Svaret på den romerske landshøvdings spørgsmål „Hvad er sandhed?“
„Pilatus siger til ham: ’Hvad er sandhed?’“ — Joh. 18:38.
SPØRGSMÅLET blev stillet af den mand der var landshøvding over de romerske provinser Judæa, Samaria og Idumæa fra år 20 til år 36 e.v.t. Han havde sit regeringssæde i Kæsarea ved Middelhavet. Men spørgsmålet stillede han i sit palads i Jerusalem, til en mand der var blevet indstævnet for hans domstol den 14. nisan i år 33 e.v.t., på jødernes påskedag, i hvilken anledning landshøvdingen havde indfundet sig i byen med sine tropper for at opretholde ro og orden. Byens religiøse ledere havde den dag under foregivende af at ville hindre uroligheder overgivet manden til landshøvdingen, over for hvem de anklagede ham for at være en forbryder der fortjente at blive straffet efter romersk lov. Det var mens landshøvdingen personligt afhørte den anklagede at han stillede ham spørgsmålet „Hvad er sandhed?“ Landshøvdingens interesse for hvad der var sandhed rakte imidlertid kun så langt at han stillede spørgsmålet. Tre år senere blev han kaldt til Rom fordi han blev beskyldt for embedsmisbrug. Historikeren Eusebius hævder at han blev forvist til Vienne i den romerske provins Gallien, hvor han senere skal have begået selvmord. Han døde uden at have fået svar på sit spørgsmål.
1. Hvorledes bekræfter den verdslige historie at mødet mellem Pilatus og Kristus fandt sted, men hvem skrev den mest udførlige beretning herom?
DEN romerske landshøvding hed Pontius Pilatus. Den mand han stillede det berømte spørgsmål hed Jesus Kristus. Jødiske vidner bekræfter at disse to mænd mødtes ved denne betydningsfulde lejlighed. Det bekræftes også af Publius Cornelius Tacitus, den kendte romerske historiker fra det første århundrede. I et af sine skrifter omtaler denne historiker, der jo ikke var jøde, navnet „kristen“:a „Ophavsmanden til dette navn blev straffet [henrettet] under landshøvdingen Pontius Pilatus mens Tiberius var kejser.“ Men det er Zebedæus’ søn Johannes, Jesu Kristi nærmeste ven på jorden, der giver den mest udførlige beretning om mødet mellem Jesus Kristus og Pontius Pilatus. (Joh. 18:28-38) Hele Johannes’ skildring lyser af sandfærdighed, og det er da også Johannes der mere end nogen anden bibelskribent taler om sandhed og sanddruhed på et område som er af største interesse og vigtighed for os alle.
2. Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med Pilatus’ eget spørgsmål, og hvad kan vi svare hertil?
2 Det kunne se ud som om den romerske landshøvding Pontius Pilatus’ spørgsmål forblev ubesvaret. Men er det nu tilfældet? Er der ikke blevet givet et svar? Jesus Kristus gav vel nok ikke Pilatus selv et svar på spørgsmålet, men det behøver ikke at betyde at han har ladet spørgsmålet stå åbent og ubesvaret lige til vore dage. Nej! Pilatus’ spørgsmål er blevet besvaret, og ærlige, sandhedssøgende og sandhedselskende mennesker kan i dag lære svaret at kende.
3. Hvad er sandhed, og hvilken sandhed drejede Pilatus’ spørgsmål sig om?
3 Det der stemmer med kendsgerningerne er sandhed. Der er mangt og meget vi ikke kan sige er sandt før vi har fastslået de faktiske omstændigheder. Når vi kommer til at kende en ting som den virkelig er, er vor viden om den sand. Vor viden om en ting kan således kun være sand hvis vor viden stemmer med kendsgerningerne, med det tingen er i realiteten. Da Jesus Kristus stod indstævnet for Pontius Pilatus var sidstnævnte interesseret i at finde ud af de faktiske forhold. Han interesserede sig ikke for sandhed i al almindelighed; hans ansvar og pligter tillod ikke at han gik så vidt i sine undersøgelser. Det var den anklagede der bragte emnet om sandhed på bane. Pilatus’ spørgsmål „Hvad er sandhed?“ drejede sig om sandheden om noget ganske bestemt. Hvad var det altså der her sigtedes til med ordet „sandhed“? Det skal vi nu se.
Et fingerpeg om svaret
4. Under hvilke omstændigheder stillede Pilatus, ifølge Johannes’ beretning, sit spørgsmål?
4 I sin beretning skriver Johannes, Zebedæus’ søn: „Pilatus gik nu igen ind i borgen, kaldte Jesus for sig og sagde til ham: ’Er du jødernes konge?’ Jesus svarede: ’Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?’ Pilatus svarede: ’Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?’ Jesus svarede: ’Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.’ Da sagde Pilatus til ham: ’Så er du altså dog en konge?’ Jesus svarede: ’Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.’ Pilatus siger til ham: ’Hvad er sandhed?’“ — Joh. 18:33-38; Matt. 27:11-14.
5. Hvordan viste Jesus, da han stod indstævnet for Pilatus, at han var trofast over for det hverv han var kommet til verden for at udføre?
5 I dette afgørende øjeblik var Jesus trofast over for det hverv som han var kommet til verden for at udføre. Frygt for døden forledte ham ikke til at benægte sagens kendsgerninger. Da jøderne havde overgivet ham til Pilatus anklagede de ham med følgende ord: „Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.“ (Luk. 23:1-3) Så da Pilatus rent ud spurgte ham om han var konge svarede han ikke benægtende. Han talte om „mit rige“ og føjede til at det dog ikke var af denne verden. På grundlag heraf sluttede Pilatus at Jesus var konge. Det fik ham til endnu engang at spørge: „Så er du altså dog en konge?“ Hermed mente han: „Du er altså konge selv om dit rige ikke er af denne verden?“ Jesus lod Pilatus forstå at han havde draget den rette slutning: „Du har ret, jeg er en konge.“ Ellers ville Pilatus ikke anden gang have spurgt om han var konge.
