Behovet for sikkerhed
„Du, du alene, o Jehova, lader mig bo i sikkerhed.“ — Sl. 4:8, NW.
1. Hvorfor har menneskenes tilværelse været præget af usikkerhed så godt som al den tid de har levet på jorden?
SÅ GODT som al den tid menneskene har levet på jorden har deres tilværelse været præget af usikkerhed. Verdenshistorien giver et billede af de mange farer menneskene har været udsat for. Alle slags sygdomme har revet mennesker bort. Katastrofer og hungersnød har kostet et meget stort antal menneskeliv. Store og små krige har hjemsøgt landene og har lagt millioner af mennesker i en tidlig grav. Forbrydelser har ligeledes hærget jorden, og utallige mennesker er blevet ofre for dem.
2. Hvordan har de videnskabelige opfindelser berørt menneskenes sikkerhed?
2 Selv om videnskabelige fremskridt har givet menneskene mange goder som de ikke førhen havde adgang til — for eksempel medicin til behandling af sygdomme — har vor videnskabelige tidsalder ikke gjort tilværelsen sikrere for menneskene. Tværtimod. Der er sket en så kolossal videnskabelig udvikling inden for den militære oprustning — tænk blot på de atomvåben, de biologiske og kemiske våben der fremstilles — at menneskenes liv, ikke blot i nogle få lande men overalt på jorden, trues i en grad som aldrig før i menneskehedens historie. Tilværelsen er ganske vist blevet bekvemmere, men samtidig meget usikker og farefuld. Det er derfor intet under at man i de taler som holdes af statsmænd og andre fremtrædende personligheder, og som gengives i verdenspressens avisoverskrifter, gang på gang støder på udtrykkene „fred“ og „sikkerhed“. De genspejler klart den usikkerhed der hersker i verden.
3. Hvordan har Bibelen forudsagt vor tid med dens fremherskende usikkerhed?
3 Til trods for alle bestræbelser menneskene gør sig, er de ikke i stand til at skabe nogen virkelig sikkerhed. Aldrig så snart er den ene konflikt blevet bilagt før en ny bryder ud. For mange mennesker tegner fremtiden sig som et stort spørgsmålstegn. Usikkerheden og uvisheden vokser. Disse tilstande i vor tid er blevet nøjagtigt forudsagt i Bibelen. Vi læser for eksempel: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Luk. 21:25, 26.
4. (a) Hvorfor vil den nuværende verden aldrig opnå virkelig fred og sikkerhed? (b) Hvem er kilden til virkelig sikkerhed?
4 Ifølge Bibelen kan vi aldrig forvente at den nuværende urolige verden vil finde fred og sikkerhed. Hvorfor ikke? Fordi den søger sikkerhed det forkerte sted og på den forkerte måde. I almindelighed har menneskene ikke lært at mennesker og menneskelige organisationer aldrig kan skabe virkelig sikkerhed. De ignorerer Bibelens tydelige formaning: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!“ (Sl. 146:3) Intet menneske, uanset den stilling det indtager og uanset den magt det bliver udrustet med i religiøs eller politisk henseende, og ingen nation eller international organisation kan skabe virkelig sikkerhed og udvirke frelse for menneskene. Dette dyrebare, eftertragtede mål kan kun nås gennem én kilde, nemlig den almægtige Gud, hvis navn er Jehova, og kun i overensstemmelse med de foranstaltninger han har truffet. — Es. 43:11.
Sikkerhed i fortidens Israel
5. (a) Hvad viser Israels historie med hensyn til sikkerhed? (b) Beskriv kong Salomons velsignede styre.
5 Som de fleste véd var israelitterne, det vil sige hebræeren Abrahams efterkommere gennem hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob, engang Jehovas udvalgte folk. I den måde hvorpå Jehova handlede med Israel blev det forbilledligt vist hvordan man kan opnå sikkerhed og hvordan denne sikkerhed kan mistes. Som Israels historie viser oplevede både folket som helhed og den enkelte israelit sikkert sin tryggeste periode under den vise, fredelige og berømte kong Salomon, en af de jordiske konger der repræsenterede den usynlige konge, Jehova. En historieskriver giver følgende magtfulde beskrivelse af denne velsignede tid: „Han havde fred rundt om til alle sider; og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’ersjeba.“ — 1 Kong. 4:24, 25.
6. (a) Hvad var det der bidrog til Israels velfærd og sikkerhed? (b) Hvad viser Israels senere historie?
