hvad repræsenterede hans linnedklædning?

⁸ Den rige mand klædte sig ikke alene i purpur, men også i linned. Dette er af betydning, eftersom linned i bibelen repræsenterer retfærdighed: „Fint linned står som symbol på de helliges retfærdige handlinger.“ (Åb. 19:8, NW) Dersom der var en klasse på jorden, der gjorde krav på at vise retfærdighed, selvretfærdighed, så var det disse jødiske religionsdyrkere. Netop da farisæerne gjorde nar af Jesus, sagde han til dem, inden han fortalte lignelsen om den rige mand og Lazarus: „I er dem, der over for mennesker erklærer jer selv retfærdige, men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er afskyeligt i Guds øjne.“ (Lukas 16:15, NW) Han fortalte dem herigennem, at de udadtil klædte sig i linned, men at det var for at dække over et afskyeligt indre. Han understregede dette senere, da han sagde: „Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! thi I ligner hvidkalkede grave, der udadtil er smukke, men indvendig er fulde af dødningeben og al mulig urenhed. Således tager I jer også udadtil retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.“ (Matt. 23:27, 28, NW) Af den grund fortalte han dem lignelsen om farisæeren og den foragtede skatteopkræver, fordi disse farisæere „stolede på sig selv, at de var retfærdige og . . . regnede de andre for intet“. (Luk. 18:9-14, NW) Men skatteopkræveren gik hjem mere retfærdig end farisæeren.

 9. Hvorfor var deres retfærdighed ikke bygget på den rette grundvold?

⁹ Prangende med deres fine linnede klædninger stillede de deres retfærdighed offentligt til skue for andre og lod blæse i basun, når de gav almisse, for at henlede opmærksomheden på sig selv og blive beundret. (Matt. 6:1, 2) Apostelen Paulus var engang et nidkært medlem af farisæernes strenge sekt og betragtede sig selv som dadelfri, hvad retfærdigheden ved moseloven angik. Men han opgav denne selvretfærdighedens falske vej, for at han kunne vinde sand retfærdighed: „Ikke min egen retfærdighed, der kommer af loven, men den, der er gennem tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.“ (Fil. 3:4-6, 9, NW) Som en kristen beklagede han israelitternes adfærd under deres præsteskabs ledelse og sagde: „Skønt Israel fulgte en retfærdighedens lov, nåede de ikke op til loven. Hvorfor ikke? Fordi de søgte den, ikke ved tro, men som ved gerninger. . . . Thi jeg giver dem vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud; men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; thi fordi de ikke kendte Guds retfærdighed, men søgte at opstille deres egen, underkastede de sig ikke Guds retfærdighed. Kristus er lovens absolutte ende, så at enhver, som tror, kan opnå retfærdighed.“ (Rom. 9:31, 32; 10:2-4, NW) Linnedet, som den klasse, den rige mand repræsenterede, iførte sig, var ikke den linnedklædning, Gud skænker gennem Kristus. Det var selvretfærdighed, og Jesus afslørede den modigt som sådan.

Personer med en afstamning

10, 11. a) Hvilken afstamning gjorde dem så selvsikre? b) Hvad indså de ikke i forbindelse med deres stillings usikkerhed?

¹⁰ En ting, der gav denne rige mands sidestykke deres selvsikkerhed og gjorde dem hovmodige, var noget, lignelsen senere kommer ind på, nemlig, at de var Abrahams kødelige efterkommere. Jehova Gud havde ved sin egen ed tilsvoret Abraham løftet: „Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Jehova . . . vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ (1 Mos. 22:16-18) Derfor sagde de til Jesus: „Vi er Abrahams afkom, og aldrig har vi været nogens trælle.“

