„Frygt ikke for dem, som dræber legemet“

 1-3. (a) Hvilket spørgsmål kan man med rette stille om dem der udtalte ordene i Mattæus 10:28? (b) Hvad var en levitpræst forpligtet til at gøre for jødiske krigere før de drog ud til kamp?

„OG frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna].“a

² Den der udtalte disse ord må have haft stærke grunde til det. Talte han til soldater som stod klædt i krigsudrustning, parate til at gå mod fjenden og udstyret med våben der kunne dræbe det menneskelige legeme? Århundreder før, når det folk som denne mand tilhørte, stod samlet for at drage i krig, skulle en levitpræst som var udnævnt til særlig tjeneste ved hæren tale til mændene for at indgyde dem mod. Han fulgte den befaling der var nedskrevet af profeten Moses i det femtende århundrede før vor tidsregning:

³ „Når du drager i krig mod din fjende og får øje på heste, vogne og krigsfolk, der er talrigere end du selv, skal du ikke blive bange for dem; thi [Jehova] din Gud er med dig, han, som førte dig op fra Ægypten. Når I rykker ud til kamp, skal præsten træde frem og tale til folket, og han skal sige til dem: ’Hør, Israel! I rykker i dag ud til kamp mod Eders fjender, lad ikke Eders hjerte være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem! Thi [Jehova] Eders Gud drager med Eder for at stride for Eder mod Eders fjender og give Eder sejr.’“ — 5 Mos. 20:1-4.

 4. Hvem udtalte ordene i Mattæus 10:28, hvem var de rettet til og ved hvilken lejlighed?

⁴ Jesus Kristus var ikke levitpræst. Da han udtalte de ord som vi læser i Mattæus 10:28 talte han ikke til jødiske soldater som kunne blive dræbt i kamp mod fjenden. Nej, Jesus Kristus fremsatte en ny lære, for da hans eget liv var i fare sagde han: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ (Matt. 26:52) De mænd som Jesus Kristus talte til og som ikke skulle frygte for dem der kunne dræbe legemet var tolv fredsommelige mænd. Det var hans tolv særligt udvalgte disciple, kaldet apostle, og de var ikke indrulleret i nogen hær. De var rigtignok i fare for at blive dræbt, men ikke i kamp mod fjendtlige soldater. De var samlet for at blive udsendt i en fredelig mission, en opgave der afgjort ikke fortjente at de blev dræbt. Ikke desto mindre havde Jesus Kristus kort forinden i denne samme tale til de tolv apostle sagt:

 5. Hvad havde Jesus sagt til sine apostle kort forinden, i overensstemmelse med ordene i Mattæus 10:28?

⁵ „Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer! Vogt jer for menneskene; thi de skal bringe jer for domstole og piske jer i deres synagoger. Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene. . . . Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel. Og I skal hades af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst. Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden.“ — Matt. 10:16-23.

 6, 7. (a) Hvoraf fremgik det at apostlene ikke skulle bryde ind i folks hjem og plyndre og røve? (b) Hvilken skæbne skulle de overlade de uvenlige til, og hvilke følger antydede Jesus i Mattæus 10:15 at deres handlemåde ville få?

⁶ Var apostlenes udrustning af krigsmæssig art? Skulle de med vold bryde ind i folks hjem og plyndre dem? Nej. Jesus Kristus sagde til dem: „Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd. Hvor I kommer ind i en by eller landsby, skal I forhøre jer om, hvem i den der er det værd, og hos ham skal I blive, indtil I drager videre. Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv. Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.“ (Matt. 10:9-14) De skulle altså ikke fare frem mod folk med ild og sværd som en korsfarerhær. De skulle ikke indlade sig i kamp med nogen, heller ikke med dem der behandlede dem uvenligt. Blot ved at ryste støvet af deres sandalklædte fødder skulle de vise at de overlod det ugæstfri hus og den ugæstfri by til den skæbne der ville ramme dem fra et højere sted, fra himmelen selv.

⁷ Hvilke alvorlige følger en sådan handlemåde ville få, antydede Jesus da han videre sagde: „Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.“ — Matt. 10:15.

Grunden til at fjenderne ville dræbe legemet

 8. Hvad må være grunden til at de ville blive hadet af alle og at man ville søge at dræbe dem?

⁸ Når Jesu Kristi apostle skulle optræde så fredeligt, hvorfor ville de da blive hadet så stærkt at nogle ville søge at slå dem ihjel? Grunden må være det budskab som Jesus Kristus sendte sine apostle ud for at forkynde. Hvad budskabet gik ud på læser vi i Mattæus 10:5-8: „Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: ’Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: „Himmeriget er kommet nær!“ Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!’“ Det budskab de skulle bringe var altså at Himmeriget, Guds rige, var kommet nær.

