Spørgsmål fra læserne
● Kan man drages til ansvar for at have overtrådt Guds lov om blodets hellighed hvis man får en blodtransfusion som følge af en retskendelse der tilsidesætter ens egen beslutning om ikke at modtage blod? — U.S.A.
Det afhænger af omstændighederne. En retskendelse kan naturligvis ikke tilsidesætte en lov som er givet af Jehova Gud, den øverste Lovgiver. (Ap. G. 5:29) Det er indlysende at en kristen ikke har ret til at myrde eller stjæle eller begå umoralitet, selv om en domstol befaler ham at gøre det.
I hvilke situationer vil en patient ikke kunne sige sig fri for skyld hvis han får blodtransfusion efter en retskendelse? Hvis patienten ikke med overbevisning giver udtryk for sine synspunkter når han har lejlighed til det og han senere undlader at gøre modstand, kan dette være medvirkende til at han får en uønsket blodtransfusion. Noget som har haft afgørende indflydelse på nogle dommeres beslutning, er patientens overbevisning, hans følelse af ansvar over for Gud. I tilfælde hvor der ikke har været noget der tydede på at patienten ville modsætte sig en blodtransfusion hvis der forelå en retskendelse, har dommere ofte været mere tilbøjelige til at imødekomme lægernes eller hospitalets ønsker.
I flere tilfælde har Jehovas kristne vidner, stillet over for faren for en retskendelse som tillod blodtransfusion, gjort hvad de kunne for at undgå at overtræde Guds lov. Nogle er af deres familiemedlemmer eller slægtninge blevet flyttet til andre hospitaler, hvor de har fået en behandling der ikke stred mod Guds lov. Men hvis patientens tilstand er så kritisk at han tydeligvis ikke ville kunne overleve hvis han blev flyttet fra hospitalet, selv for en kortere tid, er det klart at man ikke kan benytte denne udvej.
Der kan naturligvis være tilfælde hvor patienten forgæves har forsøgt ethvert middel, både i ord og handling, for at undgå en sådan overtrædelse af Guds lov; eller det kan være at patienten er bevidstløs. Hvis han, trods alle sine bestræbelser, påtvinges en transfusion, må han lægge sagen i Jehovas hånd og stole på hans barmhjertighed. Han befinder sig i noget nær samme situation som en kvinde der bliver voldtaget trods sine gentagne skrig og fysiske bestræbelser for at afværge det. Ifølge Moseloven var en sådan kvinde skyldfri. (5 Mos. 22:25-27) Men hvis hun undlod at skrige var hun ikke uden skyld. (5 Mos. 22:23, 24) I overensstemmelse med dette forventer Gud at kristne i dag tager ethvert muligt skridt (som ikke er i strid med hans ord) for at undgå at blive meddelagtige i en overtrædelse af hans lov om blodet.
● Hvis man for mange år siden har givet Gud et løfte som man nu indser var uklogt, er man da stadig nødt til at holde det? — U.S.A.
Det vil afhænge af løftets natur og de omstændigheder hvorunder det blev aflagt. Men lad os først betragte hvad et løfte til Gud er i bibelsk forstand.
På Bibelens tid blev sådanne løfter aflagt til Gud selv, ikke til et menneske eller et råd af mennesker. Der var også det særlige ved disse løfter at de, i alle de tilfælde der er omtalt, var betingede. Det vil sige at den der aflagde løftet, i virkeligheden sagde til Gud: ’Hvis du vil gøre det og det [måske redde vedkommende fra en alvorlig fare eller udvirke at hans bestræbelser i en eller anden retning lykkedes], så vil jeg gøre det og det.’ Hvis Gud hjalp den der aflagde løftet, blev denne forpligtet til at holde hvad han havde lovet. Indfrielsen af løftet indbefattede ofte at der skulle bringes et dyr som offer, eller at visse ejendele skulle helliges tjenesten for Gud. (3 Mos. 7:16; 22:21) I andre tilfælde var løftet betinget på den måde at den pågældende lovede at afholde sig fra at gøre et eller andet indtil det var lykkedes ham at nå et bestemt mål — med Guds hjælp. — Jævnfør Første Mosebog 28:20-22; Fjerde Mosebog 21:2, 3; 30:2-4; Dommerbogen 11:30-39; Første Samuelsbog 1:11; Salme 132:1-5.
Det bør også bemærkes at løfterne til Gud blev givet spontant, altså uopfordret, uanmodet. De blev ikke aflagt fordi det generelt krævedes af alle som ville nyde et bestemt privilegium eller træde ind i et særligt forhold. Det at man bliver en Kristi Jesu discipel og således opfylder de krav der stilles til alle mennesker, herunder at man ændrer sind og vender om og offentligt bekender sin tro og lader sig døbe, indebærer altså ikke et løfte til Gud i bibelsk forstand.
