Jesu bjergprædiken — „Modstå ikke den der er ond“
EFTER at Jesus i sin bjergprædiken havde talt om eder og løfter, gik han over til at forklare hvordan man skulle forholde sig til dem der krænkede eller forulempede andre. Han begyndte med at henvise til noget som hans tilhørere kendte fra Moseloven: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’“ — Matt. 5:38; jævnfør Anden Mosebog 21:23-25; Tredje Mosebog 24:19-21.
Nogle har kritiseret denne lov for at være for streng. Men den legaliserede ikke personlige hævnakter som den senere så berygtede korsikanske vendetta, for i de samme hebraiske skrifter blev der også sagt: „Sig ikke: ’Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans gerning.’“ (Ordsp. 24:29) Loven om „øje for øje og tand for tand“ skulle først bringes i anvendelse efter at parterne var blevet fremstillet „for [Jehovas] åsyn, for de præster og dommere, der er til den tid.“ — 5 Mos. 19:15-21.
„Men jeg siger jer,“ fortsatte Jesus, „modstå ikke den der er ond.“ (Matt. 5:39a) Hvordan skulle det forstås? Jesus belyste det for sine tilhørere ved at give dem fire eksempler på hvordan de skulle optræde over for ’den der var ond’, det vil sige den der på en eller anden måde ville volde dem skade.
1 — Personlig krænkelse eller fortræd
Jesus forklarede først sine tilhørere hvad de skulle gøre hvis de blev krænket eller hvis nogen gjorde dem fortræd: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ — Matt. 5:39b.
Hermed være ikke sagt at den der blev slået skulle forholde sig passiv og faktisk ’bede om mere’ ved at nægte at forsvare sig. Da Jesus blev slået i ansigtet under forhøret hos den overordnede præst Annas, tog han til genmæle mod denne uretfærdige behandling idet han sagde: „Hvis jeg har talt uret, så aflæg vidnesbyrd om det urette; men hvis jeg har talt ret, hvorfor ’slår du mig da?“ — Joh. 18:22, 23; jævnfør Apostelgerninger 23:3.
’En lussing på højre kind’ ville Jesu tilhørere ikke i første række forbinde med fortræd og smerte, men mere med krænkelse og fornærmelse. I W. F. Albright og C. S. Manns kommentarer til Mattæus-evangeliet står der: „Jesus taler her om noget der stadig er gældende i det nære østen — at det mest fornærmende af alle slag var et slag på højre kind med håndens bagside.“ I den jødiske tradition var der fastsat en bøde på 400 zuz (lig med 400 denarer) for et sådant fornærmende slag med håndens yderside. Det svarede til mere end et års indtægt for en almindelig landarbejder.
I Lukas-evangeliet, der hovedsagelig er skrevet for ikke-jøder, gengives Jesu ord mere generelt: „Den der slår dig på den ene kind, skal du også tilbyde den anden.“ (Luk. 6:29a) Her er der ikke bare tale om en fornærmende lussing, men om et slag der skal volde personen fortræd. I begge tilfælde gik Jesu vejledning ud på at man skulle ’vende den anden kind til’. Han ønskede at hans disciple skulle være parate til at tage imod fornærmelser og lide fortræd uden at gøre gengæld. Derved ville de efterligne Jesus selv, om hvem apostelen Peter skriver: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:23; jævnfør Esajas 50:6.
2 — „Hvis nogen vil føre en sag imod dig“
Derefter kom Jesus ind på hvordan man skulle reagere hvis nogen ville stævne én for retten for at kræve noget man ejede: „Og hvis nogen vil føre en sag imod dig og tage din underklædning, så lad ham også få yderklædningen.“ — Matt. 5:40.
I fortiden var det almindeligt at man gav en klædning i pant som garanti for at man ville betale en gæld. (Job 22:6) Hvis en skyldner ikke var i stand til at betale, kunne domstolen tilkende kreditoren klædningen. (Ordsp. 13:13, NW; 27:13) Imidlertid sagde Guds lov at man ikke måtte beholde en „kappe“ (yderklædning) man havde fået i pant, natten over, eftersom skyldneren kunne have brug for den til at dække sig med om natten. — 2 Mos. 22:26, 27; 5 Mos. 24:12, 13.