6. Hvorfor var Jesus besluttet på at være trofast, uanset hvad det måtte koste ham?
6 Jesus korrigerede ikke den slutning Pilatus var kommet til, for den var sand. Jesus stod i vidneskranken og kunne ikke fornægte sandheden. Som han sagde til Pilatus var han blevet født og var kommet til verden for at vidne om sandheden, den sandhed der vedrørte hans kongegerning. Og enhver der var på sandhedens side ville anerkende Jesu vidnesbyrd som sandt. Han var blevet født for at vidne om sandheden. Tredive år gammel var han blevet døbt og var trådt frem i verden for at vidne om sandheden. Da han nu stod på sit livs tinde ville han ikke forfejle hensigten med at han var blevet født som menneske og var trådt frem i verden. Han ville være sandheden tro, om det så skulle koste ham livet. Hvis den sag han kæmpede for ikke havde været sand, ville han afgjort ikke være villig til at dø for den; han ville ikke ofre sit liv for en løgn.
7. Hvad må Jesu vidnesbyrd overbevise os om, og hvilke konsekvenser får dette?
7 Jesus var villig til at lide døden for sandhedens skyld. Har hans mod og trofasthed overbevist os om at han talte sandhed da han aflagde sit vidnesbyrd ikke alene for den romerske landshøvding men for hele folket? Hvis vi fuldt og fast tror at han talte sandhed, hvilke konsekvenser må vi da drage? Dersom vi hører hans røst i den forstand at vi anerkender det han siger, så har vi anerkendt ham som konge. Ved at gøre det viser vi at vi er „af sandheden“ eller har stillet os på sandhedens side. Det vil igen sige at vi er for Jesus, og det er netop hvad vi ønsker at være.
8. (a) Hvorfor var dette den sandhed som vi bør indhente oplysninger om? (b) Hvorfor måtte Jesus selv være sandheden?
8 Der må være tale om en meget betydningsfuld sandhed, hvis et menneske fødes i selve den hensigt at bære vidnesbyrd om den. Det må dreje sig om en sandhed det er værd at vi sit liv, hvis et menneske kommer til verden udelukkende for at vidne om den. Så vigtig var denne sandhed. Hvis der findes en sandhed som det er værd at indhente kundskab om, så må det være denne sandhed. Men i forbindelse med Jesus lå sandheden ikke alene i det han sagde; den fandtes også i det han gjorde, i hvordan han levede og døde. Hele hans liv og tilværelse skulle åbenbare sandheden eller virkeliggøre den. I mennesket Jesus rummedes mangt og meget som var af betydning for alle, ja for alle skabninger i himmelen og på jorden. Og Jesus måtte leve og handle for at virkeliggøre disse mange ting. Han selv måtte være sandheden.
9. Hvad sagde Johannes i harmoni hermed om Jesus Kristus i Johannes 1:14, 16, 17, og overdrev han?
9 Johannes, den discipel Jesus holdt særlig meget af, overdrev ikke da han om Jesu komme fra himmelen og fødsel på jorden som et fuldkomment menneske skrev: „Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. . . . Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“ — Joh. 1:14, 16, 17.
Hvorledes „sandheden er kommet“
10, 11. (a) Betyder denne modsætning mellem Jesus og Moses at Loven som blev givet ved Moses ikke var sandhed? (b) Hvordan forsvarer Paulus i Romerbrevet Guds lov og viser at den var god?
10 I hvilken forstand var Jesus „fuld af nåde og sandhed“? Hvordan kan det siges at „sandheden er kommet“ ved ham? Hvorfor stiller apostelen Johannes Jesus op i modsætning til Moses? Fortalte profeten Moses ikke sandheden dengang han levede, mere end fjorten hundrede år før Kristus? Var Loven som Gud gav det jødiske folk ikke sandhed? Jo. Mange hundrede år efter at Gud havde givet Loven ved Moses henvendte den inspirerede salmist disse ord til ham, Lovgiveren: „De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din lov. Nær er du, o [Jehova], og alle dine bud er sandhed.“ (Salme 119:150, 151) Selve det at Loven ved Moses afslørede at jøderne var syndere, viser at den var retfærdig og hellig. Loven var fuldkommen, og derfor bragte den fordømmelse til død for jøderne. For at forsvare Guds lov og vise at den var god, skrev apostelen Paulus:
11 „Budet, som var til liv, blev mig til død; thi da synden fik en anledning ved budet, bedrog den mig og dræbte mig ved det. Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.“ — Rom. 7:10-12.
12, 13. (a) Hvad krævede Moseloven af jøderne dersom de skulle vinde evigt liv ved den, og hvorfor forfejlede Loven ikke sin hensigt? (b) Hvorledes understregede apostelen Paulus dette i Galaterne 3:23-25?
12 Loven ved Moses var altså ikke behæftet med fejl. Nej, den afslørede hvad der var fejlagtigt. Loven var ikke en fejltagelse. De ti bud der udgjorde en del af Loven var heller ikke en fejltagelse. Loven krævede at jøderne skulle adlyde den til fuldkommenhed hvis de skulle vinde evigt liv ved den. Men ingen af de jøder der var født på normal vis kunne holde Loven fuldkomment og vinde evigt liv ved lovgerninger. Alligevel tjente Loven sin hensigt, for den identificerede den Fuldkomne som kunne holde Loven til punkt og prikke, han der således ikke kunne fordømmes af Loven men som kunne erklæres retfærdig og som fortjente det evige liv i kraft af denne uangribelige retfærdighed. At Loven ved Moses ikke forfejlede sin hensigt og at den ikke var et fejlslagent forsøg eller en fiasko, understreger den kristne jøde Paulus:
13 „Men førend troen [den kristne] kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares, så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester [Loven].“ — Gal. 3:23-25.
14. (a) Hvorfor var Moseloven ikke slet og ret en lovbog? (b) Hvorledes vistes dette i forbindelse med det præsteskab som Loven forordnede?
14 Loven ved Moses var ikke slet og ret en lovbog og et ordnet sæt adfærdslove. Den havde profetisk islæt. Mange af dens befalinger indeholdt forudsigelser af goder der skulle komme. Loven forordnede således et præsteskab for det jødiske folk, nemlig Moses’ broder Arons familie. Udtagelsen af dette præsteskab skildrede profetisk at Jehova Gud ville tilvejebringe en ypperstepræst der skulle bringe et offer som ville gavne menneskene for evigt. Denne åndelige, himmelske ypperstepræst skulle have underpræster, der skulle udtages blandt mennesker og som kunne føle medlidenhed med den syndige, ufuldkomne menneskeslægt.