¹¹ Jesus svarede: „Jeg ved, at I er Abrahams afkom; men I søger at slå mig ihjel, fordi mit ord ikke har fremgang iblandt jer.“ Han sagde videre, at dersom de var Abrahams børn, så burde de gøre Abrahams gerninger. Og Johannes Døber havde før Jesus advaret dem imod at stole for meget på deres kødelige afstamning fra Guds trofaste ven. Da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme til dåben, sagde han til dem: „I slangeyngel, . . . bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan oprejse Abraham børn af disse sten.“ (Joh. 8:33, 37, 39 og Matt. 3:7-9, NW) De var naturligvis af Abrahams slægt, ligesom de oprindelige grene på et ædelt oliventræ. Men de forstod ikke, at de kunne blive brækket af stammen, fordi de ikke troede på Guds søn, Abrahams vigtigste sæd, Jesus Kristus. Desuden kunne grene fra et vildt oliventræ som ved et mirakel blive indpodet der, hvor de var blevet fjernet. En ting til: Abraham havde to kødelige sønner, Ismael og Isak, og de kunne blive forkastet, som Ismael blev det. Isak blev universalarving, fordi han på mirakuløs vis blev født i opfyldelse af Guds løfte til Abraham. — Rom. 11:1, 17-24; Gal. 4:29, 30.

12. Hvorfor kunne de sætte sig til et overdådigt bord?

¹² Da de, hvad herkomst angik, var så særlig begunstiget som følge af deres nedstamning fra forfædrene, Abraham, Isak og Jakob, nød de dag for dag livet i stor pragt. Den „rige mand“ kunne sætte sig til et overdådigt bord, fordi, som Jesu lignelse fortæller os, de havde rige åndelige forsyninger, „Moses og Profeterne“. Moses repræsenterede Loven og de første fem bøger i bibelen, som han skrev, hvorimod „Profeterne“ indbefattede de tidligere og senere profeters skrifter, og knyttet til disse var Salmerne eller den samling bøger i bibelen, der begynder med Salmerne. De udgjorde tilsammen de hebraiske skrifter, og det var fra disse, at Jesus bestandig citerede for at bevise, at han var Messias eller Kristus, Abrahams forjættede sæd. „Og begyndende med Moses og alle profeterne udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“ Han sagde: „Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Moseloven, Profeterne og Salmerne.“ — Luk. 24:27, 44, NW.

13. Fremfor hvem havde de en fordel? Hvad vidner herom?

¹³ Med denne gudgivne skat havde de omskårne israelitter en fordel fremfor alle de hedenske nationer. Paulus spurgte: „Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds hellige udtalelser betroet.“ (Rom. 3:1, 2, NW) Stillet for det jødiske sanhedrin, der lededes af ypperstepræsten, sagde den kristne martyr, Stefanus, til dem: „Det er denne Moses, som . . . var blandt menigheden i ørkenen med engelen, der talte til ham på Sinajs bjerg, og med vore forfædre, og han modtog levende, hellige udtalelser til at give jer.“ (Ap. G. 7:37, 38, NW) Apostelen Paulus omtalte dem som „mine brødre, mine kødelige slægtninge, der som sådanne er israelitter, dem tilhører sønneudkårelsen og herligheden og pagterne og lovgivningen og den hellige tjeneste og løfterne; dem tilhører fædrene, og fra dem stammer Kristus ifølge kødet“. (Rom. 9:3-5, NW) Jehova Gud beredte i sandhed et festmåltid for sit udvalgte folk, og derfor siger salmisten: „Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, hans lovbud kendte de ikke. Pris Jehova.“ — Salme 147:19, 20, AS.

14. Hvem nød især denne forret i Israel? Lænede de sig op imod Abrahams bryst?

¹⁴ Den forret at nyde dette festmåltid tilhørte især Israels religiøse ledere, den tids „rige mand“. De havde „kundskabens nøgle“, og det påhvilede dem som en forret at undervise den jævne befolkning. Men skønt de spiste ved den rige mands bord og lå til bords i storhed og pragt, sikre på at være Abrahams lovede sæd, lå de ikke op mod „Abrahams bryst“ og modtog ikke hans største gunstbevisning. Jesus forklarede hvorfor, da han sagde til sine religiøse modstandere: „Ve jer, I lovkyndige! thi I tog kundskabens nøgle bort; selv gik I ikke ind, og de, som var på vej ind, hindrede I!“ (Luk. 11:52, NW) Denne „rige mand“ repræsenterer en gruppe selviske religionsdyrkere både dengang og nu. Til trods for, at der er blevet dækket et så overdådigt bord for dem, lader de meget lidt falde ned derfra eller kaste til de fattige, for at de kan nyde noget deraf.

