Er det frådseri?

VOR SKABER, Jehova Gud, ønsker at vi skal glæde os over at spise og drikke. Den inspirerede forfatter til Prædikerens bog i Bibelen skrev: „Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. . . . også det kommer fra Guds hånd.“ — Præd. 2:24.

Eftersom mad og drikke virkelig er Guds gaver til mennesket, bør det nydes i overensstemmelse med hans vilje. Ligesom Jehova Gud ikke ønsker at nogen skal miste sin værdighed ved umådeholdent drikkeri, ønsker han heller ikke at nogen skal spise for meget og derved skade sig selv. Hvis ikke Jehova Gud havde fastlagt visse kredsløb i naturen med henblik på livets opretholdelse, ville vi ikke kunne få noget at spise. Vi bør derfor vise den rette værdsættelse ved at spise med måde. Den der grådigt fylder sig med mad og forspiser sig når som helst han har lejlighed til det, er en utaknemmelig frådser.

Moseloven viser hvor alvorligt dette er. Hvis nogen havde en oprørsk søn der var en frådser og dranker, skulle denne ifølge Loven lide døden. (5 Mos. 21:19-21, rev. overs. af 1871) I De kristne græske Skrifter vises det også tydeligt at frådseri er noget man bør undgå. På Kreta havde en digter omtalt hvor almindeligt frådseri forekom blandt hans folk, men apostelen Paulus vejledte Titus om at mænd som blev udnævnt til at være kristne tilsynsmænd ikke måtte mangle selvbeherskelse. — Tit. 1:7, 8, 12, NW.

Der er visse faktorer som gør frådseri til en alvorlig overtrædelse. En frådser eller grovæder er ikke i stand til at beherske sit begær efter mad. Han fortærer grådigt maden uden at tænke på at han ikke har ret til at misbruge Guds gaver. Ved ulydigt at overfylde sig med mad og gøre sig til en frådser, undlader han at vise Jehova Gud kærlighed. Hvordan det? Jo, Bibelen siger: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.“ — 1 Joh. 5:3.

Ved at spise for meget forfalder man også let til mental og fysisk dovenskab. Den der bliver overvægtig af at spise for meget, vil oftere end andre lægge sig og hvile sig, og han giver sig helst ikke af med noget der koster fysisk anstrengelse. Det bibelske ordsprog giver på en glimrende måde udtryk for hvad der ofte bliver resultatet: „Thi dranker og frådser forarmes, søvn giver lasede klæder.“ — Ordsp. 23:21.

Frådseri kan også skade legemet. Vedrørende overvægt eller fedme siger værket Illustrated Medical and Health Encyclopedia:

„[Fedme] har længe været anerkendt som en medvirkende faktor ved mange sygdomme, især blandt ældre og gamle. Tykke mennesker har i almindelighed vist sig at være mere modtagelige for hjertesygdomme, visse former for kræft, samt sygdomme i bugspytkirtelen, galdeblæren og nyrerne. Fedtsamlinger omkring leveren, hjertet eller andre indre organer kan direkte hæmme deres rette funktion. Dødelighedsprocenten i forbindelse med kirurgiske indgreb er højere, og levealderen er i regelen kortere. Overvægtige mennesker har anlæg for sukkersyge.“

Man bør dog ikke drage den slutning at alle overvægtige personer er frådsere. Forstyrrelser i kirtelfunktionerne og arvelige faktorer kan være skyld i at man bliver overvægtig selv om man behersker sig ved bordet. Også selve den mad man spiser kan gøre en forskel. Læg mærke til hvad der siges i publikationen Overfed but Undernourished:

„Det er uheldigvis sådan at føde for den der må passe på sin vægt, også er den dyreste, mens den billigste føde i regelen indeholder mange kalorier og få proteiner, vitaminer og mineraler. Der er en hel del mennesker . . . som simpelt hen ikke har råd til en kost bestående af kød, grøntsager og frugter, hvorved de kunne bevare et godt helbred og ligeledes en normal vægt. De får hovedsagelig de nødvendige kalorier fra de billige og stivelsesholdige fødevarer, og de bliver ikke alene overvægtige men pådrager sig efterhånden også skader som følge af den mangelfulde kost.“

Det kan også være at visse vaner har skadet den legemsmekanisme der siger stop når man er mæt. Folk der holder op med at ryge, opdager somme tider at de tager meget på i vægt. I sin bog Nutrition Against Disease giver dr. Roger J. Williams følgende forklaring på dette: „Det er muligt at fortsat rygning i årenes løb forårsager en mild forgiftning af hele denne mekanisme. Når man giver dyr guldtioglukose forgifter det specielt bremsemekanismen, og når man holder op med at give dem det, er bremsemekanismen blevet beskadiget.“

Han anbefaler at de der holder op med at ryge „er meget opmærksomme på arten af den mad de spiser over længere tid, og at de så vidt muligt undgår tomme kalorier [som for eksempel sukker]“. Han slutter med denne positive bemærkning: „Det er sandsynligt at man, ved at spise den rette kost i en vis tidsperiode, kan udbedre den beskadigede mekanisme.“

Det er således klart at man ikke blot af et menneskes udseende kan afgøre om vedkommende er en frådser. Adskillige faktorer kan skabe vægtproblemer. Og nogle synes ligefrem at have det bedre når de vejer lidt mere end hvad der er almindeligt for personer af samme legemsbygning. Desuden må man huske at det der betragtes som den ideelle vægt eller skikkelse, varierer betydeligt fra sted til sted. Blandt nogle folkeslag betragtes det som smukt og sundt at være temmelig slank, mens andre nationaliteter og folkeslag betragter velnærethed som tegn på skønhed eller et godt helbred. — Jævnfør Salme 92:14, NW.

Hvad enten én er tynd eller tyk, er det i første række hans indstilling til mad der afgør om han er en frådser. Lever han for at spise? Når han er sammen med andre, ignorerer han så selvisk deres behov og tager langt mere end han kan tilkomme? Er han meget overvægtig og behersker alligevel ikke sin madlyst? Plejer han at overfylde sig? Føler han sig utilpas, og bliver han måske endog syg fordi han har spist for meget? Hvis det er tilfældet, er der noget galt. Han har brug for at lære selvbeherskelse.

På områder af denne art gør den kristne klogt i at ransage sine tilbøjeligheder. Han har af Gud fået befaling til at gøre alt, også det at spise, til Guds ære. (1 Kor. 10:31) Det er tydeligt at den der overfylder sig når som helst han har lejlighed til det, ikke ærer Gud. Han ødelægger sig selv åndeligt og fysisk. På grund af hans manglende selvbeherskelse kommer andre til at ringeagte ham, og han bringer skam over Jehova Gud. Det er grunden til at de der fremturer i frådseri, ikke har nogen plads i Guds folks menighed. Havesyge, som frådseri afgjort er forbundet med, er en af det faldne køds gerninger. Om dem der øver sådanne gerninger skrev Paulus: „De . . . skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:21.

Den kristne har derfor god grund til at stræbe ihærdigt efter at være et godt eksempel hvad mådehold angår. Det gælder hans forhold til Gud.