15. Hvad skildredes profetisk ved den årlige jødiske forsoningsdag?
15 Loven forlangte at der hvert år på den tiende dag i jødernes syvende månemåned skulle holdes en national forsoningsdag. På den dag skulle der skaffes soning for både præsteskabet og det øvrige folk. Denne soning skaffede man sig ved at ofre en lydefri tyr og buk, hvis blod blev stænket i helligdommens allerhelligste. Præsternes og folkets synder skulle tillige bæres bort af en syndebuk, bort til evig glemsel. Alt dette skildrede profetisk at Guds store ypperstepræst ville bringe et offer der sonede menneskenes synder, samt at denne ypperstepræst ville bære menneskenes synder bort til evig glemsel. Hele denne foranstaltning ville være et udtryk for Guds kærlighed og godhed over for menneskene.
16. Hvad indeholdt Moseloven, ifølge Hebræerne 8:4, 5, derfor foruden befalinger og bud?
16 Loven ved Moses indeholdt altså langt mere end blot befalinger og bud som skulle oplyse jøderne om hvad der var syndigt og hvad der var rent, retfærdigt, helligt og uselvisk, oplysninger der skulle lede dem ad Guds veje. Den foreskrev bestemte ceremonier. Det var ikke tomme ceremonier. De gav et profetisk omrids, et sandt billede af større ting Gud havde til hensigt at lade komme. Den inspirerede skribent kalder disse profetiske omrids for ’skygger’: „Der . . . findes andre, som frembærer offergaverne efter lovens forskrift. De tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske, således som Gud tilkendegav Moses det, da han skulle indrette tabernaklet: ’Se til,’ sagde han, ’at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget [Sinaj].’“ — Hebr. 8:4, 5.
17. På hvilken måde var Loven en „skygge“ af det fuldkomne menneskelegeme der skulle ofres og borttage synder?
17 Den samme bibelskribent nævner ordet ’skygger’ da han senere i sit brev viser at det var nødvendigt at et fuldkomment menneske bragte sit liv som et offer til Gud: „Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, én gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig.’“ — Hebr. 10:1-5.
18. Hvilke andre ’skygger’ indeholdt Moseloven, og hvorfor kunne de passende betegnes ’skygger’?
18 Loven indeholdt også forskellige andre skygger, for eksempel påskehøjtiden, ugefesten (pinsen), den ugentlige sabbatsdag, jubelåret og nymånefesten (første dag i hver måned), især årets syvende nymånefest. Disse skygger var sande i sig selv og gav et sandt omrids eller et miniaturebillede af større ting der skulle komme. Men de var kun ’skygger’. En skygge er et mørkt afbillede af en massiv, uigennemsigtig genstand som står i vejen for lyset. Skyggen er ikke til at føle på; den er ikke selve tingen. Skyggen giver et omrids eller et billede af selve tingen. I nogle tilfælde får man øje på skyggen før man ser genstanden der fremkalder skyggen. Man taler ligeledes om at „kommende begivenheder kaster deres skygger forud“. I Guds hensigter kommer skyggerne først, og giver en idé om de store ting som han agter at gennemføre i forbindelse med menneskenes fremtid. Disse skygger har skabt sande forventninger hos mennesker der lydigt har holdt Guds lov. Fordi ’skyggerne’ har været sande vil disse menneskers forventninger ikke blive skuffede.
19. Hvorfor kunne Johannes derfor med fuld ret sige: „Loven blev givet ved Moses, . . . sandheden er kommet ved Jesus“?
19 Skyggebilledet taler sandt men er ikke selve sandheden. Først når det der kaster skyggen træder frem i virkeligheden har vi hele sandheden. Ført da er sandheden åbenbar. Genstanden eller tingen er selve sandheden. Eftersom Moseloven kun indeholdt skygger måtte den afløses af virkeligheden, det reale, de ting eller de genstande som Loven var en skygge af. Det Loven sagde om hvad der måtte spises og drikkes, om ceremonier og helligdage, måtte derfor forsvinde ligesom skygger forsvinder. Det gjorde det også, for apostelen Paulus skriver til menigheden af kristne i Kolossæ: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ (Kol. 2:16, 17) Apostelen Johannes kunne derfor med en historisk kendsgerning som holdepunkt skrive: „Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“ — Joh. 1:17.
20, 21. Hvad krævedes der af Jesus for at han kunne frembære et sonoffer og dermed gøre Johannes’ udtalelse hundrede procent sand?
20 Hvis denne udtalelse skulle være hundrede procent sand kunne Jesus Kristus ikke nøjes med at tale, forkynde og undervise. Guds søn måtte forlade sin åndelige herlighed i himmelen og fødes som et fuldkomment menneske hvis han skulle opfylde sandheden i forsoningsdagens ofre, der i billedlig forstand fjernede hele det jødiske folks synder. Han, der var et fuldkomment menneske, måtte i en alder af tredive år fremstille sig som et passende, acceptabelt offer til Gud, som derpå kunne udnævne ham til sin ypperstepræst og lade ham sone menneskenes synder. (Hebr. 5:1-5; 7:27; 8:1-4) Det var netop hvad Jesus gjorde da han kom til Johannes Døber og lod sig døbe af ham i Jordanfloden, hvori hans legeme nedsænkedes, så at sige begravedes et øjeblik. På denne måde ’trådte han ind i verden’ med det legeme som Gud havde beredt ham for at han kunne bringe det som et offer. — Hebr. 10:5-10; Sl. 40:7-9; Joh. 18:37.
21 Da han døde tre og et halvt år senere bragte han virkelig i sin egenskab af Jehovas ypperstepræst et offer, sit menneskeliv, „én gang for alle“. Hvis han skulle have mulighed for at frembære værdien af sit offer, sit fuldkomne liv som menneske, til Gud i himmelen måtte han oprejses fra de døde. Dette fandt sted på den tredje dag efter hans død. Som en parallel til at den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste, oprejstes Jesus Kristus fra døden til liv som en åndeskabning og trådte frem for Gud for at frembære værdien af sit opofrede liv.
22. Hvorledes hørte alt dette med til at Jesus skulle vidne om sandheden?
22 Alt dette viste at skyggerne i Loven ved Moses var sandfærdige. Det slog fast som sandhed at Jesus Kristus var ypperstepræst og at han som sådan havde fuldbyrdet sine pligter, hvilket ville skænke menneskene store velsignelser. Alt dette hørte med til at Jesus skulle vidne om sandheden idet han førte Moselovens forudsigelser og skygger over i virkeligheden så de blev sandhed.