6 Den fred, sikkerhed og lykke der prægede kong Salomons regeringstid skyldtes ikke menneskelig visdom. Velsignelserne var en følge af himmelsk visdom. Israels folk havde fået en storslået lovsamling, som nogle århundreder før af Jehova var blevet givet til Moses og gennem ham til Israels folk. Denne ene lovsamling skulle gælde overalt i landet, og den gjaldt i det store og hele både israelitterne og de fremmede. Den bestemte dette folks forhold til dets Gud og forholdet mellem enkeltpersoner. Det var en god lov. Den kristne apostel Paulus bekræfter dette idet han skriver: „Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom. 7:12) Jo mere omhyggeligt både herskerne og deres undersåtter holdt denne lov, jo mere kunne de glæde sig over deres Guds, Jehovas, gunst, og jo mere kunne de glæde sig over fred og sikkerhed. Men jo mere de afveg fra denne lov, hvilket i regelen skyldtes at en herskende klasse der havde vendt sig til det onde påvirkede folket, jo større blev deres usikkerhed. Dette fremgår meget tragisk af det der skete med Israel efter at flertallet havde forkastet den Messias som Gud havde sendt til dem som deres genløser. I år 70, da romerne ødelagde Israels berømte hovedstad, Jerusalem, ophørte dette højt begunstigede folk med at eksistere som en nation. Jødernes historie i de nitten hundrede år der fulgte efter er uden sidestykke hvad usikkerhed og modgang angår. Det viser alt sammen at sand sikkerhed aldrig kan findes uden om et ret forhold til menneskets Skaber. — Sl. 91:2.
Tilflugtsbyen — en beskyttende foranstaltning
7. Hvorfor har Moseloven stadig interesse for os?
7 Lad os nu undersøge en af Moselovens foranstaltninger nærmere. Det er sandt at Moseloven med dens mange forordninger og straffebestemmelser ikke længere er i kraft. Da Messias, Jesus Kristus, kom for nitten hundrede år siden, var denne lovs tid forbi. Den havde tjent sit formål. Den blev taget bort ved at den blev opfyldt. Bibelen beretter herom med disse ord: „Gud . . . tilgav os alle vore overtrædelser. Han udslettede det anklagende skyldbrev [Moseloven] med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset [Jesu Kristi marterpæl].“ (Kol. 2:13, 14) Men selv om denne lovsamling ikke længere er i kraft efter at Jesus Kristus blev brugt til at tage den bort den 14. nisan år 33, indeholder den mange belærende forbilleder eller „skygger“ såvel som principper som kristne kan lære af og høste gavn af. Den ugentlige sabbat eller hviledag som Moseloven påbød, var for eksempel en sådan skygge af kommende goder der viste hen til noget fremtidigt, nemlig de tusind år med fred og hvile under Kristi, Messias’, regering. — Kol. 2:16, 17; Hebr. 10:1.
8. Hvor mange tilflugtsbyer var der, og hvad hed de?
8 En meget interessant foranstaltning i Moseloven var ordningen med tilflugtsbyerne. Hvor lå disse byer, og hvad var formålet med dem? Loven forordnede at der skulle være i alt seks af disse byer, tre på den østlige side og tre på den vestlige side af Jordanfloden. Josua, der efterfulgte Moses som Israels synlige fører, beretter følgende om disse byers navne og geografiske beliggenhed: „Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis bjerge, Sikem i Efraims bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas bjerge. Og østen for Jordan afgav de Bezer i ørkenen, på højsletten, af Rubens stamme, Ramot i Gilead af Gads stamme og Golan i Basan af Manasses stamme.“ — Jos. 20:7, 8.
9. (a) Hvordan var disse byer fordelt ud over landet? (b) Hvilket formål tjente de?
9 Et blik på kortet over det forjættede land viser at disse byer var nogenlunde ligeligt fordelt ud over landet. Hvorfor? Jo, disse byer skulle kunne nås af alle indbyggerne — israelitterne såvel som de fremmede og de indvandrede — såfremt disse fik brug for byens beskyttelse. Disse byer var tilflugtssteder, steder hvor man kunne opnå beskyttelse; de stod åbne for mennesker hvis liv var i fare, og derfor lå de sådan at der var en rimelig mulighed for at de der søgte beskyttelse kunne have den fornødne styrke og tid til at flygte derhen. Landets lov bestemte hvem der havde ret til at blive beskyttet. Enhver som, på grund af en ulykke og uden ond hensigt, havde forårsaget en andens eller andres død, enten under arbejde eller under en hvilken som helst anden omstændighed, kunne flygte til en af disse byer.