 9. Hvordan skulle apostlene demonstrere at Himmeriget var kommet nær, på hvilket grundlag skulle de gøre det, og hvad må budskabet have været årsag til?

⁹ „De fortabte får af Israels hus“ havde bedt om og set hen til dette rige. At Riget nu var nær skulle bekræftes af de storslåede mirakler som disse forkyndere af Riget udvirkede. De skulle helbrede syge, vække døde til live, rense folk der led af spedalskhed for deres sygdom og befri dem der var besat af dæmoner. Og det skulle de alt sammen gøre uden vederlag, uden at sende en tallerken eller kollektbøsse rundt. Følgelig må budskabet om Guds rige have været det der vakte folks had og modstand, endog i en sådan grad at de ville gribe til vold.

10. I hvor stor udstrækning skulle apostlene forkynde budskabet, og hvad ville det kræve af dem at fortsætte?

¹⁰ Apostlene skulle ikke være bange for at forkynde det Jesus gav dem befaling til at forkynde, selv om de kunne være sikre på at mennesker ville modstå deres budskab. De skulle give budskabet den størst mulige udbredelse. Jesus sagde til dem: „Frygt altså ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt. I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret! Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna].“ (Matt. 10:26-28) Det krævede altså frygtløshed af apostlene fortsat at skulle prædike budskabet om Guds rige.

11. Hvordan viste apostlene at de ejede den fornødne frygtløshed, og hvad blev resultatet?

¹¹ Apostlene viste at de var i besiddelse af den nødvendige frygtløshed. Lukas 9:6 beretter: „Så gik de ud og drog fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og helbredte syge alle vegne.“ Der findes ingen beretning om at nogen forsøgte at slå dem ihjel under denne særlige forkyndelseskampagne. Der siges videre i Lukas 9:10: „Da apostlene vendte tilbage, fortalte de ham alt, hvad de havde udrettet. Og han tog dem med sig og drog bort til en by ved navn Betsajda, for at de kunne være ene.“ De vendte således alle tilbage i god behold.

12. Hvad kom forkyndelsen af Riget til at koste Jesus et år senere, hvem anklagede ham og hvad blev han anklaget for?

¹² Mindre end to år efter, i år 33, kom forkyndelsen af Guds rige imidlertid til at koste Jesus Kristus selv hans jordiske liv. De mænd der fik hans legeme slået ihjel var de religiøse ledere i byen Jerusalem, hovedstaden i Palæstina. Da de overgav Jesus til den romerske statholder i Jerusalem anklagede de Jesus som lærer og sagde: „Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.“ De lagde pres på den romerske statholder for at få Jesu legeme naglet til en pæl uden for Jerusalem for at han kunne dø. Men den romerske statholder lod en inskription opsætte over Jesu hoved, og på den stod der: „Denne er jødernes konge.“ (Luk. 23:1-6, 38) Den romerske statholder vidste ikke at himmelens Gud havde salvet Jesus Kristus til at være hele menneskehedens konge og ikke blot jødernes konge.

13. Hvilken behandling advarede Jesus på forhånd sine disciple om at de ville blive udsat for, og gik hans ord i opfyldelse?

¹³ Hvis Jesus måtte lide dette for at have forkyndt Guds rige, hvad kunne hans disciple da ikke forvente? Umiddelbart før Jesus formanede dem til ikke at frygte for dem der kunne dræbe legemet, sagde han til dem: „En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre. Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester, og tjeneren, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul [et navn for Satan Djævelen], hvor meget mere da ikke hans husfolk?“ (Matt. 10:24, 25) Således lod han sine apostle forstå at de kunne forvente den samme behandling som han selv fik for at forkynde Guds rige. Denne behandling fik de også, ikke blot af deres eget folk, jøderne, men også af ikke-jøderne eller hedningerne. Apostelen Jakob, apostelen Johannes’ broder, blev henrettet med sværd på foranledning af Jerusalems konge, Herodes Agrippa I. Denne konge havde også planer om at få apostelen Peter dræbt på samme måde, men hans planer blev forpurret af Guds engel. — Ap. G. 12:1-11.

14, 15. (a) Hvilken menighed blev især forfulgt på denne måde, og hvad er navnet på en af denne menigheds martyrer? (b) Hvad udtalte en jøde som var meddelagtig i dennes død senere om sin forfølgelse af de kristne?