Guds riges sandhed
23. (a) Var den sandhed der knyttede sig til ypperstepræstens offertjeneste hele den sandhed der er af betydning for os, og hvorledes fremgik dette af Jesu forhør? (b) Hvilke andre profetier i Moseloven måtte nu vise sig at være troværdige skygger?
23 Men er den sandhed der knytter sig til ypperstepræstens offertjeneste og soningen af verdens synder hele den sandhed som er af betydning for os? Nej! For da Jesus blev forhørt af landshøvdingen Pontius Pilatus blev hans udtalelse om sin kongeværdighed et kardinalpunkt. Jesus var, da han af sine fjender blev indbragt for den romerske domstol, blevet beskyldt for at have påstået at han var „Kristus, en konge“. (Luk. 23:1, 2) På det tidspunkt var der ikke så få spørgsmål vedrørende retten til at herske der skulle afgøres så folk kunne se hvad der var sandhed. Det drejede sig ikke blot om retten til at herske over jøderne men om retten til at herske over alle mennesker. Ikke så lidt afhang af Jesus Kristus i det øjeblik. Det forstod han, og han var fast besluttet på at være trofast. Nu skulle det vise sig om Moselovens profetier om det kommende herredømme over Guds folk var sande, altså troværdige ’skygger’ der svarede til kendsgerningerne som de ville forme sig i fremtiden. Hvordan blev dette afgjort?
24. (a) Hvilket hverv overdrog Gud Aron og hans familie? (b) Hvorfor udpegede Gud ikke også et menneske til konge over Israel?
24 Dengang Loven blev givet ved Moses på Sinaj bjerg havde Israel ikke en synlig, jordisk konge. Moses var ikke Israels konge. Han virkede blot som mellemmand mellem Jehova Gud og Israels folk. Moses’ ældre broder Aron var levitten Amrams førstefødte søn, og Jehova Gud havde overdraget Arons familie at virke som præster i Israel. Hvorfor udpegede Gud nu ikke også et menneske til konge over Israel? Eller hvorfor udnævnte han ikke Aron til kongepræst? Jo, det var fordi Jehova Gud selv, om end han var usynlig, var Israels konge og lovgiver. Han kunne ikke samtidig være ypperstepræst i Israel. Situationen i Israel blev udmærket beskrevet i den sang Moses komponerede ved Det røde Hav, cirka tre måneder inden Loven blev givet: „[Jehova] er konge i al evighed! Thi da Faraos heste med hans vogne og ryttere drog ud i havet, lod [Jehova] havets vande strømme tilbage over dem, medens israelitterne gik igennem havet på tør bund.“ (2 Mos. 15:18, 19) Jehova Gud var altså ikke trådt tilbage som konge.
25. Hvordan antydede Gud i Moseloven at israelitterne en dag ville kræve at få en jordisk konge?
25 I Moseloven havde Jehova Gud rigtignok antydet at den tid kunne komme da israelitterne ville kræve en jordisk konge for at ligne de uteokratiske hedenske nationer. Jehova havde nemlig advarende sagt: „Når du kommer ind i det land, [Jehova] din Gud vil give dig, og får taget det i besiddelse og fæstet bo der, og du så får den tanke, at du vil have en konge over dig ligesom alle de andre folk rundt om dig, så må du kun sætte den mand til konge over dig, som [Jehova] din Gud udvælger. Af dine brødres midte skal du tage dig en konge. En fremmed, der ikke hører til dine brødre, må du ikke tage til konge over dig. . . . Når han så har sat sig på tronen, skal han skaffe sig en afskrift af denne lov hos levitpræsterne.“ (5 Mos. 17:14-18) Nogen tid efter advarede Moses israelitterne om hvad der ville ske hvis de ikke overholdt den overenskomst eller pagt de havde indgået med Gud: „Dig og din konge, som du sætter over dig, skal [Jehova] føre til et folk, som hverken du eller dine fædre før kendte til, og der skal du dyrke fremmede guder, træ og sten.“ (5 Mos. 28:36) Ganske rigtigt, tre hundrede og nogle og halvtreds år senere bad hele Israel om at få en sådan konge, og Gud gav dem Kisj’ søn Saul til konge. — 1 Sam. 8:4 til 12:5.
26. (a) Hvilken israelitisk stamme tilhørte Kisj’ søn Saul? (b) Men hvem havde patriarken Jakob profeteret at kongemagten i Israel skulle tilfalde, og hvem skulle derfor komme fra denne stamme?
26 Kong Saul tilhørte Benjamins stamme. Længe før Loven var blevet givet ved Moses havde Jehova Gud imidlertid inspireret patriarken Jakob eller Israel til at forudsige at kongemagten i Israel skulle tilfalde Juda stamme og at kongespiret og herskerstaven ikke skulle vige fra denne stamme. Silo (der betyder „Han hvem den tilhører“) skulle komme fra Juda stamme, og „ham skal folkene lyde“.
27. Hvordan kunne Jakobs profeti siges at være en del af den lov Moses havde skrevet?
27 Dette kongedømme blev forudsagt i Bibelens første bog, i Første Mosebog 49:8-10. Denne bog var jo skrevet af Moses. Det der nu er de fem første bøger i Bibelen udgjorde oprindeligt én bog. På Jesu Kristi tid havde jøderne inddelt alle De hebraiske Skrifter i store hovedgrupper og kaldte de fem første bøger som Moses havde skrevet for toraen (loven). Det vil sige at Første Mosebog faldt ind under den almindelige betegnelse „loven“. Da Jesus var blevet oprejst fra de døde sagde han til sine disciple: „Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer [som menneske]: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i [1] Mose lov og [2] profeterne og [3] salmerne.“. (Luk. 24:44) Derfor må udtrykket „loven“ omfatte det der står skrevet i Genesis, Første Mosebog, altså også patriarken Jakobs profetiske ord om at kongemagten skulle tilhøre Juda stamme.
28. (a) Hvorfor måtte Jesus, for fuldt ud at kunne „vidne om sandheden“, ikke blot være af en bestemt stamme men også af en bestemt familie? (b) Hvordan forpligtede Gud sig til at opfylde løftet om riget, og hvem tilhørte kongemagten i virkeligheden?