10. Under hvilke omstændigheder kunne en mand for eksempel flygte dertil?
10 Lad os for eksempel tage en situation der kunne gøre det nødvendigt at flygte til tilflugtsbyen. „Men om de manddrabere, der har ret til at ty derhen for at redde livet, gælder følgende: når nogen af vanvare slår sin næste ihjel, uden at han i forvejen har båret nag til ham, når således en går med sin næste ud i skoven for at fælde træer, og hans hånd svinger øksen for at fælde et træ, og jernet farer ud af skaftet og rammer hans næste, så han dør, da må han ty til en af disse byer og redde livet.“ — 5 Mos. 19:4, 5.
Livets hellighed
11. (a) Hvorfor var det nødvendigt at flygte til tilflugtsbyen? (b) Hvad viser Jehovas ord til Noa?
11 Men vi spørger: Hvorfor skulle en sådan mand flygte til et sted for at blive beskyttet? Fordi han, efter at have forvoldt sin næstes død, nu selv stod i fare for at miste livet. Den nærmeste slægtning havde ret til at handle som den dræbtes blodhævner; han havde ret til at handle som skarpretter, og i denne egenskab kunne han handle hurtigt og uden tøven. Dengang anerkendte man fuldt ud at dette var blodhævnerens ret. Dette havde uden tvivl sin oprindelse i den forordning vi finder i Første Mosebog 9, versene 4 til 6. Der finder vi de ord Jehova talte til Noa og hans sønner, der havde overlevet den verdensomspændende vandflod, og disse ord understreger den store værdi Skaberen tillægger menneskelivet. „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ Fra denne gamle forordning stammede retten til at anvende dødsstraffen over får dem der ulovligt udgød menneskers blod.
12. Var det kun den forsætlige morder der pådrog sig blodskyld?
12 Denne gamle forordning blev taget med i Moseloven. Enhver der forsætligt og ulovligt udgød menneskeblod måtte betale med sit eget liv, efter at mordet var blevet bevist og bekræftet af vidner. (5 Mos. 17:6) Selv den der uforsætligt og uden ond hensigt forårsagede sin næstes død pådrog sig blodskyld. Men i et sådant tilfælde indeholdt loven den foranstaltning at en sådan uheldig person kunne undslippe døden ved at flygte til den nærmeste tilflugtsby. Moseloven siger herom: „[Jehova] talede fremdeles til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana’ans land, skal I udse eder nogle byer, I kan have som tilflugtsbyer, så at en manddraber, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. I disse byer skal I have ret til at søge tilflugt for blodhævneren, for at ikke manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for menighedens domstol. Det skal være seks byer, I skal afstå til tilflugtsbyer; . . . Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have ret til at søge tilflugt i de seks byer, så at enhver, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen.“ — 4 Mos. 35:9-15; Jos. 20:1-6.
13, 14. (a) Kunne en forsætlig morder opnå beskyttelse i tilflugtsbyen? (b) Hvordan blev det afgjort om flygtningen var en forsætlig manddraber eller fortjente at blive beskyttet?
13 Det fremgår heraf at dette var en retslig foranstaltning der tog sigte på at frelse værdifuldt menneskeliv, og at den gjaldt enhver der opfyldte dens krav. Disse seks byer var desuden byer der tilhørte levitterne, og en af dem, Hebron, tilhørte de aronitiske præster. Men hvordan forholdt det sig med en der gjorde brug af denne retslige beskyttelse i en af de seks byer, men som i virkeligheden ikke havde ret til det, for eksempel en forsætlig morder? Ifølge loven kunne der ikke ydes nogen beskyttelse til en morder, idet en sådan blev betragtet som uværdig til at være inden for disse byers beskyttende ly. For at sikre at ingen uværdig blev beskyttet krævede loven at der skulle holdes et forhør og foretages en undersøgelse af omstændighederne, før nogen fik varigt ophold i tilflugtsbyen. Det var de ældste på manddraberens hjemsted der måtte undersøge sagen og afsige den endelige kendelse. Hvis denne kendelse faldt ud til flygtningens fordel var han fra da af beskyttet af tilflugtsbyens hellige status. Vi læser således:
14 „Støder han derimod til ham af vanvare, ikke i fjendskab, eller kaster han et redskab på ham, uden at det er i ond hensigt, eller rammer han ham uden at se ham med en sten, som kan slå en mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans uven eller har pønset på ondt imod ham, så skal menigheden dømme drabsmanden og blodhævneren imellem på grundlag af disse lovbud; og menigheden skal værne manddraberen mod blodhævneren, og menigheden skal føre ham tilbage til hans tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig olie salvede ypperstepræst dør.“ — 4 Mos. 35:22-25.
