Hvordan vi giver Jehova vort bedste

INGEN kan berige den der ejer alt i universet. Hvad vi end ville skænke ham som en gave er allerede hans og tilkommer ham. Uanset om menneskene vil anerkende det eller ej, er de blot tjenere der skal stå Gud til regnskab for det de er blevet betroet.

David, der herskede som konge i Jerusalem for flere hundrede år siden, anerkendte dette og sagde: „Din, [Jehova], er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på jorden er dit; . . . Rigdom og ære kommer fra dig.“

Ja, David havde det rette syn på alle de bidrag som han selv og hans folk gav til bygningen af templet i Jerusalem, for han siger videre: „Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.“ — 1 Krøn. 29:11-14.

Men skulle det afholde Guds folk fra at give gaver til støtte for den rene tilbedelse, fra at give det bedste til Jehova? Nej, for under Guds inspiration nedskrev salmisten denne begejstrede opfordring til alle der ønskede at behage Skaberen: „Giv [Jehova] hans navns ære, bring gaver og kom til hans forgårde.“ — Sl. 96:8.

Når vi hører disse ord, ser vi måske for os hvordan fortidens israelitter kom med deres offergaver — fint hvedemel, vin, olie, lydefri dyr — til Jehovas tempels forgårde, især ved de tre særlige årlige højtider. — 5 Mos. 16:16.

Præsterne af Arons slægt, der virkede som Jehovas repræsentanter, tog imod folkets gavmilde offergaver. De havde af Jehova fået visse retningslinjer med hensyn til hvad de skulle gøre med alle disse gaver for at opretholde og fremme den sande tilbedelse. Oprigtige tilbedere var tilfredse med at lægge deres gaver på dette hellige sted og derpå begynde rejsen tilbage til deres hjem, lykkelige i bevidstheden om at de havde givet deres bedste til deres Gud.

Vor tids tilbedere og deres gaver

I dag findes der naturligvis intet sådant bogstaveligt tempel med dets forgårde. Men eftersom alt dette skulle tjene som et forbillede på himmelske eller åndelige begreber, må vi et eller andet sted kunne finde vor tids „forgårde“ med deres skarer af tilbedere. (Hebr. 9:23) Nøglen til at forstå hvad disse „forgårde“ er, ligger i den tilknytning som disse tilbedere i fortiden havde til det salvede aronitiske præsteskab. I dag findes der på jorden en lille rest af Jesu åndssalvede brødre, mennesker som har udsigt til en dag at tjene som himmelske præster under deres ypperstepræst Jesus Kristus. En stor skare mennesker fra alle nationer regner det for en forret at være tilknyttet denne rest, for derved kan de nyde godt af den ordning Jehova har truffet for dem der tilbeder ham i dag. Det er tilknytningen til denne rest der kan sammenlignes med at komme til Jehovas hus’ „forgårde“. — 1 Kor. 3:16.

Vor tids skarer af tilbedere er også interesserede i at bringe gaver til Jehovas „forgårde“. Det der ligger nærmest for, er måske at skænke et pengebidrag af en eller anden slags. Men hvor meget? For at finde svaret kan vi vende os til forbilledet og lægge mærke til hvad der står i Femte Mosebog 16:17: „Enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ Hvem ved bedre end den enkelte hvor meget Jehova har velsignet ham eller hende med? De utaknemmelige ser måske slet ikke at Jehova har velsignet dem, men de der er taknemmelige for livet og for de muligheder de har for at tjene deres Skaber ser anderledes på det. De giver med glæde. — 2 Kor. 9:7.

Ligesom Gud elsker en glad giver, sådan elsker han også dem der giver med et ret motiv og med en ret hjertetilstand. Vi gør vel i at lægge mærke til nogle af Guds egne udtalelser herom: „Jeg, [Jehova], øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne [ting, NW] har jeg behag.“ (Jer. 9:24) „Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ (Es. 66:2) Og hvad er det der ifølge apostelen Peter er „meget værd i Guds øjne“? Det er „hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“. — 1 Pet. 3:4.

Det fremgår heraf at det Jehova først og fremmest er interesseret i hos dem der bringer offergaver til hans „forgårde“ er deres hjertetilstand. Har de også behag i miskundhed, ret og retfærdighed? Er de ydmyge og angergivne når de nærmer sig Gud? Stræber de efter at iføre sig den prydelse som „en sagtmodig og stille ånd“ er?

Det er således ikke alene det der ofres der betyder noget. Den ånd og det motiv der ligger bag gaven ligger blottet for den Højestes ransagende blik.