28 Jesus blev født i Juda stamme og derfor kunne han „vidne om sandheden“ vedrørende Guds rige. (Hebr. 7:14) Men hvis Jesus fuldt ud skulle „vidne om sandheden“ kunne han ikke fødes i en hvilken som helst familie i Juda stamme; han måtte fødes i betlehemitten Davids slægt, og det blev han også. (Rom. 1:1-4) Hvorfor måtte han fødes i denne slægt? Jo, fordi det var David af Juda stamme der blev gjort til konge over Israel efter Saul og hans søn Isjbosjet, og fordi det var med David Jehova Gud indgik en overenskomst eller en pagt, som gik ud på at hans kongeslægt for evigt skulle have kongemagten over Guds folk. Dette betød at David til sidst ville få en efterkommer som kunne arve tronen og beholde den for evigt. (2 Sam. 7:11-16; 1 Krøn. 17:11-15) Jehova Gud nøjedes ikke med at udtale løftet; han forpligtede sig til at opfylde det ved at aflægge ed på at indfri det. Denne ed var faktisk en ed der gjaldt hans eget rige, for kong David anerkendte at kongemagten i Israel tilhørte Jehova og at den trone han sad på i Jerusalem ret beset var „Jehovas trone“. (1 Krøn. 29:10, 11, 23) Om den ed der skulle bekræfte den pagt som sikrede Davids slægt et evigt kongedømme læser vi:
29. Hvad sagde Salme 89 om denne pagt og om Guds ed angående Davids rige?
29 „Jeg slutted en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener: ’Jeg lader din sæd bestå for evigt, jeg bygger din trone fra slægt til slægt!’ . . . jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himlen er sanddru.“ — Sl. 89:4, 5, 35-38; Ap. G. 2:30.
30. Hvad var „de trofaste nådeløfter til David“ som omtales i Esajas 55:3, og hvorfor var de pålidelige?
30 Denne pagt om riget og alt hvad den indbefatter omtales i Guds ord som „de trofaste nådeløfter til David“, og Guds ed bekræftede denne pagts pålidelighed og troværdighed. Under forfølgelser kan Guds folk, som helt må forlade sig på at Gud vil gennemføre formålet med pagten om riget, passende sige med salmisten, ikke tvivlende men bønfaldende: „Hvor er din fordoms nåde, Herre, som du i trofasthed tilsvor David?“ (Sl. 89:50) Omsorgsfuldt forsikrer Gud sit folk om at han trofast vil holde sin pagt: „Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David.“ (Es. 55:3) Især Jesus Kristus kunne hente trøst fra dette guddommelige løfte.
31. (a) Hvorfor blev Jesus derfor født i Davids kongeslægt? (b) Hvorledes besvarede Jehova bønnen i Salme 132:1-18?
31 For at pagten om riget kunne være en urokkelig sandhed blev Jesus født i Davids kongeslægt som den af Davids arvtagere der evigt skulle sidde på kongetronen. Jehova holdt således sit løfte til kong David og undlod ikke at sikre ham en arving som altid ville være til. Jehova besvarede den bøn salmisten rettede til ham: „’For din tjener Davids skyld afvise du ikke din salvede!’ [Jehova] tilsvor David et troværdigt, usvigeligt løfte: ’Af din livsens frugt vil jeg sætte konger på din trone. . . . Der lader jeg horn vokse frem for David, sikrer min Salvede lampe. Jeg klæder hans fjender i skam, men på ham skal kronen stråle!’“ — Sl. 132:1-18.
32, 33. Hvorledes vidnede Peter på Pinsedagen om Guds edsvorne løfte til David og om dets opfyldelse?
32 Apostelen Peter vidnede om at alt dette var sandt. På Pinsefestens dag, halvtreds dage efter at Jesus Kristus var blevet oprejst fra de døde, forklarede Peter at Kristi disciple dér i Jerusalem havde fået Guds hellige ånd:
33 „Mine brødre! lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone, forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren [Jehova] sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede [pælfæstede], ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:29-36.
Kong Davids herre
34. (a) Hvorledes blev Jesus Kristus Davids herre, og i hvilken salme havde David forudsagt dette? (b) Hvornår vil David personligt anerkende Jesus som sin herre?
34 Apostelen Peter erklærer her, inspireret af Guds hellige ånd, at den ophøjede Jesus Kristus er kong Davids herre. Jesus Kristus har altså fået en højere rang end kong David. Kong David havde regeret fra en jordisk trone, der benævnedes „Jehovas trone“. Men Jesus Kristus havde nu taget plads på en trone i himmelen. Han sad så at sige ved Guds højre hånd. Han skulle være en evig konge i himmelen og skulle aldrig nogen sinde dø. Engang i en ikke alt for fjern fremtid vil David blive oprejst fra de døde og lære om sin efterkommer Jesus Kristus og anerkende ham som sin herre, den sande Kristus eller Salvede. I en salme (Sl. 110) forudsagde David at Jesus skulle være herre. Da apostelen Peter citerede første vers i denne salme forklarede han at ordene tog sigte på Jesus Kristus der opfyldte dem. Apostelen Paulus lader ligeledes ordene gælde Jesus Kristus. Vi kan altså forstå at hele denne salme må gælde Jesus Kristus.
35. Hvem gælder det løfte som Jehova, ifølge Salme 110:4, aflagde under ed, og hvad går det ud på?
35 David beskriver i sin salme at Jehova aflægger et løfte under ed. Denne gang er det ikke et løfte kong David får del i, nej løftet gælder Davids herre, som har taget plads ved Guds højre hånd i himmelen. I Salme 110, vers 4, får vi følgende at vide: „[Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ Det løfte Jehova her aflægger med en eds bekræftelse gælder altså Jesus Kristus.
36. Hvad særligt var der ved Melkizedeks „orden“, og hvorledes vistes det at han var af en højere rang end Abraham?
36 Hvem var denne Melkizedek efter hvis „orden“ (Hebr. 6:20, Schindler) kong Davids herre Jesus Kristus skulle være præst? Det får vi forklaret i Første Mosebog, der, som vi har set, hører med til loven. Melkizedek var ikke blot præst men også konge. Første Mosebog 14:17-20 fortæller at han drog ud af sin by for at træffe patriarken Abraham, der netop var vendt sejrrig hjem fra en kamp. Vi læser: „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“ Melkizedek havde altså en højere rang end Abram.