Jesus rådede sine disciple til beredvilligt at aflevere deres „underklædning“ hvis deres modpart i en sag begærede den; og det skulle de gøre allerede når nogen ’ville føre en sag mod dem’, altså før sagen overhovedet blev bragt for retten. De kunne oven i købet gå dobbelt så langt. De kunne ’også lade ham få yderklædningen’, selv om det var mere end hvad Guds lov krævede.
I tråd med denne vejledning skrev apostelen Paulus til de kristne i Korint: „Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ (1 Kor. 6:7) Ja, de skulle have været villige til at lide et personligt tab fremfor at se menighedens omdømme lide skade ved at de offentligt stævnede hinanden for retten.
Som Lukas gengiver Jesu ord, kan de anvendes i videre forstand: „Den der tager din yderklædning, skal du heller ikke unddrage underklædningen.“ (Luk. 6:29b) Lukas har måske tænkt på at nogle kunne blive antastet af landevejsrøvere som ville stjæle deres yderklæder. Fremfor at modsætte sig dette, eventuelt fordi klæderne var kostbare, skulle Jesu disciple hellere gøre mere end der blev forlangt og endda aflevere underklædningen. Det kunne måske redde deres liv, eller det kunne have andre gavnlige virkninger. — Ordsp. 15:1; Matt. 5:16.
Guds søn mente dog ikke at man for enhver pris skulle undgå retssager eller at man uden videre skulle gå med til at onde mennesker tog alt hvad man ejede. Sådan opfattede apostelen Paulus i hvert fald ikke Jesu ord, for han trådte frem for romerske myndighedspersoner i sine bestræbelser for at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. (Fil. 1:7; jævnfør Apostelgerninger 25:8-12.) Kristne kan lægge sag an mod verdslige mennesker eller myndigheder for at gøre krav på noget der med rette tilkommer dem. Når de gør dette vil de dog ikke optræde krigerisk men derimod fredeligt. I deres daglige færden må kristne imidlertid anlægge en imødekommende og eftergivende holdning. — Rom. 12:17-19.
3 — Tvungen tjeneste for en verdslig myndighed
Dernæst erklærede Jesus: „Og hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ — Matt. 5:41.
Udtrykket ’pålægger som tvungen tjeneste’ er oversat fra det græske ord angareuo, der var et persisk låneord. Oprindelig blev ordet benyttet i forbindelse med offentlige kurerer, det vil sige sendebud, i perserkongens tjeneste. Kurererne havde myndighed til at pålægge mennesker, heste, skibe og hvad som helst andet en tvungen tjeneste hvis det var nødvendigt for at fremskynde udførelsen af deres officielle ærinde. (Jævnfør Ester 3:13, 15; 8:10, 14.) Denne ordning blev taget op af romerne. Dengang Jesus udførte sin jordiske tjeneste kunne myndighedspersoner pålægge jøder at bære byrder eller at udføre andre former for tvangsarbejde. (Matt. 27:32; Mark. 15:21) Jøderne betragtede en sådan tvungen tjeneste for hedningerne med afsky. Men Jesus formanede sine tilhørere til at udføre den med glæde. Ja, hvis de blev tvunget til at gå en romersk mil (omkring 1,5 kilometer), skulle de frivilligt gå dobbelt så langt.
4 — Anmodning om materiel hjælp
Derefter anbefalede Jesus materiel gavmildhed: „Giv til den som beder dig, og vend dig ikke bort fra den der ønsker at låne af dig uden renter.“ — Matt. 5:42.
Jesu tilhørere blev her mindet om at Guds lov forbød israelitterne at tage renter når de lånte ud til deres landsmænd. (2 Mos. 22:25; 3 Mos. 25:37; 5 Mos. 23:20) Desuden stod der i loven: „Du [må] ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.“ (5 Mos. 15:7, 8) Som Messias, der var „kommet . . . for at opfylde“ Guds lov, gik Jesus et skridt videre og anbefalede at man gavmildt gav væk af sine midler. — Matt. 5:17; Apg. 20:35.
Jesu vejledning her er af stor værdi. De der ikke tager til genmæle når de udsættes for krænkelser, som vælger at give afkald på endog værdifulde ting fremfor at slås for at bevare dem, som udfører ubehagelige opgaver uden at klage og som med glæde giver af deres midler for at hjælpe andre i akut nød, er både vellidte af mennesker og elskede af Gud. — 2 Kor. 9:7.