15. Hvor længe måtte den uforsætlige manddraber forblive i tilflugtsbyen?
15 Den sidste del af det ovenfor citerede skriftsted forklarer hvor længe den uforsætlige manddraber måtte blive i dette fristed som loven gav ham. Han skulle ikke nødvendigvis blive der hele sit liv, men blot indtil ypperstepræstens død, det vil sige den ypperstepræst der tjente på det tidspunkt flygtningen ankom til et af disse tilflugtssteder. Når ypperstepræsten døde, havde alle der var flygtet dertil fuld ret til straks at forlade byen og vende tilbage til deres tidligere hjem. Var der ikke fare for at blodhævneren kunne indhente og gribe dem? Nej, ikke længere. Blodhævneren havde ikke nogen ret til nu at gøre de frigivne flygtninge fortræd. Sagen var afsluttet. Der fandtes ikke længere nogen blodskyld der skulle sones. „Thi han skal blive i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død; først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord, han ejer.“ — 4 Mos. 35:28.
16. Hvad lærer foranstaltningen i forbindelse med tilflugtsbyen os om menneskelivets værdi?
16 Foranstaltningen i forbindelse med tilflugtsbyen lærer os mere end én ting. Den viser os klart at menneskets Skaber, Jehova, betragter menneskeliv som noget værdifuldt. Der er ingen tvivl om at han har absolut og ubestridelig ret til at tilintetgøre menneskeliv dersom mennesker modstår hans suveræne vilje og ignorerer hans hensigt. Mennesket indtager imidlertid ikke samme stilling som dets Skaber og har derfor ikke ret til at ødelægge menneskeliv som det finder for godt. Livet er dyrebart. Det er helligt. Ifølge Moseloven pådrog selv den uforsætlige manddraber sig blodskyld, hvilket viser hvor alvorlig blodsudgydelse er i Guds øjne. Denne strenghed skulle uden tvivl indprente og bibringe israelitterne den rette værdsættelse af livets hellighed. Den lærte dem også i hele deres adfærd omhyggeligt at tage hensyn til deres næstes dyrebareste eje — livet. Salmisten hentydede til den store Livgiver da han skrev: „Thi hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys!“ — Sl. 36:10.
17. Hvilke to store egenskaber hos Jehova genspejler denne særlige lov?
17 På den anden side viser foranstaltningen i forbindelse med tilflugtsbyen at Jehova er en barmhjertighedens Gud og at han som den højeste Dommer kender menneskenes hjerter, og skelner mellem den der uforsætligt begår en fejl og den der har et ondt hjerte og som forsætligt og formasteligt overtræder den guddommelige lov. Denne forordning med tilflugtsbyen i fortidens Israel fremhæver to store egenskaber hos Jehova: hans retfærdighed og hans barmhjertighed. Salmisten skrev: „Retfærd og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed står for dit åsyn.“ — Sl. 89:15.
18. Hvilke spørgsmål opstår nu eftersom denne foranstaltning var et profetisk forbillede?
18 Eftersom foranstaltningen i forbindelse med tilflugtsbyen havde en profetisk betydning og viste frem til noget større der skulle komme, opstår følgende spørgsmål: Hvad er denne by et billede på? Hvem skildres ved den uforsætlige manddraber der fik lov at flygte dertil, og hvem skildres ved blodhævneren der forfulgte den uforsætlige manddraber? Hvad er vejen der førte til disse byer et billede på? Hvem er ypperstepræsten? Og hvad vises der ved at flygtningene kunne forlade byen når ypperstepræsten var død? Alle disse spørgsmål kan vi få besvaret på en tilfredsstillende måde når vi lader Guds hellige ånd ’vejlede os til hele sandheden’. (Joh. 16:13) En yderligere drøftelse af disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.
[Kort på side 538]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Tilflugtsbyer
KEDESH
GOLAN
RAMOTH-GILEAD
SHECHEM
BEZER
HEBRON