37. (a) Fra hvem arvede Jesus riget? (b) Arvede Jesus sit evige præsteembede fra ypperstepræsten Aron? Forklar.
37 I Hebræerbrevet 6:20 til 7:17 bliver det edsbekræftede løfte i Salme 110:4 anvendt på Jesus Kristus. Punkt for punkt forklares det her på hvilken måde han skal være kongepræst efter Melkizedeks „orden“. Melkizedek fik ingen efterfølger i sit embede som kongepræst. Jesus Kristus arvede hverken præsteembede eller kongeembede fra Melkizedek. Han blev kong Davids evigtbestående arving i kraft af pagten om riget, men han arvede ikke præsteembedet fra ypperstepræsten Aron af Levi stamme. Jesus fødtes jo ikke i Levi stamme. Han måtte være Davids efterkommer. Hvordan gik det da til at Jesus fik et evigt præstedømme? Det skete i kraft af Jehovas edsbekræftede løfte i Salme 110:4.
38. Hvorledes opfyldtes det Melkizedek var et forbillede på i Jesus Kristus, og hvad vil Jehova derfor aldrig angre?
38 Eftersom de kommende tiders konge skal være præst på „Melkizedeks vis“, må fortidens Melkizedek være en historisk skikkelse der profetisk skildrer den store kongepræst Jesus Kristus. Det Melkizedek var et forbillede på opfyldtes som sandhed i Jesus Kristus. Melkizedeks navn betyder „retfærdighedens konge“; og i sin egenskab af konge i Salem, et navn der betyder „fred“, var han også „fredskonge“. Jesus Kristus er imidlertid den store og sande Melkizedek, den sande „retfærdighedens konge“ og „fredskonge“ som Gud for længst havde besluttet at sende, for at han skulle sone menneskenes synder og herske med fred over hele jorden. Jehova Gud vil aldrig angre at han ved et edsbekræftet løfte indsatte ham til kongepræst.
Den personificerede sandhed
39. Hvordan var Jesus Kristus Sandheden, og hvorledes vidnede han i egentligste forstand om sandheden?
39 Alt dette viser at Jesus Kristus er Sandheden. Han er den virkeliggjorte sandhed som Moselovens skygger og De hebraiske Skrifters profetier peger frem til. Han er midtpunktet for alle de profetiske udtalelser i disse skrifter. Han blev født og trådte frem i verden for at godtgøre at disse forudsigelser var sande ved at opfylde dem. Han var en levende sandhed, virkeliggørelsen af de hensigter Gud havde ladet bekendtgøre gennem tiden, af de løfter Gud havde bekræftet med ed.
40, 41. (a) Hvorfor kunne Jesus derfor med fuld føje sige at han var Sandheden? (b) Hvem virkede han i denne egenskab til gavn for, og hvorledes viser Paulus dette i Romerne 15:8-12?
40 Da Jesus levede som et menneske på jorden var han besluttet på at vidne om den sandhed der indeholdtes i Guds ord, i de hebraiske bibelskrifter. Den aften han blev grebet af sine fjender sagde han til sine trofaste apostle: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Kunne han ikke med fuld føje sige sådan? Jo, for han var selve Sandheden. Han var ikke en skygge af Messias. Han var selve Messias, Kristus, i egen person. Han var ikke en skygge af kongepræsten. Han var i egen person den kongepræst som var blevet forudsagt. I denne egenskab virkede han ikke alene til gavn for omskårne jøder, men også til gavn for uomskårne hedninger. Derfor kunne apostelen Paulus skrive:
41 „Hvad jeg mener, er dette: for de omskårne er Kristus blevet tjener for Guds sanddruheds skyld, for at stadfæste forjættelserne til fædrene, men hedningerne skal prise Gud for hans barmhjertigheds skyld, som der står skrevet: ’Derfor vil jeg prise dig blandt hedninger og lovsynge dit navn.’ Og et andet sted står der: ’Fryd jer, I hedninger, med hans folk!’ Og videre: ’Lovsyng Herren, alle hedninger, og pris ham, alle folk.’ Og videre siger Esajas: ’Komme skal Isajs rodskud [Isaj var kong Davids fader], og han, der rejser sig for at herske over hedninger, på ham skal hedninger håbe.’“ — Rom. 15:8-12; Sl. 18:50; 117:1; 5 Mos. 32:43; Es. 11:10.
42. (a) Hvordan blev Jesus ’tjener for de omskårne’? (b) Hvorledes ’stadfæstede’ Jesus Guds løfter til forfædrene?
42 Da Jesus Kristus engang traf en fønikisk kvinde udtalte han: „Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ Dengang han sendte tolv apostle ud for at de skulle fortælle folk om Himmelens rige sagde han til dem: „Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus!“ (Matt. 15:24; 10:5, 6) Fordi Jesus var født under Moseloven og omskåret som jøde blev han ’tjener for de omskårne’. Denne tjeneste til gavn for omskårne jøder blev udført „for Guds sanddruheds skyld“, for Jehova Gud havde til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob sagt at alle jordens folk skulle velsignes gennem deres sæd eller afkom. Deres „sæd“ eller „afkom“ ville selvfølgelig være israelitter eller jøder, hebræere. (1 Mos. 22:18; 26:4; 28:14) Det var derfor kun naturligt at Jesus Kristus først og fremmest måtte godtgøre „Guds sanddruhed“ med hensyn til løfterne til de tre hebraiske patriarker. Hvordan gjorde han det? Ved først at åbne jøder adgang til at få del i opfyldelsen af løftet til Abraham og give dem mulighed for at blive Abrahams åndelige sæd. Det var absolut nødvendigt at Jesus respekterede Jehova Guds ed, for Gud havde med en ed bekræftet at hans løfter til patriarkerne var sande; Jesus måtte nødvendigvis „stadfæste“ disse løfter.
43. (a) Hvad var det Jehova ville holde, ved at føre patriarkernes efterkommere ud af Ægypten? (b) Hvorledes bekræftede han sine løfter til patriarkerne?