Den fattige tigger Lazarus

15. Hvem blev anbragt ved den rige mands port, og hvorfor?

¹⁵ Jesus fører os nu fra den rige mands palads til porten udenfor: „Men en vis tigger ved navn Lazarus plejede at blive anbragt ved hans port, fuld af sår, og han ønskede at mætte sig af det, som faldt fra den rige mands bord. Ja, selv hundene kom og slikkede hans sår.“ (Luk. 16:20, 21, NW) Tiggeren Lazarus havde ret til at være ved den rige mands port, eftersom Guds lov udtrykkeligt lærte de rige at være rundhåndede over for de fattige. Dersom den „rige mand“ havde lagt uselviskhed for dagen i overensstemmelse med Guds lov og havde haft kærlighed til deres næste, så ville der ingen fattige have været i landet. Men da der nu virkelig var fattige i landet som følge af den selviske verdensorganisation, fik den rige mand af Loven befaling til og blev også advaret gennem Profeterne om at tage hensyn til de fattige og afhjælpe deres nød. — 5 Mos. 15:4, 7, 9, 11; Sl. 41:2, 3.

16. Er Lazarus en person, der har eksisteret? Hvad antyder navnet?

¹⁶ Ligesom den selviske rige mand repræsenterede en klasse mennesker, således repræsenterede tiggeren eller den fattige en skare mennesker på Jesu tid og nu. Ved at undersøge, hvilken klasse det var på Jesu tid, kan vi finde ud af, hvem det er i vor tid. Fra 1881 til afslutningen på 1939 lærte vi, at den rige mand repræsenterede den jødiske nation som et hele, og at tiggeren var et billede på hedningerne eller de ikke-jødiske nationer.a Men Jesus giver tiggeren navnet Lazarus, der er et jødisk navn og derfor antyder, at han var jøde og ikke hedning. Det er en græsk form for navnet „Eleazar“, der betyder „Gud er hjælper“. Kendsgerningerne viser, at denne tiggerklasse begyndte med jøderne, men blev udvidet til også at omfatte hedninger, så at den i dag hovedsagelig består af hedninger. Lazarus hørte til det samme jødiske samfund som den rige mand. Der var ingen adskillelsens mur imellem dem som følge af race eller afstamning. Forskellen imellem dem skyldtes den overlegenhed og de privilegier, som det religiøse præsteskab i selviskhed havde tiltaget sig.

17. Hvem var Lazarus et billede på, og hvorfor som en tigger?

¹⁷ Tiggeren Lazarus er derfor et billede på de fattige blandt jøderne dengang og i kristenheden nu. Det religiøse præsteskab og lederne nægter dem sand åndelig næring og de privilegier og det hensyn, der i overensstemmelse med Guds vilje og befaling med rette tilkommer dem. På Jesu tid indbefattede den „rige mand“ farisæerne, og de behandlede det jævne folk med stor foragt. Historien beretter, at de kaldte dem am ha-arets eller folk af jorden, der stod langt under dem. Kunne de gøre sig håb om en opstandelse til evigt liv? Nej, det var ikke for sådanne! Folk, som blev de jødiske rabbineres eller læreres disciple, mentes at indtage en langt bedre stilling. Når de betalte rabbinerne godt, købte de sig disse læreres gunst og anerkendelse. Hvor passende siger ikke Lukas’ beretning, at farisæerne lyttede til Jesu lignelse, og at de var pengekære og gjorde nar af Jesus, der var fra Nazaret, en ubetydelig flække, hvorfra ingen ventede, at noget godt kunne komme! De „stolede på sig selv, at de var retfærdige og . . . regnede de andre for intet“. — Joh. 1:46; Luk. 18:9-11, NW.

18, 19. Hvorfor skildres han som fuld af sår med hunde som eneste selskab?