¹⁴ Det var ikke blot apostlene der blev forfulgt, men også de øvrige disciple, og i særdeleshed menigheden i Jerusalem. Den kendteste af disse martyrer var disciplen Stefanus, som blev stenet ihjel af jøderne. En af dem der havde ansvaret for Stefanus’ død var Saulus fra Tarsus, en jødisk farisæer. Da han nogle år efter stod over for kong Herodes Agrippa II sagde han om sin forfølgelse af de kristne:

¹⁵ „Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og søgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.“ — Ap. G. 26:1-11.

16. Hvilken virksomhed medførte at denne omvendte jødiske farisæer selv blev udsat for forfølgelse, og hvordan foregik en stor del af hans arbejde?

¹⁶ Denne jødiske farisæer blev selv ved et mirakel omvendt og blev et medlem af Jesu Kristi menighed. Han blev den kendte apostel Paulus. (Ap. G. 9:1-25) Da begyndte han selv at blive forfulgt fordi han forkyndte Guds rige, både i lilleasiatiske og europæiske byer. En stor del af hans arbejde udførte han fra hus til hus; som han sagde ved en lejlighed til de kristne i byen Efesus i Lilleasien: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW] alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. . . . Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget.“ — Ap. G. 20:17-25.

17. Hvad gjorde Paulus mens han var i fængsel, og hvorfra skrev han sit sidste brev?

¹⁷ Ikke længe efter blev apostelen Paulus fængslet, men det gjorde ham ikke bange for at forkynde Guds rige. Under sit første fangenskab i Rom tog han venligt imod alle der kom til ham og han „forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri“. (Ap. G. 28:30, 31) Apostelen Paulus’ sidste brev er formodentlig skrevet under hans andet fangenskab i Rom, da han stod over for at blive henrettet, at få legemet dræbt. — 2 Tim. 4:16-18.

18, 19. (a) Hvad hjalp disse første disciple til frygtløst at se døden i møde, og hvilke andre var Jesu ord tænkt som en hjælp til? (b) Hvad forudså og forudsagde Jesus skulle gå for sig i vor tid, hvilket ville gøre denne hjælp nødvendig?

¹⁸ Jesu Kristi første efterfølgere blandede sig ikke i politik. De forkyndte Guds rige som menneskehedens eneste håb. Når de stod ansigt til ansigt med døden bevarede de deres frygtløshed ved at huske på Jesu ord. Disse ord har stadig betydning i dag. Det var også Jesu hensigt at de skulle huskes af vor tids forkyndere af Riget, for han forudså at Guds rige ville blive oprettet i vor tid og begynde at herske fra himmelen. Jesus Kristus var den største af Guds profeter på jorden, for ingen anden profet har fremsat så nøjagtige profetier om vor bemærkelsesværdige tid som han. Blandt andet forudså han og forudsagde han at den største forkyndelseskampagne som hans trofaste efterfølgere nogen sinde har udført skulle gå for sig i vor tid, nemlig forkyndelsen af Guds oprettede rige.

¹⁹ I sin profeti om afslutningen på denne tingenes ordning sagde Jesus: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. . . . Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:9-14) Er denne profeti ikke blevet opfyldt? Jo, sandelig.

20, 21. (a) Hvornår begyndte forkyndelsen af dette budskab, og hvilke organisationer deltog ikke i denne forkyndelse? (b) Hvad gjorde forkynderne sig ikke til talsmænd for, og hvad afslørede de tværtimod?

²⁰ I dag forkyndes budskabet om Guds rige for alle folkeslag på nøjagtig samme måde som den apostelen Paulus benyttede, „offentligt og fra hus til hus“. Ifølge de historiske optegnelser begyndte dette forkyndelsesarbejde i 1919, året efter den første verdenskrigs afslutning. Budskabet blev ikke forkyndt af kristenhedens kirker, for kristenhedens nationer havde været hoveddeltagere i verdenskrigen hvori de kæmpede om herredømmet over jorden, og de var stadig interesserede i dette herredømme. Forkynderne af budskabet gjorde sig ikke til talsmænd for Folkeforbundet, hvis oprettelse der da var stillet forslag om og som en gruppe præster i Amerikas forenede Stater i 1919 betegnede som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Dette Folkeforbund er nu afløst af De forenede Nationers organisation, men denne nye foranstaltning til fremme af international fred og sikkerhed har lige så lidt vist sig at være „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ som det nu afdøde Folkeforbund.

²¹ Dette budskab, der er udgået fra Gud siden 1919, har afsløret såvel Folkeforbundet som De forenede Nationer som menneskegjorte erstatninger for Guds rige, simpelt hen et bedrageri.