43 Til patriarkernes efterkommere, omskårne jøder, sagde Moses: „Fordi [Jehova] elskede eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor eders fædre, derfor var det, at [Jehova] med stærk hånd førte eder ud og udløste dig af trællehuset, af ægypterkongen Faraos hånd.“ (5 Mos. 7:8) Også i Salme 105:7-11b nævnes det at Gud gav patriarkerne et løfte og bekræftede det med en ed: „Han, [Jehova], er vor Gud, hans domme når ud over jorden; han ihukommer for evigt sin pagt, i tusind slægter sit tilsagn, pagten, han slutted med Abraham, eden, han tilsvor Isak; han holdt den i hævd som ret for Jakob, en evig pagt for Israel, idet han sagde: ’Dig giver jeg Kana’ans land som eders arvelod.’“ — Se også Første Mosebog 24:6, 7; 50:24; Anden Mosebog 6:8; Jeremias 11:4, 5.
44. Hvem respekterer først og fremmest Guds ed?
44 Jehova Gud respekterer sin egen edsvorne erklæring, og hans ord falder aldrig til jorden. På samme måde respekterede Jesus Kristus da han levede på jorden Jehovas ed og virkede for at vise at den var til at stole på.
45. (a) I hvem opfyldes Guds ed angående kongedømmet og præsteembedet? (b) I forbindelse med hvilke historiske kendsgerninger kom Guds sandhed til syne?
45 Det er derfor i Jesus Kristus vi finder Guds ed opfyldt til bekræftelse af den pagt som Gud indgik med David om et evigt kongedømme og til bekræftelse af den ed hvormed Gud udnævnte en ypperstepræst efter Melkizedeks orden. Da Jesus blev født som menneske, da han trådte frem i verden ved sin dåb i vand, da han i tre og et halvt år offentligt forkyndte om Guds rige, da han døde for sin trofasthed over for Gud, da han opstod fra de døde og ophøjedes til himmelen, ja da alle disse historiske kendsgerninger indtraf, kom sandheden, Guds sandhed, til syne. Hele Jesu livsløb vidnede om sandheden.
Endelig får vi svaret!
46. Hvad er derfor Bibelens svar på den romerske landshøvdings spørgsmål „Hvad er sandhed“?
46 Den romerske landshøvding Pontius Pilatus’ spørgsmål til Jesus lød: „Hvad er sandhed?“ Hvilket svar kan vi nu give på det spørgsmål? I lyset af de omstændigheder hvorunder spørgsmålet blev stillet må Bibelens svar være: „Sandheden“ er Guds rige med Jesus Kristus, „Davids søn“, på tronen som kongepræst.
47. (a) Hvilken kendsgerning angående Bibelens lære kan derfor ikke undre nogen? (b) Hvordan understreges Guds kongedømme i den sidste bog af De hebraiske Skrifter og i den første bog af De kristne græske Skrifter?
47 Kan det derfor undre nogen at Guds rige ved Kristus er Bibelens mest fremtrædende lære? Fra den første bog, Første Mosebog, der beretter om den profetiske skikkelse Melkizedek, til den sidste bog, Åbenbaringen, der beskriver Rigets oprettelse og dets tusindårige herredømme, forfølger den temaet: Guds rige ved Messias. Meget apropos henleder Gud i den sidst skrevne af De gamle hebraiske Skrifters bøger opmærksomheden på at kongedømmet er hans: „Thi en stor konge er jeg, siger Hærskarers [Jehova], og mit navn er frygtet blandt folkene.“ (Mal. 1:14) Og den første bog i de græske bibelskrifter fortæller at inden Jesus, Guds søn, Messias, kom til verden og begyndte at tjene Gud, trådte Johannes Døber frem som hans forløber og erklærede over for omskårne jøder: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ — Matt. 3:1, 2.
48. Hvorledes understregede Jesus læren om Riget da han fortsatte hvor Johannes Døber slap og da han forudsagde afslutningen på denne tingenes ordning?
48 Da Jesus Kristus indledte sin tjeneste og fortsatte hvor Johannes Døber slap, udtalte han ligeledes: „Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!“ (Markus 1:14, 15) Dengang han forudsagde sin genkomst, sin anden nærværelse, og afslutningen på denne tingenes ordning, tilkendegav han hvad hans disciple skulle forkynde. Hvad mon det var? Hans svar står at læse i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:3, 14, NW.
49, 50. (a) Hvorfor er der, ifølge åbenbaringen 11:15-18, god grund til at lægge alle kræfter i forkyndelsen af denne lære? (b) Hvilken proklamation lød i himmelen da Satan var blevet fordrevet derfra?
49 I dag er der al god grund til at lægge alle kræfter i forkyndelsen af Bibelens mest fremtrædende lære. Hvorfor? Fordi med „afslutningen på denne tingenes ordning“ var tiden inde da Guds rige ved Messias skulle oprettes i himmelen, således som det profetisk skildredes i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen. Da denne begivenhed indtraf hørtes der i himmelen et kor af stemmer der råbte: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ Ligeledes lød der en takkesang til Gud Herren, som er den egentlige magt bag Messiasriget: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet.“ (Åb. 11:15-18) Og da Satan, ærkemodstanderen af Himmelens rige, var blevet fordrevet fra himmelen til jordens nærhed, lød følgende proklamation i himmelen:
50 „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.“ — Åb. 12:5-10.
„Sandhedens ord“
51. Hvad kan Bibelen, grundet de udførlige oplysninger den indeholder og i betragtning af hvem der skrev den, derfor med rette kaldes?
51 Guds rige ved Messias er „sandheden“, som Jesus blev født og kom til verden for at vidne om. Eftersom Bibelen udførligt beskriver dette rige kan den med rette kaldes „sandhedens ord“. Det var sandhedssøgende mænd der skrev den under inspiration. For eksempel skrev kong Salomon, der kalder sig selv Guds folks samler: „Samleren søgte at finde indtagende ord og at skrive korrekte sandhedsord.“ (Præd. 12:10, NW) Den engel der blev sendt til profeten Daniel for at give ham nogle vigtige oplysninger om „endens tid“, den tid vi lever i, udtalte: „Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der står skrevet i sandhedens bog; ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.“ (Daniel 11:1, 2; 12:4) Apostelen Paulus, der affattede ikke så få bibelskrifter, skrev til medkristne: „Vi skulle tjene til pris for hans herlighed, vi der var de første som håbede på Kristus. Men I har også håbet på ham efter at I har hørt sandhedens ord, den gode nyhed om jeres frelse.“ — Ef. 1:12, 13, NW.
52, 53. (a) Hvordan må Bibelen anvendes dersom den skal tjene som et redskab for sandheden, og hvad viser om kristenheden har anvendt den på denne måde? (b) Hvad må kristne, nu som i det første århundrede, vandre i, og hvorledes er dette muligt?