¹⁸ Sådanne religiøse ledere i deres selvretfærdighedens fine linned så ned på de fattige og ulærde, som var de befængt med åndelig sygdom, ligesom Lazarus var dækket af sår. De betragtede de fattige, nøjagtig ligesom Jobs tre selvretfærdige venner betragtede ham, da Satan, Djævelen, havde ramt ham med bylder fra isse til fod, for at det skulle se ud, som om Guds hånd var løftet imod Job. I foragt sagde ypperstepræsterne og farisæerne om dem, som troede på Jesus: „Denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!“ — Job 2:1-13; Joh. 7:49, NW.

¹⁹ De regnede sådanne mennesker for at være under Guds forbandelse og kun egnede til at omgås hunde, der kunne æde sønderrevne dyrs kød, og til hvem man ikke måtte kaste det hellige. Lod dem strejfe byen rundt som sultne hunde ved nattetid og hyle, hvis de intet kunne finde. De uomskårne hedninger regnedes som hunde, hvilke man lod slikke de fattiges sår og give dem nogen lindring. (2 Mos. 22:31; Matt. 7:6; 15:26, 27; Sl. 59:7, 15, 16; Mark. 7:27, 28) Åndeligt forsømt af de hovmodige ledere, der foragtede dem, ville de ganske naturligt blive åndeligt syge og dækket med sår. Det var disse forsømte og syge, Jesus kom for at betjene med Guds lægende ord. Dengang farisæerne klagede til hans disciple: „Hvorfor spiser jeres lærer sammen med skatteopkrævere og syndere?“, svarede Jesus: „De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge. Gå hen og lær, hvad dette betyder: Jeg ønsker barmhjertighed, ikke offer. Derfor kom jeg ikke for at kalde retfærdige, men syndere.“ — Matt. 9:11-13, NW; Mark. 2:16, 17.

20. Hvem anbragte tiggeren ved den rige mands port, og hvorfor der?

²⁰ Tiggeren Lazarus blev anbragt ved den rige mands port, fordi han ønskede at mættes af det, som faldt fra den rige mands bord. Hvad der end blev kastet bort fra dette overdådige, bord, ville den rige mand ikke savne det. Det kunne gives tiggeren, uden at der skulle blæses i basun for at henlede opmærksomheden på hans gavmildhed imod de fattige. Nogle i samfundet anbragte Lazarus ved hans port. Som Lazarus troede de, at det var fra det religiøse præsteskab alene, åndelig næring fra Gud kunne komme, og derfor henviste de den fattige, ulærde lazarusskare til at se hen til de religiøse ledere og lærere for al åndelig føde.

21. Hvad ønskede lazarusskaren at blive mættet med, og hvad fik den?

²¹ Lazarusskaren hungrer og tørster efter retfærdighed i bevidstheden om deres åndelige behov og med ønsket om, at åndelig føde vil give dem en sund hjerte- og sindsindstilling og styrke dem til at tjene Gud på rette måde. De ønsker mere end menneskers tomme filosofi, men det er alt, hvad den „rige mand“ giver dem. Den giver dem menneskebud og de religiøse ældstes overleveringer, der overtræder Guds befalinger og sætter hans ord ud af kraft. Da de søger at slippe lettest muligt fra det selv, lægger de svære byrder på menneskehedens skuldre. Da de ikke selv ønsker at gå ind i Himmeriget gennem Jesus Kristus, søger de at hindre lazarusskaren i at gå derind. De har derfor kun ladet smuler af åndelig føde falde ned til lazarusskaren til opretholdelse af dens sundhed og styrke. Kun en ringe trøst har de modtaget fra Guds ord og foranstaltninger, mens den selvretfærdige „rige mand“ har taget alle de største velsignelser til sig. (Kol. 2:8; Matt. 15:1-9; 23:4, 13, NW) Intet under, at Jesus offentligt fordømte den religiøse „rige mand“ og kaldte dem „hyklere, dårer, blinde vejledere, slanger, øgleunger!“ Hvor storsindet af ham, at han tog sig af de fattige og løftede dem op og trøstede dem!

(The Watchtower, 15. februar 1951)

[Fodnote]