22. Hvordan adskilte det budskab som Jesus Kristus forudsagde, sig fra budskaber der støttede menneskegjorte erstatninger, og hvilken begivenhed markerede året 1914?

²² Det sande budskab om Riget, det budskab som blev forudsagt af Jesus Kristus og som vi kan læse om i Mattæus 24:14, er anderledes. Det har gjort alle jordens folkeslag bekendt med at Guds rige blev oprettet i himmelen i året 1914 ved udløbet af „hedningernes tider“ og skal regere over hele jorden. (Luk. 21:24) I 1914 endte de 2520 år i hvilke Jehova Gud havde tilladt hedningenationerne, de ikke-jødiske nationer, at nedtrampe hans ret til at herske over jorden gennem et rige som var lagt i Davids messianske efterkommers hånd. De 2520 år hvori der intet davidisk rige skulle være på jorden, begyndte i 607 f.v.t., da babylonierne ødelagde det jordiske Jerusalem og omstyrtede den trone som havde været i Davids slægts besiddelse og som aldrig skulle rejses igen på jorden i Jerusalem. I året 1914 var tiden derfor inde til at genoprette Guds rige, ikke på jorden, men i himmelen, og overgive det til den lovede efterkommer af kong David, nemlig Jesus Kristus. — Ez. 21:24-27.

23. (a) Hvad kan man sige om de synlige beviser for Rigets oprettelse som Jesus havde forudsagt, og hvilken advarsel er ved hjælp af budskabet om Riget blevet forkyndt for nationerne? (b) Hvad har dette medført for Rigets forkyndere?

²³ Jesus Kristus havde selv forudsagt de synlige beviser der skulle tjene som et vidnesbyrd for os i dag om at Guds davidiske rige var blevet oprettet i de usynlige himle. Disse beviser har vi set siden 1914 da den første verdenskrig udbrød og en periode med tiltagende lovløshed tog sin begyndelse. Budskabet om Guds rige har siden da advaret alle nationer og regeringer på jorden om at hvis de fortsat ignorerer Guds oprettede rige og nægter at overgive deres nationale suverænitet til det, vil det medføre deres totale ødelæggelse i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der skal udkæmpes på et sted der på hebraisk kaldes Harmagedon. (Matt. 24:7-14) Det er derfor ikke mærkeligt at forkynderne af dette særlige budskab er blevet „hadet af alle folk“, sådan som Jesus Kristus forudsagde. (Matt. 24:9) Vor tids historie kan berette om megen forfølgelse af vor tids forkyndere af Guds rige.

„Frygt ikke for dem“

24. Hvorfor fortsatte forkynderne deres arbejde trods forfølgelse? Hvilket særligt budskab blev offentliggjort i 1933, og hvem var det især til gavn for?

²⁴ Hvis Rigets forkyndere var bukket under for frygten for mennesker som kan dræbe legemet, var „dette evangelium om Riget“ ikke fortsat blevet forkyndt efter at forfølgelsen satte ind. For godt enogtredive år siden, i 1933, bragte den amerikanske udgave af dette blad, The Watchtower, den 1. november en artikel med titlen „Frygt ikke for dem“. (Vagttårnet, 1. januar 1934) Det var en artikel der specielt behandlede Jesu ord i Mattæus 10:26-28, ligesom nærværende artikel. Den var skrevet til gavn for dem der stod over for en særlig fare på dette tidspunkt, nemlig „resten“, „levningen“ eller „tempelskaren“, hvilket fremgår af at denne „rest“ nævnes gentagne gange i artiklen lige fra den anden paragraf til artiklens toogfyrretyvende og sidste paragraf. (Åb. 12:17) De „andre får“, som den gode hyrde Jesus Kristus samler til sin fold og som nærer håb om evigt liv på jorden under paradisiske tilstande, nævnes ikke i artiklen. (Joh. 10:16) Denne artikel om frygtløshed kom lige i det rette øjeblik for den „rest“ af Jesu trofaste efterfølgere som endnu befandt sig på jorden og som skal være medkonger med ham i hans himmelske rige. — Rom. 8:16, 17.

25, 26. (a) Hvad erklærede det romersk-katolske hierarki i dette år? (b) Hvorfor var dette år ikke desto mindre et kritisk år?