De forbilledlige gavers betydning i dag

Meget af det der skete i fortidens Israel var smukke forbilleder der kan hjælpe os til at forstå betydningen af at vi giver Gud vort allerbedste. Hvert dyr der blev ofret skulle for eksempel være „lydefrit“, det vil sige fuldstændig fejlfrit. (3 Mos. 22:21) Disse offerdyr pegede ganske vist frem til det ene offer som han der med rette beskrives som „hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“, bragte én gang for alle, nemlig Jesus Kristus. (Hebr. 7:26) Men minder det ikke også dem der i dag tilbeder Jehova om at de skal ofre deres bedste?

Med hensyn til afgrødeofferet er det også af betydning at udtrykket „fint hvedemel“ forekommer gang på gang, som for eksempel ved tilberedelsen af de ringformede brød der blev bagt til templets skuebrødsbord. (3 Mos. 24:5, 6; 4 Mos. 7) Det fine hvedemel er også et udtryk for det bedste vi har at ofre, i modsætning til et eller andet groft erstatningsmiddel som man kunne sammenligne den tilbedelse med der udføres for et syns skyld og uden at den tilbedendes hjerte er med i den.

Røgelsen hørte også med til fortidens afgrødeofre. Man kom røgelsen på afgrødeofferet og bragte det som et ildoffer til Jehova. (3 Mos. 2:1, 15) Hvad er det et billede på i dag? Svaret giver kong David os idet han under inspiration skrev følgende: „Som røgoffer [røgelse, NW] gælde for dig min bøn, mine løftede hænder som afgrødeoffer!“ (Sl. 141:2; se også Åbenbaringen 8:4.) Offergaver der skal være den sande Gud til behag er derfor forbundet med oprigtig bøn. Oprigtig bøn spiller en vigtig rolle i forbindelse med at vi giver Jehova vort bedste.

Hvad vi har og hvad vi er

Dette bringer os til sagens kerne. Enhver af os der som fornuftbegavede skabninger tjener Jehova af taknemmelighed over at vi har lært ham og hans hensigter at kende, er i virkeligheden ’en gave’ der føres ind i Jehovas „forgårde“ for dér at anvendes til hans navns ære. Det er ikke blot hvad vi har men også hvad vi er der tilhører Jehova.

I dag bringer en stadig voksende skare af tilbedere deres gaver ind i Jehovas „forgårde“. Mange forstår den forret det er at være med til at støtte Rigets arbejde dér hvor de bor ved regelmæssigt og gavmildt at bidrage til de udgifter der er forbundet med vedligeholdelsen af rigssalen som et center for bibelundervisning. Mange er også glade for at kunne være med til at betale omkostningerne i forbindelse med at fremme det voksende vidnearbejde der udføres overalt på jorden, og de sender deres bidrag til et af Selskabets afdelingskontorer, for eksempel Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum. Giro 3468. Når sådanne gaver gives i den ånd Jesus lærte os vi skulle have, er de i sandhed al ære værd. — Matt. 6:3.

Men hvad med giveren? For Jehova betyder giveren meget mere end det han giver. Det forstår vi måske bedre når vi læser disse betydningsfulde ord: „Giv mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om mine veje!“ (Ordsp. 23:26) Er det at vi regelmæssigt overværer møderne i rigssalen ikke den bedste måde hvorpå vi kan ære Jehova og bringe den bedste gave ind i hans „forgårde“? Skylder vi ikke ham alt — livet, sandheden og det stærke håb om en fremtid i hans velsignede nye tingenes orden?

Det at give Jehova det bedste man har kan derfor betyde at man gør en større indsats i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. For nogle betyder det at de planlægger at tilbringe nogle måneder om året som feriepionerer. For andres vedkommende tilskynder det dem til at holde op med deres verdslige arbejde og bruge al deres tid i forkyndelsen af Rigets budskab.

Hvordan ser Jehova nu på alle disse bestræbelser som hans tjenere gør sig for at give ham det bedste de har? Ved sin profet Haggaj viste han frem til den tid vi nu oplever og sagde at han ville lade „alle folkenes skatte komme hid“ til hans åndelige bedehus, for at de dér kunne give ham den ære der tilkommer hans navn. — Hag. 2:7.

Hvad kunne Jehova ønske sig mere end at se en talrig skare af tilbedere der villigt ofrer sig for at forkynde hans navn og rige til jordens ender? Det var netop hvad apostelen Johannes så i det profetiske syn Gud gav ham — ’en talrig skare der stod foran Guds trone, iførte hvide klæder, med palmegrene i hænderne og som med glæde råbte: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“’ (Åb. 7:9, 10) Dermed siger de i virkeligheden: ’Vi tilhører Gud. Vi vil tjene Jehova helhjertet.’

Er det ikke sandt at det at yde Jehova vort bedste omfatter mange ting? Lad os derfor tænke på alle de foranstaltninger han har truffet til evig gavn for os, og i taknemmelighed give ham vort allerbedste.