De bibelske løfter til Gud kan heller ikke sammenlignes med de såkaldte ’klosterløfter’ eller ’ordensløfter’ som mennesker i senere århundreder måtte aflægge for at blive optaget i visse religiøse ordener inden for kirkesystemerne. Et sådant løfte om ’kyskhed, fattigdom og lydighed’ forpligtede løftegiveren over for den religiøse orden og tjente som et middel hvorved ordenen kunne udøve myndighed over sine medlemmer. Højerestående gejstlige kunne løse ordensmedlemmer fra visse løfter, men der var nogle løfter man kun kunne blive løst fra af kirkens titulære overhoved, for eksempel paven. Sådanne løfter er ikke bibelske, for de bibelske løfter blev aflagt fuldstændig spontant og personligt, som en sag mellem den pågældende og Gud. Og selv om en kvindes løfte under Loven kunne kaldes tilbage af hendes mand eller hendes fader (inden for en vis tid efter at det var aflagt), så kunne intet menneske fritage andre fra deres bibelske løfter. — 4 Mos. 30:3-15.
Heraf ses det tydeligt at mange såkaldte løfter i dag ikke virkelig er løfter til Gud i bibelsk forstand. Og det er lige så tydeligt at et løfte til Gud ikke kan være bindende hvis det indebærer noget som er i strid med Guds vilje, for eksempel et løfte der indebærer misbrug af blod eller på en eller anden måde forbinder umoralitet med sand gudsdyrkelse. — Jævnfør Femte Mosebog 23:18; Apostlenes Gerninger 15:19, 20.
Hvordan forholder det sig så med løfter der stemmer med den bibelske beskrivelse og ikke er i strid med Guds vilje? Vedrørende Guds syn på løfter der blev aflagt i Israel, sagde Loven: „Når du aflægger et løfte til [Jehova] din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil [Jehova] din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig skyld. Men hvis du undlader at aflægge løfter, pådrager du dig ingen skyld.“ (5 Mos. 23:21, 22) Prædikeren 5:3-5 advarer ligeledes: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme.“ (Jævnfør Ordsprogene 20:25.) Da Jehova Guds normer er uforanderlige, vil disse principper også gælde i vor tid.
Eftersom intet menneske kunne løse én fra et løfte til Gud (bortset fra at en mand altså kunne tilbagekalde sin hustrus eller datters løfte), kan vi se hvor nødvendigt det er at vi tænker os godt om inden vi aflægger et løfte. En kristen bør have en virkelig god grund til at aflægge et løfte til Gud, og han bør ikke være i tvivl om hvorvidt han kan holde det han lover. Ellers vil det være langt bedre han ikke aflægger løftet.
Hvad nu hvis man senere erkender at man har aflagt et sådant løfte overilet, i tankeløshed? Man bør ikke tage let på sagen, men søge at indfri sit løfte. At det måske vil være svært for en, er ikke nogen undskyldning. Det var afgjort ikke let for Jefta at indfri det løfte han havde givet Gud, men han gjorde det samvittighedsfuldt. (Dom. 11:30-39) Hvis man under Lovpagten undlod at holde en ed man havde svoret — også selv om det var utilsigtet — blev det regnet for en synd. Det medførte ikke dødsstraf, men krævede et syndoffer til Gud. (3 Mos. 5:4-6; jævnfør Mattæus 5:33.) Og Gud advarede om at selv om han havde hjulpet en der havde aflagt et løfte til ham, så kunne undladelse af at indfri løftet bagefter, bevirke at han ’vrededes’ og ’nedbrød’ hvad den pågældende havde udrettet. (Præd. 5:5) Det kunne altså medføre at han, i hvert fald i et vist omfang, holdt sin gunst tilbage.
De som denne sag er aktuel for, bør derfor først spørge sig selv om de virkelig har aflagt et løfte til Gud i bibelsk forstand. Er det et løfte de personligt har aflagt til Gud, et betinget løfte de har aflagt privat, spontant, uopfordret, og som ikke er i strid med Guds udtrykte vilje? Da bør de gøre alt for at holde det. Hvis man har undladt at holde et sådant løfte, må man tage konsekvenserne og søge at genvinde Guds gunst. Måske befinder man sig i et dilemma, idet ens løfte (for eksempel et løfte om at forblive ugift) har bragt en i en situation hvor man føler at man ved at overholde det kommer i fare for at overtræde en guddommelig adfærdsnorm, måske en moralnorm. Man føler måske at den eneste måde hvorpå man kan undgå at gøre sig skyldig i umoralitet, er ved ikke at holde sit løfte, og så håbe på Guds barmhjertighed og tilgivelse. Man må selv træffe sin beslutning; intet menneske kan løse en fra ens løfte til Gud eller bære noget af ens personlige ansvar. Man må leve med sin egen samvittighed.
En undersøgelse vil ofte føre til det resultat at det man har anset for at være et løfte til Gud, ikke virkelig er det i bibelsk forstand. Det vil naturligvis ikke sige at det så automatisk fritager én for ethvert ansvar. En kristen bør ikke kun ønske at holde sine løfter over for Gud, men at være pålidelig i alle sine udtalelser, at lade sit ja betyde ja, og sit nej, nej. (Matt. 5:33-37, NW) Man bør altid oprigtigt søge at holde sine løfter og aftaler, både over for Gud og mennesker. Nu og da kan det ske at man indgår en aftale med en anden og senere indser at man derved har bragt sig selv i store vanskeligheder. Da kan man følge princippet i Ordsprogene 6:1-5 vedrørende den der stiller sikkerhed for sin næste: „Gå hen uden tøven, træng ind på din næste; . . . red dig.“
Både i forbindelse med løfter og alt andet bør en kristen altid huske at det er vigtigt at bevare et godt forhold til Jehova Gud.