²⁵ Året 1933 var et kritisk år. Ganske vist havde paven i Rom erklæret det for et helligt år til minde om at Jesus Kristus var blevet dræbt nøjagtig nitten hundrede år tidligere. Det romersk-katolske hierarki udtrykte derfor håbet om at ’en religiøs tidevandsbølge ville rejse sig og overskylle nationerne med fred og velstand’. Imidlertid var naziføreren Adolf Hitler blevet Tysklands rigskansler, og den 23. marts blev han af den tyske rigsdag ved en afstemning valgt til diktator. I Italien var Benito Mussolini allerede blevet diktator og havde indført et fascistisk styre, og han havde indgået et konkordat med paven i Rom, hvorved denne fik uindskrænket magt i Vatikanstaden.

²⁶ I Japan havde imperialistiske krigsherrer et fast greb om dette land og arbejdede på at blive det nazistiske Tysklands og det fascistiske Italiens aksepartner. Den 27. marts meddelte kejseren at Japan var udtrådt af Folkeforbundet fordi det følte sig dårligt behandlet. Verdensforholdene var således ikke ved at bane vej for international „fred og velstand“ men var ved at lægge op til den anden verdenskrigs udbrud og Folkeforbundets fald. Under hele denne politiske udvikling samarbejdede bevægelsen Katolsk Aktion i „demokratiske“ lande med de romersk-katolske diktatorer i Europa.

27. Hvis tro og mod styrkedes af artiklen „Frygt ikke for dem“, og hvad kom de senere ud for?

²⁷ Artiklen i Vagttårnet „Frygt ikke for dem“ styrkede i høj grad forkyndernes tro og mod; det gjaldt især Jehovas vidner, i det nazistiske Tyskland og i de lande som fik Det tredje Riges magt at føle. De var de første nazisterne fór frem imod. De blev kastet i fængsler og koncentrationslejre fordi de ikke ville afsværge deres tro på Guds rige og tilbede den nazistiske stat. I det hele taget begyndte Jehovas vidner i alle lande, de demokratiske ikke undtaget, at erfare øget modstand og forfølgelse fordi de fortsat uden frygt forkyndte Guds rige.

28. Hvor mange forkyndere havde mødt døden da den anden verdenskrig sluttede i 1945, og hvad var de ikke bukket under for?

²⁸ Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 og de nazistiske og fascistiske diktaturer var borte og de japanske imperialistiske krigsherrer var styrtet, viste det sig at tusinder af Guds riges forkyndere var blevet ofre for „dem, som dræber legemet“. Af 10.000 Jehovas vidner som var blevet sat i fængsler og koncentrationslejre i Nazityskland kom 8000 ud i live. De var ikke bukket under for frygten for mennesker.

29. Hvilken situation står Rigets forkyndere i dag ansigt til ansigt med, og hvad har de derfor brug for at blive mindet om?

²⁹ I dag, godt enogtredive år efter at det hårdt tiltrængte budskab „Frygt ikke for dem“ blev offentliggjort i Vagttårnets spalter, står vi ansigt til ansigt med en situation der tegner sig endnu værre end dengang. De forenede Nationer har ikke formået at lægge en urokkelig grundvold for freden og sikkerheden i verden. Frygten for en tredje verdenskrig med brintbomber og andre djævelske midler hjemsøger alle nationer. De nazistiske og fascistiske diktaturer er borte, men andre diktaturer, deriblandt det kommunistiske, blomstrer frodigt; og nationalismen breder sig som en epidemi. Kravet om national uafhængighed lyder fra stadig flere sider og tilbedelsen af den politiske stat breder sig og antager nye former. Nationernes march mod Harmagedon, hvor de vil tage opstilling mod Guds himmelske rige, foregår nu i iltempo. Som ingen sinde før har Guds riges forkyndere og forkæmpere brug for at blive mindet om Jesu ord til sine apostle i Mattæus 10:28.

30. Hvilke ord fra Åbenbaringens bog har særlig aktualitet i dag, og hvem andre end de der nævnes i disse skriftsteder gælder denne opfordring?

³⁰ I vor tid, da der gøres forsøg på at tvinge alle mennesker til at tilbede verdenspolitikkens symbolske dyr og dets billede, De forenede Nationers organisation, har ordene i Åbenbaringen 13:10 virkelig aktualitet: „Her gælder det for de hellige om udholdenhed og tro.“ Ligeledes ordene i Åbenbaringen 14:12: „Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.“ Denne opfordring gælder ikke blot „resten“ af disse „hellige“. En „stor skare“ „andre får“ har sluttet sig til dem og ønsker at være med til at forkynde Riget. Forholdene på verdensskuepladsen kræver virkelig tro og udholdenhed af disse „andre får“ dersom de skal bevare deres kristne uangribelighed. Det vil ikke være muligt for dem hvis de samtidig frygter mennesker som kan dræbe legemet.

[Fodnote]