52 Forudsætningen for at Bibelen kan være det redskab hvormed vi forkynder sandheden for folk og underviser dem i sandheden, er at den anvendes på rette måde. Det må have været det apostelen Paulus havde i tanke da han formanede en tilsynsmand i en kristen menighed til at give agt på sig selv og sin lærergerning og dernæst skrev: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt af Gud, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som anvender sandhedsordet på rette måde.“ (2 Tim. 2:15; 1 Tim. 4:16, NW) Kristenheden, der i dag praler af at have mere end 900.000.000 medlemmer, har haft Bibelen i skrift og på tryk i mange hundrede år. Har kristenheden anvendt „sandhedens ord“ på rette måde? Nej; for i kristenheden er der tusinder af forskellige opfattelser som gør sig gældende, hvad der ses af de hundreder af sekter der findes i den. Kristenheden er en løgn når den giver sig ud for at være kristendom. Kristendommen derimod er sandheden fordi den hviler på Bibelen og anvender den på rette måde. Sande kristne må efterleve Bibelen hvis de skal vandre på sandhedens vej.
53 Det gjorde de kristne i det første århundrede i troens renhed. Herom skriver apostelen Johannes til en medtroende ved navn Gajus: „Jeg blev meget glad, når der kom brødre og vidnede om den sandhed, som er i dig, således som du jo virkelig vandrer i sandheden. Større glæde har jeg ikke end at høre, at mine børn vandrer i sandheden.“ — 3 Joh. 3, 4.
54. (a) Hvilket „ord“ var dengang nødvendigt for at et menneske kunne blive avlet som en åndelig søn af Gud? (b) Hvad må vi være af, dersom vi skal være sande kristne, og hvordan må vi lægge kærlighed for dagen?
54 Ingen kunne dengang regnes for at være en sand kristen og Guds åndelige søn medmindre vedkommende havde hørt sandhedens ord, havde studeret det og var kommet til troen. Det er netop hvad disciplen Jakob gør opmærksom på: „Far ikke vild, mine elskede brødre! Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går. Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.“ (Jak. 1:16-18) Ægte kristne kan kun vokse frem af sandheden. Apostelen Johannes, der i sine skrifter taler meget om sandheden, skrev til kristne han holdt meget af: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed. Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds.“ (1 Joh. 3:18, 19) Hvis vi for Guds åsyn skal stille vort hjerte tilfreds og være overbevist om at vi er ægte kristne, må vi være af sandheden og elske vore brødre. Hvis vi er af verden lever vi i vildfarelse. — 1 Joh. 4:4-7.
55. Hvorledes kan vi undgå at blive fanget i vildfarelsen og at optræde som en antikrist?
55 Når vi nu har erkendt at Jesus Kristus er „sandheden“ således som han selv giver udtryk for det i ordene der står at læse i Johannes 14:6, må vi tro det rette om ham hvis vi skal være af sandheden og være i sandheden, og hvis vi ikke skal optræde som en antikrist. Hvis vi ikke tror at han blev født som et sandt menneske, blev kød, og kom til verden som Guds hovedvidne om „sandheden“, er vi fanget af vildfarelsen og er af verden. I så fald er vi ikke sande kristne. — 1 Joh. 4:1-6.
56. Hvilken organisation, som beskrives i 1 Timoteus 3:14, 15, ønsker vi at tilhøre nu da vi kender sandheden?
56 Guds ord Bibelen, „sandhedens ord“, har nu givet os hvad vi ønskede at få, nemlig svar på spørgsmålet „Hvad er sandhed?“ Nu ønsker vi også at være knyttet til Guds synlige sandhedsorganisation. Gud lod Jesus Kristus, sin herliggjorte søn, grundlægge denne organisation på Pinsedagen halvtreds dage efter at han var opstået fra de døde. Ifølge de inspirerede ord i 1 Timoteus 3:14, 15 er denne organisation „Guds hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold“. Ja, det er „sandhedens søjle og grundvold“ vi ønsker at stå tilsluttet.
57. Hvad er vi derfor besluttet på at gøre med sandheden?
57 I stedet for at prøve på at nedbryde sandheden — hvad der er ganske umuligt — vil vi gøre vort til at holde Rigets sandhed højt så alle kan se den. Vi vil bringe Bibelens svar på spørgsmålet „Hvad er sandhed?“ til alverdens folk og nationer. Vi vil sammen med „den levende Guds kirke“ eller menighed forkynde sandheden „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationer inden enden kommer. (Matt. 24:14) Enhver som er af sandheden vil lytte til vor røst når vi henvender os til dem i vor egenskab af sendebud på Kristi vegne. — Joh. 18:37; 2 Kor. 5:20.
[Fodnoter]
a Udtalelsen lyder på latin: „Auctor nominis eius Christus, Tiberio imperitante, per procuratorem Pontium Pilatum supplicio affectus est.“
Se „Works of Tacitus“ (Tacitus’ værker), bind 1, side 423, 1858-udgaven, udsendt af Harper and Brothers, New York, N.Y. Se også M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 8, side 199, spalte 2. Endvidere The Encyclopedia Americana, bind 22 i 1929-udgaven, side 83, under „Pilate“ (Pilatus).
b Andre tilfælde hvor det nævnes at Gud aflægger en ed eller sværger med løftet hånd er: Over for fædrene: Fjerde Mosebog 11:12; 32:11; Femte Mosebog 1:8, 35; Mika 7:20. Over for Israel: Fjerde Mosebog 14:16, 28, 30; Nehemias 9:15; Salme 95:11; Hebræerbrevet 3:17, 18; 4:3; Ezekiel 20:5, 6. Over for Moses: Femte Mosebog 4:21.
Det er interessant at Jehova Gud sværger ved sit eget navn (Jer. 44:26, 27); ved sig selv, egentlig: ved sin egen sjæl (Jer. 51:14; Amos 6:8); ved sin hellighed (Amos 4:2); ved „Jakobs stolthed“ (Amos 8:7); ved sig selv (Es. 45:23; Jer. 49:13; 22:5); ved udbruddet „så sandt jeg lever evindeligt“ (5 Mos. 32:40, 41); og ved sin vilje og sit forsæt (Es. 14:24); under henvisning til Vandfloden (Es 54:9); og under henvisning til at hans tjenere skal spise og drikke. — Es. 62:8, 9.